Kategoriarkiv: Elektronisk

En sort-hvid bamse

Jeg har ikke altid kunnet forstå hvorfor så mange var så begejstrede for The Animal Collectives musik, men efterhånden er jeg blevet noget mere positivt stemt.

Et af medlemmerne er Panda Bear. For ikke så længe siden udkom endnu et soloalbum fra hans hånd, Tomboy. Endnu engang er musikken en blanding af Beach Boys-vokalharmonier og elektroniske stemninger; nummeret ovenfor, “Last Night At The Jetty”, er faktisk rigtig smukt og er vel dét, man på engelsk ville kalde blissed out i sin stemning.

Forbindelsen til The Walkmen er hårfin: Panda Bear har bosat sig i Lissabon, hvor Tomboy da også er indspillet. Han er glad for Portugal (og det kan jeg faktisk godt forstå), er nu portugisisk gift og har endda på sit album et nummer med titlen “Benfica”. Så han går nok i rødt til daglig.

Wir hören ein Singen im Raum

Mere elektronisk herfra, nemlig en opsamling af Jürgen Paape – en tysk musiker, der i modsætning til de fleste andre ikke også optræder til koncerter eller som DJ. Paape er desuden medstifter af selskabet Kompakt, hvorfra jeg tidligere har omtalt kunstnere som tyske Moderat, brasilianske Gui Boratto og svenske The Field. Ligesom dem laver Paape musik, der ofte går lige i fødderne. Men modsat Moderat har han en fascination af gamle tyske schlagere (kan nogen huske Marianne Rosenberg?), som han sommetider låner stumper fra.

Kompilation, som opsamlingen hedder, faldt jeg især for ovenstående nummer – “So weit wie noch nie”, der vistnok var et mindre hit for år tilbage. Den tyske tekst og selve vokalen stammer fra en gammel schlager med Daliah Lavi, en israelsk sangerinde, der gjorde karriere i Tyskland for knap 40 år siden (i sig selv en interessant historie, når man tænker på Tysklands grimme fortid). Man kan hente Kompilation for billige penge på Emusic.

Lucky Shiner

Der er noget særligt ved elektronisk musik, der ikke fremstår så elektronisk i traditionel forstand, men har en organisk atmosfære. Kraftwerk, Carl Craig, Orbital og mange andre navne har primært beboet en synthesizer-verden, hvor maskinerne hersker, mens mange nye musikere bruger samplingens muligheder i den helt store stil. For et års tid siden nævnte jeg Washed Out, for et par år siden skrev jeg om Four Tet og Memory Tapes havnede endog på min årsliste for albums i 2009.

Nu har jeg med lidt forsinkelse opdaget Gold Panda, der ligesom de tre andre navne reelt er dæknavn for en musiker, en 28-årig herre fra London ved navn Derwin. Hvis man kan lide Four Tet, og hvordan Kieran Hebden blander analoge stemninger og melodier med opklippede beats, er Gold Pandas seneste album Lucky Shiner (en titel, der faktisk er navnet på Derwins bedstemor!) værd at gå efter. Albummet kom i efteråret 2010, så det er stadig nogenlunde nyt.

Man kan finde Lucky Shiner som download for sølle 8 dollars, og det var hvad jeg gjorde. Mere forsigtige typer kan starte med at hente nummeret “Same Dream China” fra Pitchforks pænt positive anmeldelse.

Navnet er NN

Nikolaj Nørlund
Foto: Linda Henriksen

Nikolaj Nørlund har været med i mange år efterhånden, og i år har han faktisk 20-års jubilæum som pladekunstner. Jeg husker selv, hvordan han forbløffede publikum ved at spille “Snehvidekys” som ekstranummer, da han endnu var sammen med Trains, Boats & Planes og da det var yt og kikset at synge på dansk. Resten ved vi (forhåbentlig) godt.

Thomas Søie Hansen har en god portrætartikel om NN i dagens Berlingske.

Kroppen taler

For et stykke tid siden annoncerede Jens, at man kunne høre svenske Robyns Body Talk Pt. som en stream.

De fleste kommentarer til Jens’s oprindelige indlæg handlede om alt muligt andet end Robyn. Men nu er denne EP kommet, jeg har den og den er i høj grad værd at skrive om.

Jeg er egentlig ret tiltrukket af EP-formatet; det er på én gang mindre forpligtende end det albumformat, der er så svært at mestre, og mere “helhedsorienteret” (fy for et ord) end den tendens til at skabe enkeltstående sange, vi er ved at se bryde igennem i en tid, hvor musik købes som download. Body Talk-serien har i al faldgjort det muligt for Robyn at udsende nye numre i det tempo, der passer hende. Hun er sgu sin egen, som man ville sige.

