Alle indlæg af Pastoren

Den sørgeligste sang (del 3)

Hvis nogen sang fanger tragedien i slavehandelen, er det “Ship Ahoy” med The O’Jays. Jeg husker at jeg hørte denne sang på P3 og senere genhørte den, da jeg i gymnasietiden så Jacob Holdts Amerikanske billeder. Det er historien om millioner af mennesker, der bliver bortført for at leve under kummerlige forhold og uden nogen som helst rettigheder i en fremstormende nation, der udadtil hylder friheden. Det er fortællingen om havet, der glemmer alt, om det ukendte på den anden side af det store vand, om alle ukendte og skræmmende indtryk, der hurtigt bliver dagligdag nede i det mørke lastrum.

Ship Ahoy var et samfundskritisk album fra dengang soulmusikken havde noget på hjerte. Otte år senere gav The O’Jays hånt om fordømmelsen af apartheid og optrådte i Sydafrika. De havde brug for pengene, sagde de senere – men smukt var det ikke. Det var da heller ikke The O’Jays, der skrev sangene på Ship Ahoy, men derimod de ikke helt ukendte Kenneth Gamble og Leon Huff. De to var derimod engagerede i samfundsforhold, især Gamble.

Den sørgeligste sang (del 2)

Vi skal også tilbage i tiden til endnu en albumklassiker, og det er selvfølgelig Songs Of Love And Hate af Leonard Cohen. Også dette album udkom i 1971, og også Leonard Cohen er på dette tidspunkt en canadier i udlandet.

Sjældent er følelsen af modløshed blevet mere overbevisende fortolket her.

And we read from pleasant Bibles that are bound in blood and skin
that the wilderness is gathering
all its children back again.

The rain falls down on last year’s man,
an hour has gone by
and he has not moved his hand.

Den sørgeligste sang (del 1)

Nej, det giver strengt taget ikke nogen mening. Der er så mange af slagsen, og nogle gange er der hele albums, der næsten ikke er til at bære: Joy Divisions Closer, Nick Drakes Pink Moon, Robert Wyatts Rock Bottom, Portisheads Portishead… Hvorfor er alle de albums, jeg kan komme i tanke om lige nu, egentlig fra Storbritannien? Nå nej, der er også The Boatman’s Call med Nick Cave. Og Mahlers sjette symfoni og en masse andre værker fra det klassiske repertoire.

Men dem vil jeg ikke nævne her. Jeg vil nævne de sange rundt omkring som af en eller grund virker ekstra sørgelige og prøve at finde ind til grundene. Måske ender det som en slags alternativ julekalender, nu hvor turneen er vel overstået.

Dagens bud er måske det mest årstidsaktuelle, nemlig “River” fra Joni Mitchells klassiker af et album Blue fra 1971, og det er bestemt ikke noget sørgeligt album som sådan. I “River” er det kontrasterne mellem tabet og det, der venter forude – julestemningen, frosten (der ikke er der) og den elskede (der ikke kommer tilbage) – der gør netop denne sang ekstra sørgelig. (Nogle gange spekulerer jeg på om det mon er denne sang, f.eks. Tori Amos igen og igen har prøvet at skrive.) “River” findes i ganske mange coverversioner, bl.a. en ekstra sentimental udgave fra Sarah MacLachlans julealbum. Den må jeg indrømme, at jeg faktisk kan lide næsten lige så godt som Joni Mitchells egen.

Tillykke, Klaus!

20121201-111902.jpg
Foto: Sigrid Nygaard

 

Her på bloggen er vi selvfølgelig ikke bange for at hylde dem, vi omgås. I går modtog Klaus Lynggaard Otto Gelsted-prisen.

I Information kan man i dag læse den tale som Søren Ulrik Thomsen holdt.Her er et lille uddrag:

Indledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.

Noget af det, jeg især godt kan lide ved Klaus Lynggaards anmeldervirke er (ud over hans store passion i den forbindelse og ud over hans jævnlige roser til Jens og til Love Shop) at han kan favne så bredt – at han kan værdsætte både Neil Young og Neil Diamond, Karen O og Karen Busck og Gustav Winckler og Gustav Mahler. Der er rigeligt med ghettodannelser derude.

