Det skulle have været en smal sag for Arminia Bielefeld. Som tredjenederst i årets 2. Bundesliga var man endt i en såkaldt relegationsspiel mod tredjeøverste hold fra 3. Bundesliga, SV Darmstadt 98. Over to kampe skulle det afgøres hvem af dem der skulle spille i hvilken række næste sæson. Første kamp på Darmstadts antivariske fodboldstadion fredag aften havde været en rodet affære, hvor Bielefeld fremstod klasser bedre end deres laverrangerende modstander, og uden megen fodbold, spænding eller sved på banden vandt 3-1. Game over, uden tvivl, syntes det. Mandag aften skulle man så fejre nedrykning afværget i returkampen på et udsolgt Schüco Arena i Bielefeld.
Men noget var galt. Allerede fra første fløjt angreb de orangeklædte folk fra Darmstadt deres forleden så overlegne modstandere langt fremme på banen, det med en flair, aggresivitet og beslutsomhed, man ikke havde set skyggen af i den første kamp foran egne slukørede tilhængere. Og midt i 1. halvleg lykkedes det endda det underdømte udehold at komme foran. Håbet var nu tændt og der blev fightet videre så det bragede. Arminia fremstod tvivlrådige og usikre, men fik sig kæmpet til pausen, hvor en teamtalk fra den rutinerede træner Norbert Meyer forventedes at kunne rette op på kampens uventede skævhed.
Men 2. halvleg startede med endnu mere fysisk kampf og løbevillighed fra 3. Bundesliga-holdet med det lille budget. Hjørnespark og lange Stoke City-indkast skabte konstant stor uro omkring Bielefeld’s mål, hvor en storspillende keeper Stefan Ortega gjorde hvad han kunne og lidt til. Allerede seks minutter efter pausen var han dog sagesløs, da Damstadt’s Hanno Behrens hælsparkede i mål efter et tricky, fladt hjørnespark. Desperationen var synlig hos hjemmeholdet og dets tilhængere. Men kort efter, på et sjældent velkombineret angreb, kom reduceringen til 1-2, og man havde atter egen skæbne i snor, syntes det. Darmstadt havde brugt store kræfter i det offensive, og deres angreb kom herefter ikke med samme højenergiske selvfølgelighed.
Minutterne gik og chokkede Schüco Arena begyndte igen at tro på, denne kamp kunne køres hjem uden katastrofal nedrykningsfølge, da en løs bold foran Arminia’s straffesparksfelt faldt ned til Darmstasdt’s Jerome Gandorf, der med kontrolleret vristspark kanonerede den i mål, en meter under venstre trekant. Stillingen nu 1-3, Darmstadt havde hentet den umulige rückstand og pressede beslutsomt videre for at udnytte momentum. I sidste minut af ordinær spilletid opstod en kaotisk 100%-chance, som kun en mirakuløs redning af føromtalte Ortega forhindrede i at afgøre sagen.
De ekstra to gange femten minutter kom hurtigt igang, og Bielefeld forblev under pres. Efter fredagens kamp havde ingen i deres lejr nogensinde forestillet sig denne svære situation og man syntes mærket. Darmstadt hældte indlæg efter indlæg ind i boksen. Efter ti minutter måtte en Bielefeld-forsvarer i eget felt tage arm til hjælp for at forhindre en frispilning. Den hårdtarbejdende schiedsrichter, der havde haft travlt med sit gule kort i den pænt ondskabsfulde kamp, vinkede uforståeligt play on. Og frustrationen for udeholdet blev kun større et par minutter efter, da Arminia på et modangreb ud af det blå lykkedes reducere.
Med 2-3 var Bielefeld igen i 2. Bundesliga-himmel. De sidste femten minutter blev spillet uskønt men kraftfuldt ud med to nærmest udmattede mandskaber. Der var utallige spilstop når krampe satte ind, alt imens Darmstadt kværnede videre med sin alt-eller-intet-attitude. Midtbanen var helt borte, det var end-to-end-fodbold nu. Et par gevaldige chancer blev afværget på målstregen af Bielefeld-forsvarere. Men til sidst, i det andet af to tillagte minutters tillægstid, var der intet at gøre, da Darmstadt’s netop indskiftede Elton da Costa – ja, det er et godt navn til en tysk helt! – trykkede af udenfor Arminia-feltet. Han kunne, som i slowmotion, se bolden snitte en modstander, ændre retning og sejle i mål til 2-4 – altså oprykning.
Grønsværen var lige da et inferno af Darmstadt-spillere, træner, udskiftere, massører, jublende away-fans i glædestårer i deres afsnit-bur, sombreros mod den tyske aftenhimmel. Banen ryddet igen, kamp genstartet, kun få sekunder tilbage, men ikke færre end at hjemmeholdet fik en høj bold spillet op i Darmstadt-feltet, hvor en unavngiven Arminia-spiller headede på inderside af venstre stolpe. Bolden hoppede og dansede en meters penge foran målstregen, det føltes som timer, inden en orangeklædt fik den kanoneret op og bort. Først da, i det 124. minut, blev kampen blæst af. Bielefeld-staklerne lå som nedskudte dyr rundt på banen, Darmstadt-spillerne havde nærmest sex med hinanden.
Og nej, man ved aldrig hvad en kamp vil komme til at byde på indenfor fodbold. Denne her blev en man ikke glemmer, hvis så heldig at have set den. En af de sjældne, hvor al logik bliver ophævet, hvor alt kan ske og gør det. I modsætning til så mange andre, f.eks. den på papiret så tillokkende tyske pokalfinale i lørdags mellem Bayern München og Borrussia Dortmund, der blev et flop. Denne simple dyst, om en sæson i den uglamourøse 2. Bundesliga, fik omvendt stjernerne på himlen til at blinke. Hvem skulle have troet?