Helhedsindtrykket er denne gang meget stærkt. For det første er der flere klare hits, specielt da “Hang With Me”. På Body Talk Part 1 fik vi nummeret i form af en strygerbesat ballade; her får vi det i en dansabel udgave, der bør løfte sig mod hitlisternes top. Der er også “In My Eyes” og “Criminal Intent”. For det andet er der en spændende hip-hop-inspirationen som ligger tydeligt fremme i “Include Me Out” der tilsyneladende har en reference til NWAs “Express Yourself” på tekstsiden (“You better check yo self before you wreck yo self”) og i særdeleshed i “U Should Know Better”, hvor Snoop Dogg dukker op i egen tilbagelænede personer. Han plejer ikke at sige mig det helt store, men her passer han ind i lydbilledet. For det tredje slutter EP’en på gribende vis med strygerballaden “Indestructible”, som jeg gætter på at genfinde i det store, diskoteksegnede udtræk på Body Talk Part 3. For det fjerde er det elektroniske udtryk enkelt og inspireret af firsernes enkle og dog kantet kropslige stil med synth-percussion og sequencing uden af den grund at kamme over i retro.

Målløs – men ikke lydløs

horn-400x4002

Måske er det bare fordi, turneringen lige er startet. Måske er det fordi der er tale om de to mandskaber, der kvalificerede sig til allersidst og med nød og næppe. Måske var det angsten for at indlede VM med at miste point. Men det var først en time inde i Uruguay-Frankrig, der begyndte at ske lidt. Thierry Henry blev skiftet ind, og pludselig kom der nogle afslutninger (der dog ikke involverede Henry) i begge ender. Til sidst, da Lobeiro blev vist ud, kunne Frankrig måske have udnyttet overtallet. Men nej. Aftenens 0-0-kamp er ikke en af dem, man vil huske.

Til gengæld fik jeg meget hurtigt nok af den rent ud sagt enerverende hornkoncert fra tilskuerpladserne og endte med at skrue ned for fjernsynet for at høre noget instrumentalmusik (Gui Boratto fra det i denne kamps sammenhæng neutrale Brasilien) med næppe hørlig kommentator ind over. Gid TV2 m.fl. ville finde en mindre besværlig løsning.

Den 9. maj er CVs dag

(Foto: Carsten Dalhoff/JP)
(Foto: Carsten Dalhoff/JP)

Fra en stynet strejfer med syrlig spleen over lediggang a-gogo og det muntre hjørne til en afklaret Indian Summer på Sjælland. Ord og musik er altid fulgtes ad gennem Carsten Valentin Jørgensens enestående værk. I dag ankommer han til dét, der forhåbentlig er de glade tressere. Vi kan ikke sige noget bedre end han ville kunne, så det siger sig selv: Tillykke fra os!

Ikonika

ikonika1

– Nå, hvad hører du så i dag?
Contact, Love, Want, Hate.
– Er det et nyt album med Courtney Love?
– Nej nej, det er det nye album med Ikonika.
– Det må da være finsk dødsmetal?
– Nej nej, det er endnu ét af disse en-personers-`bands’. Bag Ikonika gemmer sig Sara Abdel-Hamid.
– Så stiller hun nok ikke op til Folketinget igen?
– Det er Asmaa. Sara er fra London. Jeg blev først opmærksom på hende gennem opsamlingsalbummet 10 Years of Hyperdub. Så hun laver elektronisk musik – en interessant blanding af dubstep (en elektronisk stil, hvor mange vel kender Burial som repræsentant), `UK funky’ (hvad det helt præcis er, ved jeg ikke, men jeg hører jo også mest country o.lign.), garage og noget andet. Lydbilledet er enkelt og spartansk, uden af den grund at være skrabet. Megen elektronisk musik maner store vidder frem og sender hilsner til verdensrummet og/eller den store by, men her er der tale om en kropslig, tiltalende form for electronica. Værd at høre!

Ved stranden

beachhouse

Der er vældig mange musikere inden for den genre med let udviskede og melankolske sange fremført med sukkende stemmer, nogle anmeldere kalder “drømmepop”. Måske starter hele historien med Mazzy Star (eller måske er det Opal). Måske starter den helt tilbage med Francoise Hardy og Michel Legrand.

Lidt for ofte er det mere søvnen end drømmen, der falder lytteren ind. Det kan nemt gå hen og blive så blodfattigt, at man bliver nødt til at lytte til Slayer og Black Flag bagefter. Men Teen Dream, det tredje album med det fransk/amerikanske ensemble Beach House, er et rimeligt vellykket udspil inden for genren. Sangerinden Victoria Legrand er tilmed Michel Legrands niece. Og så har de for ikke så længe siden givet koncert i Verdens Største By.

