Hilmer, Henrik, Jens, Mikael og tekniker Peter Mark i Puk Studio ved Gjerlev, Randers under gennemlytning af “Drømmenes København” fra DK. Optaget 7. juni 1992 af Jens’ far.
Kategoriarkiv: Vokseværk
R.I.P. Neil Armstrong!
En dårlig forretning?
Den britiske dokumentarist Louis Theroux (som vi herhjemme nok bedst kender fra programmer sent om aftenen på DR2) har en artikel i The Guardian, som nu bringes på Information. Den handler på overfladen om porno, men dens budskab er langt mere generelt.
Pornobranchen har været en væsentlig aktør i den teknologiske udvikling. Det var udbuddet af pornofilm, der endte med at favorisere VHS-formatet for videobånd over det teknisk overlegne Betamax. Det var pornobranchen, der gjorde online-betaling og streaming udbredt. PC World har en liste med disse og en række yderligere tilfælde, hvor pornoforbruget har påvirket den teknologiske udvikling (nogle af dem som spam er særdeles tvivlsomme fornøjelser). Men nu ser det ud som om pornobranchen har været så meget foregangsmand, at den også som den første branche inden for underholdningsindustrien er ved at bukke under for den udbredte adgang til materiale, som fildeling gør mulig.
Louis Theroux skriver dette som sin konklusion:
Gør den stigmatisering, der er forbundet med porno, det okay at stjæle porno? Bag det spørgsmål lurer et langt større dilemma, som alle medier i stigende grad må konfrontere: Hvordan skal det lade sig gøre at opretholde en branche, der sikrer en visse minimumsstandarder for sine produkter – det være sig journalistik, musik, mainstream- eller pornofilm – når flere og flere forbrugere vænner sig til at downloade indhold ganske gratis? I pornoens verden foreligger der nu allerede et svar: Det kan ikke lade sig gøre.
Dette må også give musikbranchen noget yderligere at tænke over. Mange (også mange af dem, der bruger denne blog) har downloadet musik uden at betale. På denne blog har vi streamet YouTube-videoer, hvor ophavsretslige forhold er uklare. At en praksis er udbredt, gør den selvfølgelig ikke legitim i sig selv. Et mere jordnært argument for at gøre noget, er at musikbranchen ellers vil ende med at gå til grunde.
I lang tid har man talt om en anden forretningsmodel, der tilgodeser musikerne i en verden hvor udbredelse af digitalt indhold er blevet normen, men reelt er der ikke sket ret meget. En streaming-tjeneste som Spotify er blevet udråbt til et godt initiativ, men musikerne tjener forsvindende lidt på Spotify. En anden mulighed er en udvidelse af biblioteksmodellen med dens honorar for udlån – dette er BibZoom et eksempel på.
For en sikkerheds skyld
Gustav Fröding genopdaget
Det är tomt, det är bränt, jag vill lägga mig ned
invid sjön för att höra hans tal
om det gamla, som gått, medan tiden led,
om det gamla i Alsterns dal.Och sitt sorgsna och sorlande svar han slår,
men så svagt, som det blott vore drömt:
“Det är kastat för vind sedan tjugu år,
det är dött och begravet och glömt.(fra Strövtag i hembygden)
Det svenske band Mando Diao og deres lidt fersk-anonyme engelsksprogede garagerock har aldrig sagt mig noget (og nej, de lyder slet ikke som Manu Chao). Men så opdager jeg pludselig deres album Infruset, der udkom her i efteråret 2012. Og det er helt, helt anderledes. Som titlen antyder, er albummet på svensk og teksterne er intet ringere end digte af en af de største svenske digtere, Gustaf Fröding (1860-1911). Musikken er indfølt, der er piano og strygere og en svensk visetone med dens mange nuancer dukker frem. Jeg kommer til at tænke på Lundell og måske også lidt på de rolige øjeblikke hos Thåström. Og det er selvfølgelig en ros.
Det er som at opleve et helt andet band. Svensk er sådan et dejligt sangbart sprog i de rette hænder; det er tilfældet hos Fröding. Hans ord er smukke og vemodige.
Nørlund sprang ud som den fremragende dansksprogede sangskriver han er (ja, her på bloggen er vi nepotister) med Michael Strunges digte som fødselshjælper. Måske er det noget lignende, vi nu oplever i Sverige?
Uafhængigt
I The Guardian kan man læse om den seneste succes for de uafhængige pladeselskaber, nemlig Adele, der udkommer på XL. Det er interessant, at det nu for alvor er pladeselskaber uden for “de fire stores” rækker, der markerer sig. Tænk også på, hvordan Jens og siden Love Shop først fandt ro, da de kom til A:Larm/Playground. Om der er optræk til en ny forretningsmodel for musikmarkedet er derimod uklart for mig, og uanset Adeles kvaliteter (for alt andet lige er hun en dygtig sangerinde) er der slet ikke klart, hvad “indie” egentlig er og om den slags overhovedet kan siges at være en genrebetegnelse (det synes jeg ikke selv det er).
Hvor mange…?
Har været lidt bekymrede for bloggen her, da kommentarer til nye indlæg efterhånden er blevet decimeret. Var dét en indikation for at kun de få kommer forbi, eller bare et signal om ændret adfærd hos netbrugere som sådan, der måske nu får de fleste behov for at kommunikere behørigt dækket andetsteds? Vi har fået en tæller på sagen, og den peger på det sidste. Tælleren har i dag rundet 114.000 besøg siden slut-november, og de seneste par uger har der været mere end 2.500 hits pr. dag. Om ikke andet, så er det positive tal for at siden ikke er så hemmelig som vi frygtede. Tak for det!
