
Thåström-touren kom i mål lørdag aften i en udsolgt Avicii Arena i Stockholm. Efter seks uger på landevejene var det et skarptslebet show, der efterhånden er blevet så sammenspillet, at samtlige løse ender og kanter står behørigt adresseret, som Thåström’s hjemmebanepublikum fik at se. En identisk setliste med KB-Hallen fik de også, endda med Vesterbro-hymnen ‘Sönder Boulevard’ stadig på, men trods stor glæde som sådan oplevedes den uforbeholdne hengivelse, som københavnerpublikummet gav Thåström og hans band, aldrig under Globens mægtige arkitektur. Denne tour har overordnet set været en uforbeholden succés for Thåström, der vel aldrig har sunget bedre, men så sandelig også for hans nyere liveband, der virkelig er faldet på plads nu med tilføjelsen af guitar-esset Christian Kjellvander. De kommer ud igen sammen til sommer; endnu er der ikke shows i eller i nærheden af DK.