Kategoriarkiv: Vokseværk

Imens i Kazakhstan…

10430220-31udlkas1jpg

Vildt modig er den dansker der tør lade sig skyde op i det fjerneste stykke østblok-metal på billedet her. Tænk at leve for en skønne dag at blive astronaut, og så ende med en regulær opsending, ikke fra drømmenes og raket-mytologiens Cape Canaveral, men istedet fra…Kasakhstan. Lidt som at brænde for en gigantisk Shea Stadium-rockstjernetilværelse og så ende i Rusland’s største Beatles-kopiband, er det ikke? Tidligt onsdag morgen er der nedtælling.

Sang til astronaut Mogensen

Den første danske astronaut sendes snart ud i rummet. 2. september skydes Andreas Mogensen op fra Kasakhstan med kurs mod et 10-dages ophold på Den Internationale Rumstation, 386 km. over Jorden. Her et fint stykke vintage 1982-postpunk fra det belgiske Les Disques du Crèpescule/Factory-band The Names med held & lykke og Godspeed…

300 meter

2015-06-23 21.09.38

Det er ikke tit vi skriver om miljøpolitik her. Men i dag vil vi gøre en undtagelse, for både Jens og jeg er bekymrede og vrede over dette.

I 1937 vedtog Folketinget at der ikke må være bebyggelse på de danske strande indtil 100 meter fra vandet; i 1999 blev denne strandbeskyttelselseslinje udvidet til 300 meter. Der er derudover er i gældende lovgivning en såkaldt kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra kysten. Men i december 2014 vedtog den nu forhenværende regering sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en “forsøgsordning” der skal kunne ændre på dette.

Tidligere  i år udtalte Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen at det burde være helt op til kommunerne, om der skulle være en kystnærhedszone.  Der er som nævnt ovenfor allerede lavet huller i bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen, og med den nuværende sammensætning af Folketinget ser det ud til at der er frit løb mod mål, så det nu uden videre vil kunne lade sig gøre at bygge på de danske strande og dermed ødelægge dem. Det er intet mindre end en skændsel.

Skriv under på Danmarks Naturfredningsforenings protest på http://300meter.dk.

I wanna be me!

Ifølge de engelske avisers mindeord i dag blev Steve Strange – som utallige andre på den tid – inspireret og ændret af mødet med punk. 14 december 1976 spillede Sex Pistols på deres tumultøse Anarchy In The U.K. Tour i den walisiske lilleby Caerphilly’s Castle Cinema og blandt godt hundrede tilstedeværende var den 18-årige waliser Steven John Harrington. Johnny Rotten og co. – The Clash, The Damned, samt Johnny Thunders & The Heartbreakers var også på plakaten – gjorde så voldsomt et indtryk på unge Steven, han besluttede sig for at rejse mod et helt andet liv i lysende London, hvor han, gennem sit nye venskab med Pistols-bassist Glen Matlock, fik arbejde for Pistols-manager Malcolm McLaren og ændrede navn til det mindre grå Steve Strange. The rest is history…

Vintermørket i Ukraine

Den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj skriver i Information:

Lidt under fire år inde i sin regeringsperiode har Janukovitjs regime øget spændingerne i det ukrainske samfund i en sådan grad, at et point of no return er nået. Hvad værre er: Regimet har malet sig i op et hjørne, hvor det ikke ser andre muligheder end at holde fast i magten i al overskuelig fremtid og med alle nødvendige midler. Det er tvunget til at øge undertrykkelsen, for alternativet er, at det risikerer at udsætte sig selv for et omfattende retsopgør med vidtrækkende og fatale konsekvenser for regimet selv og dets støtter. Omfanget af, hvad det har stjålet og tilranet sig, trodser alle forestillinger om, hvad menneskelig griskhed formår.

Den lange vej

Layout 1

Om en måned er det otte år siden denne blog startede, præcis samtidig med at Vejen Hjem Fra Rocknroll blev udsendt. I dag har vi så rundet vores post nummer 5000 her på siden. Og de mange indlæg har til nu afstedkommet 21.623 kommentarer. Godt gået, y’all!

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Verdens største omkvæd…

…findes på ‘Through The Looking Glass’, næstsidste sang – og hvilken fantastisk en – på The Hoople (1973), sidste album med Mott The Hoople (ja, bandet Michael Stipe namechecker i første linie på R.E.M.’s ‘Man On The Moon’: ‘Mott The Hoople and the game of life, yeah, yeah, yeah, yeah’). Billederne her, fra den tjekkiske film Baron Von Münchausen (1961), spiller forbløffende godt med på en næsten Smashing Pumpkins-videoagtig måde. Tjek selv…