Forleden blev der her givet udtryk for at David Johansen og hans New York Dolls lyder mere end bare meget som den specielle rocknroll, der er blevet udvundet af The Rolling Stones, men her er det omvendt Mick Jagger og co, som på deres egen yderst veloplagte Some Girls-single ‘Respectable’ fra 1978 tydeligvis nu også har fået lyttet den anden vej. Da Some Girls udsendes har Bianca Jagger netop begæret skilsmisse fra Mick Jagger, hvilket muligvis/muligvis ikke kan være brugbart at have i baghovedet, når teksten til denne sang råbesynges ud…
…Well now you’re a pillar of society You don’t worry about the things that you used to be You’re a rag-trade girl, you’re the queen of porn You’re the easiest lay on the White House lawn Get out of my life, don’t come back Get out of my life, don’t come back…
Norske Sivert Høyem, stemmen fra Madrugada, har for to uger siden, til sin egen nærmest Raveonettes-lydende backing, indspillet denne version af Lana Del Rey’s ‘Born To Die’, altid en stærk sang uanset hvad…
Der kan desværre godt gå uger hvor jeg i travlhed ligesom glemmer lidt, hvor overlegent godt og klart et band Manchester’s The Smiths er. Men så fortæller en sang pludselig det hele om deres rystende klasse på få minutter. Forleden var det 1985-singlen/bagatellen ‘Shakespeare’s Sister’ som ringede ind og gav den lektie…
En ny single fra det snart albumaktuelle NYC-postpunkband Bambara, hvor en gæsteoptræden af Madeline Johnston – AKA Midwife – lyser både omkvæd og outro op, hvilket løfter nummeret gevaldigt op…
Borte men alt andet end glemt, Lou Reed, der blev født i dag for 83 år siden i Brooklyn. Så her en markering af New York City’s syngende stemme og sjæl med et nummer om ham og hans musik, samt et af ham selv. Favoritsang blandt så mange med Lou Reed denne søndag? Det bliver en vi hørte på 7″er-single fredag aften, hans nærmest hedonistisk-storswingende bagatel ‘I Believe In Love’…
Øjeblik, New York Dolls’ David Johansen der ellers gik bort denne weekend banker på døren. Han vil også gerne være med til at fejre sin 70’er-kollegas fødselsdag. Jamen, kom dog indenfor…
Musikvideoen er indspillet ved Union City Dock i New Jersey på den opsigtsvækkende adresse Frank Sinatra Drive 901 i Hoboken. Sangen er fra Blondie’s fjerde album Eat to the Beat (1980), hvor den indre bandkemi for alvor begynder at knage efter for meget travlhed i lang tid. Alligevel lykkes det at begå en stilistisk spraglet, men på alle måder berusende og markant state of the art-opfølger til gennembrudskometen Parallel Lines fra efteråret før. ‘Union City Blue’ er som opfølger til ‘Dreaming’ albummets anden single, dets egentlige – og logiske – kæmpehit ‘Atomic’ bliver af uforklarlige grunde først udsendt som fjerdevalg. Musikken til svævende ‘Union City Blue’ er lidt atypisk for Blondie begået af bandets engelske bassist Nigel Harrison. Klassisk amerikansk popmusik med et slående ansigt…
De lød som et Rolling Stones, der ikke kunne spille, deres sanger David Johansen som en Mick Jagger, der ikke kunne synge. På den måde kan New York City-bandet New York Dolls, som havde sin korte blomstring i 1973/74, nemt affærdiges. Men det ville være at misse deres musikalske pointe og betydning.
For det er vel næsten umuligt at finde et af de store bands fra New York’s senere punk-scene, som ikke blev skudt afsted af den løsslupne fest bandet bragte, af deres glamklædte, amfetamin-boblende brud med hippie-scenen, af vitaliteten i den simple musiks amokløb. Disse bands har senere i interviews og bøger fortalt henført om New York Dolls, der pludselig fik alt til at synes muligt. På den måde var de punk-attitude før punk for alle dem der blev punk i NYC. Nu meldes det derovre fra i dag, at bandets sidste overlevende medlem David Johansen er død.
