Alle indlæg af Pastoren

At drikke for at glemme, Blog

Scott Walkers forældre og venner

5 kommentarer

scottwalker

Det er trist at indrømme det, men jeg kan stadig ikke begribe den musik, Scott Walker laver i vore dage, og jeg bryder mig faktisk slet ikke om den.  Kate Mossman har lavet en anmeldelse i New Statesman af Walkers nye album Bish Bosch, og hun har det tilsyneladende på samme måde.

It must be tough being Scott Walker. Somewhere down the line the world has decided you’re a genius, based on a handful of hits 45 years ago that were written by other people. You spend your life labouring under what Marianne Faithfull once called the “tyranny of cool”, retreating further into the avant-garde, and every album you put out is met with hope that you might some day return to the “lush Sixties balladry” you were known for. As though there’s a great bank of Bacharach-style classics shored up inside you but you’re just choosing not to let them out.

Walker is a symbol of the arbitrary way that cult status attaches to some people and grows like a creeper, strangling and obscuring its host.

På en måde er situationen vel i perfekt symmetri til hvad man ser i den anden ende af skalaen: håbefulde, velklædte, ofte sympatiske, men stort set tonedøve teenagere stiller op til X-Faktor; de har altid fået at vide af deres forstående forældre og venner, at de sang godt og måske endda havde udstråling. Men det har de ikke, og dommerne fortæller dem med stor overbevisning (og varierende skadefryd) hvordan det er fat.

Er Scott Walker mon i vore dage blevet udstyret med en stor samling forstående “forældre og venner”?

Blog, Film vi har set, Skandinavisk lyst

Himmelskibet

Skriv en kommentar

20121227-203112.jpg

Først i dag gik det op for mig –Himmelskibet er faktisk også titlen på en dansk film fra 1918. Den er en af de første science-fiction-film (i dag ville nogle kalde dette for steampunk) og en fortælling om en rejse til Mars. Himmelskibet Excelsior har vinger og propel; piloterne har læderjakker på (flyvningen er stadig i sin relative barndom).

Jeg har endnu til gode at se denne stumfilm, som nu kan fås på dvd, men stillbilleder jeg har set antyder at den er smukt tænkt og smukt fotograferet. Læs mere ved Det Danske Filminstitut.

Rocknroll

Paul og de andre

4 kommentarer

SandyConcert

Når man har læst om et fælles albumprojekt med Lou Reed og Metallica, skal der meget til for at overraske. Men så alligevel… Det kom bag på mig at Paul McCartney ville gå sammen med de overlevende medlemmer af Nirvana. Men så alligevel… Nede under den tunge guitar kunne man sommetider klart fornemme, at Kurt Cobain & Co. holdt af Beatles (prøv f.eks. at høre “About A Girl” eller “On A Plain”). Og på trods af sit noget ufortjente ry som den “pæne dreng” i The Beatles var det netop Paul McCartney der var hovedmanden bag nogle af de rå numre på det “hvide album”, herunder The Beatles’ proto-grunge-øjeblik “Helter Skelter”.

Nummeret fra “12.12.12. Concert for Sandy” buldrer løs, men er bestemt ikke mindeværdigt – både Beatles og Nirvana har gjort det meget bedre (de satte så også hver især en standard, det er svært at leve op til, skønt mange har prøvet!). I en god sags tjeneste kan vi leve med meget. Og det var kun ét nummer. Og det er vel altid interessant at se, hvad der sker når store rocknavne mødes (desværre sker der sjældent noget spændende). Så alle medvirkende er tilgivet.

Se et klip med Cut Me Some Slack f.eks. her.

Blog, Musik

Ravi Shankar

Skriv en kommentar

Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.

Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).

Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.

(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)

Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 6)

2 kommentarer

Dokumentarfilmen Searching for Sugarman af Malik Bendjelloul fra i år fortæller historien om den mexicansk-amerikanske singer/singwriter Sixto Rodriguez, der uden at vide blev et stort navn blandt den unge generation i det hvide Sydafrika, der ville distancere sig fra apartheid-regimet. Rodriguez blev mere eller mindre glemt og opgav i det store og hele sin musikerkarriere – men blev årtier senere rehabiliteret med et triumftog af en turné i Sydafrika.

