Kategoriarkiv: Elektronisk

Kroppen taler

For et stykke tid siden annoncerede Jens, at man kunne høre svenske Robyns Body Talk Pt. som en stream.

De fleste kommentarer til Jens’s oprindelige indlæg handlede om alt muligt andet end Robyn. Men nu er denne EP kommet, jeg har den og den er i høj grad værd at skrive om.

Jeg er egentlig ret tiltrukket af EP-formatet; det er på én gang mindre forpligtende end det albumformat, der er så svært at mestre, og mere “helhedsorienteret” (fy for et ord) end den tendens til at skabe enkeltstående sange, vi er ved at se bryde igennem i en tid, hvor musik købes som download. Body Talk-serien har i al faldgjort det muligt for Robyn at udsende nye numre i det tempo, der passer hende. Hun er sgu sin egen, som man ville sige.

Helhedsindtrykket er denne gang meget stærkt. For det første er der flere klare hits, specielt da “Hang With Me”. På Body Talk Part 1 fik vi nummeret i form af en strygerbesat ballade; her får vi det i en dansabel udgave, der bør løfte sig mod hitlisternes top. Der er også “In My Eyes” og “Criminal Intent”. For det andet er der en spændende hip-hop-inspirationen som ligger tydeligt fremme i “Include Me Out” der tilsyneladende har en reference til NWAs “Express Yourself” på tekstsiden (“You better check yo self before you wreck yo self”) og i særdeleshed i “U Should Know Better”, hvor Snoop Dogg dukker op i egen tilbagelænede personer. Han plejer ikke at sige mig det helt store, men her passer han ind i lydbilledet. For det tredje slutter EP’en på gribende vis med strygerballaden “Indestructible”, som jeg gætter på at genfinde i det store, diskoteksegnede udtræk på Body Talk Part 3. For det fjerde er det elektroniske udtryk enkelt og inspireret af firsernes enkle og dog kantet kropslige stil med synth-percussion og sequencing uden af den grund at kamme over i retro.

Målløs – men ikke lydløs

horn-400x4002

Måske er det bare fordi, turneringen lige er startet. Måske er det fordi der er tale om de to mandskaber, der kvalificerede sig til allersidst og med nød og næppe. Måske var det angsten for at indlede VM med at miste point. Men det var først en time inde i Uruguay-Frankrig, der begyndte at ske lidt. Thierry Henry blev skiftet ind, og pludselig kom der nogle afslutninger (der dog ikke involverede Henry) i begge ender. Til sidst, da Lobeiro blev vist ud, kunne Frankrig måske have udnyttet overtallet. Men nej. Aftenens 0-0-kamp er ikke en af dem, man vil huske.

Til gengæld fik jeg meget hurtigt nok af den rent ud sagt enerverende hornkoncert fra tilskuerpladserne og endte med at skrue ned for fjernsynet for at høre noget instrumentalmusik (Gui Boratto fra det i denne kamps sammenhæng neutrale Brasilien) med næppe hørlig kommentator ind over. Gid TV2 m.fl. ville finde en mindre besværlig løsning.

Den 9. maj er CVs dag

(Foto: Carsten Dalhoff/JP)
(Foto: Carsten Dalhoff/JP)

Fra en stynet strejfer med syrlig spleen over lediggang a-gogo og det muntre hjørne til en afklaret Indian Summer på Sjælland. Ord og musik er altid fulgtes ad gennem Carsten Valentin Jørgensens enestående værk. I dag ankommer han til dét, der forhåbentlig er de glade tressere. Vi kan ikke sige noget bedre end han ville kunne, så det siger sig selv: Tillykke fra os!

Ikonika

ikonika1

– Nå, hvad hører du så i dag?
Contact, Love, Want, Hate.
– Er det et nyt album med Courtney Love?
– Nej nej, det er det nye album med Ikonika.
– Det må da være finsk dødsmetal?
– Nej nej, det er endnu ét af disse en-personers-`bands’. Bag Ikonika gemmer sig Sara Abdel-Hamid.
– Så stiller hun nok ikke op til Folketinget igen?
– Det er Asmaa. Sara er fra London. Jeg blev først opmærksom på hende gennem opsamlingsalbummet 10 Years of Hyperdub. Så hun laver elektronisk musik – en interessant blanding af dubstep (en elektronisk stil, hvor mange vel kender Burial som repræsentant), `UK funky’ (hvad det helt præcis er, ved jeg ikke, men jeg hører jo også mest country o.lign.), garage og noget andet. Lydbilledet er enkelt og spartansk, uden af den grund at være skrabet. Megen elektronisk musik maner store vidder frem og sender hilsner til verdensrummet og/eller den store by, men her er der tale om en kropslig, tiltalende form for electronica. Værd at høre!

