The Stranglers spillede Saga på Vesterbrogade på deres tour for Aural Sculpture (1984), bandets 8. album. En solid aften på Vesterbro for en ny, forholdsvis pop-orienteret Stranglers-plade, der dengang ikke viste den store profil udadtil, men som siden synes være vokset til at stå som en af de absolut bedre i bandets så varierede diskografi. Denne B-side fra albummets anden single ‘No Mercy’ ville kun have gjort Aural Sculpture endnu bedre, men blev af uforklarlige grunde frasorteret. Interessant som dette rå og kantede band fra Guildford på sin helt egen måde formåede at lade en melankolsk melodisk åre udfolde sig og give det en forunderlig dobbeltidentitet…

Nu skal det hele her jo ikke handle om gammel musik fra dybt i det 20. århundrede. Fontaines DC overrasker denne fredag med en ny single, igen produceret af den snu iscenesætter James Ford, der viser at Irlands bedste rockband alt andet end lige ikke er løbet tør for gode sange. Dejligt at høre nyt fra dem så hurtigt…

Har fået hørt en del The Jam siden Rick Butler’s triste død i forgårs. De første to albums lyder hørt nu overraskende gammeldags og af en helt anden fjern fortidsverden end samtidige albums fra deres konkurrenter i punk-bølgen, taler om The Clash, Pistols, The Stranglers, Buzzcocks, Wire, etc. Det kan vel næsten kun skyldes, at The Jam var langt mere traditionalistiske, qua deres udtalte mod-rødder, end de ‘rigtige’ punk-bands og derfor tog langt mere musikalsk næring af 60’erne? Anyways, de store Paul Weller-sange begynder først at ske på tredjealbummet All Mod Cons (1978) og fremefter, men da til gengæld i rigt mål. Her er det den overlegne demo-udgave af ‘That’s Entertainment’, der i sin endelige form er at finde som en af singlerne fra Sound Affects (1980). Historien går, at Paul Weller skrev sangen fra start til slut på få minutter en sen nat, da han kom fuld hjem fra byen. Hvis det er sandt, så er han godtnok skarp..

The Jam, som udsendte deres plader fra tre dage efter min 13. fødselsdag til nogle måneder efter jeg var blevet 18, var – sammen med The Clash – mit gennemgående engelske teenage-soundtrack. Hørte og har stadig med glæde samtlige deres singler, ventede med utålmodighed på The Jam”s kradse albums, der næsten altid udkom hvert år i november. Paul Weller var som sangskriver, guitarist og sanger omdrejningspunktet i trioen, der lidt forvirrende var mere mods end de var punks, selvom det var punk-bølgens første angrebsbølge de kom ind med og red afsted på. Bassist Bruce Foxton skrev og sang også enkelte numre, han sang endda A-siden på ‘News Of The World’, den første Jam-single det lykkedes mig at finde og købe dengang. Rick Buckler stod både som bandmedlem og person mere anonymt i baggrunden, hvor hans stramt energiske trommespil dog ragede op og var det perfekte lokomotiv for den ofte indignerede The Jam-musik, der startede med punk-energi, kulminerede længe i en ærkebritisk, Ray Davies-socialrealistisk new wave-rock, for tilsidst at opløses i den soulinfluerede stil, Paul Weller siden skulle fortsætte mindre heldigt med på egen hånd i The Style Council. Her en salut med honnør til den stærke holdspiller bag trommerne, det med den første sang jeg nogensinde hørte med hans band, The Jam. Tak som fanden for al musikken, der gjorde så stor en forskel, Rick – hvil i fred!

Dert første engelske punk rock-album blev udgivet dags dato i 1977. Må lige sige at coveret på Damned Damned Damned fremstod mere ekstremt dengang, hvor punkens trash-æstetik endnu ikke var landsat og afkodet. The Damned’s musik på debuten, en helhjertet Stooges-rock sendt afsted på et expresstog af amfetamin, kan derimod stadig slå gnister. Her repræsenteres Damned Damned Damned af ‘New Rose’, som få måneder før også var første britiske singleudgivelse fra den nye punk-generation…