Kategoriarkiv: Vokseværk

Wilco synger Petty

Ovenpå Tom Petty’s triste bortgang sidste uge har turnerende Wilco som hyldest taget Petty’s ‘The Waiting’ ind i deres lange set, blandt ekstranumrene hver aften. Her Wilco’s version fra i torsdags på The Orpheum i Elvis’ hjemby Memphis, Tennessee. Og tingene hænger sammen her, for en af de ting der efter sigende fik den helt unge Tom Petty tændt på rocknroll, var hans møde i 1961 som 11-årig med Kongen på Follow That Dream-filmsettet i Ocala, Florida. Læs mere om det lige her.

4. juli 1976

USA fylder 200 år og Storbritannien ligger gispende under en hedebølge. Min familie og jeg er i Skotland på ferie, i et lejet bondehus uden for Selkirk, en god times kørsel syd for Edinburgh. Det er for varmt til at foretage sig det store, så jeg bruger en del af dagen foran fjernsynet i den kølige stenbygning. USA’s Bicentennial markeres på BBC med grundige, langsomme udsendelser om amerikansk sport og kultur – jeg ser undrende amerikansk fodbold for første gang. Men det er forkert at være oppe i Skotland, finder jeg senere ud af. For syd for grænsen sker der historiske ting denne dag. I London er dugfriske, albumdebuterende The Ramones fløjet ind fra New York City og giver deres første europæiske live-eksplosion i The Roundhouse, et show hvor næsten samtlige af de folk der siden skal danne bands og blive toneangivende på London’s punkscene er tilstede. Når der skrives ‘næsten’ er det fordi de i London allerede larmende Sex Pistols har en koncert uden for byen samme aften. Oppe i Sheffield – ca. midtvejs mellem London og hvor jeg er gemt håbløst væk i skotske bakker – er Malcolm McLaren’s band booket til et job på en pub ved navn The Black Swan. Hvad siden gør den begivenhed specielt mindeværdig er Pistols’ fra London medbragte supportband, som i Sheffield har deres allerførste koncert. De hedder The Clash.

Et hjælpende bidrag?

Bloggen her er ikke gratis at drive og vi betaler selv for den, så derfor – og fordi vi indimellem bliver spurgt  – er det nu muligt at støtte dens drift. Første gang vi spurgte ud var der flere af jer som hjalp til og mange tak for det! Nu er vi her igen, da bl.a. webhotel betales nu. Så hvem der går med lyst til at støtte sidens eksistens, samt til at den holdes fri for reklamer, skal være meget velkomne. Ethvert beløb – mindre som større – er kærkommen hjælp.

Du kan støtte bloggen via PayPal lige her.

Do you remember rock’n’roll radio?

Allerede i 1979 på End of the Century længtes The Ramones fra New York City efter en radio, der ikke var formateret og styret af den mest harmløse brede smag. Men havde Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy vist hvordan radiolandet ville se ud her små fyrre år efter, havde de formodentlig skrevet en hyldestsang til datidens radiokanaler istedet.

Indiana-bandet Strand of Oaks, som fik et mindre gennembrud med deres fine HEAL for tre år siden, udsender 17. februar efterfølgeren Hard Love. Og ‘Radio Kids’, den første single derfra, tager The Ramones’ radioproblematik op igen: “Remember how it felt to listen / Fumbling to press record”, synger frontmand Timothy Showalter, og tager os straks tilbage til drengeværelset. “I got my headphones on / And my parents will never know / It’s something that we had before we lost control / On the radio” fortsætter han, i et billede de fleste af os her vel kan spejle os i. Hvorefter Timothy klipper brutalt frem til nutidens tabte radiouskyld og stiller skarpt på sig selv: “I’m feeling sorry for myself / I’m feeling pretty old / At least I had that song / At least I had that song / On the radio”.

Ikke et øje vil da være tørt ude i Radioland. Bortset fra altså, at denne sang, med dens radiokritiske budskab og høje guitarer, aldrig nogensinde vil blive spillet tilfældigt i en bilradio somewhere og der kunne tænde en gnist i hjertet på det unge menneske, der tilfældigt hører den. Og dét er nok den største skam. Vi andre skal jo nok finde musikken hvor den er.

Fremtiden kommer også fra Akron, Ohio

Der fandtes desværre ingen levende billeder af Kliché i 1979, som kunne bringes i indlægget med dem herunder. Så det næstbedste kan så muligvis være en optagelse med Akron, Ohio-bandet Devo, der sammen med Roxy Music/Brian Eno, står som de store inspirationskilder for Aarhusgruppen. Meget svært at se dette 1978-klip fra fransk TV uden at tænke Kliché på så mange parametre. Men som Oscar Wilde så rigtigt sagde det: ‘Talent borrows, genius steals’. Og netop Kliché viste sig at være ret geniale…

Supermåne

Og super REM. Aldrig tidligere i vores levetid har vi været fysisk tættere på det sted hvor den mytologiske månelanding 20. juli 1969 fandt sted, end i aften. Og aldrig tidligere har vi været så langt fra det lille store band fra Athens, Georgia, der forandrede verden, ialfald den musikalske, vel næsten ligeså meget. Det første er übercool, det sidste er kun ensomt. Nyd her Michael Stipe, fra før næseringen og det lange skæg tog ham, lave Elvis-moves og være karismatisk frontfigur i verdens bedste rockband anno 1992. Om præcis én uge er det 24 år siden ‘Man On The Moon’ blev udsendt som single. I aften er det 47 år, tre måneder og 25 dage siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin skrev historie deroppe på himlen…


Hamilton til hele verden

Apple har udvalgt Hamilton Leithauser + Rostam’s nye sang ‘In A Black Out’ som underlægning til deres æstetisk gennemførte og yderst appetitvækkende livsstilsreklame for den nye iPhone 7. Håb om herfra at denne brede eksponering kan give Hamilton det karriereskub hans talent i den grad fortjener. Over 509.000 visninger det første lille døgn viser ialfald at musikken bliver hørt.

