Kategoriarkiv: Elektronisk

John Grant er tilbage

Jeg var meget begejstret for John Grants første album, Queen of Denmark. Opfølgeren hedder Pale Green Ghosts og udkommer den 11. marts; her er titelnummeret. John Grants stemme fejler som sædvanlig ikke spor, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan lide nummeret her.

Opdatering: Lige efter jeg skrev dette, læste jeg videre i Bella Unions pressemeddelelse og opdagede, at John Grant er blevet diagnosticeret HIV-positiv. Selv om det ikke er den samme dødsdom, som det var engang (i hvert fald, hvis man bor i et rigt land), er det stadig en trist nyhed, og den sætter hans nye album i et lidt andet lys – i hvert fald for mig.

Hvad damen lavede

GillianPg

For meget længe siden fulgte jeg med i Usenet-nyhedsgrupperne, og her var der engang en diskussionstråd om New Orders USA-turné og om hvordan koncerterne havde været.

– Hvad laver damen egentlig? var der en amerikaner der forundret spurgte.

En del havde ikke tænkt over, at et af bandmedlemmerne i New Order var en kvinde. I modsætning til mange andre kvindelige rockmusikere var Gillian Gilbert da heller ikke en iøjnefaldende vokalist i front (hun kan faktisk synge). Sammen med de tre andre medlemmer af New Order var hun til gengæld blandt pionererne inden for elektronisk pop.

Der er et interview med Gillian Gilbert og cover-designeren Tony Saville i The Guardian, og det giver et indblik i hvordan det legendariske “Blue Monday” blev til. “Blue Monday” er bestemt ikke New Orders bedste nummer, men som blueprint (undskyld ordspillet) for 1980’ernes synth-pop var det stilskabende. I interviewet siger Gillian bl.a.

The synthesiser melody is slightly out of sync with the rhythm. This was an accident. It was my job to programme the entire song from beginning to end, which had to be done manually, by inputting every note. I had the sequence all written down on loads of A4 paper Sellotaped together the length of the recording studio, like a huge knitting pattern. But I accidentally left a note out, which skewed the melody. We’d bought ourselves an Emulator 1, an early sampler, and used it to add snatches of choir-like voices from Kraftwerk’s album Radioactivity, as well as recordings of thunder. Bernard and Stephen [Morris, drummer] had worked out how to use it by spending hours recording farts.

Gillian Gilbert holdt i sin tid en lang pause fra turnélivet for at tage sig af familien; den ene af hendes og Stephen Morris’ to døtre har en alvorlig rygmarvssygdom. Fra 2011 er hun igen med i New Order.

Men samtidig, i Indien…

Det begyndte ifølge historiebøgerne med The Belleville Three, Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson, der i Detroit i begyndelsen af 1980’erne skabte technomusikken. Men samtidig, på den anden side af kloden, sad den indiske komponist Charanjit Singh, der ellers mest lavede musik til film. Han havde købt den dengang moderne Jupiter-synth, en Roland-bassequencer og en TR808-trommecomputer og brugte dem til at lave et helt elektronisk album, Ten Ragas To A Disco Beat, med melodimateriale inspireret af traditionel indisk musik. Albummet kom i 1982, blev spillet lidt i radioen i Indien og derefter skyndsomst glemt. Men Singh havde uden at vide det ramt ind i et lydunivers, der i mangt og meget minder om technolyden fraThe Belleville Three, der først slog igennem nogle år senere. Først nu er dette album blevet genopdaget – og genudgivet af BoomKat Records. Læs også et interview med Charanjit Singh hos The Guardian.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Permanent Solution

Vi tager lige tre minutter i retro-hjørnet med en sang fra forrige århundrede fra Host, et album, jeg hørte meget året efter at det udkom. Jens synes, Paradise Lost lød som Portland (kan nogen huske dem?). Selv synes jeg, dette var et af de klart bedre forsøg udi at være inspireret af Depeche Mode, som de lød i deres storhedstid. Denne sang burde have været et hit. Senere lavede Paradise Lost nogle kedelige albums hvor de lød som en slags engelsk Rammstein, bare uden ironi eller gode numre. Sådan kan det gå, hvis man er bange for sine konservative fans, der ikke brød sig om at se deres gotiske doom-metal-helte forvandlet.

Tillykke, Dave!

20120509-194006.jpg

Der er også en anden fødselar, der betyder meget for os her på bloggen. Dave Gahan fylder 50 år i dag. Den vej skal vi alle, men at se ungdommens helte runde dette skarpe hjørne giver et lille ekstra gib. Mens Depeche Mode har udviklet sig fra naiv synthpop til et storladent og melankolsk rockudtryk, har Dave – gennem og på trods af sine personlige kriser – udviklet sig til til at blive en markant og udtryksfuld vokalist.

Tillykke, CV!

I dag bliver C.V. Jørgensen 62, og som altid skal der lyde lykønksninger fra denne blog. Hver gang hans navn bliver nævnt her, dukker det uundgåeligt op, spørgsmålet: Kommer der mon nyt fra ham en dag?

Måske er C.V. Jørgensens værk i virkeligheden afsluttet. Jeg vil savne at høre nyt fra ham, men det kan faktisk være, at han har sagt, hvad han ville sige. Det skal være tilladt at trække sig tilbage, og det er ham vel undt. Mange andre insisterer på at blive ved med at føje stedse mere ubetydelige kapitler til deres livsværk. Dét har Carsten Valentin Jørgensen ikke gjort.

