Kategoriarkiv: Vokseværk

Twist & shout i Cincinatti

Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…

Husker du hvem vi var og hvad vi skulle blive til?

Pet Shop Boys’ Neil Tennant fyldte 68 denne weekend. Men allerede for 32 år siden var han istand til med forbløffende klarhed og bittersød elegance at længes efter sin tabte ungdom i Newcastle, det på en af de allerstærkeste PSB-singler, som tilmed nyder godt af sin MTV-alders meddigtende billedeside her, stilgenkendeligt instrueret af modefotografen Bruce Weber. Og det endda på trods af Weber’s supermodel-ved-Rivieiraen-verden, der ikke kunne have været mere fjern i sin blændende overdådighed fra det kulsorte og sammenfaldent udmarvede Newcastle i 70’erne, Tennant besynger. Alligevel går det hele rent hjem sammen, så universel er den skarptskårne tematik i ‘Being Boring’…

Everybody gets a big shot…

Fontaines D.C. fanget af BBC på Glastonbury søndag eftermiddag i en strygerklædt ballade-version af ‘Big Shot’ fra nye Skinty Fia, en lysende kandidat til titlen som årets centrale rockalbum. Fontaines D.C.’s kreative udvikling har bevæget sig i raketfart siden debuten for kun tre år siden, og her på denne nye optagelse mestres altså også den stille musiks så anderledes muligheder ubesværet. Sent onsdag eftermiddag spiller Fontaines D.C. Roskilde Festival…

Fan star

Marts 1975: En 14-årig engelsk skoledreng ved navn John Maher vinder en konkurrence om at møde sit favoritband. Kun tre år og en klart bedre frisør efter mødet med Wolverhampton’s Slade er han som trommeslager i Buzzcocks selv blevet rockstjerne, her fotograferet i Bruxelles, september 1978, da Manchester-punkbandet er på en lang europæisk support-tour for Blondie…

Kendis for livet

De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…

Sandinista ! 40 !

Længde? 144 minutter og ni sekunder. Sandinista!, The Clash’s overflødighedshorn af et tredobbelt album, opfølgeren til det ‘kun’ dobbelte meisterwerk London Calling, udkommet 364 dage tidligere, blev udsendt på datoen i dag i 1980. Skal vi være realistiske – og lad os bare det for en enkelt sober gangs skyld – så kunne side fem og seks (pånær to-tre numre) med sublimerende effekt godt have været sparet bort, for så ufokuseret og løst bliver det mod slutningen. Der findes Clash-tilhængere som drømmer retrospektivt om et enkelt Sandinista!-album på 12 sange, der kunne have stået fokuseret stærkt ovenpå den veritable The Clash-spillende jukebox London Calling, der stilmæssigt også kom endda meget vidt omkring. Men det er at misse pointen omkring Sandinista!, der netop er det udisciplineret frie, nysgerrige ridt på enhver impuls. Og netop det dogme ligger bag det nærmest uoverskuelige men givende album, man aldrig bliver færdig med, som til stadighed viser nye sider og dybder. Tillykke med fødselsdagen, Sandinista! – evig ungdom!

Location value

Tag billedets trøstesløshed ind. Er vi i Memphis, Tennessee på et søstermotel til Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev myrdet 4. april 1968? Nej, langtfra, vi skal lidt længere tilbage i tid for at finde relevans. 13. juli 1963 – for 57 år siden i dag – spiller The Rolling Stones sit første show udenfor London. Det sker som opvarmning for Manchester’s The Hollies. Hvem lægger scene til? En klub ved navn The Alcove – AKA Kirklevington Country Club eller The Kirk – lidt uden for dødsstødet Middlesbrough i North Yorkshire. Det er her vi her. Et år efter er situationen for bandet en ganske anden og horisonten noget større…

Who’s next?

Det tredje af de store London-punkbands har også deres The Who-forbindelse. Her ses The Clash’s Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon sammen med Pete Townshend backstage på Shea Stadium i Queens, New York i oktober 1982, da The Only Band That Matters to aftener i træk åbner op for hans band. Det andet af de to The Clash-shows blev i 2008 udgivet på livealbummet Live at Shea Stadium.

This is pop?

På norske VG har forfatteren/musikeren Ole-Martin Ihle i dag en kronik om, hvad han ser som popmusikkens forfald i disse år. Om hvordan langt det meste på hitlisterne og i radioen lyder næsten helt ens, om at tidsalderen da musikere havde nogen anden agenda end at skrive næste store hit endegyldigt er forbi. Og om hvordan moderne hits ikke er skrevet af en eller to personer sammen, men som oftest er resultatet af et musikbranche-indsutrialiseret samlebåndsarbejde. ‘Bluesen var skaperen. Hiphop ble ødeleggeren’, konkluderer Ihle efter sin anskueliggørelse af, hvor slemt det står til i moderne maninstream-musik i dag. Sande ord eller naturlig letbitter distance fra en ikke længre helt ung mand (Ihle er 41)? Under alle omstændigheder en interessant diskussion, ikke mindst med rockmusikkens død som tidsændrende talerør in mente. Læs hele kronikken her.

Musikbranchen og klimakrisen

I denne uge kan man i Nature læse en artikel af syv ledende klimaforskere, der meget direkte siger, at det er sidste udkald for menneskeheden lige nu. Vi er nødt til at gøre en hel masse helt anderledes, hvis vi skal undgå katastrofale ændringer af vores livsbetingelser.

