The National spillede i aftes live på Primavera i Barcelona, samt live på computerskærme udover hele verden, idet deres show, som en hel masse andre på den fornemme festival, blev live-webcastet. The National har turneret mere eller mindre uafbrudt lige siden de besøgte Forum, København i november sidste år. Måske var det derfor Matt Berninger i aftes tilsidst snarere lignede en svedig, beruset gymnasielærer, end forsangeren i et af verdens mest hypede alt-rockbands. Og dermed stod i skarp kontrast til den ulasteligt klædte og afmålte Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, der gæstede på ‘Mr. November’, hvor Berninger selv gik helt overbord i sine sansers fulde vold. Her tre sange – ‘Hard To Find’, ‘Afraid Of Everyone’ og vidunderlige ‘Conversation 16’ – fra tidligere på aftenen…
The National’s set på Primavera:
Don’t Swallow The Cap
I Should Live In Salt
Mistaken For Strangers
Bloodbuzz Ohio
Demons
Sea Of Love
Hard To Find
Afraid of Everyone
Conversation 16
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
England
Graceless
About Today
+ + +
Fake Empire
Mr. November
Terrible Love
Og tillykke til The Clash-trommeslageren, hvis fantastiske og ekvilibristiske spil løftede The Only Band That Maters ud af punk-cementblanderen og ind i den virkelige verdens store musik. Her den eneste sang hvis musik Nick ‘Topper’ Headon nogensinde skrev til bandet. Bygget op en morgen i New York City, hvor bandet indspillede Combat Rock, og hvor Topper var ankommet i studiet før de andre. Han lagde sit klavertema på bånd, indspillede også trommer og bass, og da de andre endelig dukkede op, lå der et færdigt backingtrack, som var for catchy til ikke at blive ført videre. I denne optagelse fra US Festival, San Bernardino, Californien, 1983 er det desværre ikke Topper selv på trommer, men istedet Tory Crimes, der også spillede på debutalbummet. Et omfattende heroinmisbrug havde fået Topper smidt ud af The Clash 10. maj 1982, fire dage før Combat Rock udkom. Det her show på US Festival – med en meget vred Joe Strummer i front – var iøvrigt guitarist/musical mastermind Mick Jones’ sidste med bandet. Han blev fyret kort tid efter, da et længerevarende coke-forbrug havde rykket ham mentalt for langt bort fra Strummer og Simonon til, at der længere kunne ses en vej frem sammen – bands og stoffer og hvad de sidste gør ved de første, ak!
Det er forår og tid til New York City’s The Ramones, som vi ikke kan få nok af her på siden. Nytårsaften 1977 spiller Da Brudders på Rainbow Theatre ved Finsbury Park i London. Hele showet bliver optaget og udsendt som dbl-albummet It’s Alive. Først mange år senere dukker der levende billeder op til lydsiden. Her 14 af showets 28 sange, afleveret på mindre en halv time – Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy spildte aldrig tiden på en scene. Enjoy!
Blitzkrieg Bop
I Wanna Be Well
Glas to See You Go
You’re Gonna Kill That Girl
Commando
Havana Affair
Cretin Hop
Listen to My Heart
I Don’t Wanna Walk Around With You
Pinhead
Do You Wanna Dance?
Now I Wanna Be a Good Boy
Now I Wanna Sniff Some Glue
We’re a Happy Family
Og hvordan var The War On Drugs så i København? Tja, ialfald vildt gode når de var skarpest. Den egentlige stjernemusiker på aftenen var deres krautmotorik-trommeslager, der syntes positivt fortabt i sine repeterende, enkle patterns under bandets lydtæppe. Med lidt af samme tilgang på de uendelige Les Paul-soloer, kunne aftenen overordnet være blevet helt magisk. Men, nej – det blev meget udflydende undervejs. De to ekstranumre tilsidst virkede netop så godt, fordi de i stramhed trak linen ind fra det void, en for jammet og tempo-bremsende setudvikling havde skabt. Man fik vel nærmest et indtryk af, at det bandet måske havde røget bag scenen var noget andet og mere effektivt, end det der ikke måtte ryges ude i salen. Som var propfyldt ved showstart, men bød på mere rummelig plads tilsidst. Gik derfra med den følelse, at The War On Drugs’ billedskabende morfinmusik nok nydes langt bedre alene på en sofa eller i en bil, end i en fyldt koncertsal.
