Kategoriarkiv: Elektronisk

Musik Non Stop

For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke meget.

Et stort øjeblik

Orbital er efter lang tids tavshed tilbage med albummet Wonky – og det er faktisk ret godt. Åbningsnummeret “One Big Moment” er gribende, melodisk og velegnet til bevægelse – som så meget andet fra Orbitals hånd. Ovenfor er et timelangt sæt fra BBC, der også starter med “One Big Moment”, og der er også tid til lidt snak med musikerne. Orbital bruger det meste af tiden på den gammeldags analoge fornøjelse at skrue på knapper og virre med kroppen. Brødrene Hartnoll er derudover ikke så spændende at se på, men det her er så afgjort musik at lytte til – og det lille indslag med Belinda Carlisle og Bon Jovi (nej nej, de er der ikke selv) tilgiver jeg dem gerne.

Pladejagten

Engang kunne jeg få alle weekender til at gå med at opsøge pladebutikker og lede efter noget spændende. De gode overraskelser var det hele værd – en svært opdrivelig udgivelse midt mellem alt rodet, et usædvanligt godt tilbud eller måske endda en aktuel udgivelse i promo-udgave. På den måde har oplevelsen været den samme som den oplevelse, man stræber efter som lytter: at finde diamanten i et bjerg af grus, den éne gode albumudgivelse, der gør, at man glemmer alt det ligegyldige bras.

Når jeg har været i udlandet, har jeg prøvet at finde de interessante pladebutikker. Også her på bloggen har jeg skrevet om de butikker, jeg er stødt på rundt omkring – og nogle af dem er i særklasse interessante. Jeg er ikke ene om at have favoritter (hvorfor kaldte Depeche Mode mon deres seneste album for Sounds of The Universe ?). Blandt de butikker, der har gjort indtryk på mig med deres kombination af dedikation og udvalg, er Amoeba Music i San Francisco og Los Angeles, Avalanche Records i Edinburgh (tilsyneladende nu flyttet fra West Nicolson Street til Grassmarket – jeg må derover igen en dag!), Skivhugget i Göteborg og Soundscapes i Toronto. Berlin kender jeg ikke så godt, men Jens har garanteret en liste fra det tyske, som han gerne vil dele med jer. Aalborg har ikke rigtig nogle gode steder til pladejagt bortset måske fra den evigt suspekte Læsehesten, hvor musik og tegneserier behandles med samme ekspertise og indlevelse (eller mangel på samme) som gamle pornofilm og numre af Romanbladet. Stereo Studios demonstrative uvidenhed er ikke noget at skrive om. TP er lidt bedre – eller måske er det bare deres udvalg af film, der er det.

Desværre er pladejagten som ritual/adspredelse er ikke hvad den har været, nu hvor alskens musik kan findes på nettet. Men der er sikkert stadig eventyr derude. Forfatteren Chris Menist skriver således i The Guardian om sine oplevelser med at gå på pladejagt i det urohærgede Yemen. Her lykkes det ham bl.a. at finde en sjælden udgivelse med James Brown og (vel ikke så overraskende) en masse yemenitisk musik med bl.a. den særlige blik-percussion, som man vel kun ellers kender fra den afdøde israelske sangerinde Ofra Haza (hvis familie var fra Yemen).

Grebet om kunsten

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.

Kindred

Den elektroniske undergenre dubstep har forlængst forladt undergrunden. Jens var meget begejstret for Burials album Untrue, og jeg blev efterhånden også glad for det. Sidste år kom der omsider igen nyt fra Burial, nemlig Street Halo-ep’en. Og nu er der endnu en ep tilgængelig, denne gang med titlen Kindred. Ovenfor kan man se (eller vel snarere høre) titelnummeret.

Af uransagelige grunde er den mest populære dubstep-musiker netop nu Skrillex (alias Sonny Moore, der har en baggrund som sanger og guitarist i “post-hardcore”-ensemblet From First To Last), men Skrillex’s udvendige, bastante og ret beset vulgære udgave af dubstep, der arver en del fra mandens rockbaggrund, siger mig slet intet. Jeg kommer til at tænke på Ung Rejs, når jeg hører Skrillex. Nej, så giv mig dog Burial (alias William Bevan) og hans spøgelsesagtige univers, hvor iturevne stemmer mødes med ambiente flader og beats, der på én og samme tid er distancerede og pågående. Dette er lyden af sene aftener, hvor man er på vej hjem fra en fest eller måske bare overarbejde – som B-menneske med “B” for Burial.

