Det er et par tidligere fodboldmæssige giganter, der i aften på The Emirates skal kæmpe om at fremstå som den mindst kriseramte af de to. Arsenal, der helt usædvanligt ikke har vundet et trofæ siden 2005, synes kørt slingrende træt i Arsene Wenger’s fodboldfilosofi. Ialfald har de seneste år mest budt på sportslige skuffelser, samt gentagende historier om de absolutte omdrejningsspillere, der bare ville – og kom – væk fra klubben.
Det har efterladt en ung trup, som på sine gode dage stadig spiller en flot, lynhurtig gang kombinationsbold, men samtidig har alt for mange defensive naiviteter og kreative mangler til, at gøre sig gældende i toppen af den Premier League, hvor de tre hovedrige konkurrenter nuomdage bringer flyvefærdig elite ind udefra. Det gør ondt på Arsenaltilhængerne, som for ikke længe siden levede en klubtilværelse kæmpede om mesterskaber. Not anymore. Frustrerende for dem, Wenger øjensynligt ikke ejer en plan b.
Liverpool’s neuroser er af anden karakter. For hvor Arsenal – trods hårde tider – holder fast i samme manager, er LFC nu igang med sin fjerde på blot tre år. Senest var udvalgsprocessen ekstra grundig, for USA-klubejerne ville finde den mand, hvis metoder og fremsyn stemte overens med deres. Brendan Rodgers blev håndplukket udfra, hvad han havde udrettet – over kun to sæsoner – i lille Swansea. Ikke meget ballast at skulle gå ind og vende mange års nedgang med i en af verdens største klubber.
Men hvad har BR så tilført holdet? En ny spillestil med masser af boldbesiddelse som topprioritet. Hvilket fungerer fint og næsten prangende på hjemmebane mod hvem der kommer med for meget respekt. Men næsten enhver klub som har prøvet at presse Liverpool fysisk hårdt denne sæson, har set, det ikke er svært at få det røde positionsspil og de mange afleveringer til at bryde sammen i noget der minder om panik.
Senest i søndags mod muskuløse Oldham fra League 2, hvor vi alle kunne se efter kun få minutter, hvor galt det nemt kunne gå. At LFC-manageren bagefter gik ud i pressen og kritiserede sine egne spillere fremstod både unødvendigt og usympatisk. Det var dog hans eget valg – igen – at starte en tricky udekamp uden en håndfuld vigtige stamspillere og således åbne op for katastrofen.
Det er den ydmygelse Liverpool nu er rejst til London med. Et ekstremt dårligt mind-set til en vigtig uge, der også byder på en udekamp mod mestrene fra Manchester City. Specielt eftersom Liverpool endnu ikke under Brendan Rodgers har formået, at vinde en eneste kamp mod et højereliggende hold i PL-tabellen. Måske fordi det ikke skla være nemt at ville lege Barcelona, når modstandernes spillere generelt er både teknisk og taktisk bedre. Måske fordi respekten er for stor, som sidst set ude mod Manchester United, hvor Liverpool først for alvor mødte op til 2. halvleg. Da var det for sent.
Begrebet ‘small club mentality’ tales der meget om i England, og man kan frygte, at de endeløse nederlag og underpræsterende skuffelser under Hodgson, Dalglish og nu Rodgers, har gjort det nærmest acceptabelt i LFC-spillerne’s selvopfattelse at tabe fodboldkampe. Sådan var det sgu’ ikke i mesterdagene way back, og sådan var det heller ikke engang under Rafael Benitez, hvor man trods nedture stadig så sig selv som potentiel vinder af enhver match. De mange eksperimenter på banen i denne sæson er måske nødvendige for en ny måde at spille på, men de har deres øjeblikkelige høje pris.
Derfor desværre kun boblende pessimisme her før mødet på Emirates i aften. Arsenal er til at tale med, jo, men det kræver et hold der tror på egen styrke og mulige overlegenhed. Det gør Liverpool under Brendan Rodgers, på udebane mod kvalificeret modstand, slet ikke. Så små 10% chance for Liverpool-sejr, 15% for uafgjort, 75% for fuld gevinst til Arsenal. Og så har vi endda prøvet at været positive. Hårde tider!
