Kategoriarkiv: Elektronisk

To sjæle, én tanke

61dswyvbxil_sl500_aa240_

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her i går skrev jeg dette:

De sidste par gange, Jens og jeg har talt sammen, har han spurgt mig: Er det nye album med Animal Collective virkelig så godt? Og så henviser han til anmeldelsesportalen Metacritic, hvor Merriweather Post Pavillon scorer 9,2 på en skala, der går til 10.

Jens kan nemlig ikke helt forstå begejstringen. Det kan jeg egentlig heller ikke. Det er ikke fordi vi bander dette album ned i helvede, sådan som vi uden rysten på hånden ville gøre med hvad som helst, der måtte blive udgivet af vores yndlingsaversioner (som I allerede kender godt, hvis I følger med på denne blog).

Merriweather Post Pavillon er for mig snarere den bløde mellemvare: På den ene side er der nogle interessante lydbilleder og sine steder også vellykkede numre. På den anden side er albummet lidt rodet og inspirationen fra Beach Boys’ psykedeliske fase noget, jeg har hørt bedre før. Hvis man kan huske min liste over årets albums fra 2007, vil man vide, at jeg var særdeles positiv i min omtale af Panda Bears soloalbum; den pågældende bjørn er med i dyrekollektivet. Så det er ikke genren eller dens udøvere, jeg har noget imod. Der er vel endda mere panda i musikken end der plejer.

Hvor går vi galt i byen?

Og samtidig skrev Jens et andet indlæg med denne tekst:

Nyhippie-moderne prog-rock med Smiley Smile-flavour light eller, som det hed sig i en amerikansk anmeldelse forleden, “et af det nye årtusindes ‘landmark’-albums”…? Merriweather Post Pavillon med Animal Collective roses ialfald som bare pokker allevegne lige nu, for fremtidsskabende originalitet og et mesterfriskt take på det gamle trætte rockdyr. Hypen står ret unik, men det er sværere med indtag af selve pladen, uden at måtte lægge den ind i tidens skæve slipstrøm, efter førnævnte psycho-Beach Boys, Mars Volta, Wayne Coyne/Flaming Lips og de mest udsyrede elementer af Grandaddy. Lettere solsvimmel og selvbevidst finurlig musik i æteriske arrangementer, der ofte her meget travlt med at komme hen på rytmekonservatoriet til masterclass i synkoper og undervandslyde. Og nej, det er ikke begejstret ment. Hvad synes andre derude – uomgængeligt mesterværk eller pænt overvurderet?

Med stjernerne på rumrejse

nasa-spirit-of-apollo

Middle Cyclone med Neko Case udkommer på Anti Records, og her udkommer d. 17. februar også The Spirit Of Apollo med duoen N.A.S.A. (selvfølgelig!), der genbruger et navn, som andre ensembler fra f.eks. Sverige og Storbritannien tidligere har benyttet. Denne gang er N.A.S.A. så fra USA og er et af de foretagender, hvor et par producere/musikere/DJs samler en hærskare af gæster om sig (UNKLE, Death in Vegas osv.). Nogle gange bliver resultatet interessant og værd at høre mere end én gang, andre gange mest broget. I dette tilfælde tror jeg dog, N.A.S.A. har fat i den lange ende. Gæstelisten er imponerende. Se bare:

01 Intro
02 The People Tree [ft. David Byrne, Chali 2na, Gift of Gab & Z-Trip]
03 Money [ft. David Byrne, Chuck D, Ras Congo, Seu Jorge & Z-Trip]
04 NASA Music [ft. Method Man, E-40 & DJ Swamp]
05 Way Down [ft. RZA, Barbie Hatch & John Frusciante]
06 Hip Hop [ft. KRS-One, Fatlip & Slim Kid Tre]
07 Four Rooms, Earth View
08 Strange Enough [ft. Karen O, Ol’ Dirty Bastard & Fatlip]
09 Spacious Thoughts [ft. Tom Waits & Kool Keith]
10 Gifted [ft. Kanye West, Santogold & Lykke Li]
11 A Volta [ft. Sizzla, Amanda Blank & Lovefoxxx]
12 There’s a Party [ft. George Clinton & Chali 2na]
13 Whachadoin? [ft. Spank Rock, M.I.A., Santogold & Nick Zinner]
14 O Pato [ft. Kool Kojak & DJ Bãboa]
15 Samba Soul [ft. Del Tha Funkee Homosapien & DJ Qbert]
16 The Mayor [ft. The Cool Kids, Ghostface Killah, DJ AM & Scarface]
17 N.A.S.A. Anthem

Det lyder også interessant. Hør selv efter på http://www.myspace.com/nasa

Forskelle og ligheder?

Jeg har læst en klumme i The Times om to kategorier af musiknavne, som forfatteren mener at kunne identificere. På den ene side har vi

James Blunt
Take That
Cat Stevens
Justin Timberlake
Joan Armatrading
Tori Amos
Alanis Morrissette
Simply Red
Janis Joplin
Genesis (i deres tidlige år)

og på den anden side har vi

Neil Young
The Smiths
Autechre
Tortoise
The House Of Love
The Fall
Steely Dan
Joy Division
Gang Of Four
Joy Division

Er der nogen, der vil give et bud på, hvad der mon adskiller dem? Og nej, det er bestemt ikke “dem, jeg kan lide” og “dem, Jens kan lide”. Det er heller ikke “solister” og “grupper”. Og det er heller ikke “dem, de spiller på The Voice” og “dem, de aldrig spiller på The Voice” – selv om man godt kunne tro netop dét.

