Besøg fra onkel Bob i Amerika

Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.

Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.

Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.

Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.

Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.

Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.

Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).

Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:

1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited

(ekstranumre)

15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

10 tanker om “Besøg fra onkel Bob i Amerika”

  1. Og imens folk valfartede til…suk… Nordens Paris..havde undertegnet taget turen til drømmenes København, for at se Brd.Gallagher spille op til fadølsfest i betonen i Valby. Og selvom mange mener at Oasis er langt forbi relevance og betydning uden for UK. Så var der komplet udsolgt i Valby. Den nordjyske delgation ankom i løftet stemning til Valby, efter at havde spenderet det meste af enftermiddagen og aftenen på en irsk pub inde på strøget, så desværre nåede vi kun at se 3-4 tunes af opvarmningsbandet Art Brut. ca 45 min efter vi havde opholdt os nær baren, kom introen til F…. og lidt efter lidt drog bandet ind og indtog de pladser de ikke rørte sig meget fra. Og til sidst valsede han ind, den 30+ forsanger, hans generations bedste rock sanger – og stjerne.Liam Gallagher ladies og gents. Og han var i topform, vanlig arrogant, men usædvanligt snakkende, selvom Manchester accenten gjorde at de 4000 i salen ikke forstod noget som helst. Men hvor er det befriende at se hvordan en mand i kraft af hans arrogance, udstråling, star pressence og ikke mindst stemme kan have en sal i sin hule hånd. Der er ingen fællessang, interaktion, løben rundt, entertainment. Men der er en kamp mellem publikum og Gallagher Jr om hvem der ejer scene og hvem der burde være taknemlig for at være her denne aften og som oftest vinder Liam en knock out sejr, hvilket han også gjorde i fredags. Bandet var sammespillet. Andy Bell og Gem Archer har bragt en ny demension til Oasis og det hedder “at kunne sit instrument”. Zakk Starky imponerede mig ret kraftigt, en nymoderne version af mesterlige Keith Moon og sangene voksede med Zakk blandt tønderne. Klassikerne blev spillet, det nye materiale blev luftet og i modsætning til de mavesure anmelder havde de fleste i Valby hallen en mesterlig tid med en band der endelig er blevet voksne med stil (Med untagelse af Gallagher Jr…og tak for det)

    Tonight Im a Rock `n Roll Staaaaaaaaar…..og hvilken én

  2. Hård regn i Aalborg

    AF: Klaus Lynggaard, 24. oktober 2005

    Bob Dylan var i storform i Aalborg lørdag aften, hvor han foran 8.500 høveder viste, hvor skabet skulle stå. Det skadede ikke sagen, at hans nuværende backing band hører til blandt hans bedste nogensinde

    Og det skete i de dage, at vi på den gamle mesters bud følte os foranledigede til at drage nordpå, nærmere betegnet Aalborg – gode gamle dobbelt-A – for endnu en gang at bevidne, hvorledes den særegne dylanske ged skal studses, kneppes og barberes. Og da vi efter endt seance forlod gerningsstedet, lykkelige og øre, kunne vi kun kigge hinanden dybt i øjnene og konstatere, at mesteren endnu en gang havde både overrasket, bevæget og glædet som ingen anden og at det i dette særtilfælde giver mening at traske i hans fodspor fra Gedser til Skagen, ja til verdens ende, for den sags skyld. Af den simple grund, at han med jævne mellemrum – i perioder ligefrem dagligt – fyrer 16 sange af på en samlet varighed af cirka to timer. Såmænd. Men det er så også to timer af en karakter, der med al ønskelig tydelighed demonstrerer, hvorfor undertegnede efter alle disse år til stadighed henter sådan noget som den dobbelte næring ud af en Dylan-koncert end snart sagt hvad som helst, De lige kan komme i tanke om at nævne. Det er noget at gøre med det unikke ved en kunstner, der nægter at stå stille.

