Dette fragmentariske Suicide-nummer fra duoens sene 2002-album American Supreme har en tekst, der nemt kunne være skrevet i 2025…
…There’s gonna be changes Changes around here. Life will never be the same I know, I know It’s gonna be sad It’s gonna be sad For a while It’s a new world…
Troede et kort øjeblik det var underspillede ‘TOLEDO’, da introen til dette nummer blev påbegyndt på førsteaftenen i Uppsala i torsdags. Men nej, istedet viste det sig at være den dunkelt udfoldende ‘Smaken Av Dig’ fra Beväpna Dig Med Vingar (2012), også et meget fint og lidt bortgemt nummer…
Første weekend på den nye Thåström-tour peakede voldsomt lørdag aften i Örebro, byen hvor manden selv i 1977 på Stora Hotellet oplevede en livsforandrende The Clash-koncert. Tankevækkende at hans eget publikum to dage tidligere i Uppsala helt sikkert havde følt sig begunstiget over at opleve en tourpremiere, for i Örebro’s Conventum, en fornemt designet moderne hal med højt til loftet, var han og hele bandet bare af en anderledes overlegen, forædlet og intens klasse. Og det er vel egentlig den tankevækkende morale her; at tre fortløbende aftener trods ens setliste kan være så markant forskellige. Musikken har sin egen sjæl og kan ikke betvinges af selv dens bedste udøvere til at komme perfekt hver gang, men er afhængig af det enkelte shows betingelser og tilstødende omstændigheder, en organisme i konstant bevægelse. Ja, måske selv The Clash’s næste shows ovenpå Örebro i efteråret 1977 (et par uger efter i Dublin) ikke gik helt så rent ind som den af Thåström myteomspundne aften på Stora Hotellet…
…Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro Sen blev det aldrig bättre än så…
Anden aften meget bedre. Et mere afslappet publikum. Et band som med lidt træthed – og måske tømmermænd – i blodet var helt i øjenhøjde med egen musik ovenpå premierenerverne fra aftenen før. En ens setliste der med et anderledes overskud på scenen fungerede med større naturlighed i både overgange, dynamik og eksekvering. En aften så langt bedre, at den fik de lidt hysterisk positive svenske avisanmeldelser fra første aften til at fremstå hovedrystende tendentiøse. Der er masser af håb.
Interessant og slutteligt forløsende første aften ud af to på Fyrishov i Uppsala, der markerer startskuddet på den nye Thåström-tour. Christian Kjellvander er en tilføjet og befriende dygtig guitarist i bandet, setlisten en blanding af fem sange fra aktuelle Somliga Av Oss, to-tre rariteter og ellers en stærk buket fra de seneste par turnéer. Bandet og sanger vil snart blive mere sammenspillede – sådan er det på en tourpremiere! – og lydmanden vil også finde den mere dynamiske balance, som vil tilgodese de enkelte sanges detaljer og dramaturgiske behov. Thåström selv? Synger som en drøm, ligger højt i både mix og humør. Der er masser af håb.
Sidst Thåström spillede koncert var i juni for to år siden, da han til sin sommers eneste koncert gæstede Stockholm’s pendant til Syd For Solen, Rosendal Garden Party, i skoven ude på Djurgården. Den aften lød bl.a. sådan her…
Forhistorien er at Associates-sangeren Billy Mackenzie’s mor Lily i sommeren ’96 dør af kræft. Mackenzie kommer sig aldrig over tabet af hende, der stod ham allernærmest, og et halvt år senere, efter længe forgæves at have kæmpet med depression, begår han selvmord i familiens hunde-udhus i Auchterhouse, få kilometer udenfor østskotske Dundee. Det sker for 28 år siden i dag, 22. januar 1997. Med hans utidige bortgang mister Storbritannien ikke blot en af sine førende whippet-trænere, men især den vel nok mest luksuriøse sangstemme postpunk-generationen har kunnet mønstre. Herunder kan Billy Mackenzie høres på et samarbejde med schweiziske Yello, med hvem han skrev en sang til Shirley Bassey. Heldigvis indspillede han også selv en vokal-version til 007-divaen Mrs. Bassey’s backingtrack. Naturligvis overgår den i flamboyant stjernefunklen selv James Bond-sangerindens egen og langt mere kendte. Så vild var han.
To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
I dag hørte jeg Penthouse and Pavement af og med Heaven 17. Albummet er helt tilbage fra 1981, men endnu engang virker teksterne sørgeligt aktuelle. Det gælder ikke mindst denne sang, her i en to år gammel live-udgave fra BBC.
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Hørte kun om californske Ari Mason, fordi hun har lavet sin egen version af det tidlige TR/ST-nummer ‘Dressed For Space’. Men covers af andres ting bliver jo nærmest ligegyldige, når man med helt enkle virkemidler selv kan skrive, synge og udsende en så forførende stærk elektronisk sang som denne…
…It’s all spinning White like snow The girls all dance My night star show Diamond fortress I’m here again Can’t find the door Invite me in Take it off It won’t last long Let’s say it now Before the sun No will of god No moral code No men alive We’re beasts tonight…
Fra den franske hovedstad sender Minuit Machine – AKA Amandine Stoui – klart og tydeligt sin nye sang afsted. Tydeligvis ikke tilfældigt den udsendes på et pladselskab ved navn SYNTH RELIGION…
De fleste vil nok mene det nærmer sig kommercielt selvmord, at udgive sin debutplade i dødvandet mellem jul og nytår. Så naturligvis er det lige præcis hvad New York City’s Suicide gør. 28. december 1977 udsendes den elektroniske misfit-duos banebrydende og selvbetitlede album Suicide, et minimalistisk værk vel ingen har hørt uden at huske det bagefter, enten som ubehagelig koldsveds-paranoia eller sært dragende hypnotisk, muligvis begge dele samtidig. Her et af albummets syv skarptskårne numre…
Rocket rocket USA Shooting on down the highway TV star riding around Riding around in a killer’s car It’s 1977 Whole country’s doing a fix It’s doomsday doomsday…