‘Man måste alltid jämföra’, siger den lille dreng Ingemar gentagende i Lasse Hallström’s Mit Liv Som Hund (1985). At sammenligne i dag er også at lægge mærke til, at samme dag – 14. oktober 1977 – David Bowie udsender sit epokegørende album “Heroes”, udgiver de nye London-kaosraketter fra Sex Pistols deres fjerde – og sidste rigtige – single, den Berlin-tematiske ‘Holidays In The Sun’. Ja, sådan hænger tingene sammen, også på denne fredag i 1977…
Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.
Robert Fripp, den engelske art rock-guitarist der så ekspressionistisk hørbart medvirker på Bowie’s “Heroes” (1977) og Scary Monsters (1980), er gået i juridisk clinch med David Bowie’s bo, da dets repræsentanter ikke vil anerkende Fripp’s rolle som ‘featured player’ – kan vel oversættes som ‘solist’ – på de to omtalte albums. Her refereres den ‘nyhed’ som perfekt undskyldning for, at kunne bringe billedet foroven af Fripp, Brian Eno og Bowie i Hansa Tonstudio, Vestberlin, sommeren 1977.
Fandt og købte i en brugtpladebutik i dag den berlinske sangskriver Lutz Ulbrich’s soloalbum Lüül fra 1981. Albummet er en tidstypisk rodet vestberlineraffære med sange om junk og ubahns og disco-tingeltangel, men midst i det hele dukker en drøm af en sang kaldet ‘Reich Der Träume’ op, sunget hjem af ingen andre end Ulbrich’s daværende veninde Nico…
Rammstein på hjemmebane i aften…
Så hvorfor ikke gå Low?
Kom i stemning og humør til det nye LS-album på fredag med Politiken’s store 6-siders interview med Jens Unmack i dag. Politikens Erik Jensen har truffet og været rundt med Jens Untergang i Berlin. Læs med lige her.
En lille præsentationsfilm fra indspilningen i Kreuzberg af Robert Forster’s nye album Inferno, der udkommer på fredag…
Jungstötter-debutsinglen ‘Wound Wrapped In Song’ i opslaget herunder er så positivt bemærkelsesværdig, dens studieindspillede originalversion i sig selv fortjener eksponering. Også fordi sangens videoklip på egen grim-æstetiske måde giver en anden dimension og er svær at ryste af sig. Troede selv først i klippet, det nok var den livsslidte kvinde på vokal. Den illusion er du nu heldigvis/desværre berøvet. En stærk billedeside til en stærk sang.
Skulle man være til Scott Walker og/eller sen Talk Talk, så brug lige fire minutters tid på det debuterende tyske navn Jungstötter, der dækker over den i Berlin-boende Fabian Altstötter, hvis Max Rieger (Die Nerven/All Diese Gewalt)-producerede album LOVE IS udsendes 1. februar. Debutsinglen ‘Wound Wrapped In Song’ er en kongesang af klassisk snit og gives her i en helt ny session-optagelse, hvor unge Fabian duetterer dunkelt med østrigske Anja Plaschg (AKA Soap&Skin)…
Den ny uge starter med en 42-års. Bowie’s første Berlin-album blev udsendt på denne helt sikkert iskolde dag i 1977. Her løfter en kort tegnefilm en lille del af sløret for, hvordan Low blev til…
“Risiko” was a legendary bar/club in WestBerlin. A home & source of inspiration for a lot of us. This video shows impressions of the last morning before closing down in 86. It was filmed by Kloie Picot & me with my father’s Super8-camera — not enough light inside, so we captured the life at the entrance. The material was filmed-up again from a screen on VHS and edited also on VHS without effects or anything some weeks later. I was allowed to use the unfinished version ( the fantastic rough-mix!) of “Lost in Music” by Anita Lane & Mick Harvey, which I had on a cassette-tape at that time. What we see here is exactly this version from 86. Hardly ever shown it since…
At the end Nick Cave & Nikki Sudden are walking up the stairs to another club. Think it was somewhere at Adenauerplatz. Can’t remember the name of the club – nonrelevant.
The rooms & spaces of “Risiko” were used as a mosque since…
U. Schueppel, nov2010
‘Be My Wife’ er et centralt nummer på Low (1977). Sangen indkapsler den ensomhed David Bowie må have gennemlevet under albumtilblivelsen i først Frankrig, siden Berlin, hvor store dele af tiden ifølge producer Tony Visconti gik med opslidende advokat- og revisor-møder i forbindelse med skilsmissen fra Angie Bowie. Men liveudgaven, der spilles hver eneste aften på 1978-touren, har en helt anden joie de vivre end originalens martrede 1977-virkelighed. Nærmest som Bowie i følelse er kommet ud på den anden side, og nu kan synge sangen anderledes fremadrettet ovenpå sit bands mere guitarorienterede og frie version…