Ved stranden

beachhouse

Der er vældig mange musikere inden for den genre med let udviskede og melankolske sange fremført med sukkende stemmer, nogle anmeldere kalder “drømmepop”. Måske starter hele historien med Mazzy Star (eller måske er det Opal). Måske starter den helt tilbage med Francoise Hardy og Michel Legrand.

Lidt for ofte er det mere søvnen end drømmen, der falder lytteren ind. Det kan nemt gå hen og blive så blodfattigt, at man bliver nødt til at lytte til Slayer og Black Flag bagefter. Men Teen Dream, det tredje album med det fransk/amerikanske ensemble Beach House, er et rimeligt vellykket udspil inden for genren. Sangerinden Victoria Legrand er tilmed Michel Legrands niece. Og så har de for ikke så længe siden givet koncert i Verdens Største By.

At synge sit eget navn

Peter Gabriel er en meget dygtig og rutineret herre, en sjælfuld sanger og kreativ sangskriver og producer – som desværre også kan være ret kedelig. På hans nye album, Scratch My Back, vælger han sange af bl.a. David Bowie, Arcade Fire, Elbow, Bon Iver, Magnetic Fields og Radiohead og laver nogle – ret kedelige cover-versioner af disse ellers temmelig fremragende værker. (Sådan må det vel næsten gå, når hele herligheden skal fortolkes som slæbende mollede ballader med strygere på.)

Vampire Weekend er et band, som nogle her på bloggen ikke bryder sig om – mens jeg er glad for deres nye album, Contra.

Hot Chip har for nylig udsendt One Life Stand, som også er et album, jeg er glad for.

Og forbindelsen er…? På Vampire Weekends første album findes sangen “Cape Kod Kwassa Kwassa”, hvor Peter Gabriel bliver nævnt indtil flere gange. For nylig, dvs. lige inden jul, har Hot Chip lavet en cover-version af netop denne sang – med Peter Gabriel på vokal. Kedelig, det er den ikke. Bemærk den lille ændring, han føler sig nødsaget til at lave i teksten!

I'm New Here

im-new-here

Mit hoved er begyndt at ligne sig selv og jeg er igen begyndt at nærme mig en computer. Alkoholen lader jeg foreløbig vente lidt, og på en fredag aften er det ikke svært at blive ved med at lade være med at se fjernsyn. Her sidder jeg ved den gamle iMac og lytter til Gil Scott-Heron.

Der findes nogle mennesker, der er begavet med en diktion, der får os til at lytte og får os til at tro på deres fortællinger. Jeg tænker på så forskellige mænd og kvinder som Thomas Winding, Dan Turéll, Johnny Cash, Patti Smith, Allen Ginsberg – og Gil Scott-Heron. Ligesom Johnny Cash gennem sine sange (og andres) fortalte historien om sig selv og det USA, han kom fra og sloges med, således har Gil Scott-Heron også fortalt historien om sig selv og det USA, han sloges med.

Min første erindring om Gil Scott-Heron er fra “The Revolution Will Not Be Televised”, en sang jeg hørte i radioen, da jeg var stor dreng midt i 1970’erne – det var dengang, før P3 blev til en playliste. Den dybe, amerikanske stemme og den vrede, satiriske tekst om alle de falske løfter,  en samfundsomvæltning ikke vil opfylde, var uafrystelig. Siden hørte jeg ham igen på Sun City-albummet, hvor han var sammen med bl.a. Miles Davis på “Let Me See Your I.D.” og husker den dag i dag linjen “When I first heard there was trouble in the Middle East, I thought they were talking about Pittsburgh”.

Gil Scott-Heron – en digter inspireret af Langston Hughes og beat-poeterne, en sanger inspireret af Robert Johnson og en slags proto-rapper; og så var hans far Giles Heron forresten den første sorte spiller i Celtic (ja, dét Celtic fra Glasgow!). Hans autoritative, velformulerede vokale udtryk genfinder vi hos hiphoppens politiske stentorrøster Chuck D fra Public Enemy og Michael Franti fra Disposable Heroes of Hiphoprisy/Spearhead – to herrer, der i dag desværre er old school i en verden af bling og bikinimodeller.