Tilbage til fremtiden

Der er ganske mange, der lader sig inspirere af den gamle elektro-lyd fra 1980erne – Ladytron, Hot Chip og LCD Soundsystem for at nævne nogle prominente eksempler. Og så er der Neon Neon, en due bestående af walisiske Gruff Rhys fra Super Furry Animals og amerikanske Bryan Hollon, også kendt som Boom Bip. Tidligere i år kom Stainless Style, et album inspireret af historien om den amerikanske bilfabrikant John DeLoreans storhed og fald. Det var en DeLorean-sportsvogn, man kunne se i Back To The Future-filmene – og på billedet ovenfor.

Hvis man lide den gamle synthesizerlyd hos Human League, Visage m.fl. er der temmelig meget at komme efter her. F.eks. er “I Told Her On Alderaan” en popsang af de absolut bedre. Nogle af de hiphop-inspirerede indslag fungerer måske ikke så godt i helheden, men så er det heller ikke værre.

De to herrer har lavet et ganske sjovt og vellykket “mixtape” af den musik, de har ladet sig inspirere af. Hent MP3-filen her.

En ny, gylden helgeninde

Hun er fra storbyen og tilhører et etnisk mindretal. Fundamentet i hendes musik er reggae og hip-hop, men der er også blandet en god portion rock ind. Og så afslører fotos, at hun bestemt ikke er grim. Det kunne måske have været M.I.A., men det er det ikke.

Jeg taler om Santogold, der hidtil nok er mest er kendt for at være gæstevokalist på nummeret “Pretty Green” fra Mark Ronsons seneste album. Hendes debutalbum fra i år hedder simpelthen Santogold, og det er værd at lytte til.

Ikke bare min indledende beskrivelse, men også musikken afslører, at Santogold godt kan minde en hel del om M.I.A., dog uden den efter min mening noget letbenede revolutionsromantik, der har kendetegnet sidstnævnte. Et nummer som “Creator” lyder faktisk mere som M.I.A. end M.I.A. selv gør! De to har været på turné sammen, så man må formode at de har mødt hinanden.

Der er også numre, der giver mindelser om f.eks. The Pretenders, og åbningsnummeret, hittet “L.E.S. Artistes”, er No Doubt op ad dage. Jeg kan dog ikke blive enig med mig om dette signalerer at Santogold er alsidig eller at hun stadig er i gang med at finde sin egen stil. Men prøv at give Santogold et lyt på f.eks. hendes MySpace-side.

Stetson og sampler

(Åh, nej, skriver han nu igen om countryrock? Ja, det gør han. Og så alligevel.)

Her efter pinse har jeg kastet mig over to nye udgivelser.

Neva Dinova er en gruppe fra Nebraska, der netop er blevet signet til Saddle Creek Records, hjemsted for bl.a. den bævende dreng fra Bright Eyes. Deres tredje album, You May Already Be Dreaming, udkom i sidste måned. Her er både countrymusik med tydelig inspiration fra Johnny Cash og mere regulær rock. På sin vis minder de derfor lidt om Okkervil River – og er værd at give et lyt på f.eks. Neva Dinovas MySpace-side.

Four Tet alias Kieran Hebden har en ny EP ude, Ringer, og her lyder han mere `traditionelt elektronisk’ end ellers med en regulær synthesizer-lyd og lige så regulært dansable beats. Online-musikstedet The Fader har et langt DJ-sæt mixet af Four Tet, der indledes med et nummer fra Ringer og derefter blander bl.a. Kraftwerk, Carl Craig, Autechre og Burial ind. Hent det her.

En pionér ser tilbage

carlcraig.jpg

Det er en eklektisk buket af albums, jeg nærlytter i disse uger: Nada Surf, Nick Cave, Gary Louris, Bauhaus – og så Carl Craig. Hans dobbelt-cd udkom i tirsdags og hedder bare Sessions.

Carl Craig er oprindelig fra Detroit – en trist by ifølge mange. Engang var den USAs fjerdestørste, men er nu “kun” nr. 11, på størrelse med København. Folk flytter væk, arbejdspladserne forsvinder, kriminaliteten stiger. Byens sidste (i al fald seneste) store bidrag til amerikansk popmusik er af elektronisk art. Sammen med Juan Atkins og Derrick May er Carl Craig blandt den moderne technomusiks ubestridte pionerer på amerikansk grund. Sessions samler en buket af højdepunkter fra mandens bagkatalog helt fra starten og frem til “Throw”, som LCD Soundsystem nu har lavet en coverversion af. Sessions rummer både egne numre og remix – bl.a. et på én gang både trofast og overrumplende remix af et nummer med Cesaria Evora.

For folk der, som jeg, først nu er i gang med at stifte bekendtskab med Detroit-technoen, er dette er godt sted at starte. Men forvent ikke at sidde stille ret længe – dette er (også) dansemusik!