Kategoriarkiv: Elektronisk

Ukendt Under Andet Navn er tilbage

Den tidligere Sort-Hvide Landskaber-, Greene- og Olesen-Olesen-musikhovedkraft Henrik Olesen arbejder i disse år seriøst med sin musik under det yderst diskrete Ukendt Under Andet Navn-navn. To tyste EP’er og et meget fornemt, krautrock-smagende debutalbum – Glade Dage I St. Vemod – er det blevet til hidtil med denne solokonstellation, der dog efterhånden ligner og lyder som et fast band. 4. marts udsendes det nye album Ingen Hunde Hyler Her, hvorfra en smagsprøve, sangen ‘Sukker Efter Regn’, netop er blevet gjort tilgængelig. Som altid gives der plads til dvælende fordybelse, udstrakte flader og tæt intimitet i Ukendt Under Andet Navn’s nye sang…

Construction time again

The Raveonettes har i dag søsat et 2016-projekt ved navn RAVE-SOUND-OF-THE-MONTH, som går ud på at de vil skrive, indspille og udsende en ny sang hver måned dette år. Den første, ‘This World Is Empty’, overrasker ved lydmæssigt at tage ikke så lidt tilbage til Depeche Mode ca. 1983, da Vince Clarke havde forladt technopopsensationen fra Basildon. Hvor sounden umiddelbart overrasker er selve sangen ovenpå den heldigvis straks af let identificerbar Sune Wagner-popklasse. Kom så med februar…

Sad robot world?

Av, det er ikke nemt disse dage, lige efter David Bowie’s vilde Blackstar og pludselige død, at udsende spritny musik der lyder relevant. Pet Shop Boys gør dog forsøget med denne modne elektroforløber for deres nye Stuart Price-producerede album Super, der udsendes til april. En mere regulær single ved navn ‘The Pop Kids’ dukker op inden da.

Tracklist?

Happiness
The Pop Kids
Twenty-something
Groovy
The dictator decides
Pazzo!
Inner sanctum
Undertow
Sad robot world
Say it to me
Burn
Into thin air

En juletradition

Så blev det den tid igen. Det er lillejuleaften, og Jens og jeg har holdt en passiar om årets albumudgivelser fra 2015. I kan læse den her – den er den aktuelle feature.

Da vil I kunne få overraskende svar på væsentlige spørgsmål som f.eks.

  • Er det mig, der er så glad for Lana Del Rey, at jeg opsøgte hende i en tøjbutik i New York?
  • Er det Jens, der har hilst på 3 amerikanske countrysangere i år?
  • Er jeg stadig så glad for Blur, at jeg bliver holdt vågen af at lytte til deres musik?
  • Er Jens overbevist om at Julia Holter er den nye Joe Strummer?

En morgensang til jer

Four Tet alias den engelske musiker Kieran Hebden har i denne uge udsendt albummet Morning/Evening, som man kan streame og købe på Bandcamp. Det er på én og samme tid helt igennem elektronisk og gennemført organisk i sin lyd; jeg var glad for albummet Rounds fra 2003 men og der har også været rigtig interessant musik fra Four Tet siden da. men Morning/Evening er nok alligevel det bedste fra Hebdens hånd i lang tid, hvis man spørger mig. Der er kun to lange numre på albummet, “Morning Side” og “Evening Side”.

Herover kan I høre “Morning Side”, hvor loops og små lyde svøber sig om en sang med den legendariske indiske sangerinde Lata Mangeshkar. Nogle vil måske huske at hun bliver nævnt i “Brimful of Asha”, der i sin tid var et større hit for bandet Cornershop. The Guardian har et interessant interview med Kieran Hebden om det nye album. Den indiske forbindelse er ikke tilfældig; hans mor er fra det indiske mindretal i Sydafrika.

Men inden I kaster jer over interviewet, så lyt til “Morning Side”, der er et af de mest overraskende og suverænt smukkeste numre, jeg har hørt i år. Hvad der bliver sunget om, ved jeg desværre endnu ikke, men jeg har hørt “Morning Side” adskillige gange i dag.

Crystal Castles er tilbage

Da den überheftige vokalist Alice Glass forlod Crystal Castles måneder tilbage, lød det som en for tidlig endestation for den så specielle synth-duo. For uden hendes særegne vokal, hvad skulle musical mastermind Ethan Kath da så stille op med sin skæbnesvangre musik? Det enkle svar er, at han har fundet en ny Alice Glass-lydende sangerinde – ved navn Edith – og Soundcloud-udsendt nedenstående nye track ‘Frail’, samt disse get even-ord til Alice Glass:

– I wish my former vocalist the best of luck in her future endeavors. I think it can be empowering for her to be in charge of her own project. It should be rewarding for her considering she didn’t appear on Crystal Castles’ best known songs, (she’s not on ‘Untrust Us’. ‘Not In Love’, ‘Vanished’, ‘Crimewave’, ‘Vietnam’, ‘Magic Spells’, ‘Knights’, ‘Air War’, ‘Leni’, ‘Lovers Who Uncover’, ‘Violent Youth’, ‘Reckless’, ‘Year of Silence’, ‘Intimate’, ‘1991’, ‘Good Time’, ‘Violent Dreams’ etc.). People often gave her credit for my lyrics and that was fine, I didn’t care.

