Engelske Billy Bragg har i går udgivet en helt ny sang med Israel’s folkedrab i Palæstina som omdrejningspunkt. Det er ikke uden enorme vanskeligheder at skrive sange om humanitære katastrofer. Afsender kommer så nemt til at give udtryk for det åbenlyse, det bliver næsten pr. automatik en ‘de gode mod de onde’-forestilling, man møder så ofte en nærmest barnligt forsimplet og sentimental udlægning af et råt, komplekst stykke virkelighed. Men er et folkedrab da overhovedet komplekst? Billy Bragg vælger hverken vrede, satire eller det absurde som sit redskab her, men en tålmodigt opbyggende historiefortællings udfoldelse af tung tragik. Døm selv om det virker. Bragg vil helt sikkert mene, at enhver genereret opmærksomhed omkring Palæstina – som nu denne post – er en succes, hvilket naturligvis isoleret set er rigtigt. Men de bedste ‘protestsange’ kan så meget mere end det…
Kategoriarkiv: Blog
Your Generation X

Ikke et af de bedste bands i den første engelske punkbølge, i dag nok mest kendt for at deres forsanger var Billy Idol. De tre albums er ikke værd at bruge tid på; det er som single-band at Generation X præsenterer sig bedst. Og faktisk er de tre først udsendte – ‘Your Generation’, ‘Wild Youth’ og ‘Ready Steady Go’ – overraskende effektive og catchy. ‘Your Generation’ udkom dags dato i 1977…
Bruce Foxton
Punkfødselsdagene vil åbenbart ingen ende tage. Bruce Foxton fylder i dag 70. Her er den dynamiske og melodistærke bassist på toppen af karrieren med The Jam…
For the love of fire
Fire of Love, pladen med de to forskellige covers, The Gun Club’s amerikanske klassiker af et debutalbum, fylder 44 i dag. Her den sidste salve fra Jeffrey Lee Pierce og co. på pladens første side…
Fontaines D.C. kom hjem
Det skete fredag aften i nordirske Belfast, da Dublin-bandet spillede det sidste af et trecifret antal shows verden over siden Romance blev udsendt i august for næsten præcis et år siden. I dag har Fontaines D.C. markeret stoppet ved at udsende denne video…
Deja VU
Blondie’s Debbie Harry introducerer The Velvet Underground’s ‘Sunday Morning’ (X 2) på en søndag – bliver noget egentlig bedre?! Historien er, at Andy Warhol ønskede denne albumåbner fra Bananpladen sunget af Nico, hvilket gik Lou Reed så meget på, at han indspillede sin egen vokal så den lød som Nico’s…
I aften Sønderborg…

Altid tid til VU
60’ernes mest indflydelserige band? Et godt bud er de dengang så upåagtede The Velvet Underground, hvis kantede tone og rene enkelhed skulle gå sejrsgang hele vejen op igennem Ziggy Stardust-Bowie over punk/post-punk til rockmusik af i dag. Her Sonic Youth’s Thurston Moore, der fredag udsendte denne cover af en sangene fra posthume VU (1985)…
Dagens tilbud
Der var engang en legendarisk amerikansk sanger, der efterhånden holdt op med at synge og gik over til mest at snakke hen over de ikke så mange akkorder, han plejede at bruge. Han virkede ofte sur, men det var vist ikke så slemt alligevel.
Vore dages seneste bud på en kvindelig Lou Reed er Jackie West. Hendes nye sang “Offer” er her.
Og Thåström?

Nej, vi må ikke glemme Thåström denne weekend, der er den sidste på hans sommertour for Somliga Av Oss. I aften kan han således opleves på forlystelsesparken Liseberg i Göteborg. I mange svenske byer er Thåström på gennemrejse når han optræder, men forholdet til storbyen GBG er naturligvis noget andet og personligt tættere, så det er en optimal by at se ham i; aftener med endnu mere på spil end vanligt. Har erfaret at mindst én person som besøger denne side er tilstede under pariserhjulet i Liseberg, så måske vi får en rapport fra ham senere, om sommerens set og aftenens form lever op til forventningerne? Indtil måske da kan Thåström herunder ses og høres med sit gamle Ossler/Rockis-band fra et tidligere besøg i Göteborg. Vi er på Filmstudion i 2015, hvor Thåström spiller to aftener i træk. Sangen der gives er aftenens tredje ekstranummer, en sag fra Imperiets tidlige dage…
Hugh Cornwell

Punk-fødselsdagene er kommet hurtigt og tæt her sidst i august. I dag fylder Hugh Cornwell, The Stranglers’ tidligere sanger og guitarist, år. Her synger han for på ‘Bear Cage’, en af non-album-singlerne fra da Guildford-bandet brød med punk-lyden og gik sine egne veje med en musik, der stadig ikke minder om noget andet. Så tillykke til Cornwell, der senest var her i landet i 2023 med sit soloband til en dobbeltkoncert med The Undertones. Og The Stranglers? De fungerer stadig som band, nu med Jean-Jacques Burnel som eneste oprindelige medlem…
Southpaw
Hvis Southpaw Grammar var en drink, måtte det være en kold negroni; bitter, dog perlende frisk. Denne sides favorit blandt Morrissey’s soloplader fylder 30 i dag. Begik Manchester-martyren og det bedste band han fik sig nogensinde en bedre full-on rockplade? Den hårdtslående salve af skarpe numre på Southpaw Grammar, rammet ind på hver sin side af dels det svimmelt-truende mareridt ‘The Teachers Are Afraid of the Pupils’, dels den musikalsk rensende outsider-walkaway ‘Southpaw’, siger nej.
USA Baby

Ny single fra lige nu hyperproduktive Elias Rønnenfelt, som med dette udspil signalerer nyt album, Speak Daggers, der udkommer til oktober. En stærk periode Iceage-sangeren har gang i, al den rastløse energi forløst i musik, det er smukt. Men hvad er det der sker tilsidst; årets mest radikale fade eller…?
Dog star band

Suede udsender Antidepressants lige om lidt i september, så i aftes var der tilhænger-koncert på lille The Clore Ballroom syd for Waterloo Bridge i London, hvor hele det nye album blev præsenteret. Her aftenens setliste…

Glen Matlock
Den oprindelige Sex Pistols-bassist og -sangskriver Glen Matlock fylder år i dag. Matlock blev fyret fra bandet allerede i februar 1977 – led punken sin første død da tegneserietragedien Sid Vicious kom med i stedet? – så selvom han på Never Mind the Bollocks er krediteret for alle pånær ét nummer (‘Holidays In The Sun’), så er det kun førstesinglen ‘Anarchy In The UK’ han spiller med på. Her dens B-side med den ultimative punktitel ‘I Wanna Be Me’, sikke et nummer! Hurra for Matlock, der, udover de seneste år at have været stand-in-bassist i Blondie, netop har spillet europæiske sommershows med Sex Pistols-revivalbandet, hvor Frank Carter afløser John Lydon…