I lang tid hørte man ikke noget nyt fra Gil Scott-Heron, og jeg spekulerede på om han mon var død. Det var han næsten også. Manden, der i sin tid havde tordnet mod alkohol og stoffer var selv blevet afhængig af crack og passerede som over 1 procent af sine landsmænd gennem det amerikanske fængselsvæsens labyrint. Nu er han blevet genopdaget og forhåbentlig i mere end én forstand rehabiliteret med comeback-albummet I’m New Here. I gamle dage var Gil Scott-Heron del af en jazz-scene; nu er det en blanding af elektronik og akustisk guitar, der ligger neden under hans sungne og talte tekster. Overfladisk betragtet giver lydbilledet måske enkelte mindelser om Moby og hans Play-album, men så gudskelov heller ikke mere end det. Og ordene? Der er den samme autoritet og fornemmelse af et levet og reflekteret liv, men samtidig også en kraftig understrøm af den store skrøbelighed, som erfaringerne fra livet på samfundets bund har givet Gil Scott-Heron. En værdig genkomst er det under alle omstændigheder for den store, afro-amerikanske fortællerstemme. Hør albummet, det er det værd.

Og så må vi ikke glemme at Johnny Cash i dag kunne være blevet 78. Men det er en helt anden historie.

Helgoland, syv år senere

massiveattack

I dag er der igen nyt fra Massive Attack efter en lang, lang pause. Det er hele syv år siden det foregående album, som i det stor og hele var en solopræstation fra Robert del Naja; det kølige, flimrende 100th Window var – trods bidrag fra bla. Sinead O’Connor – nok det svageste bidrag til bandets katalog.

Heligoland er Grant Marshall tilbage, og Massive Attack er nu en duo.

Resultatet er overbevisende. Man kunne måske have forventet at Massive Attack ville have gentænkt deres udtryk som Portishead gjorde med så stort held, men det er egentlig ikke tilfældet. Det kølige udtryk er der stadig; der er sparet lidt på de filmiske strygerarrangementer, men det klæder albummet at slippe af med det forslidte “trip-hop”-varemærke. Vanen tro er der en masse gæstevokalister – denne gang er det endog nogle, vi har rost i høje toner på denne blog: Tunde Adebimpe (fra TV On The Radio), Guy Garvey (fra Elbow), Hope Sandoval (fra Mazzy Star m.v.) og Damon Albarn (fra Blur m.v.). Horace Andy, der har det med at dukke op i Massive Attack-sammenhæng er også tilbage. Adrian Utley fra Portishead kommer forbi med sin guitar. Det er i høj grad disse gæsters bidrag, der er med til at skabe den vellykkede helhed. Men det er jo også en bedrift fra Del Naja og Marshall, at de har kunnet vælge deres samarbejdspartnere med omhu. Mine personlige favoritter er numrene med Tunde Adebimpe (der lyder ret TVOTR-agtigt). Guy Garvey (der er meget u-Elbow’sk men alligevel umiskendeligt Garvey’sk) og sidst, men ikke mindst, det yderst sensuelle “Paradise Circus” med Hope Sandoval.

Op til udgivelsen af albummet har fire meget ukonventionelle filmvignetter set dagens lys. Den mest interessante og kontroversielle er uden tvivl videoen til netop “Paradise Circus”, der er klippet sammen primært af scener fra en knap 40 år gammel pornofilm, “The Devil In Miss Jones” (hvorfra billedet ovenfor stammer). Men her hører al lighed med Rammsteins platte “Pussy”-video så også op. Kontrasten mellem den gamle dame og hendes unge, lidenskabelige jeg er gribende – og det er påfaldende, at de ekspressionistiske og til tider direkte freudianske billedkompositioner tilsyneladende er pornofilmens egne. Se videoen f.eks. lige her. Jeg skal selvfølgelig huske at advare om, at der forekommer scener, der kan virke stærkt anstødelige.

Varme chips til kyndelmisse

chips440

Lige så kort tid det tog for mig at vænne mig til sommervarmen på den sydlige halvkugle, lige så hurtigt er det gået med at falde ind i den alt for velkendte fyge/skovle/salte-rutine igen.

Kyndelmisse slår i år sin knude til tonerne af One Life Stand, det nys udkomne album af og med Hot Chip. Forgængeren Made In The Dark var et nogenlunde album, men sangskrivningen her er lige den tak bedre, der gør en forskel.

