I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.
Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.
“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.
Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.
Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.
Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.
Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:
Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.
Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.
Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.
