Kategoriarkiv: Vokseværk

Et hjælpende bidrag?

Bloggen her er ikke gratis at drive og vi betaler selv for den, så derfor – og fordi vi indimellem bliver spurgt  – er det nu muligt at støtte dens drift. Første gang vi spurgte ud var der flere af jer som hjalp til og mange tak for det! Nu er vi her igen, da bl.a. webhotel betales nu. Så hvem der går med lyst til at støtte sidens eksistens, samt til at den holdes fri for reklamer, skal være meget velkomne. Ethvert beløb – mindre som større – er kærkommen hjælp.

Du kan støtte bloggen via PayPal lige her.

Do you remember rock’n’roll radio?

Allerede i 1979 på End of the Century længtes The Ramones fra New York City efter en radio, der ikke var formateret og styret af den mest harmløse brede smag. Men havde Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy vist hvordan radiolandet ville se ud her små fyrre år efter, havde de formodentlig skrevet en hyldestsang til datidens radiokanaler istedet.

Indiana-bandet Strand of Oaks, som fik et mindre gennembrud med deres fine HEAL for tre år siden, udsender 17. februar efterfølgeren Hard Love. Og ‘Radio Kids’, den første single derfra, tager The Ramones’ radioproblematik op igen: “Remember how it felt to listen / Fumbling to press record”, synger frontmand Timothy Showalter, og tager os straks tilbage til drengeværelset. “I got my headphones on / And my parents will never know / It’s something that we had before we lost control / On the radio” fortsætter han, i et billede de fleste af os her vel kan spejle os i. Hvorefter Timothy klipper brutalt frem til nutidens tabte radiouskyld og stiller skarpt på sig selv: “I’m feeling sorry for myself / I’m feeling pretty old / At least I had that song / At least I had that song / On the radio”.

Ikke et øje vil da være tørt ude i Radioland. Bortset fra altså, at denne sang, med dens radiokritiske budskab og høje guitarer, aldrig nogensinde vil blive spillet tilfældigt i en bilradio somewhere og der kunne tænde en gnist i hjertet på det unge menneske, der tilfældigt hører den. Og dét er nok den største skam. Vi andre skal jo nok finde musikken hvor den er.

Fremtiden kommer også fra Akron, Ohio

Der fandtes desværre ingen levende billeder af Kliché i 1979, som kunne bringes i indlægget med dem herunder. Så det næstbedste kan så muligvis være en optagelse med Akron, Ohio-bandet Devo, der sammen med Roxy Music/Brian Eno, står som de store inspirationskilder for Aarhusgruppen. Meget svært at se dette 1978-klip fra fransk TV uden at tænke Kliché på så mange parametre. Men som Oscar Wilde så rigtigt sagde det: ‘Talent borrows, genius steals’. Og netop Kliché viste sig at være ret geniale…

Supermåne

Og super REM. Aldrig tidligere i vores levetid har vi været fysisk tættere på det sted hvor den mytologiske månelanding 20. juli 1969 fandt sted, end i aften. Og aldrig tidligere har vi været så langt fra det lille store band fra Athens, Georgia, der forandrede verden, ialfald den musikalske, vel næsten ligeså meget. Det første er übercool, det sidste er kun ensomt. Nyd her Michael Stipe, fra før næseringen og det lange skæg tog ham, lave Elvis-moves og være karismatisk frontfigur i verdens bedste rockband anno 1992. Om præcis én uge er det 24 år siden ‘Man On The Moon’ blev udsendt som single. I aften er det 47 år, tre måneder og 25 dage siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin skrev historie deroppe på himlen…


Hamilton til hele verden

Apple har udvalgt Hamilton Leithauser + Rostam’s nye sang ‘In A Black Out’ som underlægning til deres æstetisk gennemførte og yderst appetitvækkende livsstilsreklame for den nye iPhone 7. Håb om herfra at denne brede eksponering kan give Hamilton det karriereskub hans talent i den grad fortjener. Over 509.000 visninger det første lille døgn viser ialfald at musikken bliver hørt.

Hvordan begynder storhed?

Vi har levende billeder herunder fra en af The Ramones’ allerførste optrædender nogensinde. 15 september 1974 spiller Da Brudders et set på et søndagsramt CBGB’s, hvor det ikke lyder til mere end 10-20 mennesker er tilstede. Skitsen til Ramones-udtrykket står klart, men detaljerne er så tidligt ikke på plads. Den stramme strømlinede lyd er endnu for non-swing løs og grovkornet, Johnny og Dee Dee indtager hinandens senere sceneside, Joey’s fysiske fremtoning er tøvende akavet, og lyden roder som bare fanden. Læg hertil at der diskuteres højlydt undervejs, hvad skal spilles. Joey annoncerer ‘I Don’t Wanna Go Down To The Basement, men Tommy vil tydeligvis hellere spille ‘Loudmouth’ (den sang kan høres her ovenover i en optagelse fra 1975). Dee Dee afgør enhver uenighed med at trumfe, han også vil ‘Basement’, hvortil Tommy frusteret replicerer ‘fuck you all’, og afsted er de ud over stepperne igen – det er næsten som en tegnefilm. 12 år siden også i dag, at bandleader Johnny Ramone, som den næstsidste af bandets originalbesætning, gik bort. Her er ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’, ‘I Don’t Wanna Go Down To The Basement’ og ‘Judy Is A Punk’ fra CBGB’s sort/hvide tidslomme…

Hvid old-school hip hop?

