Og det er i dag præcis 20 år siden vi tog til Berlin for dagen efter at påbegynde indspilningerne til følgende ‘Hollywood’ og de to håndfulde andre sange, der i forsommeren skulle udkomme som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Det var første gang uden for Love Shop’s på det tidspunkt så snærende rammer, og føltes derfor som en decideret befrielse at være med så nye, topdygtige og entusiastiske kræfter som Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen, Jakob Hoyer og LS’s egen Mikkel Damgaard. Der var koldt i Mauerstadt, vi havde et par lejligheder i Kreuzberg – Nørlunds og min lå i Graefestraße – så vi var tæt på studiet Tritonus i Schlessische Straße, tæt ved Oberbaumbrücke. Dagene i Berlin var ens, dagene i Berlin var lange: Stå tidligt op, gå i bidende frost til studio, indspille intenst fra formiddag til sen aften, få noget at spise og så ramme barerne – husker mest Il Casolare, Cake Club, Wiener Blut, Die Ankerklause – for at få kolde fyraftensøl, andres musik og luft. Albummet der kom ud af Berlin-trippet, de videre dub-sessions i Black Tornado på Refshaleøen i København, samt mixningen i Tambourine i Malmö City, betyder noget særligt her, da det var den helt rigtige vej videre frem fra et sted, der ikke længere var farbart, hverken musikalsk eller menneskeligt. Og lige nu brænder Hollywood.
Ikke fra tyske BRAVO, men fra engelske Sounds. 1. januar 1977 udkommer det ugentlige musikmagasin med et nyt boyband på sin forside. Den håbefulde trio er så frisk fra fad, at der endnu skal gå 11 uger inden debutsinglen ‘White Riot ser dagens lys…
Nytårsdag 1977 åbner punkklubben The Roxy i Neal Street i London’s Covent Garden med en aften, hvor The Clash og Johnny Thunders’ The Heartbreakers er på plakaten. Den begivenhed samt det mere overordnede samfundsskifte mellem gammelt og nyt er rammen om denne Julien Temple-doku med fokus på The Clash, der først blev vist på BBC4 d. 1. januar for ti år siden i dag…
Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.
Det var Factory Records-boss Tony Wilson’s idé; en en-dages-festival på en mark ved Leigh mellem Manchester og Liverpool, hvor hans bands fra Factory spillede op mod – og sammen med – rivalernes fra Liverpool-pendanten Zoo Records. Der findes et par sort/hvide Kevin Cummings-billeder fra begivenheden, der foregår dags dato 1979 på en skrånende mark, hvor en tvivlsom ladvognsscene foran et øjesynligt meget fåtalligt publikum ser alt andet end prangende ud. Men sikke et line up: Joy Division, Echo and the Bunnymen, Teardrop Explodes, A Certain Ratio, Orchestral Manoeuvres in the Dark, The Distractions, plus det løse for kun £2 i hånden dengang et nyt album kostede £3.99. Og læg mærke til nederste højre hjørne på plakaten, der med sit FAC 15 afslører at denne festival blev markedsført og nu står som del af Factory Records’ officielle katalog, intet mindre.
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der måske samlet udstråler for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, anderledes tider. Men som fintunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med ulogiske musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som vokal fakkelbærer ikke at stå lysende klart op i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende musikalsk sultent, dynamisk og intuitivt stilsikkert sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidst alvorlige Document (1987), og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) flyvende, endnu et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 37 år siden i dag og lyder stadig som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for…
The Clash’s debutalbum udgives ikke i USA i 1977. Opfølgeren Give ‘Em Enough Rope (1978) er derfor den første udgivelse med Ladbroke Grove, W 10-bandet i Nordamerika. Men debuten skrives alligevel ind i historien derovre, for denne sidste juli-uge i 1979, over to år efter sin udgivelse i Europa, udsendes den så langt om længe. Det sker dog i en ret så anderledes version, hvor fem eksklusive The Clash-singler (+ en single-b-side) er med istedet for fem oprindelige album-tracks. En ujævn opsamling, ja, men stadig virkelig, virkelig stærk nummer for nummer…
