Kategoriarkiv: Turnéliv

Sideshow by the seashore

Det der med at ærgre sig over koncerter, man aldrig fik købt billetter eller kom afsted til. Ser nedenstående setliste fra de bløde og alt for underratede NYC-cowboys Luna’s besøg på Loppen, Christiania i aftes og indser, det nok må have været rigtig godt, som i langt, langt bedre end det besynderligt undervældende/ukarismatiske show de gav sammesteds for år tilbage, før deres opløsning og genfødsel. Så hvordan var det, sandhedsvidner?!

GTX3
Sideshow by the Seashore
Fire in Cairo
Math Wiz
Speedbumps
Still at Home
Chinatown
Malibu Love Nest
I Want Everything
23 Minutes in Brussels
Bewitched
One Fine Summer Morning
Friendly Advice
+ + +
Blue Thunder
Moon Palace
Car Wash Hair

Men hey, Atlas, Aarhus aftenen før fik faktisk en endnu bedre setliste, ses nu. Trods alt en form for trøst, nu det var København man gik glip af…

GTX3
Chinatown
Fire in Cairo
Math Wiz
Anesthesia
Beggar’s Bliss
Malibu Love Nest
Sideshow by the Seashore
23 Minutes in Brussels
Lost In Space
Black Postcards
Moon Palace
Friendly Advice
+ + +
Flowers
Bonnie and Clyde
+ + +
Indian Summer

Stage 40

Trods sit smukke og stiliserede cover er David Bowie’s dbl-album Stage ret beset ikke en stor liveplade. Men det var den der ofte stod til udlån på Viborg Centralbibliotek, og således de versioner af specielt Ziggy Stardust-sangene jeg selv først lærte at kende. Allerbedst er dog de magiske otte minutter og 55 sekunder der udgør ‘Station To Station’ først på side 2. I dag er det 40 år siden Stage blev udsendt.

Conway Savage RIP

The Bad Seeds’ stoisk mesterlige pianist og orgelspiller Conway Savage er i går aftes gået bort efter en tid med hård sygdom. Australske Savage blev Bad Seeds-medlem efter The Good Son (1990). Musikalsk vil hans ubesværede tone og klassisk melodiske tilgang være stærkt savnet i Nick Cave’s band. Her er de alle sammen – også udbryderen Blixa – i 1994 i franske Lyon.

nickcaveofficialCONWAY SAVAGE
Our beloved Conway passed away on Sunday evening. A member of Bad Seeds for nearly thirty years, Conway was the anarchic thread that ran through the band’s live performances. He was much loved by everyone, band members and fans alike. Irascible, funny, terrifying, sentimental, warm-hearted, gentle, acerbic, honest, genuine – he was all of these things and quite literally “had the gift of a golden voice,” high and sweet and drenched in soul. On a drunken night, at four in the morning, in a hotel bar in Cologne, Conway sat at the piano and sang Streets of Laredo to us, in his sweet, melancholy style and stopped the world for a moment. There wasn’t a dry eye in the house. Goodbye Conway, there isn’t a dry eye in the house. Love, Nick and the Bad Seeds.

Centralmassivet i mål

Denne side var tilstede torsdag aften på Djurgården i Stockholm, da Thåström afsluttede sin sommertour – og hele den samlede live-kampagne for Centralmassivet – på Stora Scenen i havneforlystelsesparken Gröna Lund. Et album har sit helt eget tourliv, hvor både setlister og måder at spille de enkelte sange på ofte falder yderst forskelligt ud, i alfald hvis man sammenstiller første og sidste show.

Centralmassivet udkom 29. september 2017, og ved den efterfølgende indedørs tour, der startede med to højspændte aftener i Lisebergshallen i Göteborg, skulle de nye sange i hovedfokus umiddelbart spilles til og justeres til koncertvirkelighed med publikum. Således var f.eks. kolossen ‘Karaokebaren’ fra Centralmassivet først domineret af sylespidse strygersamplinger og bjergkædehøje key-flader, hvorimod nummeret til sommeren var blevet navigeret om, så Ulf Rockis Ivarsson’s distortede basspuls fyldte mere og mere, tilsidst næsten det hele. ‘Karaokebaren’ tog således undervejs en helt anden karakter.