Blondie_-_Autoamerican

Blondie’s femte album Autoamerican, der udkom i november 1980, var en mærkelig skizofren affære. Her begyndte man for første gang at ane slitage og kreativ splittelse i den popmaskine, der havde leveret så strømlinet perfekt på blockbuster-pladerne Parallel Lines (1978) og Eat to the Beat (1979). Autoamerican strakte sig således over et utal af genrestiløvelser, snarere end blot at levere de killerpophits, bandet havde opnået verdensberømmelse på. Allermest bizart på albummet var nok nummeret ‘Rapture’, der startede med noget så Blondie-atypisk som et groove, Debbie Harry sang et par kølige vers henover. Det ventede dræberomkvæd kom aldrig som ventet fra den kant, istedet begyndte Harry at…rappe. Det lød dengang IMHO umiddelbart 100% forkert, nok ikke mindst fordi den tidlige hip hop/rap endnu ikke var kommet op fra NYC-undergrunden og havde gjort sig bekendt gennem de hvide radiostationer i Europa. Så det med at snakke rytmisk henover et beat lød sgu umiddelbart for akavet. At Debbie Harry sine mange kvaliteter tiltrods heller ikke ligefrem er den mest funky vokalist fik ikke forsøget til at glide mere naturligt ned. Tjek selv her…

Så var der straks mere bid måneden efter, da The Clash udsendte deres Sandinista!. Først under indspilningerne på i New York City, havde guitarist Mick Jones været i Brooklyn, hvor han i en sort pladebutik havde hørt og købt 12’ere med Grandmaster Flash og Sugarhill Gang. Jones havde også købt sig en boombox, som han konstant gik rundt med og spillede hiphop-kassetter på, hvilket indtjente ham øgenavnet Whack Attack i Clash-lejren. Hvad vigtigere var lod han sig inspirere af den nye tilgang og kom op med frisk musik, der tog udgangspunkt i denne nye musikalske Mick Jones-kærlighed. Deriblandt Sandinista!’s åbningsnummer ‘The Magnificent Seven’, ligesom ‘The Rapture’ baseret på en simpel rytmisk baslinie – iøvrigt spillet af Noman Watt-Roy (Ian Dury & The Blockheads), der var med idet Paul Simonon var optaget andetsteds – med steady trommebeat og korte rytmiske overlæg af guitar/keyboards. Det tilsat Joe Strummer’s freeflow-rablende take på hip-hop, som han kaster sig ud i med en helt anden mangel på fysisk berøringsangst end Debbie Harry, gør ‘The Magnificent Seven’ til et anderledes prægtigt og besjælet crossover-nummer…

Det blev 1981, Grandmaster Flash & The Furious Five blev nu spillet på BBC, ‘Rapture’ udkom på single og blev et større hit, og den nye amerikanske subgenre – der vel dog havde haft sit første regulære verdenshit allerede i efteråret 1979 via The Sugarhill Gang’s ‘Rappers Delight’ – begyndte at kunne høres flere og flere steder i hvid popmusik. Tjek her 12’er-versionen af Soft Cell’s anden single ‘Bedsitter’ fra november 1981; Omkring 3:40 giver Marc Almond sit personlige bud på genren. Det er slet ikke rap i klassisk forstand, men inspirationen er til at tage at føle på. Resultatet er meget britisk, meget simpelt og unægteligt charmerende…

The Last Testament

tumblr_nk6pd9cEeQ1qa3j35o1_1280

Man udsender ikke plader i december. Deres nye tilstedeværelse overses og drukner så nemt i julehandlens hektik og fokusering på det allermest bredt populære. Og iøvrigt er det svært at arbejde seriøst med pladeselskaber, medier og tourvirksomhed i en måned, hvor den normale rytme i den grad er punkteret af højtidens snarlige komme. Intet af dette hindrede dog The Clash i 14. december 1979 at udsende dbl-albummet London Calling. Her et lille kvarters YouTube-doku om tilblivelsen af den plade, der om nogen kunstnerisk placerer The Only Band That Matters som – undskyld mig! – det største britiske band ever…

Lyst til mere? Her er London Calling’s 65 minutter og syv sekunders musik. Som sådan faktisk over ti minutter kortere end f.eks. Arcade Fire’s seneste værk, der i CD-alderen ikke blev udsendt som værende et dbl-album. Men sådan er der så meget. Enjoy!

London Calling 00:06
Brand New Cadillac
03:24
Jimmy Jazz
05:34
Hateful
09:28
Rudie Can’t Fail
12:14
Spanish Bombs
15:45
The Right Profile
19:06
Lost in the Supermarket
23:00
Clampdown
26:47
Guns Of Brixton
30:39
Wrong’Em Boyo
33:47
Death Or Glory
36:58
Koka Kola
40:54
The Card Cheat
42:42
Lover’s Rock
46:33
Four Horsemen
50:36
I’m Not Down
53:32
Revolution Rock
56:40
Train in Vain
1:02:15

clash-pennie-smith

Tillykke, Sandinista!

The_Clash_-_Sandinista!

The Clash’s spraglede triple-album Sandinista! blev udsendt i dag for 35 år siden. Hør det ufokuserede men yderst givende overflødighedshorn af en stilforvirret og grænseløs plade herunder. Som altid superspændende at forstille sig, hvad The Only Band That Matters kunne have udrettet med de mange optagelser fra især New York City, men også Kingston, London og Manchester, havde man istedet satset på et mere koncentreret format som enkelt eller dbl-album…