Forhåbentælig da ikke. Tillykke ialfald til Morrissey, der i dag bliver 55 år. Her ovenfor – på åbningstracket på side 2 fra Meat is Murder – er han som 25-årig (sammen med Johnny Marr og ‘the two others’) igang med at lave den vidunderlige musik, der gør at mange af os aldrig kan slippe ham helt, uanset hvor urimeligt han vælger at opføre sig. Men hvor fejrer manden mon sin fødselsdag? Såmænd i Dallas, Texas, hvor han i aften spiller show på Majestic Theatre. Fin gestus af hans tour-management på denne specielle dag at trække ham ud af det smalltown-Midwest, han de seneste dage har bevæget sig rundt i og bringe tilbage til en stor by, han har en vis historie i. For det var netop i Dallas at Morrissey og hans dengang anderledes stilfulde rockabilly-backingband indspillede koncertfilmen Live in Dallas, der gik mange æresrunder på hakkende VHS-afspillere i den vestlige verden. Hvilket synes lidt mærkeligt, når man hører dens bootleg-flade lydkvalitet i dag…
Har aldrig set The War On Drugs live. Spændende om Philadelphia-bandet på scenen i Vega i aften kan rejse den store, nærmest ambient-vægtløse sound fra de seneste to albums. Med nylige Lost In the Dream i bagagen bør der være lagt op til en mindeværdig oplevelse hvis det lykkes. Her setlisten fra i forgårs på Pustervik i Göteborg…
Baby Missiles
Under the Pressure
I Was There
An Ocean in Between the Waves
Disappearing
Eyes to the Wind
Red Eyes
Suffering
Comin’ Through
I Hear You Calling
Burning
Your Love Is Calling My Name
The Animator
Come to the City
In Reverse
+ + +
Brothers
Best Night
Lost In The Dream
Sidst vi forleden her tjekkede op på Morrissey’s omfattende nordamerikanske tour, skulle han samme aften spille i Salt Lake City. Aftenen efter var han i Denver, Colorado, og i går var turen kommet til Lincoln, Nebraska, hvor Morrissey blev vred på sit publikum, der angiveligt afbrød ham i en fortælling mellem to sange, vendte ryggen til dem under store dele af det resterende set og droppede de to planlagte ekstranumre – av! I aften stiller stjerne og band op igen, denne gang i Lawrence, Kansas, til hvad nemt kan blive endnu et kultursammenstød. Hvad laver Morrissey egentlig ude i smalltown-America…? Her et postkort fra Lawrence, der i befolkningsstørrelse er lidt mindre end dobbelt så stor som Silkeborg…
Vi så Hamilton Leithauser i New York City for få uger siden, da han livedebuterede som soloartist – med et ekstravagant 11 mand m/k stort band! – på den lille natklub Joe’s Pub i Public Theater på Lower Manhattan. En speciel aften der signalerede personlig frihed og nye veje for Leithauser. Han spillede igen aftenen efter samme sted og lige her ligger en streaming fra det show. En optagelse der tydeligt viser, Leithauser nemt kan stå op for sig selv som soloartist, men også at han samtidig fint bærer den specielle musikalske arv fra The Walkmen videre. Hvilket nok heller ikke formindskes af, at The Walkmen’s guitar-es og lydsignatur Paul Maroon er med i det stilistisk set vidtfavnende band. Hvad tydeligt høres på denne optagelse – enjoy!
5 AM
I Retired
I’ll Never Love Again
Self Pity
The Smallest Splinter
I Don’t Need Anyone
Bless Your Heart
In Our Time (I’ll Always Love You)
Alberquerque var ingen ubetinget succes for Morrissey, der måtte flygte fra scenen under ekstranumre, da den fysiske kontakt med en invaderende ‘fan’ på scenen blev for nærgående. En ærgelig måde at fejre på, den nye ‘World Peace Is None Of Your Business’-single første dag i salg var røget firekte ind som #68 (!) på den danske hitliste. Efter en rejse-/hviledag i går, er Morrissey og band nu i aften klar små 800 km mod nordvest, i mormonernes højborg Salt Lake City, hvor den gamle og antikvarisk udseende Kingsbury Hall venter…
Mirage Skogarna Passagerare Socker Var är vi nu? Petroleum Jag ser dig Isis och bast Hjärta Godhet La Belle Epoque Din enda vän Allt har sin tid Den andra sidan + + + 999 Stoppa mig juni 747
Det hjalp ikke Morrissey at han i går søsatte sin vel mest fuldendte musik de seneste ti år, i form af singlen ‘World Peace Is None OF Your Business’. For aftenens show i El Paso blev afbrudt af uroligheder, efter at Morrissey var blevet befamlet lidt for intimt af en stageinvader. Ingen tid til ro i dag, hvor et nyt show venter. Guderne må vide hvad hans egentlige mål er med at spille så langt ude i westernland, hvor det i aften er denne by der lægger støv til nye eventyr…
Hvem skulle have troet Manic Street Preachers ville tage på tour i Europa, høre Neu, Kraftwerk, Andy Weatherall, Popul Vuh og Sheffield’s Cabaret Voltaire i tourbussen, og derigennem lade sig inspirere til i musik og sang at hylde det moderne Europa? Ikke os her, men det er ialfald hvad der efter sigende er sket. Her den første single fra walisernes kommende album Futurology. Den tysksyngende kvindestemme på nummeret tilhører skuespillerinden Nina Hoss. ‘Europa Geht Durch Mich’ er fjerde titel på setlisten, når Manics i aften spiller på Vega i København…
Billedet fra rapsmarken under gråvejr er fra weekenden, hvor Kent var afsted til Oslo, Karlstad og Göteborg, at spille de første tre shows (ud af fem ialt) på deres forårs-klubtour. I morgen aften kommer turen til Store Vega, inden der sluttes af i Lund. De af jer der har brugt tid på Tigerdrottningen, vil måske have samme erfaring som her, at det er et yderst komplekst og informationsrigt popalbum, hvis sange ved gentagende lytning åbner op og folder sig ud. Vil måske gå så langt, som at mene det er Kent’s bedste longplayer siden Du & Jag Döden fra 2005. Store ord dagen inden Kent spiller i København. Men fortjente.
