Kategoriarkiv: Elektronisk

Selvlysende

Nogle af de numre, der gør et særligt indtryk på mig er dem, hvor jeg på den side synes jeg at jeg har hørt dem før og på den anden side ved, at det ikke kan være tilfældet. Dette nummer med amerikanske Phosphorescent er ét af dem – og det er helt utroligt smukt. Her mødes stumper af “With Or Without You” med The War On Drugs og en country-stemning, jeg ikke helt kan placere.

John Grant er tilbage

Jeg var meget begejstret for John Grants første album, Queen of Denmark. Opfølgeren hedder Pale Green Ghosts og udkommer den 11. marts; her er titelnummeret. John Grants stemme fejler som sædvanlig ikke spor, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan lide nummeret her.

Opdatering: Lige efter jeg skrev dette, læste jeg videre i Bella Unions pressemeddelelse og opdagede, at John Grant er blevet diagnosticeret HIV-positiv. Selv om det ikke er den samme dødsdom, som det var engang (i hvert fald, hvis man bor i et rigt land), er det stadig en trist nyhed, og den sætter hans nye album i et lidt andet lys – i hvert fald for mig.

Hvad damen lavede

GillianPg

For meget længe siden fulgte jeg med i Usenet-nyhedsgrupperne, og her var der engang en diskussionstråd om New Orders USA-turné og om hvordan koncerterne havde været.

– Hvad laver damen egentlig? var der en amerikaner der forundret spurgte.

En del havde ikke tænkt over, at et af bandmedlemmerne i New Order var en kvinde. I modsætning til mange andre kvindelige rockmusikere var Gillian Gilbert da heller ikke en iøjnefaldende vokalist i front (hun kan faktisk synge). Sammen med de tre andre medlemmer af New Order var hun til gengæld blandt pionererne inden for elektronisk pop.

Der er et interview med Gillian Gilbert og cover-designeren Tony Saville i The Guardian, og det giver et indblik i hvordan det legendariske “Blue Monday” blev til. “Blue Monday” er bestemt ikke New Orders bedste nummer, men som blueprint (undskyld ordspillet) for 1980’ernes synth-pop var det stilskabende. I interviewet siger Gillian bl.a.

The synthesiser melody is slightly out of sync with the rhythm. This was an accident. It was my job to programme the entire song from beginning to end, which had to be done manually, by inputting every note. I had the sequence all written down on loads of A4 paper Sellotaped together the length of the recording studio, like a huge knitting pattern. But I accidentally left a note out, which skewed the melody. We’d bought ourselves an Emulator 1, an early sampler, and used it to add snatches of choir-like voices from Kraftwerk’s album Radioactivity, as well as recordings of thunder. Bernard and Stephen [Morris, drummer] had worked out how to use it by spending hours recording farts.

Gillian Gilbert holdt i sin tid en lang pause fra turnélivet for at tage sig af familien; den ene af hendes og Stephen Morris’ to døtre har en alvorlig rygmarvssygdom. Fra 2011 er hun igen med i New Order.

Men samtidig, i Indien…

Det begyndte ifølge historiebøgerne med The Belleville Three, Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson, der i Detroit i begyndelsen af 1980’erne skabte technomusikken. Men samtidig, på den anden side af kloden, sad den indiske komponist Charanjit Singh, der ellers mest lavede musik til film. Han havde købt den dengang moderne Jupiter-synth, en Roland-bassequencer og en TR808-trommecomputer og brugte dem til at lave et helt elektronisk album, Ten Ragas To A Disco Beat, med melodimateriale inspireret af traditionel indisk musik. Albummet kom i 1982, blev spillet lidt i radioen i Indien og derefter skyndsomst glemt. Men Singh havde uden at vide det ramt ind i et lydunivers, der i mangt og meget minder om technolyden fraThe Belleville Three, der først slog igennem nogle år senere. Først nu er dette album blevet genopdaget – og genudgivet af BoomKat Records. Læs også et interview med Charanjit Singh hos The Guardian.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Permanent Solution

Vi tager lige tre minutter i retro-hjørnet med en sang fra forrige århundrede fra Host, et album, jeg hørte meget året efter at det udkom. Jens synes, Paradise Lost lød som Portland (kan nogen huske dem?). Selv synes jeg, dette var et af de klart bedre forsøg udi at være inspireret af Depeche Mode, som de lød i deres storhedstid. Denne sang burde have været et hit. Senere lavede Paradise Lost nogle kedelige albums hvor de lød som en slags engelsk Rammstein, bare uden ironi eller gode numre. Sådan kan det gå, hvis man er bange for sine konservative fans, der ikke brød sig om at se deres gotiske doom-metal-helte forvandlet.

Tillykke, Dave!

20120509-194006.jpg

Der er også en anden fødselar, der betyder meget for os her på bloggen. Dave Gahan fylder 50 år i dag. Den vej skal vi alle, men at se ungdommens helte runde dette skarpe hjørne giver et lille ekstra gib. Mens Depeche Mode har udviklet sig fra naiv synthpop til et storladent og melankolsk rockudtryk, har Dave – gennem og på trods af sine personlige kriser – udviklet sig til til at blive en markant og udtryksfuld vokalist.

Tillykke, CV!

I dag bliver C.V. Jørgensen 62, og som altid skal der lyde lykønksninger fra denne blog. Hver gang hans navn bliver nævnt her, dukker det uundgåeligt op, spørgsmålet: Kommer der mon nyt fra ham en dag?

Måske er C.V. Jørgensens værk i virkeligheden afsluttet. Jeg vil savne at høre nyt fra ham, men det kan faktisk være, at han har sagt, hvad han ville sige. Det skal være tilladt at trække sig tilbage, og det er ham vel undt. Mange andre insisterer på at blive ved med at føje stedse mere ubetydelige kapitler til deres livsværk. Dét har Carsten Valentin Jørgensen ikke gjort.

Derimod har han bevæget sig fra en sangskrivning, der engang var ordrig og vel nærmest desperat i sin længsel efter at skabe mening, til et fortættet og afklaret udtryk, der understreger sandheden i flosklen om at less is more. Allerede på Tidens tern var der mindelser på “Amor og den sidste pil”, en af de smukkeste danske rocktekster overhovedet.

I dag er det “Interview” fra Sjælland, der hænger i mit indre øre. Læst på afstand bliver den en profetisk kommentar til de pointsystemer og den mistro, der siden drog hærgende gennem Danmark.

Hvor går dine grænser hvem er dit grænsepoliti?
hvor kom du til verden og hvad var dit alibi?
hvem var tilstede og hvorfor er dit lykketal 9?
tror du du kan narre fjenden via fri fantasi?

Kan du selv forsvare altid at gå ramt forbi?
er der en morale i denne skæbnens ironi?
ligger der et budskab gemt i al dit ordkløveri?
findes der et svar på spørgsmål uden mening i?

Musik Non Stop

For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke meget.

Et stort øjeblik

Orbital er efter lang tids tavshed tilbage med albummet Wonky – og det er faktisk ret godt. Åbningsnummeret “One Big Moment” er gribende, melodisk og velegnet til bevægelse – som så meget andet fra Orbitals hånd. Ovenfor er et timelangt sæt fra BBC, der også starter med “One Big Moment”, og der er også tid til lidt snak med musikerne. Orbital bruger det meste af tiden på den gammeldags analoge fornøjelse at skrue på knapper og virre med kroppen. Brødrene Hartnoll er derudover ikke så spændende at se på, men det her er så afgjort musik at lytte til – og det lille indslag med Belinda Carlisle og Bon Jovi (nej nej, de er der ikke selv) tilgiver jeg dem gerne.