Guitarist Pelle Össler fik i lydbillede langt mere spillerum og frihed som efterår blev til sommertour. Tilsidst var hans kvalitative indslag af en helt anden ekspressiv og indimellem udpræget solistisk karakter, som hørt klart både på tourslutningens nærmest guitarskælvende ‘St. Ana Katedral’ og ligeså kontant eksekverede ‘Ingen Sjunger Blues Som JLP’.

Og Sveriges nationalsanger? Lige fokuseret og grebet hele vejen igennem, men med en anderledes frigjort udstråling denne sommer, som nød han virkelig at fortabe sig i det hele på scenen, og gøre det som ingen andre kan. Her er hvad Stockholm fik med sig hjem den allersidste aften på Centralmassivet

Körkarlen
Bluesen i Malmö
Kort biografi med litet testamente
Karaokebaren
Kom med mig
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Beväpna dig med vingar
Die Mauer
Alltid va på väg
Old Point Bar
St Ana katedral
Alla vill till himlen
Om Black Jim
+ + +
Jag är en idiot
Centralmassivet
+ + +
Var e’ vargen

En flygtning krydser sit spor

Stockholm’s retro-popkonger Weeping Willows spiller hver sommer pr. tradition nogle aftener på Södra Teaterns biergarten Mosebacketerrassen på Söder. Således også i aften, hvor en af gæsterne på scenen med Magnus Carlson & co. var Joakim Thåström, der deler trommeslager med Weeping Willows. Han sang to sange med dem, dels hans egen ‘Brev Till 10:e Våningen’, dels – og langt mere opsigtsvækkende – Bellman-klassikeren ‘Märk Hur Vår Skugga’, som Thåström næppe har fremført siden årene i Imperiet, hvor deres elegante 1985-tolkning af visen, udsendt på en storsælgende singleplade, gjorde især ham verdenskendt i hele Sverige. Her aftenens version fra Söder…

Alle har en historie

Inden Jimi Hendrix flytter til England i slutningen af 1966 og får sit gennembrud, er påklædningen og de musikalske betingelser ganske anderledes. Her, tidligere samme år, spiller han guitar i Atlantic-soulstjernen  Wilson ‘In The Midnight Hour’ Pickett’s band.

I 1965 spiller Hendrix endnu guitar for dels The Isley Brothers, dels Curtis Knight, og er derfor ikke med på italiensk TV, da Wilson Pickett giver denne smukt koreograferede version af sit store hit…

Alle har en fortid

1973: På billedet ses den unge kirkegårdsgraver John Graham Mellor i Newport i det sydlige Wales. Han spiller rytmeguitar og synger lidt i et lokalt band, The Vultures, men det bliver ikke rigtig til noget. Året efter rykker Mellor – der går under kaldenavnet Woody – til et besat hus i Maida Vale i London, hvor han er med til at starte pubrockbandet The 101’ers. I april ’76 får en koncert på lokale Nashville Rooms med de nye Sex Pistols straks Mellor til at se tidens skrift på væggen: Hans tre 25-26-årige bandkammerater i The 101’ers er for gamle og alt for traditionelle; The 101’ers’ lurvede musik er efter fem sekunder med Pistols ligeså relevant som gårsdagens aviser. Mellor forlader den synkende skude, skamklipper sit hår, skaffer nogle smalle bukser, og bliver hurtigt inviteret med ind i et nystartet og yngre band. Allerede 4. juli 1976, samme Bicentennial-aften som The Ramones rammer England, er John Graham Mellor’s transformation komplet, da det nye band livedebuterer på en pub, The Black Swan, oppe i Sheffield. Woody går nu under navnet Joe Strummer. Hans band hedder The Clash.

De Niro 75

Stort tillykke til en af de allerstørste spillere fra de år, amerikanske film positivt var med til at gøre os alle til dem vi blev. På billedet ses De Niro med The Clash’s Joe Strummer, backstage på Bonds i New York 1981. At dømme udfra De Niro’s frisure og moustache er han på dette tidspunkt igang med at indspille Martin Scorcese’s King of Comedy, der havde premiere året efter.