    Der er mange grunde til konstant at holde et vågent øje med denne Dylan, men den væsentligste er den enkle, at han som tommelfingerregel altid overrasker – og som på denne guddommelige lørdag, overmåde positivt. De konstant fluktuerende sætlister, de overraskende arrangementer og så selvfølgelig det faktum, at Dylan aldrig synger en sang på helt samme måde to gange er dele af den magiske formel, der gør hans koncerter til medrivende oplevelser, som i sidste ende sætter det meste andet – nyt som gammelt – i skyggen. Og ind i mellem tager Dylan sig nogle så enorme friheder med melodilinjer, fraserin-ger, betoninger, at man skal et godt stykke ind i et ellers bekendt nummer, for at det kan identificeres ved titel, hvilket er en del af charmen ved disse shows, det som bekendt ikke skorter på, thi han lever sit liv som spillemand ud i en grad, der efterlader tvivl om, hvorvidt han overhovedet foretager sig andet. Som Picasso, der efter sigende hele sit liv tegnede tyre, fordi “det tager lang tid at lære at tegne en tyr”! Det tager i samme ånd og med lige så stor selvfølgelighed så også et helt liv, at vride samtlige betydninger og nuancer ud af en sang som f.eks. “Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again”. Hvad Dylan helt sikkert gør et heroisk forsøg på –

    Effektivt meddigtende
    Selve spillestedet kunne ellers godt give én bange anelser, en enorm og fuldstændig anonym sportssilo, passende døbt Gigantium og som, anbragt et pænt stykke uden for byen, besidder nogenlunde lige så meget sjæl som en toldembedsmand og fremstår mindst lige så venligt imødekommende. Men sluk lyset, bliv ét med den opstemte masse – 8.500 sjæle i alle aldre og af alle køn var naturligt nok mødt op – smæk Bob Dylan og hans effektivt meddigtende band op på betonhallens scene og De skal bare se løjer. For løjer, det fik vi, ja og fækumdik og faldera, tilmed, thi denne Dylan rider tilsyneladende på en bølge af fornyet energi og inspiration, der måske udspringer af det faktum, at han for et par år siden udskiftede sin trofaste guitar med et elektrisk klaver, som han i bedste Little Richard-stil spiller stående. Han er stadig den inkarnerede Mr. Cool og det er ikke menneskeligt muligt at aflæse, hvorvidt han egentlig trives eller ej (og det er såmænd også sagen befriende uvedkommende), men ved lyden af hans unikke sangstemme – og lyden i betonkonstruktionen var oh la la god i en grad, at det fra Deres udsendtes position i rummet var muligt at høre hver en nuance i mesterens sangforedrag lige så vel som hvert ord uden besvær kunne forstås – blev det lynhurtigt muligt, at slå fast, at “daddy’s in rare form tonight”.

    Tæmmet vildskab
    Der lagdes ud med en kæberaslende “Maggies Farm” og det stod øjeblikkeligt lysende klart, at Dylans nuværende band hører til blandt cremen af de mange fine besætninger, han har turet med siden 1989; mellem rytmeguitarist Stu Kimball, lead-guitarist Denny Freeman og multiinstrumentalist (lap og pedal steel, mandolin, banjo og violin) Donny Herron eksisterer en nærmest telepatisk kontakt, der giver vide muligheder for indenfor de tighte arrangementer at foretage ekskurser ud i det ukendte. Rytmegruppen med den evige Tony Garnier på bas og den hårdtslående George Receli var med på enhver spøg og udflugt, men holdt til stadighed helheden stramt samlet. De fem gentlemen udgør noget nær Dylans bedste backingband i nyere tid, hvilket siger så ikke helt lidt, thi hvad det angår, har den game mester været rigeligt forkælet ned gennem årene.

    Indflydelsen fra Dylans klaverspil kom sig tydeligst til udtryk i radikalt omarrangerede ofringer som en endog meget anderledes “Positively 4th Street” og en næsten skizofren “Most Likely You Go You Way And I’ll Go Mine”, der vekslede mellem originalindspilningens hårde bluesriff og noget af det tætteste, en Dylan vel kommer jazz. Der sker noget med en sang, når den flyttes fra guitar til klaver og det har givet mange gamle kendinge såvel nyt liv som en ofte illuminerende form, der for gud ved hvilken gang bevi-ser sangenes næsten sindssvage slidstyrke og ufatte-ligt mange dimensioner. Det er sgu da lige til at tude over –