Tillykke til Paul Westerberg
Jens har ønsket et godt nytår, og jeg vil bare supplere med at ønske tillykke til Paul Westerberg, sanger og sangskriver fra The Replacements og sidenhen 20 års lidt ujævn tid som solist. I dag bliver han 52.
Og hvad er der egentlig blevet af denne dygtige sangskriver med de fjerne svenske aner? Han holder tydeligvis lav profil; man kan læse lidt mere på en sædvanligvis velunderrettet halvofficiel fanside.
Ron og Lars og de andre
I dag siger Søren Pind i Information:
Elvis Presley – ingen over ingen ved siden af The King.
Og nej, jeg tror ikke på guilt by association. Jeg plejer altid at nævne Elvis og Bowie og Bassey, men i år vil jeg på denne dag nævne mine lidt mindre kendte trillingebrødre Ron Sexsmith og Lars Top-Galia, der dog nok ikke har lyst til at bytte hverken tøj eller guitar.
Koncert d. 21. november flyttet til Store Vega
Lille Vega kan ikke følge med efterspørgslen på billetter nu. Ekstrakoncerten med Love Shop i København d. 21. november er derfor flyttet til Store Vega. Allerede købte billetter vil naturligvis stadig være gyldige. De nye kan bestilles her.
Cake (in the name of love)
Når vi nægter at lide
Jonathan Richman er en amerikansk sangskriver, jeg har lyttet meget til. Jeg tog ham for alvor til mig efter en koncert i Aalborg, og op gennem firserne blev albums som Jonathan Sings, It’s Time For… og Rockin’ and Romance blev fast inventar på min pladespiller. Der har altid været en stor livsglæde i de enkle, 50’er-inspirerede melodier med de lige så enkle tekster om livets glæder, finurligheder og stedvise genvordigheder. Ofte har jeg grebet mig selv i at smile bredt, når jeg lyttede til mandens musik, for der har altid været en god portion venlig humor til stede.
Hvis jeg skal irritere Jens, kalder jeg Jonathan Richman det manglede led mellem Bruce Springsteen og Povl Kjøller. Ligesom Springsteen har han en stor kærlighed til rockens 50’er-rødder, ligesom Kjøller har han sunget om barnlige glæder (og har lavet en udgave af “Hjulene på bussen drejer rundt og rundt” – som det vel endda var Richman, der skrev?). Jens vil så påpege, at der gennem Jonathan Richmans bedste tekster løber en understrøm af vemod, som Povl Kjøller aldrig rigtig gav plads til.
Ofte har det virket, som om Jonathan Richman vedblev at være en stor, glad dreng selv som voksen. Man kan høre ekkoer af ham i senere grupper som Eels og Weezer. Og dog. Hos Eels er vemoden i færd med at vinde over livsglæden, hos Weezer er det drengede til tider tæt på det måske lige lovligt pubertære.
Ak. Tiden gik for mig, og omkring 1990 holdt jeg op med at følge med. Af og til er jeg stødt på senere Richman-albums, men har aldrig fået købt, endsige lyttet til dem. Der var så megen anden nyere, mere “alvorlig” musik, der lokkede.
Nu har jeg fået taget mig sammen til at få gjort noget ved det, og jeg er startet bagfra med Richmans seneste udspil, Because Her Beauty is Raw and Wild fra 2008. Dette må være det mest alvorlige album, Jonathan Richman nogen sinde har lavet. Aldrig nogen sinde har han lydt så gammel, så ramt af smerte. Alene forsidens billede må afsløre det hele. “When We Refuse To Suffer” optræder to gange på albummet og slår tonen an med sin tekst om lidelse og om hvad der sker, når Prozac-pillerne måske virker. “As My Mother Lay Lying” er en gribende sang om moderens dødsleje. Der er “Our Party Will Be On The Beach Tonight”, der trods sin fest-tekst ikke er en ode til sol og strand som så ofte før, men en dissonant, slæbende sang i mol. Og der er en udgave af Leonard Cohens “Here It Is” (den, som bliver til “Her og nu” med Aud Wilken på På danske læber). Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige sangere/sangskrivere end Cohen og Richman – her mødes de så.
Because Her Beauty is Raw and Wild er et gribende album, men også en samling sange, der gør mig oprigtigt ked af det. Det er trist at høre den livsglade mand fra Boston mærke livet (og døden) på den hårde vis.
Prædikanterne vender tilbage?
(Synges på melodien: Alle har en drøm at befri)
Albummet, jeg fandt på nettet
kommer først mandag om tre uger
Teksterne er af Richey James
Edwards som desværre er forsvundet
Det skete i 1995
og de andre tre var dybt berørt
for han var deres gode ven
men de fik trods alt stor succes
De spillede vel stadionrock
nærmest som et politisk Queen
fænomenologiske eksistentialister
der gerne nævnte Noam Chomsky
Teksterne kan desværre slet ikke gøres sangbare
selv over en radbrækket melodi
måske skulle de bare have ladet være
med at tage over til Steve Albini?
45 omdrejninger
Fed fed Løkke til alle