Arsenal – Liverpool, onsdag, kl. 20.45, Kanal 6/downthelocal
Arsenal er vel først og fremmest i krise, fordi man var så ligeved og næsten med drømmespil, PL-mesterskab, en hel ubesejret sæson og deltagelse i en CL-finale, men siden er dvalet hen i næsten samme sportslige obskuritet som Liverpool.
Vi har Arsenal-folk herinde: Hvad siger I – er alt som det skal være med jeres klub?
Først og fremmest – go kamp igår.
Tænker det nok er svært at sammenligne kriser! LFC var i en periode det førende hold i Europa… Det skaber forventninger specielt når man som jeg har fuldt holdet i knapt 30 år. Nuværende LFC har måske fundet sit leje desværre og de har vel egentlig ikke rigtig fundet den træner som formår at løfte det sidste stykke op mod top 3…selvom de har (som jeg ser det) rigtigt mange unge talenter.
Arsenal er vel i krise i den forstand (som også skrevet ovenfor) at det er meget lang tid siden de har vundet en pokal
Ret uenig, Vedder. Arsenal har bygget nyt stadion og sat billetpriser op til et crazy asocialt plan, hvor m-a-n-g-e af klubbens oprindelige tilhængere ikke kan være med mere.
Klubben har intet vundet siden 2005 – en FA-cup dengang – men hvad værre er, har man mistet føling med den absolutte top. Man konkurrerer – helt som Liverpool – ikke længre med om mesterskabet.
At Arsenal endnu er med i Champions League er naturligvis flot, men heller ikke der holder man samme sportslige niveau som få år tilbage.
Økonomi? Ja, den er vigtig og sikkert god på Emirates, men hvad hjælper det klub og tilhængere, al den stund der ikke investeres i nye klassespillere?!? Wenger’s drøm om at bringe sine unge indkøb op gennem rækkerne synes forbi sidste salgsdag efter Man City/Chelsea’s nyrige tilstande, hvor enhver førsteholdsspiller skal præstere 100% allerede fra dag 1 for ikke at sætte sit hold bagud.
Det handler også om selvforståelsen, når jeg sammenligner de to. Kender mange Arsenal-tilhængere, som føler enorm frustration over nutidige mangler kontra fordoms styrke. Der minder de meget om dem fra Liverpool. For ingen af de to holds tilhængere er tilnærmelsesvis tilfredse med hvor deres klubber pt ligger, side om side, for langt nede i tabellen.
Jeg er på ingen måde Arsenal-fan, men under et at beskrive Arsenal og Liverpool som værende to hold i krise forekommer forkert fra min sofa. Krisen er vist væsentligt større i LFC. Arsenal har rigtignok ikke vundet trofæer i en årrække, men har hvert år kvalificeret sig til Champions League. Det er – når alt kommer til alt – det vigtigste i disse tider.
Arsenal forekommer som værende en meget bedre drevet klub. Man har fået bygget og afdraget på det stadion, som er nødvendigt for en moderne topklub. Det er en præstation at kunne finansiere dette samtidig med, man er i toppen og i øvrigt ikke ejet af en rig onkel. Det vil generere store indtægter i fremtiden.
Mens Arsenal har præsteret dette, har Liverpool investeret pengene i aktiver som Aquilani, Downing, Allen, Carroll, Henderson – hm. Måske skulle man gøre som Wenger? Kun købe, når man er sikker på at få værdi for sine penge. Have tålmodighed til at udvikle sit hold indenfor de økonomiske rammer, der nu engang er givet.
Perspektiverne er med andre vidt forskellige for de to klubber. Arsenal har investeret i fremtiden, mens aktiverne Anfield og Gerrard er slidte hos Liverpool.
Men Liverpool fører da 1-0 efter 30 minutter 🙂