Hvordan begynder storhed?

Vi har levende billeder herunder fra en af The Ramones’ allerførste optrædender nogensinde. 15 september 1974 spiller Da Brudders et set på et søndagsramt CBGB’s, hvor det ikke lyder til mere end 10-20 mennesker er tilstede. Skitsen til Ramones-udtrykket står klart, men detaljerne er så tidligt ikke på plads. Den stramme strømlinede lyd er endnu for non-swing løs og grovkornet, Johnny og Dee Dee indtager hinandens senere sceneside, Joey’s fysiske fremtoning er tøvende akavet, og lyden roder som bare fanden. Læg hertil at der diskuteres højlydt undervejs, hvad skal spilles. Joey annoncerer ‘I Don’t Wanna Go Down To The Basement, men Tommy vil tydeligvis hellere spille ‘Loudmouth’ (den sang kan høres her ovenover i en optagelse fra 1975). Dee Dee afgør enhver uenighed med at trumfe, han også vil ‘Basement’, hvortil Tommy frusteret replicerer ‘fuck you all’, og afsted er de ud over stepperne igen – det er næsten som en tegnefilm. 12 år siden også i dag, at bandleader Johnny Ramone, som den næstsidste af bandets originalbesætning, gik bort. Her er ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’, ‘I Don’t Wanna Go Down To The Basement’ og ‘Judy Is A Punk’ fra CBGB’s sort/hvide tidslomme…

Hvid old-school hip hop?

Blondie_-_Autoamerican

Blondie’s femte album Autoamerican, der udkom i november 1980, var en mærkelig skizofren affære. Her begyndte man for første gang at ane slitage og kreativ splittelse i den popmaskine, der havde leveret så strømlinet perfekt på blockbuster-pladerne Parallel Lines (1978) og Eat to the Beat (1979). Autoamerican strakte sig således over et utal af genrestiløvelser, snarere end blot at levere de killerpophits, bandet havde opnået verdensberømmelse på. Allermest bizart på albummet var nok nummeret ‘Rapture’, der startede med noget så Blondie-atypisk som et groove, Debbie Harry sang et par kølige vers henover. Det ventede dræberomkvæd kom aldrig som ventet fra den kant, istedet begyndte Harry at…rappe. Det lød dengang IMHO umiddelbart 100% forkert, nok ikke mindst fordi den tidlige hip hop/rap endnu ikke var kommet op fra NYC-undergrunden og havde gjort sig bekendt gennem de hvide radiostationer i Europa. Så det med at snakke rytmisk henover et beat lød sgu umiddelbart for akavet. At Debbie Harry sine mange kvaliteter tiltrods heller ikke ligefrem er den mest funky vokalist fik ikke forsøget til at glide mere naturligt ned. Tjek selv her…

Så var der straks mere bid måneden efter, da The Clash udsendte deres Sandinista!. Først under indspilningerne på i New York City, havde guitarist Mick Jones været i Brooklyn, hvor han i en sort pladebutik havde hørt og købt 12’ere med Grandmaster Flash og Sugarhill Gang. Jones havde også købt sig en boombox, som han konstant gik rundt med og spillede hiphop-kassetter på, hvilket indtjente ham øgenavnet Whack Attack i Clash-lejren. Hvad vigtigere var lod han sig inspirere af den nye tilgang og kom op med frisk musik, der tog udgangspunkt i denne nye musikalske Mick Jones-kærlighed. Deriblandt Sandinista!’s åbningsnummer ‘The Magnificent Seven’, ligesom ‘The Rapture’ baseret på en simpel rytmisk baslinie – iøvrigt spillet af Noman Watt-Roy (Ian Dury & The Blockheads), der var med idet Paul Simonon var optaget andetsteds – med steady trommebeat og korte rytmiske overlæg af guitar/keyboards. Det tilsat Joe Strummer’s freeflow-rablende take på hip-hop, som han kaster sig ud i med en helt anden mangel på fysisk berøringsangst end Debbie Harry, gør ‘The Magnificent Seven’ til et anderledes prægtigt og besjælet crossover-nummer…

Det blev 1981, Grandmaster Flash & The Furious Five blev nu spillet på BBC, ‘Rapture’ udkom på single og blev et større hit, og den nye amerikanske subgenre – der vel dog havde haft sit første regulære verdenshit allerede i efteråret 1979 via The Sugarhill Gang’s ‘Rappers Delight’ – begyndte at kunne høres flere og flere steder i hvid popmusik. Tjek her 12’er-versionen af Soft Cell’s anden single ‘Bedsitter’ fra november 1981; Omkring 3:40 giver Marc Almond sit personlige bud på genren. Det er slet ikke rap i klassisk forstand, men inspirationen er til at tage at føle på. Resultatet er meget britisk, meget simpelt og unægteligt charmerende…