Det var Madchester-bølgens pendant til den milepæl Oasis senere og endnu større satte på vegne af Britpop, da de manifesterede egen storhed ved at samle horderne på Knebworth i 1996. Seks år tidligere satte da ligeså zeitgeist-centrale The Stone Roses 27. maj 1990 sin flok stævne på den kunstige ø Spike Island i Mersey-flodens munding. 28.000 i bøllehatte og flares samledes på en flad mark omgivet af Widnes’ kemiske fabrikker til en koncert med det band, der om nogen afsluttede de engelske 80’ere og viskede tavlen ren til et nyt årti. The Stone Roses var efter sigende elendige den aften på Spike Island – præcis som de også var det i Alexandra ved Gl. Torv i København et lille år efter – men det betød ikke det store, da det mere var begivenheden som sådan og det den symboliserede, deres følgere tog med sig derfra…
Og her den mest aktuelle The Stone Roses-single, da de spillede Spike Island. Et top 10-hit i Storbritannien for et forrygende elegant og sært sneaky nummer faktisk…
Det er fredag og Bowie’s mest sælgende album nogensinde blev udsendt i dag for 40 år siden. Købte albummet på dagen dengang og husker mest, at det først og fremmest lød så voldsomt friskt. Som alt det ubrugte liv foran en. I dag giver det mest en bittersød smag at høre Let’s Dance. Fordi albummet var overalt det forår og den sommer står det fastlåst i sin tid. Så lad mig ikke nævne her, hvor dårligt Steve Ray Vaughan’s så fremtrædende lead guitar har klaret turen frem til i dag. Det ville være synd for dette mindesmærke over en svunden tid. Her en af albummets lidt mindre kendte sange, et Let’s Dance-deep cut der vel burde have været et hit…
Punk rock er blevet voksen. Dags dato 1978 udsender The Clash sin fjerde single. Efter den mere musikalsk sofistikerede ‘Complete Control’ er ‘Clash City Rockers’ en mere grov back-to-basics punk-rocker, hvor man tydeligvis har lånt lidt rif-essens fra egen ‘Capitol Radio’, der så igen skyldte tidlig The Kinks ikke så lidt. Anyways en selvmytologiserende og skarp single i bandets målrettede vej mod det, de er på vej til at blive; Englands vigtigste rockband…
Et af Cincinatti, Ohio-bandet The Isley Brothers’s store øjeblikke er deres 1962-adoption af ‘Twist & Shout’, som ikke mindst det helt tidlige The Beatles da i den grad får hørt og tændt sig selv fantastisk af på med vidtrækkende konsekvenser for verdenshistorien. Da The Beatles-i-Hamburg-spillefilmen Backbeat i 1994 udsendes kommer den med et eksplosivt soundtrack leveret af folk fra bl.a. R.E.M., Sonic Youth og The Afghan Whigs. Fra sidstnævnte er det Greg Dulli, der på soundtrackets genindspilninger af to håndfulde klassiske Star Club-standards hovedsageligt lægger sprød stemme til, og således også får mulighed for at give sin egen version af sine Cincinatti-soulbrødres gamle hit…
Pet Shop Boys’ Neil Tennant fyldte 68 denne weekend. Men allerede for 32 år siden var han istand til med forbløffende klarhed og bittersød elegance at længes efter sin tabte ungdom i Newcastle, det på en af de allerstærkeste PSB-singler, som tilmed nyder godt af sin MTV-alders meddigtende billedeside her, stilgenkendeligt instrueret af modefotografen Bruce Weber. Og det endda på trods af Weber’s supermodel-ved-Rivieiraen-verden, der ikke kunne have været mere fjern i sin blændende overdådighed fra det kulsorte og sammenfaldent udmarvede Newcastle i 70’erne, Tennant besynger. Alligevel går det hele rent hjem sammen, så universel er den skarptskårne tematik i ‘Being Boring’…
Fontaines D.C. fanget af BBC på Glastonbury søndag eftermiddag i en strygerklædt ballade-version af ‘Big Shot’ fra nye Skinty Fia, en lysende kandidat til titlen som årets centrale rockalbum. Fontaines D.C.’s kreative udvikling har bevæget sig i raketfart siden debuten for kun tre år siden, og her på denne nye optagelse mestres altså også den stille musiks så anderledes muligheder ubesværet. Sent onsdag eftermiddag spiller Fontaines D.C. Roskilde Festival…
Marts 1975: En 14-årig engelsk skoledreng ved navn John Maher vinder en konkurrence om at møde sit favoritband. Kun tre år og en klart bedre frisør efter mødet med Wolverhampton’s Slade er han som trommeslager i Buzzcocks selv blevet rockstjerne, her fotograferet i Bruxelles, september 1978, da Manchester-punkbandet er på en lang europæisk support-tour for Blondie…
