I forbindelse med afskedstouren for ni år siden publicerede svenske Aftonbladet en yderst omfattende, kronologisk gennemgang af Kent’s historie, samt et kig gennem rockkritiske briller på samtlige albums. Som optakt til den næste uges seks aftener i Stockholm er det faktisk en glimrende re-introduktion, som kan tilgåes og læses lige her.
Dagen er kommet, hvor Kent i aften for første gang siden december 2016 sætter strøm til og lader sin henførte musik strømme højt ud i Stockholm’s aften. Først var Kent bare endnu et lovende svensk band. Dem var der mange af dengang.
Min historie med Kent begynder i Malmö City, som vi ofte i midt/slut-90’erne tog den billige flyvebåd Cinderella II over til for at købe plader og svenske rockmagasiner. Købte mange svenske CD-singler med ukendte nye bands for at tjekke dem ud. Og derfor kom Kent’s debutsingle ‘Når Det Bläser På Månen’ en eftermiddag med hjem til København. Fordi coveret signalerede noget anderledes rent og skarpt end tidens pest af grungebands.
Singlen var okay på den forsigtige måde, men så heller ikke meget mere. Købte alligevel debutalbummet, da det udkom i Sverige en måned efter. Det var også okay, men så heller ikke meget mere. Andet album Verkligen, der udkom i marts præcis et år efter, var derimod et kæmpeskridt op og fremad. Hvalpefedtet var klædeligt skåret bort, guitarerne spidset til, et dynamisk indie-rockband med melodi, selvtillid og en sanger med sin helt egen stemme var født.
Det udslagsgivende øjeblik for mig omkring at dette endnu ret marginale Eskilstuna-band var noget helt specielt er dog at finde på Verkligen-singlen ‘Kräm’, som også blev købt i Folk & Rock i Malmö City. Hovednummeret gav alt det et optimalt effektivt Kent-rocknummer på det tidspunkt burde gøre.
Men hey, CD-singlens to B-sider – ‘En Helt Ny Karriär’ og ‘Rödljus’ – var begge alt, alt for stærke sange (!) til bare at være gemt væk der som løst ekstramateriale. Lidt som engelske The Smiths i 80’erne ligeledes havde gjort en overskuddets dyd ud af kaste perler om på bagsiden af sine singler. Og de to Kent-sanges løse, smadrede men dog så intime tilgang viste et melodisk opsigtsvækkende stærkt band, der alt end lige ikke var fanget af hverken selvtillids-begrænsning eller klassisk fastlåst øvelokale-bandlyd. En fremtid født…
PS – Skal i denne forbindelse næsten bemærkes, at den allermest streamede Kent-sang ‘Utan Dina Andatag’ – der MÅ være på setlisten i Stockholm i aften! – ikke findes på noget album, ej heller var en single i sit eget navn, men kun blev udsendt som andet upåagtede ekstratrack på ‘Om Du Var Här’-singlen i 1997. Det er egentlig ret vildt.
Så er det i morgen aften Jocke Berg skal gå sine tunge skridt op på scenen for første gang i mange år. Ovenpå flere uger med Thåström-musik er der her (også) blevet hørt Kent-plader de seneste dage. Havde næsten helt glemt hvor gode de er på deres helt egen facon, og er naturligvis nu blevet misundelig på alle jer, der skal afsted til Stockholm og være en del af det hele.
Blandt mange Kent-tilhængere forgudes de tidlige guitar-plader, mens de synth-orienterede albums efter Du & Jag Döden (2005) ofte tildeles en noget stedmoderkold kærlighed. Hørt herfra står de sidstnævnte nu mindst ligeså stærkt, da Jocke Berg som sangskriver tydeligvis fik langt bredere vingefang at operere med i bandets senere år, hvilket giver afkast i melodisk overskud. Ja, og så klæder de iskolde synths jo bare overordnet Kent’s svenske tungsind perfekt.
