Vi har af og til nævnt ham her på bloggen, men der har aldrig været en artikel om Jimi Hendrix. I dag kunne han være blevet 70, men han blev kun 27; han døde få uger efter jeg begyndte i 1. klasse. Denne blogs forfattere er nu gamle nok til at kunne være hans far – vi glemmer ofte, at han trods alle sine bedrifter var en ung fyr, der reelt endnu var i begyndelsen af sin karriere.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er Hendrix-ekspert, men når jeg lytter til hans musik, genopdager jeg hvor innovativ og udfordrende den faktisk har været sammenlignet med f.eks. samtidige The Doors, som jeg altid har syntes var temmelig gumpetunge og selvoptagede. Hos Jimi Hendrix mødes en afro-amerikansk guitar-baseret bluestradition med den psykedeliske rock og stor musik opstår i det lille trio-format.
I sit korte liv nåede Jimi Hendrix at inspirere et hav af andre musikere. I Patti Smiths selvbiografi Just Kids er et af de afsnit, der især gør indtryk på mig, hendes beretning om det korte møde med Hendrix og hvordan det påvirkede hende. Mange år senere, på Thirteen, kan vi høre hendes hyldest – en (meget ærbødig) udgave af “Are You Experienced”.
Vi tænker tit mest på Hendrix som en blændende guitarist, men også hans vokal er interessant. Prøv f.eks. at høre de første albums på Gasolin’ og sammenlign med “Crosstown Traffic” eller “Foxy Lady” – Franz Beckerlee har tydeligvis hørt Hendrix spille, men Kim Larsen har så afgjort også hørt Hendrix synge!
Parallellen til Kurt Cobain, en anden venstrehåndet sanger og guitarist fra Seattle, der også kun nåede at blive 27, er selvfølgelig slående. Men Jimi Hendrix nåede noget ekstra (som Cobain af naturlige årsager var afskåret fra at blive), nemlig at blive et afroamerikansk idol i et USA, der stadig var dybt præget af indgroet racisme og hvad der kun kan betegnes som regulær apartheid. Dét i sig selv var også en bedrift.
Jim Morrison glider ud i tågerne hurtigt, men i The Doors første sæsoner er han en både lyrisk visionær og karismatisk stemmestærk sanger, så det gør en forskel.
Den mere sumpede del af grungen havde verden været bedst foruden. Sonic Youth’s guitarstøj har jeg aldrig selv sat i forbindelse med Hendrix, men du har sikkert ret.
Der er nogle numre med The Doors, jeg godt kan lide, men Jim Morrison blev alt for hurtigt vældig selvhøjtidelig. Hendrix siger mig nu alligevel mere, men smag og behag osv. Tidløs er hans musikstil ikke, men jeg vil hævde at også senere generationer af især amerikanske rockmusikere står i dyb gæld til hans udtryk. I 1990’erne bliver det især tydeligt. Jeg kan f.eks. dårligt forestille mig Sonic Youths guitar-eksperimenter, den mere sumpede del af grungen eller Red Hot Chili Peppers (prøv at høre “Room Full Of Mirrors”!) uden arven fra Jimi Hendrix.
Har aldrig nogensinde fået tunet ind på Hendrix. Som du nævner det, er det nærmeste jeg er kommet ham, Franz Beckerlee’s tydeligt Hendrix-influerede guitarsound i tidlig Gasolin’.
Du rakker lidt ned på en anden af hippieikonerne, The Doors, som dog i deres bedste øjeblikke lavede en nærmest tidsløs og uhyre formfuldendt popmusik, endda med den i starten perfekte sanger ovenpå. Hendrix høres derimod bedst udfra sin samtid, da hans kvalitet vel er alt andet end tidsløs. Synd han skulle bort så tidligt.