Det betyder også noget for musikkens verden. Vi ved nemlig kun alt for godt, at store koncertbegivenheder også er en stor miljøbelastning. Det gælder ikke mindst de store festivaler, hvor mange musiknavne kommer fra viden om og et stort publikum kommer rejsende fra nær og sommetider også fjern for at være med.

Tidligere i år skrev mere end 200 store musiknavne (fra Radiohead til Robyn) under på initiativet Music Declares Emergency, som Fay Wilson fra The Savages står bag.

Robert del Naja fra Massive Attack skriver nu i The Guardian, at gruppen har planer at lade Tyndall Centre for Climate Change Research undersøge de tre områder, der især skaber CO2-udledning i turnésammenhæng: transport af musikere og udstyr, transport af publikum og selve koncertstedet. Resultaterne af analysen vil de dele med andre turnerede kunstnere, agenter og festivalarrangører med det mål at få reduceret udledningerne så hurtigt og så meget som muligt.

Jeg har også for nylig kunnet læse, at Coldplay vil helt holde op med at turnere for at fjerne denne miljøbelastning. Det er beundringsværdigt, også fordi jeg synes at Coldplay i forvejen er så kedelige – undskyld til alle Coldplay-fans derude.

Hele den store omlægning er en udfordring for musikbranchen af flere grunde. En af dem er selvfølgelig, at store forandringer er svære og at mange af os vil være tilbøjelige til instinktivt at stritte imod – vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. En anden er, at vi i det seneste årti har set et skift væk fra køb af indspillet musik i fysisk form. Mange musikere har set turnévirksomhed med salg af billetter, merchandise mm. som en nødvendig erstatning for det faldende salg af plader mm. Men nu går det så formodentlig heller ikke mere. Der skal igen ske et skift i forretningsmodellen for musik, nu væk fra verdensturneerne og de enorme musikbegivenheder.

Del Naja skriver

Given the current polarised social atmosphere, uplifting and unifying cultural events are arguably more important now than ever, and no one would want to see them postponed or even cancelled. The challenge therefore is to avoid more pledges, promises and greenwashing headlines and instead embrace seismic change.

Standardargumentet imod forandringer er naturligvis, at musikbranchen bidrager mindre til klimaforandringerne end så meget andet. Men det gælder enhver menneskelig aktivitet, at summen af de andre aktiviteter altid bidrager mere. Så det er desværre ikke andet end en sovepude.

Tidens fylde

Jeg sad og så dette klip med det hæderkronede skotske powerpop-ensemble The BMX Bandits, da tanken slog ned i mig: De er blevet gamle. Men så så jeg efter: Duglas T. Stewart er født samme år som denne blogs forfattere og er endda nogle måneder yngre end dem. Det er ikke kun BMX Bandits, der bliver ældre og mærker tidens fylde.

Men sangen er stadig en klassiker.

Der kommer en dag

Mens vi venter på EU-valget og folketingsvalget, er her det sidste nummer fra Orbitals album fra 2018, Monsters Exist. Jeg opdagede først dette album i år; ellers var det kommet på min liste over lytteværdige albumudgivelser fra 2019. Et tema, der løber gennem Monsters Exist, er menneskets skrøbelige livsgrundlag. Brødrene Hartnoll har altid været kendt for at have noget på hjerte; elektronisk musik kan virke abstrakt, men behøver ikke af dén grund at være holdningsløs.

Brian Cox, professor i astrofysik ved University of Manchester, fortæller det som det er – livet er dyrebart og flygtigt. Lyt!

There are few certainties in science, but one fact of which we can all be certain is that one day we will die.

Our atoms won’t disappear, they will return to the Earth. Some will become parts of the living future. But they will carry no imprint, no memories, no knowledge of the pattern once known as you. In five billion years our Sun will cease to shine. Our planet will die in the searing heat, engulfed by the dying star. The atoms once known as you will be ejected out into space. In billions of years they may become parts of new solar systems with their own stories to tell.

The great cycle of stellar death and rebirth offers a sort of limited immortality. Whether that’s comforting is up to you. But ultimately nothing will survive. It will all be gone.

In the far future there will come a time when time has no meaning as the Universe expands and fades. Our descendants isolated on an island drifting in ocean of dark will watch as the galaxies evaporate away.

How does that make you feel?

Yet something remains in the darkness. An idea. Science is the ultimate exercise of reason. And our reason confirms deep down what we’ve always known. Whether human or star, life is precious and fleeting.

We are collections of atoms that can think who discovered this deep truth. We must understand the Universe will spend an eternity in darkness after a brief period of light.

Meaning is not eternal. And yet meaning exists today because the Universe means something to us.

We must understand that life is precious and fleeting. In doing so we will come to recognize the true value of ourselves, our fellow humans and our civilization.

The choice before us is not between immortality and eternal darkness. The laws of nature have made that choice. But we do get to choose how long we want to survive. How long do you want the human race to survive?

There will come a time when we’re forced to choose: do we destroy our planet or protect it? Do we live together or fight amongst ourselves? Do we expand, explore, do we carry our shared hopes and dreams outwards to Mars and the moons of Jupiter and Saturn and onwards to the limitless stars or do we avert our gaze from the Universe beyond and allow all memory of our world will be lost too soon?

Do we close our minds and seek refuge in the ingorant dark of the cave or do we embrace curiosity and love of knowledge of our fellow humans, of our rare world and of the infinite and wonderful things yet to be known?