Det er trist at indrømme det, men jeg kan stadig ikke begribe den musik, Scott Walker laver i vore dage, og jeg bryder mig faktisk slet ikke om den. Kate Mossman har lavet en anmeldelse i New Statesman af Walkers nye album Bish Bosch, og hun har det tilsyneladende på samme måde.
It must be tough being Scott Walker. Somewhere down the line the world has decided you’re a genius, based on a handful of hits 45 years ago that were written by other people. You spend your life labouring under what Marianne Faithfull once called the “tyranny of cool”, retreating further into the avant-garde, and every album you put out is met with hope that you might some day return to the “lush Sixties balladry” you were known for. As though there’s a great bank of Bacharach-style classics shored up inside you but you’re just choosing not to let them out.
Walker is a symbol of the arbitrary way that cult status attaches to some people and grows like a creeper, strangling and obscuring its host.
På en måde er situationen vel i perfekt symmetri til hvad man ser i den anden ende af skalaen: håbefulde, velklædte, ofte sympatiske, men stort set tonedøve teenagere stiller op til X-Faktor; de har altid fået at vide af deres forstående forældre og venner, at de sang godt og måske endda havde udstråling. Men det har de ikke, og dommerne fortæller dem med stor overbevisning (og varierende skadefryd) hvordan det er fat.
Er Scott Walker mon i vore dage blevet udstyret med en stor samling forstående “forældre og venner”?
Her er et citat som jeg synes passer godt til Walkers seneste plader:
“Rejs dig op og brug ørerne som en mand!”
(Sagt af den amerikanske avantgarde-komponist Charles Ives.)
Kunne være spændende, at se SW’s to-tre seneste plader udsendt i et parrallelunivers, hvor de ikke kom på ryggen af hans store popforhistorie, men kun kunne bedømmes på egne kunstneriske præmisser. Ville de mon overhovedet nå et publikum…?
Men Scott Walker nyder vel SÅ meget goodwill som tilfældet er, fordi vi godt kan li’ historien om en fisk der endelig svømmer mod strømmen. Så utalligt mange andre artister bliver bløde med årene og ender i et valiumbasin af veltilpasset mainstream. I en sådan forudsigelig verden er det befriende at have Scott Walker på egen mission, uanset hans plader nuomdage så er et spørgsmål uden svar for langt de fleste af os.
Pastoren skrev: “Men måske er hans nye materiale simpelthen ikke så interessant eller godt, som der lader til at være konsensus om?”
Ekstrem musik à la Walkers sene plader har det med at blive overvurderet af dem der kan lide den og undervurderet af dem der ikke kan lide den. Personligt ville jeg give “Bish Bosch” 4 hjerter ud af 6.
Fejlen er rettet nu.
Jeg vil selvfølgelig aldrig påstå, at Scott Walker er tonedøv, og jeg ved at han skrev en del af materialet fra sine første, legendariske soloalbums selv. Men måske er hans nye materiale simpelthen ikke så interessant eller godt, som der lader til at være konsensus om?
“Bish Bosch” er ikke nogen perfekt plade, men dette indlæg holder ikke.
For det første hedder den “Bish Bosch” og ikke “Bisch Bosch”.
For det andet skrev Scott Walker en god del af sine sange selv dengang i 60erne.
For det tredje er der absolut ingen der påstår at hans 60er-lyd har noget som helst at gøre med hans 90er-10lyd.
For det fjerde er der sammenligningen med en tonedøv teenager i X-factor… Tjah, hvad skal man sige… Citat 1: “Don’t criticize what you can’t understand”. Citat 2: “Når man løber panden ind i en mur, og det siger ‘klonk’, så er det ikke nødvendigvis muren der er hul.”