Her er “Cause” fra hans album Coming from Reality, indspillet i Storbritannien i 1971. Mange vil sikkert blive mindet om lyden på Nick Drakes andet album Bryter Layter, der kom året før. Men denne sang af Rodriguez er efter min mening helt på højde på hvad man kan finde på Bryter Layter.

Og så er det en barsk sang om at miste sit arbejde to uger inden jul og skulle leve videre med det. Den tragiske ironi er at Rodriguez dette år mistede sin pladekontrakt – to uger inden jul.

Billeder

Himlen var også blå dengang

Skriv en kommentar

Et fascinerende billede. Hvorfor? Fordi det er 103 år gammelt og viser besætningen på det russiske dampskib Sheksna. Dette og mange andre billeder kan ses på en side med fotos af den russiske fotograf Sergei Mikhailovich Prokudin-Gorskii; billederne er nogle af de ældste farvefotos i verden og giver samtidig et fascinerede indblik i et land i vadestedet mellem zardømme og revolution. Når jeg ser de gamle fotos i farver, er det et helt enestående vindue ind i fortiden.

Retro

Amor og Psyke

2 kommentarer

Mange musikkarrierer er regelrette, og de trofast/konservative fans tillader ikke svinkeærinder. Andre udvander gradvist deres udtryk på en rejse ind i mainstream. Atter andre slår uventede sving. Ministry, Depeche Mode og Talk Talk startede i samme univers af tidlig firser-synth-pop men endte så langt fra hinanden som tænkes kan. I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen). Det vil jeg skrive om en anden dag, hvis jeg orker.

Men af uvisse grunder havnede jeg i mit iTunes-bibliotek ved Cupid & Psyche ’85 med Scritti Politti. Her er et band, der startede som politisk skrammel-punk beslægtet med The Desperate Bicycles, men som pludselig er havnet helt og aldeles inden for den polerede, let reggaeficerede midtfirser-mainstreampop. Og det interessante er at albummet (synes jeg) faktisk er et af de gode eksempler på denne stil. Eller måske er dette i virkeligheden historien om det omskiftelige sind hos sanger og sangskriver Green Gartside.

Samme historie kunne skrives om vores egen Martin Hall – det hysteriske, Joy Division-inspirerede The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 og den glatte firserpop fra Cutting Through fra 1987.

Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 5)

Skriv en kommentar

Åbningsnummeret på John Lennons solodebut Plastic Ono Band er en usædvanligt sørgelig sang, på én gang et højdepunkt i Lennons produktion og et emotionelt lavpunkt. På “Mother” tager Lennon en terapeutisk afsked med sin mor, som han mistede som 17-årig, men også med faderen, der forlod familien tidligt og som han aldrig fik et nært forhold til. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var John Lennons far da også en sjuft.

Albummet er produceret af Phil Spector, men der er ikke meget Wall of Sound over det album overhovedet. I balladen “Mother” er det gribende at høre, hvordan Lennons vokal kammer over i sidste halvdel og trækker sangen ud og ud som en slags forlænget afsked.

Her er en live-udgave med manden fra Liverpool fra 1972.

Country&Western, Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 4)

1 kommentar

I 2000 var Red Dirt Girl af Emmylou Harris et af de albums, jeg hørte mest – og det er et album, jeg stadig kan vende tilbage til, selv om jeg forbinder det med en knugende vinter dengang med alt for dårligt vejr og mange besøg hos min mor på hospitalet. Sangene rækker ud over dét.

Jeg tænkte før i tiden mest på Emmylou Harris som fortolker af andres sange og tænkte ikke på, at hun kunne skrive sange – men selvfølgelig kunne hun det. Og efter Wrecking Ball tænkte jeg i høj grad på at lyden fra Daniel Lanois ikke kunne fanges af andre – men selvfølgelig kunne produceren Malcom Burn dét.

Titelsangen er vel det nummer på albummet, der kommer tættest på et mere traditionalt country-udtryk. Og så er det historien om en kvinde, der aldrig fik sine beskedne drømme opfyldt. På den måde er det også historien om de mange besøg på hospitalet.

Her er en live-udgave fra 2000.