De fleste jeg kender kan deles ind i to kategorier: Enten synes de Bruce Springsteen er en overvurderet MTV-stadionstjerne fra midt-80’erne, eller også kender de ham allerbedst fra før den tid og…..elsker ham. Fordi han kan røre og bevæge noget i dem, som kun meget få andre er istand til. Selv tilhører jeg sidstnævnte kategori, og har mindst én gang hvert år en periode, hvor jeg i nogle uger næsten udelukkende hører ham og hans E Street Band. Som oftest er det midt på kalenderåret, for hans sange går så fint til sommer og åbne veje. Men i år bliver det også december, for netop i dag udkommer The Ties That Bind – The River Collection, et overdådigt boxset omkring Springsteen’s centrale 1980-dbl-album The River, det tætteste man vel indenfor rockmusik kommer en sangcyklus-parallel til Steinbeck’s Vredens Druer. Altså nære historier om menneskelige relationer, håb og skuffelser i en samfundsramme af hårde økonomiske tider. Tilsat en musik, der både kan det livsbekræftende udadvendte men også det intimt meddigtende. Den forjættede box, med lyden og sangene der gjorde mange af os til dem vi blev, indeholder udover det oprindelige album en vel 25 sange, der blev indspillet til The River, men ifølge Springsteen himself ikke passede ind i pladens overordnede dramaturgi og derfor aldrig blev udsendt. Før nu. Vildt. For adskillige af dem er storslåede sange, andre ville kunne have bygget karrierer på. Der er også en medfølgende dokumentar, om pladens tilblivelse, samt – sidst men slet ikke mindst – to DVD’s med et The River-show fra Tempe, Arizona i november 1980. Fantastiske levende billeder, storslået widescreen-lyd, vital ungdom, fra dengang rockbands turde mene noget og tage den hele vejen ud. Her titelnummeret fra den aften, hvor Ronald Reagan var blevet valgt som USA’s præsident dagen før. Hvis den sang ikke siger dig noget, siger du ikke mig noget. 😉