Ungdommens lagune

En gribende lille film om at forlige sig med barndommen; den officielle musikvideo for nummeret “Montana” med Youth Lagoon, der – bestemt ikke overraskende, når man ser billederne – er fra USA. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Terrence Malicks The Tree Of Life, en film som jeg holder meget af. Koblingen til den solblegede lyd hos Youth Lagoon (her i samme musikalske familie som f.eks. Memory Tapes og Washed Out) er også rigtig vellykket.

Den tredje

Jeg opdager det først nu – og det er egentlig lidt pinligt. Men Gui Boratto fra Brasilien har lavet endnu et melodisk elektronisk album, denne gang bare med titlen III; det udkom her i efteråret. Ovenfor næsten-titelnummeret “The Third”. Hvis man kunne lide f.eks. Trentemøllers tidlige singleudgivelser eller hvad der kommer på det tyske Kompakt-selskab (hvor Gui Boratto da også bliver udgivet), er dette lidt old school-udspil, der har mindelser om f.eks. Orbital, sagen.

Lyden af de fjerne somre

Der er albums, jeg opdager for sent til at jeg kan få dem med i årslisten. Et af dem er debutalbummet fra det amerikanske elektronika-foretagende Washed Out, Within and WithoutDen 2. januar 2010 anmeldte jeg Washed Outs debut-ep, Life of Leisure her på bloggen.

Holder man af Memory Tapes, er Washed Out også værd at finde. Within and Without fortsætter den solblegede, tilbagelænede vision om sommer fra Life of Leisure – og gør det overbevisende. Et album til de stunder, hvor man længes efter en lysere tid.

En dybere forståelse

Der er kommet et nyt album med Tori Amos, som jeg lover at omtale en af dagene. Men den rigtige Kate Bush har også nyt på trapperne, albummet 50 Words For Snow der kommer den 21. november. Mens vi venter, her en video fra Director’s Cut med Robbie Coltrane i hovedrollen som fascineret Mac-bruger i en nyindspilning af “Deeper Understanding” (oprindelig fra The Sensual World), et oplagt nummer at genindspille.

Men hvor mange bestiller en cd (eller dvd) med software fra et blad i vore dage? Og hvad ligger der i, at Robbie Coltrane efter sit raserianfald begynder at bruge en Windows-computer?

Come To The City

Det er et godt år for mig, hvor jeg opdager et spændende musiknavn. Det er heldigvis også sket for mig i år. Da det endnu var sommer, skrev jeg om det amerikanske band The War On Drugs og nævnte sangen “Baby Missiles”, som var en singleforløber for albummet Slave Ambient. Senere kom albummet, og det har jeg hørt meget siden.

The War On Drugs befinder sig et sted mellem traditionel rocksangskrivning med rødder i Bruce Springsteen, Tom Petty, Bob Dylan og U2 og elektroniske ambient-stemninger. Men modsat f.eks. Radiohead, der ofte kan virke knugende og af og til udfordrer lytterens tålmodighed rigeligt, er The War On Drugs lettilgængelige. På Slave Ambient dukker de iørefaldende sange frem af disen, cirkler rundt, båret af Adam Granduciels lidt nasale vokal og forsvinder til sidst igen – ofte uden at have fundet et egentligt omkvæd, men det savner man ikke.

Hvis “Baby Missiles” var et Springsteen-møder-The Woodentops, er “Come To The City” ovenfor så ubetinget et U2-nummer. Sådan ville The Unforgettable Fire måske have lydt, hvis Eno og Lanois havde turdet løbe linen ud dengang for 25 år siden.

Og så var det forresten også i The War On Drugs, en vis Kurt Vile oprindelig var med.

Minimalistisk

Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.

The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.

I et af numrene bliver der skiftet til en ny akkord. Efter kun 5 minutter.
Efter kun 5 minutter. Efter kun 5 minutter. Efter kun 5 minutter.
I et af numrene bliver der skiftet til en ny akkord.

Det nye album hedder Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.

Der er kommet et nyt album med The Field.

I din kærligheds nåde

The Rapture – In The Grace Of Your Love / White Out Live! from DFA Records on Vimeo.

Den 6. september udkommer det nye album med The Rapture, In The Grace Of Your Love. Tidligere postede Jens deres single “How Deep Is Your Love” her, og det nummer lovede godt.

Nu kan man høre hele albummet som en stream (se ovenfor!) – det er faktisk ikke helt dårligt. En rå og funky rocklyd, som vi egentlig godt kender, men som alligevel her fremstår energisk og dansabel.

Livet er livet

Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.

Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.

Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.

Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?

(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)