Vi må altså have ryddet toppen af denne side for den forfærdelige nye Robert Forster-sang fra i går. Så tak til Nick Cave and the Bad Seeds for at vi kan poste ‘The Ship Song’, der som singlebudbringer for The Good Son blev udsendt i dag for 35 år siden. The Bad Seeds var i topform i de år, det med en ofte sortglinsende, nærmest dødsromantisk musik, der lød af en anden, forunderlig og sært antikveret glansbilledeverden…
For to år siden udsendte den overlevende The Go-Betweens-sanger Robert Forster en playback-promovideo, der fandt ham syngende sin da nye single under madtilberedning i sit køkken hjemme i australske Brisbane. Idéen fungerede overraskende godt, for sangen udstrålede en eftertænksomhedens alvor og glødende hengivenhed, der stod i klædelig kontrast til de så hverdagsagtige omgivelser i dagslyset.
Denne uge har Forster genbrugt dette videokoncept identisk på sin nye single og album-titelforløber ‘Strawberries’, samt endda taget sin tyske kæreste Karin Bäumler med både i køkkenet og som duetpartner på sangen. Men denne gang er resultatet desværre langt mindre vellykket, da sangens swingpjattede karakter tilsat videooptagelsens hyggehumor bliver alt for meget i rammerne af det lille køkken i Queensland, der pludselig opleves decideret klaustrofobisk.
Måske det bare er mig, der helst vil have min Robert Forster serveret knastør og mørkeblåt observerende. Og det der voksne-der-leger-komedie-trip, det er Jonathan Richmann iøvrigt bare langt bedre til…
Hvis man (som vi her) savner at høre Matt Berninger synge en lidt mindre tør musik end den, The National de senere år har udviklet sig til at skrive og spille, vil det her sikkert være noget. Matt Berninger’s andet soloalbum Get Sunk udkommer engang til foråret; dette er en første og lovende rocknroll-single derfra…
Paris Saint-Germain er i Liverpool i aften til en stor fodboldkamp om videre deltagelse i årets CL. Det bruges her som hook til at kunne flashe det måske mest centrale franske punkrock-udbrud, pariserbandet Metal Urbain’s 1977-single ‘Panik’…
I dag for 70 år siden blev Nina Hagen født af kunstnerforældre i østberlinske Friedrichshain. Her er hun – før sceneskiftet til Vesttyskland i 1976 og en kulørt karriere med et meget teatralsk afsæt i punk – med en anderledes folkelig schlager på østtysk TV i 1974 sammen med DDR-bandet Automobil. Der er sandelig løbet en del vand i åen siden da. Hvor mange ved mon, at Nina Hagen’s gevaldige stemme høres på fodboldhymnen ‘Eisern Union’ hver gang Bundesliga-klubben Union Berlin kommer ud til kamp på sit stadion i skoven i Köpenick? Og hvor mange er klar over, at hun i nogle år i starten af nullerne var dansk gift og havde hjemme i Folehaven i København?
Sangen til Ole Jastrau, Sort Sol, Dan Turéll, Harriet Anderson og Vesterbro som sådan sunget lørdag aften i København.
Sikke en aften med Thåström på Frederiksberg! Her en fyldestgørende anmeldelse fra en stærkt sansende og velskrivende Bo Heimann i POV International. En enkelt sidebemærkning herfra kan vel kun være, at københavner-publikummet gav decideret baghjul i stemning og aktiv medleven til de svenske haller, Thåström til nu på denne tour har besøgt. Samt også at bemærke, hvordan verdens forandring derude påvirker publikums forhold til de ord der bliver sunget ud fra scenen. Taler helt konkret om her, hvordan sætningen i ‘Stora Langa Gatan’, om ham naboen, der forbander ‘dom onda presidenter’ denne weekend er blevet modtaget med jubel fra hallerne, noget der på ingen måde skete for bare få uger tilbage.
Arenaen i Malmö City blev en solid opvarmning for Thåström og band, før de i dag krydser Ørsundsbroen for i aften at stå klar til KB-Hallen på Frederiksberg. Titiyo gæstede for første gang på denne tour og den måske bedste sang der er skrevet om København – nej, Gasolin’ har altså ikke ramt den mere rent – var pludselig på setlisten…
Fredag aften er det Malmö City, lørdag aften spiller Thåström i KB-Hallen på Frederiksberg, hans hidtil største koncert på dansk jord. Her den monumentale sang med Malmö i centrum, som dog ikke er med på setlisten. Promoklippet er indspillet i både Store Vega og Malmö Arena…
Desværre er der atter mandefald denne uge i den engelske punk rocks hall of fame. I går døde således The Damned’s guitarist Brian James, der i den første tid med sit band var med til at danne skole for hvordan genrens adrenalinspeedende guitar skulle spilles og lyde. Han forlod The Damned efter deres to første albums og spillede derefter først med sit eget band Tanz Der Youth, siden adskillige år med Stiv Bators i Lords of the New Church, men også undervejs med både Iggy Pop og australske The Saints. Jeg stiftede bekendtskab med James dengang på The Damned’s ‘New Rose’ (som også var skrevet af ham), den første engelske punk-single, der blev udsendt i oktober 1976. Mand, det gjorde indtryk! Brian James er nummer to fra højre på singlecoveret herover, samt i lyserød skjorte på promo-videoen. Æret være hans støjfulde 160 km/t-minde!
6. marts 1981 pladedebuterer resterne af Joy Division (efter Ian Curtis’ selvmord) som New Order. Singlen ‘Ceremony’, som jo faktisk er dette nye bands indspilning af en Joy Division-sang, udkommer som 7″er med sit diskret prægede guldcover, mens Factory Records-chefdesigner Peter Saville for alvor tryller på 12″eren, hvis grafisk formfuldendte grønne design ses herover. Og musikken det bærer på? Side 2 (også et JD-nummer) byder på storladen men knugende sorgmusik med den dødsslæbende ‘In A Lonely Place’, mens hovednummeret ‘Ceremony’ med inisisterende fremdrift og sin anderledes nære lyd åbner op for det, medlemmerne i New Order har allermest brug for, nemlig en frisk start…
Birds of a feather flock together? Et snapshot fra det vestlige London i går formiddags. På et bord foran en fortorvscafe nydes en kop og årets første varmende sol af den tidligere Bowie-guitarist Earl Slick, Sex Pistols-bassist Glen Matlock og The Jam’s Paul Weller.
Dette kommer ind fra Beirut, Libanon, der tydeligvis også er blevet ramt før eller siden af postpunkens helende kraft. Så meget synes ialfald klart ud fra denne nye single med trioen Postcards, der med Ripe udsender sit femte album i slutningen af marts. ‘Dust Bunnies’ er forløbersinglen…
Forleden blev der her givet udtryk for at David Johansen og hans New York Dolls lyder mere end bare meget som den specielle rocknroll, der er blevet udvundet af The Rolling Stones, men her er det omvendt Mick Jagger og co, som på deres egen yderst veloplagte Some Girls-single ‘Respectable’ fra 1978 tydeligvis nu også har fået lyttet den anden vej. Da Some Girls udsendes har Bianca Jagger netop begæret skilsmisse fra Mick Jagger, hvilket muligvis/muligvis ikke kan være brugbart at have i baghovedet, når teksten til denne sang råbesynges ud…
…Well now you’re a pillar of society
You don’t worry about the things that you used to be
You’re a rag-trade girl, you’re the queen of porn
You’re the easiest lay on the White House lawn
Get out of my life, don’t come back
Get out of my life, don’t come back…