Mange musikkarrierer er regelrette, og de trofast/konservative fans tillader ikke svinkeærinder. Andre udvander gradvist deres udtryk på en rejse ind i mainstream. Atter andre slår uventede sving. Ministry, Depeche Mode og Talk Talk startede i samme univers af tidlig firser-synth-pop men endte så langt fra hinanden som tænkes kan. I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen). Det vil jeg skrive om en anden dag, hvis jeg orker.
Men af uvisse grunder havnede jeg i mit iTunes-bibliotek ved Cupid & Psyche ’85 med Scritti Politti. Her er et band, der startede som politisk skrammel-punk beslægtet med The Desperate Bicycles, men som pludselig er havnet helt og aldeles inden for den polerede, let reggaeficerede midtfirser-mainstreampop. Og det interessante er at albummet (synes jeg) faktisk er et af de gode eksempler på denne stil. Eller måske er dette i virkeligheden historien om det omskiftelige sind hos sanger og sangskriver Green Gartside.
Samme historie kunne skrives om vores egen Martin Hall – det hysteriske, Joy Division-inspirerede The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 og den glatte firserpop fra Cutting Through fra 1987.
En anden ting ved Scott Walkers sene plader: Jeg synes trommerne lyder helt utroligt godt! Hvis jeg var pladeproducer, ville jeg forsøge at kopiere hans trommelyd.
Pastoren skrev: “I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen).”
Tjah… For at citere fra Simon Lunds anmeldelse i Politiken (5 hjerter):
“Skal man for alvor trænge ind i den episke helhed, skal musikken høres. Den skal mærkes. Det er ikke musik, der skal tænkes til ende, men trykkes gennem kroppen. Hvis vi overhovedet kan blive enige om, at det er musik.”