Ron Mael, den Hitler-lignende bror fra mine allerførste tophelte Sparks, bliver 80 i dag. Det markeres her med to klip, dels et hollandsk TV-show fra brødrenes absolutte storhedstid i midt-70’erne, dels en stilistisk skarp promovideo fra det overraskende comeback-hit 20 år efter. Sparks udsendte iøvrigt nyt album før sommeren, hvor de også var forbi København med en aften i DR’s Koncertsal…
Kategoriarkiv: Blog
John Maus er tilbage
Der har længe været meget stille omkring John Maus, hvis dunkle elektro specielt på fyrtårns-hovedværket We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves (2011) var et udsøgt musikalsk åndehul at kunne fortabe sig i. Først døde hans bass-spillende bror Joseph Maus i Letland i 2018 under en John Maus-tour, siden var John Maus selv tilstede ved MAGA-kupforsøget i Washington DC 6. januar 2021, hvilket efterfølgende lagde hans karriere ned. Maus, der siden har beklaget at blive associeret med Trumpismen, er snart tilbage med sit første album i syv år, hvorfra dette stærke stykke musik er første single…
Suede på BBC
Suede’s nye album kommer lige om lidt. Bandet besøgte derfor forleden BBC’s Jo Whiley Sofa Session, hvor der blev spillet fire live-numre og lavet et interview. De to nye singler kommer veloplagt, ‘Trash’ er altid et skud adrenalin, mest overraskende står covervalget af Bruce Springsteen’s ‘Hungry Heart’. Hvordan fungerer noget så ærkeamerikansk spillet af noget så engelsk som The London Suede? Hør selv…
1 – Trance State (00:00 – 04:07) 2 – Dancing With The Europeans (04:07 – 07:55) 3 – Trash (07:55 – 12:07) 4 – Hungry Heart (12:07 – 15:13) 5 – Interview With Ms. Whiley (15:13 – 43:16)
Berninger på KEXP
‘Bonnet Of Pins’ er måske den bedste og mest befriende The National-sang i mange år. Problemet i den sætning er jo bare, at det ikke er The National som har skrevet, indspillet eller udsendt den. Her åbner ‘Bonnet Of Pins’ (fra Berninger’s nye soloalbum Get Sunk) den KEXP-session, som National-forsangeren netop har indspillet med sit eget band…
Smiths-fans i et koma
Nyheden om de absolutte engelske indiehelte The Smiths’ kommende opløsning var netop sluppet ud, det til følgernes udtalte chok og sorg. Svanesangen Strangeways, Here We Come var blevet annonceret, men lå endnu halvanden måned forude i kalenderen. Det var i den virkelighed at albummets første single blev udsendt 10. august 1987. På den baggrund af friktion og bandkrig var det forbløffende, hvor blødt, vægtløst og indbydende harmonisk ‘Girlfriend In A Coma’ kom. Den nye sang lød simpelthen for helstøbt og ubesværet til ikke at blive sammen for The Smiths. Som om alt måske alligevel ville kunne fungere…
Lørdagaftenspunkrock
En lidt overset men ret perfekt The Stranglers-single. Min punker-ven Simon købte den på en tur til London, og vi hørte den hos hans forældre, når vi i weekenden drak os muntre i Viborgs billigste kirsebærvin. ‘Who Wants The World?’ lyder stadig berusende godt i dag. Men hvem ville have verden dengang? Det ville vi.
