Kategoriarkiv: Elektronisk

The Needle Drop

Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.

Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.

Roskilde: John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.

Roskilde: James Blake

20130707-160905.jpg

James Blakes sange er på sin vis traditionelle, men han vrider dem ofte af led med morfede vokaler og placerer dem på en bund af dub. Først var jeg i tvivl om hvad denne koncert på Orange Scene mon kunne tilføje til indtrykket fra hans indtil nu til albumudgivelser. Men der kom lange forløb og bassen var forbløffende nådeløs. De i alt tre siddende englændere leverede en paradoksalt kropslig liveoplevelse med bl.a. højdepunkterne fra årets Overgrown-album (der er faktisk en del). Og jeg havde aldrig regnet med at det første musiknavn hvis lave frekvenser skulle bringe mig faretruende tæt på at opgive mit maveindhold ville være ikke ekstrem metal, men en pæn ung englænder i jakke.

Roskilde: Wintergatan

20130707-133328.jpg

Tag svenske stemninger med spilledåse og harmonika og hemslöjd. Tag et postpunk-agtigt basriff og læg nyckelharpa ovenpå. Tag surfguitar à la Dick Dale og The Shadows. Tag hjemmegjorte analoge synthesizere og lyden af tidlige indspilninger på Mute. Wintergatan har taget alt dette og meget mere og lavet deres eget fascinerende musikalske univers som de lukkede os der var lidt søndagstrætte ind i på Pavillion. Klar anbefaling!

Roskilde: Vatican Shadow

20130706-180125.jpg

Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.

Roskilde: Kendrick Lamar, Jake Bugg, Disclosure

20130704-223148.jpg

20130704-223051.jpg

20130704-205358.jpg

Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?

Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.

Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.

Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.

Lad rockismen vise vej

musik

Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!

I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.

– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.

Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.

Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.

Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.

Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.

Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.

Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.

Song for Zula

Ja, det er en god sang fra Muchacho, det nye album med Phosphorescent. Resten af albummet er mere sædvanlig alt-country, men også rigtig vellykket. Og fordi sangen er så god, skal I lige høre den igen – nu i en særdeles stemningsfyldt live-udgave fra The Jimmy Fallon Show. Jeg skal være den første til at beklage bilreklamen.

Selvlysende

Nogle af de numre, der gør et særligt indtryk på mig er dem, hvor jeg på den side synes jeg at jeg har hørt dem før og på den anden side ved, at det ikke kan være tilfældet. Dette nummer med amerikanske Phosphorescent er ét af dem – og det er helt utroligt smukt. Her mødes stumper af “With Or Without You” med The War On Drugs og en country-stemning, jeg ikke helt kan placere.

John Grant er tilbage

Jeg var meget begejstret for John Grants første album, Queen of Denmark. Opfølgeren hedder Pale Green Ghosts og udkommer den 11. marts; her er titelnummeret. John Grants stemme fejler som sædvanlig ikke spor, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan lide nummeret her.

Opdatering: Lige efter jeg skrev dette, læste jeg videre i Bella Unions pressemeddelelse og opdagede, at John Grant er blevet diagnosticeret HIV-positiv. Selv om det ikke er den samme dødsdom, som det var engang (i hvert fald, hvis man bor i et rigt land), er det stadig en trist nyhed, og den sætter hans nye album i et lidt andet lys – i hvert fald for mig.

Hvad damen lavede

GillianPg

For meget længe siden fulgte jeg med i Usenet-nyhedsgrupperne, og her var der engang en diskussionstråd om New Orders USA-turné og om hvordan koncerterne havde været.

– Hvad laver damen egentlig? var der en amerikaner der forundret spurgte.

En del havde ikke tænkt over, at et af bandmedlemmerne i New Order var en kvinde. I modsætning til mange andre kvindelige rockmusikere var Gillian Gilbert da heller ikke en iøjnefaldende vokalist i front (hun kan faktisk synge). Sammen med de tre andre medlemmer af New Order var hun til gengæld blandt pionererne inden for elektronisk pop.

Der er et interview med Gillian Gilbert og cover-designeren Tony Saville i The Guardian, og det giver et indblik i hvordan det legendariske “Blue Monday” blev til. “Blue Monday” er bestemt ikke New Orders bedste nummer, men som blueprint (undskyld ordspillet) for 1980’ernes synth-pop var det stilskabende. I interviewet siger Gillian bl.a.

The synthesiser melody is slightly out of sync with the rhythm. This was an accident. It was my job to programme the entire song from beginning to end, which had to be done manually, by inputting every note. I had the sequence all written down on loads of A4 paper Sellotaped together the length of the recording studio, like a huge knitting pattern. But I accidentally left a note out, which skewed the melody. We’d bought ourselves an Emulator 1, an early sampler, and used it to add snatches of choir-like voices from Kraftwerk’s album Radioactivity, as well as recordings of thunder. Bernard and Stephen [Morris, drummer] had worked out how to use it by spending hours recording farts.

Gillian Gilbert holdt i sin tid en lang pause fra turnélivet for at tage sig af familien; den ene af hendes og Stephen Morris’ to døtre har en alvorlig rygmarvssygdom. Fra 2011 er hun igen med i New Order.