The Rapture – In The Grace Of Your Love / White Out Live! from DFA Records on Vimeo.
Den 6. september udkommer det nye album med The Rapture, In The Grace Of Your Love. Tidligere postede Jens deres single “How Deep Is Your Love” her, og det nummer lovede godt.
Nu kan man høre hele albummet som en stream (se ovenfor!) – det er faktisk ikke helt dårligt. En rå og funky rocklyd, som vi egentlig godt kender, men som alligevel her fremstår energisk og dansabel.
Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.
Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.
Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.
Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?
(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)
Albummet Seek Magic med det amerikanske enmandsforetagende Memory Tapes var blandt de helt store positive overraskelser for mig i 2009. En solbleget patchworkmusik, iørefaldende, inspireret af mangt og meget, tydeligvis elektronisk men samtidig organisk og analog i sit udtryk.
Her er et nummer ved navn “Yes I Know” fra det nye album Player Piano. Videoen er enkel, men særdeles overrumplende.
Find flere EKKO-sange på Myspace Musik
Any Given Sunday er det nye album med Frithjof Toksvigs ensemble EKKO. Her kan man finde ovenstående smukke nummer, en hyldest til den Henrik Hall, vi alle savner. Mikael Simpson er også med – på mundharpe.
Her er nyt nummer med Radiohead; det lyder da ikke så dårligt. Det dukker op i deres session for From The Basement, som er et (synes jeg) interessant sessionprojekt, der skyldes en vis Nigel Godrich. Og her har de tilsyneladende hele to skaldede trommeslagere; den ene er dog en vis Clive Deamer, som kun er gæst.
Det er faktisk sommer, hvor underligt det end måtte lyde. Her er Lovelocks remix af “Eyes Be Closed”, et nummer fra det kommende album med Washed Out (som jeg først nævnte her for halvandet år siden). Luk øjnene og tag en kort pause fra nettets trængsler og det sidste, der skal nås inden ferien.
Endnu et enmands-“band”, denne gang Mike Volpe fra USA, der gemmer sig bag navnet Clams Casino. Her møder den “falmede” pseudo-analoge lyd fra foretagender som Washed Out og Memory Tapes en slags ambient med lette beats á la Boards Of Canada. Dette er baggrundsmusik til lange surf-ture på nettet efter lukketid.
Jeg har ikke altid kunnet forstå hvorfor så mange var så begejstrede for The Animal Collectives musik, men efterhånden er jeg blevet noget mere positivt stemt.
Et af medlemmerne er Panda Bear. For ikke så længe siden udkom endnu et soloalbum fra hans hånd, Tomboy. Endnu engang er musikken en blanding af Beach Boys-vokalharmonier og elektroniske stemninger; nummeret ovenfor, “Last Night At The Jetty”, er faktisk rigtig smukt og er vel dét, man på engelsk ville kalde blissed out i sin stemning.
Forbindelsen til The Walkmen er hårfin: Panda Bear har bosat sig i Lissabon, hvor Tomboy da også er indspillet. Han er glad for Portugal (og det kan jeg faktisk godt forstå), er nu portugisisk gift og har endda på sit album et nummer med titlen “Benfica”. Så han går nok i rødt til daglig.
Ved ikke meget om Foster The People. Kun at de er fra Los Angeles, at der er debutalbum på vej i denne måned, samt at deres første single, som kommer her, absolut står popdistancen på egen enkelhed, fløjtefinten og repetitiv sommerhitcharme…
En sørgeligt aktuel sang, som en gruppe med dette navn vel næsten ikke kunne undgå at lave.
(Jeg har lige fået en e-mail; min japanske kollega og hans familie er i sikkerhed i Nagoya.)
Mere elektronisk herfra, nemlig en opsamling af Jürgen Paape – en tysk musiker, der i modsætning til de fleste andre ikke også optræder til koncerter eller som DJ. Paape er desuden medstifter af selskabet Kompakt, hvorfra jeg tidligere har omtalt kunstnere som tyske Moderat, brasilianske Gui Boratto og svenske The Field. Ligesom dem laver Paape musik, der ofte går lige i fødderne. Men modsat Moderat har han en fascination af gamle tyske schlagere (kan nogen huske Marianne Rosenberg?), som han sommetider låner stumper fra.
På Kompilation, som opsamlingen hedder, faldt jeg især for ovenstående nummer – “So weit wie noch nie”, der vistnok var et mindre hit for år tilbage. Den tyske tekst og selve vokalen stammer fra en gammel schlager med Daliah Lavi, en israelsk sangerinde, der gjorde karriere i Tyskland for knap 40 år siden (i sig selv en interessant historie, når man tænker på Tysklands grimme fortid). Man kan hente Kompilation for billige penge på Emusic.
Der er noget særligt ved elektronisk musik, der ikke fremstår så elektronisk i traditionel forstand, men har en organisk atmosfære. Kraftwerk, Carl Craig, Orbital og mange andre navne har primært beboet en synthesizer-verden, hvor maskinerne hersker, mens mange nye musikere bruger samplingens muligheder i den helt store stil. For et års tid siden nævnte jeg Washed Out, for et par år siden skrev jeg om Four Tet og Memory Tapes havnede endog på min årsliste for albums i 2009.
Nu har jeg med lidt forsinkelse opdaget Gold Panda, der ligesom de tre andre navne reelt er dæknavn for en musiker, en 28-årig herre fra London ved navn Derwin. Hvis man kan lide Four Tet, og hvordan Kieran Hebden blander analoge stemninger og melodier med opklippede beats, er Gold Pandas seneste album Lucky Shiner (en titel, der faktisk er navnet på Derwins bedstemor!) værd at gå efter. Albummet kom i efteråret 2010, så det er stadig nogenlunde nyt.
Man kan finde Lucky Shiner som download for sølle 8 dollars, og det var hvad jeg gjorde. Mere forsigtige typer kan starte med at hente nummeret “Same Dream China” fra Pitchforks pænt positive anmeldelse.
Nikolaj Nørlund har været med i mange år efterhånden, og i år har han faktisk 20-års jubilæum som pladekunstner. Jeg husker selv, hvordan han forbløffede publikum ved at spille “Snehvidekys” som ekstranummer, da han endnu var sammen med Trains, Boats & Planes og da det var yt og kikset at synge på dansk. Resten ved vi (forhåbentlig) godt.
Thomas Søie Hansen har en god portrætartikel om NN i dagens Berlingske.
Så blev det igen tid til en juletradition. I kan se vores årsliste for 2010 lige her – den er vores nye feature.
Skriv en kommentar med jeres egen liste med de 10 albums, I især bed mærke i i 2010. Jeg trækker lod, og vinderen får en hjemmebrændt cd med sange fra albums fra 2010 udvalgt af mig. (Måske kan Jens bringes til at lave en lignende cd?)
Vi vidste det egentlig godt. Han var med på albummet Dark Night Of The Soul, som Mark Linkous og Brian Burton/Dangermouse indspillede (og som omsider er blevet udsendt). Men her det så: Et bud på elektronisk pop af og med David Lynch – ja, det er den berømte filminstruktør bag Eraserhead, Blue Velvet, Twin Peaks mm.