Kriminelle guitarer
8. august 1980, altså i dag for – ak! – 45 år siden, udsender The Clash denne ellers så tidsløse favorit som fritstående single. ‘Bankrobber’ er første nye musik fra The Clash siden London Calling er udkommet til universel applaus otte måneder tidligere, og bygger videre på den jamaicanske inspiration, som også lyser dbl-albummet op. Ikke så underligt, da Mikey Dread, The Only Band That Matters’ jamaicanske ven og tour-toaster, producerer hovednummeret og tager mikrofonen på B-siden’s reggae-klassiske version. Det er dog Strummer’s rørende fortælling, de dunkle kor, samt Paul Simonon’s tunge bass på A-siden, singlen især huskes og elskes for…
Debutanter
Debutplader kan ofte vise sig svære at leve op til sidenhen. Sådan bliver det for Manchester-bandet The Chameleons, som 8. august 1983 udsender deres Script of the Bridge. En første plade som på forunderlig søvngængeragtig vis spinder en vemodigt drømmende postpunk, der leveres med lige den håbefulde uskyld, der kun hører debutanter til. Her er det ‘Less Than Human’, et af albummets mere stille øjeblikke, der sendes ud som ambassadør for pladen…
Intet som den ægte vare
Der er et før og et efter. “Learned more from a three-minute record / than we ever learned in school…”, som Springsteen synger det. Var 13 år da jeg så dette klip på engelsk TV…
Still Pretty Vacant after all these years
Et Sex Pistols-tributeband med de oprindelige medlemmer. Sådan beskrives det band (med Frank Carter som stand-in for Johnny Rotten) der turnerer europæiske festivaller denne sommer i kommentarerne under følgende nye koncertoptagelse fra den franske Hellfest Open Air. Og det er en sær størrelse med disse mange Bollocks-sange, der i dag står som regulære museumsstykker, men alligevel bliver kradsbørstigt levende, når Jones, Cook og Matlock sammen spiller dem ud igen med den klassiske Pistols-lyd. Naturligvis brister autencitetsboblen så med Frank Carter, der hårdt slid tiltrods aldrig kan blive andet end denne fests nødvendige karaoke-moderator, en loyal men helt igennem harmløs Johnny Rotten-ersatz. At retro-showet alligevel fungerer siger nok mest om materialets slidstyrke, men også lidt om behovet efter en rockmusik, der kan vise tænder og bide til. Det lader den her ialfald helhjertet som om den gør, hvad den jo netop gjorde. Så efter nogle kolde øl er Sex Pistols feat. Frank Carter formodentlig en glimrende aften ude at råbe med på. Som Sleaford Mods med musik til.
Inspirationen bag True Faith
Jens nævnte “True Faith” med New Order her for ganske nylig, og musikvideoen af Philippe Decouflé husker jeg lige så godt som selve sangen. Her er den korte video, der var inspirationskilden bag. Den serbiske performancekunstner Marina Abramović og hendes daværende partner Ulay (alias tyske Frank Uwe Laysiepen) optræder i dette lille klip.
Senere gik de to fra hinanden og mistede kontakten. Der er et gribende klip på YouTube fra den dag, der mødtes igen efter mange års adskillelse. Abramović lavede performance-kunstværket The Artist is Present, og Ulay dukkede uanmeldt op.
På vej
7. august 1981: Europa som puls og æstetisk rejse – en bevidst modernistisk antitese til den traditionelle amerikanske rock-tradition – på Simple Minds’ syvende single, paradoksalt nok iøvrigt med tekstligt udgangspunkt i bandets første besøg i netop USA. ‘Love Song’, en forløber for Sons and Fascination/Sister Feelings Call lige om hjørnet, slet ikke ulig ‘I Travel’ fra året før, der også mixer et insisterende discobeat med kølige postpunk-synths. Promo-videoen er stadig seværdig; unge mænd med kollektivt selvværd på vej mod at blive voksne, gives det bedre?
Way Out West torsdag
Vi retter øjnene mod denne weekends store skandinaviske festival, Göteborg’s Way Out West, der fra i dag ruller sig ud i Azaleaparken, oppe over Masthugget. Bare torsdag kan prale med store headlinere som Beth Gibbons, Quuens of the Stone Age, Iggy Pop og Fontaines DC. Her er det Josh Homme’s topkompetente band i aktion sammen med PJ Harvey…
De 12 bedste aftener
Morrissey har – lidt unfair overfor dem der kom andre steder og troede de havde en helt speciel aften – lavet en top-12-liste over shows på den netop overståede tour. Og naturligvis er hans seneste show listet som det allerbedste. Måske Morrissey’s følgere tilsvarende skulle lave en top-12 over alle de aflyste shows på touren?
1. OSTUNI italy
2. ROME italy
3. MANCHESTER england
4. KRAKOW poland
5. COLOGNE germany
6. LUCCA italy
7. BERLIN germany
8. MUNICH germany
9. LEIPZIG germany
10.GLASGOW (2nd) scotland
11. COPENHAGEN denmark
12. PARIS france
Man kunne også fremkomme med en top-12 over slagfærdige Morrissey-sange, der ikke blev spillet på den netop overståede tour. Måske ‘Dagenham Dave’ fra mesterpladen Southpaw Grammar (1995) så ville være med…
Art of the goth-cover
Således kom Bauhaus’ debutsingle indpakket, udsendt udelukkende som 12″er dags dato i 1979. Kan man kalde den dag for fødselsdagen for genren goth? Tror det næsten.