Landskabet ændrer sig

Sangen er med Scarlett Johansson. Billederne er af gletsjere og polarkapper der langsomt – eller ikke så langsomt – forsvinder, og de stammer fra den prisbelønnede dokumentarfilm Chasing Ice, der havde premiere i USA i denne måned.

Her er en reaktion fra en amerikansk kvinde, der var stor fan af Fox News, men alligevel så filmen.

Måske er der håb endnu.

Tillykke, Jimi!

Vi har af og til nævnt ham her på bloggen, men der har aldrig været en artikel om Jimi Hendrix. I dag kunne han være blevet 70, men han blev kun 27; han døde få uger efter jeg begyndte i 1. klasse. Denne blogs forfattere er nu gamle nok til at kunne være hans far – vi glemmer ofte, at han trods alle sine bedrifter var en ung fyr, der reelt endnu var i begyndelsen af sin karriere.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er Hendrix-ekspert, men når jeg lytter til hans musik, genopdager jeg hvor innovativ og udfordrende den faktisk har været sammenlignet med f.eks. samtidige The Doors, som jeg altid har syntes var temmelig gumpetunge og selvoptagede. Hos Jimi Hendrix mødes en afro-amerikansk guitar-baseret bluestradition med den psykedeliske rock og stor musik opstår i det lille trio-format.

I sit korte liv nåede Jimi Hendrix at inspirere et hav af andre musikere. I Patti Smiths selvbiografi Just Kids er et af de afsnit, der især gør indtryk på mig, hendes beretning om det korte møde med Hendrix og hvordan det påvirkede hende. Mange år senere, på Thirteen, kan vi høre hendes hyldest – en (meget ærbødig) udgave af “Are You Experienced”.

Vi tænker tit mest på Hendrix som en blændende guitarist, men også hans vokal er interessant. Prøv f.eks. at høre de første albums på Gasolin’ og sammenlign med “Crosstown Traffic” eller “Foxy Lady” – Franz Beckerlee har tydeligvis hørt Hendrix spille, men Kim Larsen har så afgjort også hørt Hendrix synge!

Parallellen til Kurt Cobain, en anden venstrehåndet sanger og guitarist fra Seattle, der også kun nåede at blive 27, er selvfølgelig slående. Men Jimi Hendrix nåede noget ekstra (som Cobain af naturlige årsager var afskåret fra at blive), nemlig at blive et afroamerikansk idol i et USA, der stadig var dybt præget af indgroet racisme og hvad der kun kan betegnes som regulær apartheid. Dét i sig selv var også en bedrift.

The Killing Type

Dette bør være hittet fra Theatre Is Evil, det aktuelle og helt crowdfundede album med Amanda Palmer. Fru Palmer (hun er gift med Neil Gaiman, forfatteren bag bl.a. Sandman og Coraline) er blevet god til at promovere sig selv via nettet – hvor mange musikere har deres egen app? Amanda Palmer har sådan én. Hun er heller ikke bange for at smide kludene, opdager man.

Det ville nok ikke være til at bære, hvis ikke det var fordi Theatre Is Evil faktisk rummer nogle gode sange, der ofte leder tankerne hen på den småhysteriske new wave fra for 30 år siden – bl.a. Lene Lovich og Siouxsie and The Banshees. Hent albummet gratis på http://www.amandapalmer.net, hvis I kan få jer til det (ellers kan man vælge, hvad man vil betale).

Set fra Rødovre

Lars Rix har skrevet en meget positiv anmeldelse i Berlingske af koncerten på Viften i Rødovre. Se bare konklusionen:

Love Shop bliver aldrig hvad Love Shop var en gang, men sådan skal det også være. Der bliver bare ikke mere mundharmonika. Sådan er det. Men når man mærkede ekstranumre som rockklassikeren »Kræmmersjæl«, »Fester i Danmark«, »Drømmenes København«, »En nat bliver det sommer« og ekstra ekstra-nummeret »Alle har en drøm at befri« leveret med så meget inderlighed og nerve som denne aften, så står det klart, at Love Shop bare vil det her – på trods.