Siden her oplevede ham solo med sit eget band på en belgisk festival i 1984, hvor der til ekstranumrene var besøg på scenen af de to gamle Dolls-medlemmer Johnny Thunders og Syl Sylvain. Sammen spillede de bla. nummeret herunder. Den sene eftermiddag på en mark i Flandern bragte David Johansen også en fest udover det sædvanlige. Æret været hans minde.
I 2021 var der premiere på Jonathan Alley’s dokumentar om australske The Triffids og deres omdrejningspunkt, alt for tidligt afdøde David McComb. Den har naturligvis, bandets størrelse taget i betragtning, aldrig været bredt tilgængelig herhjemme, men er nu pludselig dukket op i fuld længde på YouTube. Så forleden aften filmen, der, udover et yderst velkomment genhør med Perth, Western Australia-bandets filmiske musik, er (endnu) en slemt forstemmende historie fra musikbranchens altkværnende tandhjul. Lyder det som en advarsel? Sådan er det ikke ment. Dertil er The Triffids et alt for specielt band, David McComb en ditto sangskriver og brændende intens frontmand…
Setliste-observation fortsætter ufortrødent. 250 kilometer nord for Umeå blev det fredag aften Energi Sport Arena i Luleå, og igen var der ændringer. Samme pulje af numre, men ‘Körkarlen’ nu tilbage som nummer tre, ‘Norrut/Söderut’ helt nede et nyt sted efter ‘Centralmassivet’, og ‘Solen i den vänstra’, som plejer at ligge dér, flyttet op efter ‘Papirstunna väggar’. Gik kabalen op i Luleå, eller vil Östersund byde på nye eksperimenter, det må lørdagen vise oppe i Norrland. For det er sidste chance i relativ ubemærkethed inden Malmö City næste fredag…
I en verden af uro, turbulens og konflikt er det helt rart at møde Edwin Collins, den tidligere Orange Juice-sanger, og høre en ny håndspillet single med ham oppe fra sit skjul i det skotske højland…
Hvor opløftende, vores venner fra The Raveonettes er tilbage med en kulsort avant-delikatesse af twang og støj, bandets første nye selvskrevne materiale i otte år…
For de nok meget få af os der går op i den slags: Strukturelle ændringer i Thåström-settet torsdag aften, som adresserer et lille problem der måske har været med for mange stille numre i træk efter udgangssalvens tretrinsraket. Helt borte torsdag var ‘Smaken Av Dig’, men ellers giver rokeringerne på papiret kun god mening…
I aften genoptages Thåström-touren efter sidste uges midtvejspause. Denne weekend kører tre shows langt oppe nordpå i henholdsvis Umeå (torsdag), Luleå (fredag) og Östersund (lørdag). De fremmødte i de tre fjerne sporsthaller i Norrland vil blandt 21 sange på setlisten kunne opleve følgende radikale omfortolkning af Thåström’s gamle band Ebba Grön’s 1982-hit ‘Flyktsoda’. Oprindeligt var sangen sådan en typisk svensk letvægts-radiorocker, men på touren nu gives den i en helt anderledes tidsløs version, hvor den nye Thåström-guitarist Christian Kjellvander viser, hvilket elegant lydstof hans talent er gjort af…
November, 1977: I London udsender punkens art school-outsidere Wire sit debutalbum Pink Flag med hele 21 numre, men dog en spilletid på kun 35 minutter. Dette på to minutter og 19 sekunder er et af de længere på en koncis udladning, der med et karakteristisk zappende tekstfokus, usminket lyd og kras energi ikke minder om noget andet album før eller siden. Jo, måske dog akkorderne i starten af ‘Ex Lion Tamer’ her dukker op igen i The Cure’s ‘Just Like Heaven’, men ellers ikke…
Den berømte franske æblebrændevin kommer fra departementet Calvados i Normandiet, ikke langt fra kystbyen Etretat, hvor Peter Doherty nu fører et anderledes stille voksenliv med franske oste og babypasning. Hans nye single – anden forløber for det kommende soloalbum – er også henlagt til disse pastorale omgivelser, hvor en bonde og hans kone er indfanget i deres hverdag med fremstillelse af drikken med den svimle smag. Er det virkelig den flugtende, poetiske Peter Doherty vi kendte og elskede, der skriver sange om den slags? Ja, egentlig…