Lyden er igen retro-agtigt elektronisk. Synthesizerne bobler, brummer og smælder og giver mindelser om technomusikkens urtid. Hot Chips specielle blanding af rock, funk, pop og techno er ikke langt fra et ligesindet navn som LCD Soundsystem. men her er ikke tale om North American scum – dette band er faktisk britisk.

Den minimale bølge

For tre årtier siden var der en lille “bølge” af minimalistisk elektropop, der nu er ved at blive genopdaget. Daniel Miller og hans Mute Records var med (og de tidlige Depeche Mode var dermed også). Herhjemme er det et interessant kuriosum, at en vis Søren Fauli udsendte Fauli te Dauli; jeg husker det – minimalt.

Længe siden, det er det. Men prøv at høre f.eks. Junior Boys eller de hjemlige drenge fra Electrojuice, og man vil opdage, at minimal wave stadig lever som inspirationskilde.

Herover kan I se en video af og med Ohama (nej, det er ikke ham fra det ovale kontor – ham her er fra Canada). Læs også lidt mere på Larry Ryans blog, hvor der bl.a. nævnes pladeselskabet af samme navn og gives et par smagsprøver.

Bleget af solen

washedout

I min liste over albumudgivelser fra 2009 nævnte jeg Memory Tapes. Nu har jeg – igen måske lidt sent – opdaget et enmandsforetagende fra USA, der gør sig i udflydende elektroniske stemninger med delvist utydelig sang. Denne gang er det Washed Out, alias en Ernest Greene. En britisk anmelder har meget rammende kaldt lyden for sunbleached, altså bleget af solen. Milde vokaler, dovne melodier, antydninger af reggae og 1980’er-pop møder hinanden over loops i en lo-fi-opsætning, og der er ikke nogen som helst vinterstemning over musikken. Den har vi til gengæld rigeligt af uden for vinduerne i skrivende stund. Lige nu er dette lyden af mit håb om en bedre årstid.

Jeg har kun kunnet finde en enkelt udgivelse med Washed Out, nemlig EP’en Life of Leisure. Den kan man passende købe som download på det fortræffelige Emusic. Se også Washed Outs MySpace-side.

Det er for alvor blevet december

stakken

En højtid er vendt tilbage: Jens og jeg har taget en snak om årets albumudgivelser, og den kan I læse her. På billedet ovenfor kan man se en oversigt over årets høst fra min side, idet man dog bemærker at downloads ligger til venstre for stakken på den eksterne harddisk.

Vanen tro vil vi opfordre jer til at skrive jeres egne bud. Ved en tilfældig lodtrækning vil jeg så søndag den 3. januar finde en vinder, der vil modtage to hjemmebrændte cd’er fra henholdsvis undertegnede og Jens. Jeg vil finde sange fra de albums, jeg har købt i 2009. Jens vil lave en cd med gamle lørdagsfavoritter, set og hørt på denne blog i efterårets løb.

En stor undskyldning fra os til Martin Vestergaard, der aldrig fik den cd fra Jens, han vandt tilbage i januar – dagene løb som heste på det tidspunkt. Dén forglemmelse vil vi rette op på nu!

When saturday comes

Britain Soccer Premier League

Liverpool-tilhængere skal i disse uger vende sig til at klubbens europæiske kampe fra nu  af afvikles på torsdage, Europa League-turneringens spilledag, små 24 kostbare og prestigeforladte timer væk fra Champions League. Og også i den hjemlige liga er der ting der skal revurderes, såsom f.eks. hvilke engelske klubber der nu er de egentlige og nye hovedmodstandere, som herfra skal holdes øje med.

Når Manchester United møder Aston Violla sent lørdag eftermiddag, er det således udeholdets eventuelle pointtab der er vigtigst for Liverpool. Hjertet kan selvfølgelig ikke unde United nogen sejr, men rationel tankegang når hurtigt til, at det ikke er dem fra Old Trafford eller Chelsea der kæmpes med nu, men lige-ved-og-næsten-holdene Aston Villa, Manchester City og Tottenham. Det tjener Liverpool bedst hvis United slår Villa, for målet er ikke længere det forjættede mesterskab, men udelukkende at få en 4. plads, som kan give CL-deltagelse igen næste sæson.