Röd (2009) står som anerkendt Kent-klassiker fra den periode (og dannede iøvrigt ramme om en decideret lysende aften i det gamle Tap 1 i Carlsbergbyen), men den noget oversete Tigerdrottningen (2014) lyder ligeså som et af Kent’s absolut stærkeste albums. Husker at Jocke Berg omkring udgivelsen var specielt stolt af denne sang, som han mente var et højdepunkt i både melodi og tekst blandt hans mange. Om den så er med på setlisten i 3Arena i Johanneshov vides først engang i morgen aften. Det er ikke uspændende tider, vi lever i…
Husker Dortmund’s tyske postpunk-stjerne Phillip Boa og hans band The Voodooclub for en markant, rendestensglitrende single ved navn ‘Love For Sale’, et bastant nummer om en Paul der var forelsket i en container, som var oppe at vende på europæisk MTV i start-90’erne. Og næsten samtidig var der også ‘And Then She Kissed Her’, endnu et sortsødt musikalsk joyride af udfoldende Jesus And The Mary Chain-æstetik. Vidste ikke at Boa og bandet eksisterede længere, men sandelig, her er månedens nye single…
“Hvad skal du blive”, spørger dagens fødselar Sven Joakim Thåström fra Högdalen i det sydlige Stockholm retorisk sig selv på sit punkband Ebba Grön’s første stakåndede single i 1978. Tja, hvad med at blive Sveriges store lysende rockstjerne langt derude i fremtiden?!
En anden spændende ting med Kent og deres seks shows er, hvordan man balancerer en setliste, der tilgodeser bandets allerbedste musik, men samtidig ikke taber et bredt stadions opmærksomhed og behov for instant fællesskab i ekskursioner for langt bort fra det omfattende bagkatalogs midterstribe. Kan de to ting da ikke forenes? Jo, langt hen ad vejen, for der skal også være numre/sange, som sætter de forventede hits i scene og giver den følelse af ikke at køre på cruise control, som ellers kan dræbe enhver aftens fornemmelse af her og nu. Mig, jeg kunne ud fra ovenstående betragtninger godt se dette ret så monumentale stykke musik som et optimalt startnummer på setlisten. Ikke noget decideret Kent-hit, men alligevel en voldsomt effektiv iscenesættelse af den storhed stadionkoncerter skal bygges på…
Ikke bare en vild plade at lytte til, men også en æstetisk nydelse at se på, det sidste ikke mindst takket være fotograf/designer Anton Corbijn. Depeche Mode’s state of the art-mesterplade Violator blev udsendt 19 marts 1990, altså i dag for 35 år siden.
Det er næsten umuligt at udsende en sang der ikke lyder som nogen andre før eller siden. Men Manchester’s Joy Division lykkedes vel netop med næsten det, da de 18. marts 1980 udsendte ‘Atmosphere’ på single på det franske selskab Sordide Sentimental…
Det er et sært skib Kent har søsat med de seks stadionkoncerter på fodboldstadionet 3Arena i Stockholm. Hvorfor sætte noget så stort i værk, men samtidig tage drømmene fra Kent-folket ved på forhånd at understrege alt det koncerterne ialfald ikke må tolkes som? For de er ikke en genforening, dette er ikke starten på et nyt kapitel i bandets historie, der laves ikke mere ny Kent-musik, der kommer ikke en tour bagefter, der er faktisk slet ikke mere bagefter, kun disse seks aftener, foranstaltet udelukkende så Kent kan gense sine tilhængere mens “alla lever och har hälsan” som bandet guddødeos udtrykker det.