    Selvom der på intet tidspunkt var ansats til hverken inerti eller stilstand, bestod aftenens uforglemmelig øjeblikke af blændende skønhed og tæmmet vildskab for Deres udsendte af en hysterisk swingende, gennemelektrificeret og fuldstændig nedbarberet “Cold Irons Bound”, den rygradsrislende naturkatastrofebeskrivende “High Water” (For Charley Patton) – som efter katastrofen i New Orleans i år har fået såvel ny relevans som betydning – den altid skæbnesvangre “The Ballad of Hollis Brown”, som, i lyset af det nuværende regimes bestræbelser på helt bevidst at skabe et nyt udstødt pjalteproletariat, klinger endog særdeles ildevarslende, en forrykt veloplagt “Down Along The Cove” samt ikke mindst den af et særligt gammeltestamentligt tonefald gennemsyrede blues-hinsides-blues-udladning “Highway 61 Revisited”, der udviklede sig til en tæt sammenfiltret storm af elektricitet, som satte et fornemt punktum for sættet, før det blev tid til de obligatoriske ekstranumre. Blandt aftenens behagelige overraskelser var afdæmpede versioner af to Nashville Skyline-skæringer, “Tonight I’ll Be Staying Here With You” og ikke mindst den aldrig mindre end indtagende “Lay, Lady Lay”.

    Summa summarum endnu et eksempel blandt mange på hvorfor denne gigant her sent i sin lange karriere fremstår som den ubestridt bedste og mest inspirerende fortolker af Bob Dylan-sange i vor tid. De faldt i sandhed en Hård Regn i Aalborg lørdag aften. Stort er kun et fattigt ord –

    -lyn@information.dk

    Bob Dylan med band, Gigantium, Aalborg, lørdag

  3. “Undskyld, men hvem af dem er Bob Dylan?”….fantastisk kommentar:-D Enig omkring keyboard-roderiet, Yugo Star – BD ses og høres nok bedst spillende elektrisk guitar.

  4. I øvrigt skal det for en ordens skyld tilføjes at jeg ikke har noget at udsætte på vokalarbejdet på Dylans seneste albums – slet ikke. Men måske egner de nyere numre sig bedre til hans aktuelle vokale form end de gamle – efter min mening. Dylan er så fanget mellem at synge de sange folk vil høre men på en ny måde, eller synge de nye sange som færre er fortrolige med men som hans stemme bedre kan håndtere….

  5. Tja, Jens, så er de nok bare for løse for min smag. Og så er jeg også sådan indrettet at jeg gerne vil kunne høre bare nogle af ordene i artikuleret form – kendte man ikke teksterne udenad kunne man ikke høre et klap i Gigantium i aftes. Og det var faktisk ikke blikhallens skyld – det var den mumlende mand ved tangenternes.

    Aftenens sjoveste indslag for mig var forresten da en ung dame henvendte sig til mig omtrent midt i koncerten med spørgsmålet: “undskyld men hvem af dem er Bob Dylan?”. Jeg måtte så præcisere at det var manden med hatten der stod med siden til publikum og med blikket mod sit piano…..

    Haqvde han dog bare på et par numre taget guitaren på nakken og havde givet fuldt gas!

  6. Yugo Star, du kan ikke mene alvorligt at Dylan ikke kan synge længere. Indrømmet er fortolkningerne af hans egne gamle sange ofte MEGET løse i kanterne sådan pitch- og skarpheds-mæssigt, men den måde at gribe dem an på må ses som et valg og ikke en betingelse. For at han kan synge så det svimler, beviser vokalsporene på både nylige “Love & Theft” og mesterværket “Time Out Of Mind” med al ønskelighed.

  7. Jeg var også til sammenkomst med Onkel Bob – og synes det var en rimelig koncert med en meget fin sætliste. Desuden var bandet fremragende og lyden ganske god hvis man tager Gigantiums størrelse med i betragtningen.

    Negativt var det at Bobs stemme virkelig er dårlig; manden kan jo slet ikke synge sine egne sange mere. Jeg stod faktisk og blev lidt trist over at han bliver ved og ved med at turnere sit cirkus rundt i verden mens hans lettere patetisk forsøger at bevare liv og lys i sine mesterlige sange. Og mesterlige, det er de 100%, og det er da også derfor at koncerten trods alt var en god oplevelse for mig.

Skriv et svar