At synge sit eget navn

Peter Gabriel er en meget dygtig og rutineret herre, en sjælfuld sanger og kreativ sangskriver og producer – som desværre også kan være ret kedelig. På hans nye album, Scratch My Back, vælger han sange af bl.a. David Bowie, Arcade Fire, Elbow, Bon Iver, Magnetic Fields og Radiohead og laver nogle – ret kedelige cover-versioner af disse ellers temmelig fremragende værker. (Sådan må det vel næsten gå, når hele herligheden skal fortolkes som slæbende mollede ballader med strygere på.)

Vampire Weekend er et band, som nogle her på bloggen ikke bryder sig om – mens jeg er glad for deres nye album, Contra.

Hot Chip har for nylig udsendt One Life Stand, som også er et album, jeg er glad for.

Og forbindelsen er…? På Vampire Weekends første album findes sangen “Cape Kod Kwassa Kwassa”, hvor Peter Gabriel bliver nævnt indtil flere gange. For nylig, dvs. lige inden jul, har Hot Chip lavet en cover-version af netop denne sang – med Peter Gabriel på vokal. Kedelig, det er den ikke. Bemærk den lille ændring, han føler sig nødsaget til at lave i teksten!

I'm New Here

im-new-here

Mit hoved er begyndt at ligne sig selv og jeg er igen begyndt at nærme mig en computer. Alkoholen lader jeg foreløbig vente lidt, og på en fredag aften er det ikke svært at blive ved med at lade være med at se fjernsyn. Her sidder jeg ved den gamle iMac og lytter til Gil Scott-Heron.

Der findes nogle mennesker, der er begavet med en diktion, der får os til at lytte og får os til at tro på deres fortællinger. Jeg tænker på så forskellige mænd og kvinder som Thomas Winding, Dan Turéll, Johnny Cash, Patti Smith, Allen Ginsberg – og Gil Scott-Heron. Ligesom Johnny Cash gennem sine sange (og andres) fortalte historien om sig selv og det USA, han kom fra og sloges med, således har Gil Scott-Heron også fortalt historien om sig selv og det USA, han sloges med.

Min første erindring om Gil Scott-Heron er fra “The Revolution Will Not Be Televised”, en sang jeg hørte i radioen, da jeg var stor dreng midt i 1970’erne – det var dengang, før P3 blev til en playliste. Den dybe, amerikanske stemme og den vrede, satiriske tekst om alle de falske løfter,  en samfundsomvæltning ikke vil opfylde, var uafrystelig. Siden hørte jeg ham igen på Sun City-albummet, hvor han var sammen med bl.a. Miles Davis på “Let Me See Your I.D.” og husker den dag i dag linjen “When I first heard there was trouble in the Middle East, I thought they were talking about Pittsburgh”.

Gil Scott-Heron – en digter inspireret af Langston Hughes og beat-poeterne, en sanger inspireret af Robert Johnson og en slags proto-rapper; og så var hans far Giles Heron forresten den første sorte spiller i Celtic (ja, dét Celtic fra Glasgow!). Hans autoritative, velformulerede vokale udtryk genfinder vi hos hiphoppens politiske stentorrøster Chuck D fra Public Enemy og Michael Franti fra Disposable Heroes of Hiphoprisy/Spearhead – to herrer, der i dag desværre er old school i en verden af bling og bikinimodeller.

I lang tid hørte man ikke noget nyt fra Gil Scott-Heron, og jeg spekulerede på om han mon var død. Det var han næsten også. Manden, der i sin tid havde tordnet mod alkohol og stoffer var selv blevet afhængig af crack og passerede som over 1 procent af sine landsmænd gennem det amerikanske fængselsvæsens labyrint. Nu er han blevet genopdaget og forhåbentlig i mere end én forstand rehabiliteret med comeback-albummet I’m New Here. I gamle dage var Gil Scott-Heron del af en jazz-scene; nu er det en blanding af elektronik og akustisk guitar, der ligger neden under hans sungne og talte tekster. Overfladisk betragtet giver lydbilledet måske enkelte mindelser om Moby og hans Play-album, men så gudskelov heller ikke mere end det. Og ordene? Der er den samme autoritet og fornemmelse af et levet og reflekteret liv, men samtidig også en kraftig understrøm af den store skrøbelighed, som erfaringerne fra livet på samfundets bund har givet Gil Scott-Heron. En værdig genkomst er det under alle omstændigheder for den store, afro-amerikanske fortællerstemme. Hør albummet, det er det værd.

Og så må vi ikke glemme at Johnny Cash i dag kunne være blevet 78. Men det er en helt anden historie.