Sing high when they sing low…

Her midt i turneen en påmindelse fra den amerikanske forfatter Kirby Ferguson om hvor det hele kommer fra. Der er ikke ret meget der er helt originalt – hverken sange, software eller hardware. Steve Jobs og hans store forbillede Bob Dylan er eksempler på amerikanske innovatorer, der “lånte” med arme og ben.

Et helt andet land

20121104-115829.jpg

(Foto: Kirsten Luce)

Nej, det er ikke et billede fra den Tredje Verden. Men det er et billede fra en helt anden verden, fra USA, nemlig fra Camden i New Jersey, den delstat der gav os Bruce Springsteen. Man skulle tro, at forholdene i Camden ville være en skamplet på USAs omdømme, men de ser ud til at gå ubemærket hen.

I disse dage er der en massiv dækning også i de danske medier af det forestående præsidentvalg.
I Information er der en artikel af Martin Burcharth om Camden og om valget. Camden er som mange andre steder i USA plaget af sociale problemer i stort omfang. Til sidst i artiklen møder Martin Burcharth faktisk Bruce – omend det er en anden Bruce.

Bruce Johnson trasker ned ad Haddon Avenue. Den sorte fyr er på vej til sit arbejde som maskinarbejder.

»Man kan selvfølgelig altid håbe, at tingene bliver bedre, hvis Obama bliver genvalgt. Vi har håbet i lang tid, men politikerne bliver ved med at stjæle, og politiet er ikke til at få øje på,« siger han.

Johnson stemmer på Obama. »Det er som at vælge mellem to onder, men Romney! Han ville være værst.«

Sådan har jeg det også.

En ung forfatter

Leonard Cohen i 1960 (Courtesy Leonard Cohen)

Der er for nylig udkommet en biografi af Sylvie Simmons om Leonard Cohen, I’m Your Man. Daily Telegraph bringer et uddrag af bogen, og hvis resten af den er lige så velskrevet, er den værd at læse. Der er også nogle fascinerende billeder – alene billedet ovenfor af den unge herre midt i tyverne er et blik værd. Mon han havde forestillet sig, at han skulle gå hen og blive sanger og sangskriver et årti senere?

Og han kan jo endnu i sin høje alder. Old Ideas er sikkert ikke det bedste album fra i år, men den koncert, jeg overværede i Aalborg den 27. august er en klar kandidat til at være årets koncert.

The Secret Footballer

Denne blog har i hele sin levetid produceret en masse indlæg om den engelske Premier League. Jens kæmper trofast med sin varierende begejstring for Liverpool FC; selv er jeg efterhånden blevet agnostiker hvad angår Premier League. Seneste søm i ligkisten er The Secret Footballer, der er dæknavnet for en navnløs spiller i Premier League. I august kom hans bog I Am The Secret Footballer: Lifting the Lid on the Beautiful Game, og den afslører meget, vi som fodbold nok egentlig godt vidste men naivt håbede var usandt. Der er racisme, homofobi, alt for mange penge og en snigende ulyst til at spille.

Der er efterhånden en stribe indslag om The Secret Footballer hos The Guardian, og min klare (og triste) fornemmelse er, at der på den ene side er et ønske om at finde ud af hvem han er (se http://www.whoisthesecretfootballer.co.uk/) og på den anden side at resten af fodboldverdenen forsøger at tie denne fodbold-udgave af Bitterfissen ihjel. Nu har også Anders Haahr Rasmussen fra Information opdaget ham og hans bog.

Og selvfølgelig er The Secret Footballer også på Twitter.

Information er meget tilfredse

20121016-033830.jpg

Klaus Lynggaard skriver en lang anmeldelse som slutter således:

Summa summarum er her i lyset af gruppens egen produktion intet nyt under solen. Til gengæld er det meste af det, der så er, fuldt ud på niveau med samme. Og når det gælder Love Shop er det alt nok. For en rigtig god plade (som fx Skandinavisk lyst) fra den kant er nu engang bedre end det meste andet, der ellers sådan lukkes ud af rockmusik herhjemme. Så for lige afslutningsvist at citere Ramones (tilmed en af deres mere komplekse tekster): ’Hey ho, let’s go!’