Derimod har han bevæget sig fra en sangskrivning, der engang var ordrig og vel nærmest desperat i sin længsel efter at skabe mening, til et fortættet og afklaret udtryk, der understreger sandheden i flosklen om at less is more. Allerede på Tidens tern var der mindelser på “Amor og den sidste pil”, en af de smukkeste danske rocktekster overhovedet.

I dag er det “Interview” fra Sjælland, der hænger i mit indre øre. Læst på afstand bliver den en profetisk kommentar til de pointsystemer og den mistro, der siden drog hærgende gennem Danmark.

Hvor går dine grænser hvem er dit grænsepoliti?
hvor kom du til verden og hvad var dit alibi?
hvem var tilstede og hvorfor er dit lykketal 9?
tror du du kan narre fjenden via fri fantasi?

Kan du selv forsvare altid at gå ramt forbi?
er der en morale i denne skæbnens ironi?
ligger der et budskab gemt i al dit ordkløveri?
findes der et svar på spørgsmål uden mening i?

Musik Non Stop

For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke meget.

Et stort øjeblik

Orbital er efter lang tids tavshed tilbage med albummet Wonky – og det er faktisk ret godt. Åbningsnummeret “One Big Moment” er gribende, melodisk og velegnet til bevægelse – som så meget andet fra Orbitals hånd. Ovenfor er et timelangt sæt fra BBC, der også starter med “One Big Moment”, og der er også tid til lidt snak med musikerne. Orbital bruger det meste af tiden på den gammeldags analoge fornøjelse at skrue på knapper og virre med kroppen. Brødrene Hartnoll er derudover ikke så spændende at se på, men det her er så afgjort musik at lytte til – og det lille indslag med Belinda Carlisle og Bon Jovi (nej nej, de er der ikke selv) tilgiver jeg dem gerne.

Pladejagten

Engang kunne jeg få alle weekender til at gå med at opsøge pladebutikker og lede efter noget spændende. De gode overraskelser var det hele værd – en svært opdrivelig udgivelse midt mellem alt rodet, et usædvanligt godt tilbud eller måske endda en aktuel udgivelse i promo-udgave. På den måde har oplevelsen været den samme som den oplevelse, man stræber efter som lytter: at finde diamanten i et bjerg af grus, den éne gode albumudgivelse, der gør, at man glemmer alt det ligegyldige bras.

Når jeg har været i udlandet, har jeg prøvet at finde de interessante pladebutikker. Også her på bloggen har jeg skrevet om de butikker, jeg er stødt på rundt omkring – og nogle af dem er i særklasse interessante. Jeg er ikke ene om at have favoritter (hvorfor kaldte Depeche Mode mon deres seneste album for Sounds of The Universe ?). Blandt de butikker, der har gjort indtryk på mig med deres kombination af dedikation og udvalg, er Amoeba Music i San Francisco og Los Angeles, Avalanche Records i Edinburgh (tilsyneladende nu flyttet fra West Nicolson Street til Grassmarket – jeg må derover igen en dag!), Skivhugget i Göteborg og Soundscapes i Toronto. Berlin kender jeg ikke så godt, men Jens har garanteret en liste fra det tyske, som han gerne vil dele med jer. Aalborg har ikke rigtig nogle gode steder til pladejagt bortset måske fra den evigt suspekte Læsehesten, hvor musik og tegneserier behandles med samme ekspertise og indlevelse (eller mangel på samme) som gamle pornofilm og numre af Romanbladet. Stereo Studios demonstrative uvidenhed er ikke noget at skrive om. TP er lidt bedre – eller måske er det bare deres udvalg af film, der er det.

Desværre er pladejagten som ritual/adspredelse er ikke hvad den har været, nu hvor alskens musik kan findes på nettet. Men der er sikkert stadig eventyr derude. Forfatteren Chris Menist skriver således i The Guardian om sine oplevelser med at gå på pladejagt i det urohærgede Yemen. Her lykkes det ham bl.a. at finde en sjælden udgivelse med James Brown og (vel ikke så overraskende) en masse yemenitisk musik med bl.a. den særlige blik-percussion, som man vel kun ellers kender fra den afdøde israelske sangerinde Ofra Haza (hvis familie var fra Yemen).

Grebet om kunsten

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.

Kindred

Den elektroniske undergenre dubstep har forlængst forladt undergrunden. Jens var meget begejstret for Burials album Untrue, og jeg blev efterhånden også glad for det. Sidste år kom der omsider igen nyt fra Burial, nemlig Street Halo-ep’en. Og nu er der endnu en ep tilgængelig, denne gang med titlen Kindred. Ovenfor kan man se (eller vel snarere høre) titelnummeret.

Af uransagelige grunde er den mest populære dubstep-musiker netop nu Skrillex (alias Sonny Moore, der har en baggrund som sanger og guitarist i “post-hardcore”-ensemblet From First To Last), men Skrillex’s udvendige, bastante og ret beset vulgære udgave af dubstep, der arver en del fra mandens rockbaggrund, siger mig slet intet. Jeg kommer til at tænke på Ung Rejs, når jeg hører Skrillex. Nej, så giv mig dog Burial (alias William Bevan) og hans spøgelsesagtige univers, hvor iturevne stemmer mødes med ambiente flader og beats, der på én og samme tid er distancerede og pågående. Dette er lyden af sene aftener, hvor man er på vej hjem fra en fest eller måske bare overarbejde – som B-menneske med “B” for Burial.