Født – eller ialfald udsendt – for 35 år siden i dag. Springsteen’s Born in the USA, et album først og fremmest designet til at gøre ham til verdens største rockstjerne. Missionen lykkedes, for pladen er i sin solide skydning med brede rockhits og muskuløst producerede spredehagl et yderst vellykket produkt (!), der både skulle komme til at definere sin samtid og sin skaber. Det sidste til en grad, så Bruce Springsteen aldrig igen bare kunne være sig selv og lave plader, der ikke var events når de udkom. Det skulle stække hans kreative output. På den vis minder hans ikke så lidt om den næsten lidt tragiske succés, der har ramt svenske Håkan Hellström de senere år. Men uanset sin sneboldeffekt er Born in the USA dog slet ikke en dårlig plade, slet, slet ikke. Dens emotionelle højdepunkt ligger først på side 2, hvor 1-2-kombien af ‘No Surrender’ og ‘Bobby Jean’, to sange om tabt venskab, er så hjertegribende, som det vel nogensinde bliver indenfor traditionel amerikansk rocknroll. Her en sang, der kunne have hævet albummets hjerteknuser-kvalitet endnu højere, men som desværre blev fravalgt til fordel for lettere og mere ubekymret materiale…
Jeg er himmelråbende enig omkring Bobby Jean/No Surrender
Albummet blev dog lidt hypet på de forkerte grunde/misfortolkninger (titelnummeret) men gemmer på flere lidt undereksponerede perler som i min optik klemmer det op blandt de bedste (BtR, Darkness, River).
Imens foldes hænder for at Western Stars fortsætter med at overraske og ikke mindst at rygterne visker sandt om en E-Street Band tour til foråret.