Denne side var tilstede i Helsingborg for to uger siden, da Stockholm-bandet Hurula besøgte The Tivoli og spillede et set så energisk og højt, det må have kunnet høres helt ovre i Helsingør. I aften lørdag spiller Hurula show på Lokomotivet oppe i Kent’s gamle hjemby Eskilstuna, men det kan vi jo ikke bruge til noget nu, så her istedet et par levende håndfulde af numrene fra Helsingborg…
Ett Annat Språk / Ny Drog / Existens / Stockholm Brinner / En Döende Planet / Otrygg Provanställning / 22 / Ont Som Jag / Skjut Mig / Sand
Det vil være forkert her at forlade Roxy Music’s Stranded (1973) uden først at have sat en følgespot på dens helt store rigtige sang, Bryan Ferry/Andy Mackay’s grandiøst romantiske – Ferry kunne! – ‘A Song For Europe’, der omme på side to kommer glidende som et overdådigt hvidt skib langs den Seine, der er med til at indkapsle byen Paris i teksten. Som titlen antyder kunne denne chanson aldrig være blevet til i USA, dens tonesprog og musikalske æstetik helt forankret i europæisk tonalitet og melankolsk sindelag. At Ferry i det stort anlagte klimaks i sin reflektion over mistet kærlighed slår over i latin og siden fransk gør kun godt endnu bedre. Ovenover den efterårsdunkle Stranded-original, nedenunder den lidt mere letfodede liveversion fra den berømte Roxy-koncert i sydfranske Frejus, sommeren 1982 på Avalon-touren…
Havde i går den tredje Roxy Music-plade Stranded (1973) i søgelyset her. Mere skulle der åbenbart ikke til, for at Morrissey ved aftenens show i Rotterdam gav live-premiere til sin egen version af et Stranded-nummer, det guitarriff-snørklede ‘Amazona’. Hvorfor han har valgt netop dette aparte nummer, bygget på det nærmest funk-lydende Phil Manzanera-riff vides ikke. Der er langt stærkere, mere følelesesstærke sange på Stranded end dette eksperiment, der pludselig bliver så langt da en guitarsolo trænger sig på. Hos Morrissey bæres den progrock-dygtigt af hans italienske trademark-guitarist Carmen Vandenberg. Men i hvilken anstændig verden skal Morrissey af alle være i nærheden af progrock?!
The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.
Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…
Hvilket band er du mest ærgelig over aldrig at have nået opleve live? Her står Joy Division højt på listen, om ikke øverst. De spillede flossede koncerter med fejl, lyd man skar sig på og ustemte synths (tjek bare liveversionen af ‘Decades’ på Still (1981)), men på scenen var der også en voldsomt velgørende fysik, de to studieplader kun antydningsvis afslører. Samt det indre søgelys forsanger Ian Curtis blændede op for, når han gik på scenen og – ifølge folk der kendte ham – ændrede karakter fra det indadvendt generte til et epicenter af klaustrofobisk intensitet. Der findes rigtigt mange live-bootlegs med Joy Division, flertallet optaget begrædeligt ringe, men der er undtagelser. En virkelig stærk koncert, både hvad lyd, setliste og performance angår er den fra 11. januar 1980 på Paradiso i Amsterdam. Her er det en ubetalelig version af ‘New Dawn Fades’ fra netop den aften…
Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…
Genhørte med overraskende stor glæde Lykke Li’s 2014-album I Never Learn i december. Efter det hjerteknuste album tog hun dengang stilmæssigt sin mol-pop over i R&B-land; husker et show da på Astra i Berlin, hvor det visuelle desværre blev siddende længere end det tidssvarende men gennemsigtige lyddesign, hun sang ud fra. Men her kommer en ny popsingle fra hendes kommende album. Har Lykke Li fundet hjem til egen styrke igen? Med betydelig emotionel bagage i stemmen har hun før formået gøre forholdsvis banale popsange til noget andet og langt større end bare det…
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
Så hvordan klarede Morrissey sig så i går i Aarhus? Siden her var ikke repræsenteret i SCC – scenen hvor LS spillede dobbeltshow med Sort Sol! – men i stedet i Helsingborg, på den perfekte rockklub The Tivoli nede i havnen, hvor stockholmske Hurula spillede et stærkt, intenst, højt show på den succesfulde tour, der i aften ligeledes har udsolgt på Filmstudion i GBG. Hurula er centreret omkring sanger/guitarist Robert Hurula, en sorthåret 46-årig tidligere punk fra Luleå med fortid i bands som The Vicious og Masshysteri. Det er dog under navnet Hurula og med en mere melodisk svensksproget indie-rock – tænk lidt en socialrealistisk Broder Daniel-version af Raveonettes, sidstnævntes americana-cool skiftet ud med Ebba Grön-betongförort – at han har fundet sig et større publikum, som har gjort det muligt at udsende og turnere til nu seks Hurula-albums. Her en anden af sangene fra i går aften (denne fra efterårets album EXISTENS), hvis repetitive guitarhook også stadig sidder fast et sted bag hyletonen i ørerne. 17 af den her slags lussinger på vel en time og 20 minutter; det var virkelig mægtigt.