Hvor mange skal mon afsted fra DK til Stockholm for at opleve Eskiltuna’s bedste? Kender en del, har selv fået tilbudt billetter et par gange, men (indtil videre) takket nej. Fordi de så defensive forklaringer fra Joakim Berg (det er jo hans ord) unødigt har knækket halsen på de seks shows som levende organisme og istedet gjort dem til museum over noget der var, som nu er tabt og aldrig kommer tilbage. Sådan vil jeg personligt helst ikke opleve musik på en scene. Når det er sagt, så er jeg ligeså spændt som alle andre på den valgte setliste og hvordan det hele kommer at udspille sig.
På afskedstouren dengang tog selve showets og scenografiens størrelse pusten fra bandet. Hvordan tackler man mon – hvis overhovedet – den problematik i 3Arena’s langt større rammer? Og hvordan skal Jocke Berg finde glæden og ånden i det hele? Ham der retrospektivt delte med os, at de tungeste skridt i hans liv, det var dem hver aften, når han skulle gå op på scenen for at være frontmand for Kent. Ja, der er meget i spil. Tænker at de store svenske aviser kommer til at liveblogge intenst fra åbningsshowet fredag aften. Det i sig selv bliver topunderholdning. Og se er der jo Kent-musikken oveni. Den har aldrig fejlet noget…
Two-Tone i England var på sit højeste, da Birmingham-bandet Dexy’s Midnight Runners dags dato for 45 år siden udgav singlen ‘Geno’, der bragte et egentlig klædeligt skud soul til ska-bølgen ved at blive et kæmpehit. Husker de spillede den nærmest hver eneste aften det forår på BBC Radio 1. Når man ser promovideoen herunder i dag er det nemt at gøre grin med sanger Kevin Rowland og hans ensklædte bande af soul rebels, men deres lyd og fremtoning dengang var forfriskende. Og ‘Geno’? Geno var soulsangeren Geno Washington, sangen naturligvis en tribute, der endte med at blive langt, langt større end han nogensinde selv havde været…
En EP bestående af fire nye numre med nyligt afdøde Marianne Faithfull’s sidste optagelser som sangerinde udkommer til juni. Her på udgivelsens titelsang kan det blot konstateres, at Faithfull’s stemme ikke lyder mindre brækket nu efter hendes død. Stærk, levende musik at begynde en uge på…
Thåström-touren kom i mål lørdag aften i en udsolgt Avicii Arena i Stockholm. Efter seks uger på landevejene var det et skarptslebet show, der efterhånden er blevet så sammenspillet, at samtlige løse ender og kanter står behørigt adresseret, som Thåström’s hjemmebanepublikum fik at se. En identisk setliste med KB-Hallen fik de også, endda med Vesterbro-hymnen ‘Sönder Boulevard’ stadig på, men trods stor glæde som sådan oplevedes den uforbeholdne hengivelse, som københavnerpublikummet gav Thåström og hans band, aldrig under Globens mægtige arkitektur. Denne tour har overordnet set været en uforbeholden succés for Thåström, der vel aldrig har sunget bedre, men så sandelig også for hans nyere liveband, der virkelig er faldet på plads nu med tilføjelsen af guitar-esset Christian Kjellvander. De kommer ud igen sammen til sommer; endnu er der ikke shows i eller i nærheden af DK.
Nej, det er ikke AI. Der fandtes rocknroll-magasiner…!
Filmen The Triffids tog navn efter brugt som levende billeder til ‘Blinder By The Hour’ fra deres favoritalbum her, Calenture (1987). Godt nok en håbløst sørgelig dokumentar om David McComb og hans hårdtprøvede band, vi linkede op til for nogle dage siden…
Tag ham for hvad han er blevet til, men Göteborg’s Håkan Hellström fortsætter på dagens nye single ‘Sweethearts’ – der består af hele 12 vers uden omkvæd! – den uventede kunstneriske genfødsel, der kickstartede med 3-sangs-EP’en Go För Glory i januar. Det i sig selv er opløftende på en episk sang, hvis enkle melodiske repetition og traditionelle akkompagnement bliver til en underliggende styrke som fortællingen om livets årstider skrider frem …