Man kan da så kun håbe Chelsea på den lange bane vinder duellen om førstepladsen, så United ikke overhaler de røde i antal vundne mesterskaber, men det vil fra nu af kun være en sekundær distraktion i forhold til Liverpool’s egen kamp, der handler om – før det snart bliver for sent – at få et hurtigt, flydende og vindende spil på gang, Forleden mod Fiorentina var endnu en spildt mulighed i den retning. Aftenens mest positive ting var Fernando Torres’ længe ventede tilbagekomst efter endt skade. I hans halve time på Anfield var det mærkbart, hvor meget farligere hjemmeholdet pludselig fremstod.

Aquilani var endnu et plus, der lover godt for den hidtil så idefattige midtbane. Har skrevet pænt meget her om stakkels Lucas, desværre intet positivt. Solid holdspiller, javist, men aldrig en der, ialfald udfra hvad han hidtil har vist, ville stå en kinamands chance i Chelsea, ManU eller Arsenal. Ja, selv hos Gunners, der også er ude i negativ bølgegang lige nu, ville Arsene Wenger vel ikke kunne se de kvaliteter, der lige nu giver Lucas’ startplads uge efter uge i Liverpool.

Det er meget, meget interessant hvem af de to Benitez udtager på søndag. Hans uspektakulære men pligtopfyldende brasilianer, eller den Liverpool-ubeskrevne italieneske star, som hidtil er blevet beskyttet i en grad, så kommende modstandere må tro hans ben er lavet af glas. Det valg kan blive altafgørende i en match, hvor Liverpool vil forsøge at kopiere indsatsen fra hjemmesejren mod Manchester United, der ikke mindst kom via en hidsig boldjagt over hele banen.

Selv små børn ved, Arsenal ikke er verdens lys under moderat fysisk pres, samt at klubbens mange elegante spillere kun er halvt så gode uden bold som med. Omvendt er søndagens hjemmehold langt nede i selvtillid omkring at kunne forsvare sig bare nogenlunde hæderligt. Begge de to vaklende klubber må og SKAL vinde den kamp – det kan kun blive sindsoprivende!

Bolton – Manchester City, lørdag, kl. 16.00
Tottenham – Wolverhampton, lørdag, kl. 16.00
Manchester United – Aston Villa, lørdag, kl. 18.30
Liverpool – Arsenal, søndag, kl. 17.00, Canal+/downthelocal

Nyt og velkendt

Den nye single med engelske The Big Pink hedder “Velvet” og denne meget enkle sang falder på plads i ørene allerede ved første gennemlytning. Vi er musikalsk set tilbage i første halvdel af halvfemserne (hvor en sådan sang kunne være blevet et stort hit) – og også videoen peger tilbage til en gammel æstetik fra det ikke ukendte pladeselskab ved navn 4AD, hvor debutalbummet A Brief History Of Love er udkommet. The Big Pink giver forresten koncert i København i næste uge.

Hukommelsens bånd

memorytapes

Der er masser af elektronisk musik spillet af hvide mænd med guitar. Her på bloggen har jeg nævnt bl.a. Lindstrøm, Gui Boratto og Moderat. Også vores alle sammens Trentemøller startede karrieren som guitarist. Nu har jeg lige opdaget et nyt medlem af denne klub.

I USA (nærmere bestemt et sted i New Jersey) sidder Davye Hawk og laver musik under navnet Memory Tapes. Hans nye album Seek Magic er udkommet i stærkt begrænset oplag på vinyl og cd, men kan heldigvis også skaffes som download fra http://www.emusic.com. Det er nemlig værd at høre.

Det typiske spørgsmål er: Hvad minder det om? Et bedre spørgsmål er: Hvad minder det mig om? Jeg tænker på så forskellige navne som Cocteau Twins (fordi der er drømmende, utydelige vokaler på nogle numre), New Order (fordi elektronikken får besøg af sang og en guitar – af og til er det måske en bas?) The Avalanches (fordi der klippes og klistres fra ubekymret popmusik) og Boards Of Canada (fordi musikken også kan være minimal og udflydende).

Numrene er med andre ord temmelig forskellige. “Plain Material” er, som titlen næsten antyder, en regular sang med forståelige ord og en guitar inden elektronikken ankommer, “Run Out” er instrumental og grænser til ambient, “Bicycle” mødes en tåget David Byrne-agtig vokal med fjerne olietønder, syntetisk drengekor og en Peter Hook-agtig barytonguitarsolo til det, der efterhånder udvikler sig til en simrende triumf og “Stop Talking” starter som et søvnigt funknummer inden et sejrsridt ud i solnedgang á la Lindstrøm.

Prøv at give Seek Magic et lyt – eller flere. Start med “Bicycle”, der kan downloades lige her, helt lovligt.