Og hvordan var The War On Drugs så i København? Tja, ialfald vildt gode når de var skarpest. Den egentlige stjernemusiker på aftenen var deres krautmotorik-trommeslager, der syntes positivt fortabt i sine repeterende, enkle patterns under bandets lydtæppe. Med lidt af samme tilgang på de uendelige Les Paul-soloer, kunne aftenen overordnet være blevet helt magisk. Men, nej – det blev meget udflydende undervejs. De to ekstranumre tilsidst virkede netop så godt, fordi de i stramhed trak linen ind fra det void, en for jammet og tempo-bremsende setudvikling havde skabt. Man fik vel nærmest et indtryk af, at det bandet måske havde røget bag scenen var noget andet og mere effektivt, end det der ikke måtte ryges ude i salen. Som var propfyldt ved showstart, men bød på mere rummelig plads tilsidst. Gik derfra med den følelse, at The War On Drugs’ billedskabende morfinmusik nok nydes langt bedre alene på en sofa eller i en bil, end i en fyldt koncertsal.