Det er 8. januar 1977 på bøssebaren Neues Ufer på Haupstraße i Schöneberg og hvilken stimmung! Iggy Pop, Romy Haag og David Bowie ses her blandt andre vestberlinere, samlet for at fejre Bowie’s – men helt sikkert også den unge Pastor Webmaster’s 13-års – fødselsdag. Pastoren selv kan ikke være tilstede denne lørdag; måske han er til badminton i en sportshal flere hundrede kilometer væk i Nordjylland, måske han aldrig fik sparet lommepenge nok sammen til togbilletten ned over Hamborg og over til venstre, måske den invitation bare aldrig dukkede op? Men stille nu, David Bowie, som bliver 30, vil synge en sang for og fra fremtiden, ikke mindst for dagens danske fødselar, som vi også herfra vil hviske et stille “tillykke” med på vejen…
Også her rinder 2025 ud. Mange tak for året der kom, blev sit eget og gik. LS Society, Joe Public, Pastor Webmaster og jeg ønsker jer alt det bedste. Godt nytår!
Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.
Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.
Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…
7. august 1981: Europa som puls og æstetisk rejse – en bevidst modernistisk antitese til den traditionelle amerikanske rock-tradition – på Simple Minds’ syvende single, paradoksalt nok iøvrigt med tekstligt udgangspunkt i bandets første besøg i netop USA. ‘Love Song’, en forløber for Sons and Fascination/Sister Feelings Call lige om hjørnet, slet ikke ulig ‘I Travel’ fra året før, der også mixer et insisterende discobeat med kølige postpunk-synths. Promo-videoen er stadig seværdig; unge mænd med kollektivt selvværd på vej mod at blive voksne, gives det bedre?
Skal hilse alle de, der aldrig har prøvet at blive genfødt efter døden, og sige at det er en fantastisk oplevelse. Sådan var dette første soloalbum for mig efter LS Mark I var gået helt i baglås og kørt i grøften. Tog med et nyt knivskarpt hold til Berlin og indspillede på Schlesische Straße i Kreuzberg. Dagene var lange, nætterne var høje, sangene flød frit. Proces og musik indeholdt alle de sunde elementer, som på det tidspunkt var ganske forsvundet i det andet band. I dag for 20 år siden udkom Vejen Hjem Fra Rocknroll.
Og det er i dag præcis 20 år siden vi tog til Berlin for dagen efter at påbegynde indspilningerne til følgende ‘Hollywood’ og de to håndfulde andre sange, der i forsommeren skulle udkomme som Vejen Hjem Fra Rocknroll. Det var første gang uden for Love Shop’s på det tidspunkt så snærende rammer, og føltes derfor som en decideret befrielse at være med så nye, topdygtige og entusiastiske kræfter som Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Nicolai Munch-Hansen, Jakob Hoyer og LS’s egen Mikkel Damgaard. Der var koldt i Mauerstadt, vi havde et par lejligheder i Kreuzberg – Nørlunds og min lå i Graefestraße – så vi var tæt på studiet Tritonus i Schlessische Straße, tæt ved Oberbaumbrücke. Dagene i Berlin var ens, dagene i Berlin var lange: Stå tidligt op, gå i bidende frost til studio, indspille intenst fra formiddag til sen aften, få noget at spise og så ramme barerne – husker mest Il Casolare, Cake Club, Wiener Blut, Die Ankerklause – for at få kolde fyraftensøl, andres musik og luft. Albummet der kom ud af Berlin-trippet, de videre dub-sessions i Black Tornado på Refshaleøen i København, samt mixningen i Tambourine i Malmö City, betyder noget særligt her, da det var den helt rigtige vej videre frem fra et sted, der ikke længere var farbart, hverken musikalsk eller menneskeligt. Og lige nu brænder Hollywood.
Ikke fra tyske BRAVO, men fra engelske Sounds. 1. januar 1977 udkommer det ugentlige musikmagasin med et nyt boyband på sin forside. Den håbefulde trio er så frisk fra fad, at der endnu skal gå 11 uger inden debutsinglen ‘White Riot ser dagens lys…
Nytårsdag 1977 åbner punkklubben The Roxy i Neal Street i London’s Covent Garden med en aften, hvor The Clash og Johnny Thunders’ The Heartbreakers er på plakaten. Den begivenhed samt det mere overordnede samfundsskifte mellem gammelt og nyt er rammen om denne Julien Temple-doku med fokus på The Clash, der først blev vist på BBC4 d. 1. januar for ti år siden i dag…
Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.
Det var Factory Records-boss Tony Wilson’s idé; en en-dages-festival på en mark ved Leigh mellem Manchester og Liverpool, hvor hans bands fra Factory spillede op mod – og sammen med – rivalernes fra Liverpool-pendanten Zoo Records. Der findes et par sort/hvide Kevin Cummings-billeder fra begivenheden, der foregår dags dato 1979 på en skrånende mark, hvor en tvivlsom ladvognsscene foran et øjesynligt meget fåtalligt publikum ser alt andet end prangende ud. Men sikke et line up: Joy Division, Echo and the Bunnymen, Teardrop Explodes, A Certain Ratio, Orchestral Manoeuvres in the Dark, The Distractions, plus det løse for kun £2 i hånden dengang et nyt album kostede £3.99. Og læg mærke til nederste højre hjørne på plakaten, der med sit FAC 15 afslører at denne festival blev markedsført og nu står som del af Factory Records’ officielle katalog, intet mindre.
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der måske samlet udstråler for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, anderledes tider. Men som fintunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med ulogiske musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som vokal fakkelbærer ikke at stå lysende klart op i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende musikalsk sultent, dynamisk og intuitivt stilsikkert sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidst alvorlige Document (1987), og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) flyvende, endnu et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 37 år siden i dag og lyder stadig som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for…
The Clash’s debutalbum udgives ikke i USA i 1977. Opfølgeren Give ‘Em Enough Rope (1978) er derfor den første udgivelse med Ladbroke Grove, W 10-bandet i Nordamerika. Men debuten skrives alligevel ind i historien derovre, for denne sidste juli-uge i 1979, over to år efter sin udgivelse i Europa, udsendes den så langt om længe. Det sker dog i en ret så anderledes version, hvor fem eksklusive The Clash-singler (+ en single-b-side) er med istedet for fem oprindelige album-tracks. En ujævn opsamling, ja, men stadig virkelig, virkelig stærk nummer for nummer…