One man on a lonely platform…

Steve Strange’s New Romantics-enhed Visage var absolut ikke noget fremragende band, men debutsinglen ‘Fade To Grey’ er en engelsk/fransk-sproget synth-klassiker af sin fagre nye popverden-friske 1980-tid, der stadig formår at lyde tillokkende og vægtløs i dag. Spørg bare Kent, der byggede deres ‘Kärleken Väntar’ op omkring sangens chorus, om det. Her Visage-originalen i den første videoversion…

Peter Hook i Aalborg

(null)

Peter Hook, bassisten fra det legendariske Joy Divison og New Order, kom forbi Northern Winter Beat på Studenterhuset i Aalborg sammen med sin landsmand, musikjournalisten Kieron Tyler. De to brugte halvanden time på at tale om Peter Hooks lange musikkarriere og hvad den har ført med sig af godt og også mindre godt. Hook har skrevet en bog om Hacienda og en bog om Joy Division og skriver lige nu på en bog om New Order.

Mit første indtryk af Peter Hook var lidt forbeholdent, for som noget af det allerførste talte han om sine alt andet end varme følelser over for sine tidligere kolleger fra New Order. I de sidste 9 år har Hook ligget i stridigheder med de tre andre musikere som den anden part i en strid om rettighederne til musikken og til selve navnet “New Order”. Jeg ved ikke hvem af de to parter, der “har ret” (de har sikkert begge delvist ret), men det er underligt at sidde og høre på en mand, der tydeligt bærer så meget nag. På den anden side var der til enhver tid et forbløffende stort konfliktpotentiale i at have et band bestående af to gamle skolekammerater helt fra barndomstiden (Peter Hook og Bernard Sumner) og et trofast ægtepar, der havde været kærester siden teenageårene (Steven Morris og Gillian Gilbert-Morris). Og det er heller ikke ukompliceret at være bassist i et rockband, der gennem karrieren lige så langsomt bevægede sig mod et rent elektronisk udtryk. Peter Hook lod tydeligt skinne igennem, at Bernard Sumner efterhånden prøvede at gøre ham overflødig ved at gøre bandet mere og mere synth-baseret.

På den anden side var Hook også stolt over at have været teknologisk pioner i et band, der var nogle af de første der brugte de digitale synthesizere, der først i 1980’erne kostede vanvittigt meget og var ekstremt ustabile. Her kastede han sig ud i en lang anekdote om en lydprøve hvor en Emulator ikke ville indlæse data på grund af et ustabilt diskettedrev og kun kunne bringes til at virke ved at blive tabt på gulvet. Når man så samtidig var et band, der ikke ville bruge backingbånd men ville spille alt det elektroniske live og samtidig ikke rigtig gad øve (!), kunne koncerterne være en blandet fornøjelse for alle parter.

Heldigvis fik vi også en masse andet at høre. Især var det fascinerende (og skræmmende) at høre om den exceptionelt dårlige forretningssans hos både New Order og deres managere og bagmænd. En overgang tabte de 10.000 pund om måneden på diskoteket The Hacienda, som blev betalt af bandets hits. Det omfattende stof- og alkoholmisbrug som prægede miljøet omkring The Hacienda og som Peter Hook var dybt nede i, gjorde ikke tingene bedre. Min ældste søster fra Manchester fortalte mig engang om The Hacienda, hvor der altid var gang i den og hvor der helt åbenlyst stod en mand og delte ecstasy-piller ud til gæsterne. Se, dét var tider (?).

I dag er Peter Hook heldigvis ude af sit misbrug; derfor var det også lidt underligt at se Studenterhuset stille en flaske øl frem til ham (han rørte den selvsagt ikke).

Peter Hook talte ikke pænt om New Order men til gengæld meget varmt om Ian Curtis. Han bemærkede at Joy Divisions musik i modsætning til så meget andet fra den tid lød forbløffende “voksen” og at det er derfor, den holder så godt i dag. Det vil jeg give ham ret i (prøv at sammenligne med f.eks. The Buzzcocks’ gymnasie-agtige sangunivers, der ikke er ældedes med ynde). Også hans helt oprindelige inspirationskilder, Sex Pistols, fik et ord med på vejen; det var ikke deres musik som sådan, der inspirerede så mange. Ifølge Hook lød de egentlig som et helt ordinært rockband – og det vil jeg også give ham ret i. Nej, det var deres ekstremt fandenivoldske attitude, der overbeviste ham om at dét der, det kunne han også. Så det gjorde han.

Vi kom også omkring ændringerne i musikbranchen – det var New Orders store succes, der gjorde så meget muligt for dem, men på den anden også kom bandets sammenbrud omkring det tidspunkt hvor Internettet fik indtægterne fra indspillet musik til at rasle ned. Siden da har Peter Hook også ofte ernæret sig som DJ – og i aften er han det igen i Aalborg.

Til allersidst var der mulighed for at stille nogle spørgsmål. Der var ikke rigtig blevet snakket om Peter Hooks basspil, der i høj grad har dannet skole inden for de sidste 30 års rock. Så jeg spurgte hvilke bassister, der havde inspireret ham. Her nævnte Peter Hook to af sine samtidige landsmænd, nemlig Paul Simonon fra The Clash – for den lavthængende bas – og Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers – for at turde lade bassen ligge fremme i lydbilledet.