Meat is Murder, The Smiths ikke uproblematiske toer, fyldte voksne 41 i går. Morrissey øver med sit eget band i København i dag og i morgen (fredag) aften står han (om alt er vel) med dem på scenen i SCC i Aarhus til deres europæiske tourstart. Lad disse tre ting være undskyldning for at bringe en af de to sange fra Meat is Murder, der her knuselskes ubetinget. Som den opmærksomme Smiths-aficionado måske vil lægge mærke til, så er det ikke album-originalen, men derimod session-versionen fra BBC’s John Peel Show, der spiller sangens nordengelske provinsby-drama ud her…
Første gang Jeffrey Lee Pierce var i Danmark at spille med The Gun Club, en højspændt efterårsaften på Gammel Kongevej, på tour for samme års The Las Vegas Story.
Fra Dublin meldes The Pogues’ trommeslager Andrew Ranken – AKA The Clobberer – gået bort. Han var med til at danne det irsk-funderede band i King’s Cross i Nordlondon i start-80’erne og spillede hele vejen igennem på samtlige dets plader og dermed på store Pogues-klassikere som f.eks. ‘A Rainy Night In Soho’, ‘Fairytale In New York’ og ‘Misty Morning, Albert Bridge’. Det er Ranken, som blev 72 år, der på billedet herover ses lige til højre for toastmaster Shane MacGowan. Og hvordan holdt han så rytmisk styr på det alkoholiserede loppecirkus, The Pogues notorisk var på en scene? Det kan både høres og ses på dette fulde – no pub intended! – show fra London’s Town and Country Club i 1988…
Jeffrey Lee Pierce har i slutningen af marts 1994 to år tilbage at leve i. Det er der naturligvis ingen som ved da, eller har Jeffrey mon selv en anelse om, hvad vej det hele skrider? Det kunne måske isåfald forklare den himmelflugtende intensitet der synges ud med denne aften i Wien fra scenen af Werkstatten und Kulturhaus. Den her står ialfald lyslevende som en mindeværdigt spektakulær version af Gun Club’s ‘Lucky Jim’. Musik kan.
Det hele hænger sammen. Morrissey synger formodentlig sangen nu på fredag i Aarhus, men hans ansigtsløse lejesoldater kan slet ikke få liv i dens swing. Johnny Marr spillede den på Amager i efteråret og musikken flød dér som ægte guld, men Marr’s grå-anonyme vokal kunne ikke forløse den. Men her er det så Peter Doherty, som i forgårs i belgiske Kortrijk hiver den op af hatten, og han har jo sjæl i sin stemme. Hvad mere opsigtsvækkende er, så er hans trommeslager lige nu The Smiths’ Mike Joyce, der altså kan opleves på sit eget gamle bands klassiker fra The Queen is Dead (1986). Dejligt igen at falde ind i hans ubesværede rytme. Men denne blogs hovedmistænkte er også indirekte involveret i dette opslag, da det var 100 meter fra spillestedet De Kreun her, at han natten til d. 3. juli 1982 forsøgte at stjæle et holdende, tomt passagertog og køre afsted. Det hele hænger sammen.
I aften gæstes Aarhus af The Dream Syndicate, oprindeligt et af de centrale navne i den meget spraglede bølge af amerikanske guitarbands, der skyllede ind over Europa efter R.E.M. havde sparket døren op. Så dem første gang på Montmartre i november 1986, da de var på tour med Out of the Grey (1986), et lidt undervældende album ovenpå hovedværket The Medicine Show (1984), som spilles i sin helhed på den igangværende tour. Efter showet på Montmartre hang vi ud med bandet på Cafe Monten, hvilket faktisk – man skal aldrig møde sin helte! – endte i lidt dårlig stemning, da den på aftenen noget brovtende Syndicate-leder Steve Wynn kun havde hånlige ord tilovers for vores daværende britiske helte The Smiths og ikke mindst den feminine udstråling hos Morrissey (som jo også spiller Aarhus i denne uge). Her er The Dream Syndicate med titelnummeret fra den plade, der måske farvede sommeren 1984 her, men som aldrig gav det gennembrud, der var lagt op til og troet på hos store A&M Records. Man mere end bare aner på liveoptagelsen, hvordan bandets stil lå et særegent sted mellem den nye tids musik, VU/Neil Young-feedback, Springsteen-machismo og ikke mindst – løb for livet! – Californien’s stenede hippie-jams…
