Den aften jeg så Sparks

Ikke uden en vis frygt at gå i Vega mandag aften for for første gang nogensinde at stå ansigt til ansigt med barndomsheltene fra Sparks. Dengang spillede de kun to gange i Danmark – det var i Tivolis Koncertsal, København i efteråret ’74 og ditto ’75 – og det var slet ikke noget en ikke engang teenager fra Jylland kunne komme i nærheden af. Først i 2017 er Sparks så i DK igen, endda med en verdenspremiere på den tour, der først for alvor ruller afsted, når duoens 23. album Hippopotamus udsendes til september.

Der er noget sundt over et band, der insisterer på nyt materiale på setlisten, og ikke henfalder til den sikre tur ned af memory lane, der i længden kun kan blive en taberfest. Sparks skulle vise sig at have mange nye numre på setlisten denne aften, selvom det hurtigt stod klart på Vega’s reaktion, at salen hovedsageligt var der pga. de tre gyldne Sparks-albums Kimono My House (1974), Propaganda (1974) og Indiscreet (1975).

Sanger Russell Mael er nu 68 og bror Ron på keyboard, ham der skriver alle bandets sange, bliver 72 på lørdag, så en vis frygt indfandt sig pre-show om skarpheden stadig er intakt. Det var den så heldigvis hos de to hovedpersoner. Russell’s vilde melodibærende stemme kunne stadig de mange voldsomme spring fra full voice til falset uden mærkbart besvær og bror Ron’s levering ved keyboardet var bortset fra en kort mærkværdig dans – de måske uhyggeligste godt 20 sekunder endnu i 2017 – ulastelig og stenansigtskåret, helt som rollen foreskriver det. Dog desværre minus Hitler-overskæg.

Kritikken skal derimod falde over det medbragte band, der sjældent formåede at spille sig op over et fermt men anonymt musikskoleniveau. Entusiasmen var der, men evner og indstilling rakte ikke til at spille de mange vanskelige sange med nok personlighed og dynamik. Mest hired hand-akavet blev det i de mere elektronisk anlagte numre, hvor specielt de to guitarister og trommeslageren med sine 42 toms kørte decideret i grøften. Sangene fra glam-alderen var heldigvis langt mere funktionelt vellykkede, selvom hverken afdøde Adrian Fischer (guitar-es) eller Dinky Diamond (tromme-es) fra den originale besætning dengang har måttet vende sig i graven af frygt for at blive overgået og glemt.

Sidste ekstranummer, singlehittet ‘Amateur Hour’ fra 1973, fik taget i Vega til at lette, i en grad så Mael-brødrende rørende synes taget på sengen af benovelse. Et ekstra-ekstranummer blev aftalt i en fart på scenen og Sparks landende desværre så begejstringen med den anderledes ikke-bjergtagende ‘Nicotina’. Havde jeg vidst i 1974 på drengeværelset i midtjyske Dollerup Bakker, at en aften i sci-fi-året 2017 skulle deles med de store helte fra Sparks, ville det nok have fremkaldt ikke så lidt undren om liv, forløb og tidsperspektiv. Som det var og som det blev, føltes det om ikke andet indfriende godt endelig at få set selveste Sparks i levende live. I 1974 sloges alle jeg kendte om hvorvidt Sweet eller Slade var bedst. I min verden var det Sparks.

PS – Men stopper det her?! Efter den Giorgio Moroder-producerede No. 1 in Heaven (1979) gik det stejlt ned ad bakke i nutidigt forhold til Sparks. En række håbløse 80’er-udgivelser hægtede helt af, og det er først de senere albums, som på afstand i deres kunstneriske tilgang har kunnet vække en vis interesse. Men her kommer så en helt ny single fra det kommende album, og den kommer stærkt med en melodisk genklang af Billy MacKenzie og hans storekcentriske Associates, der i start-80’erne netop lånte så meget i skæv tilgang fra Sparks (og en vis David Bowie). Tal lige om at slutte cirkler.

2 tanker om “Den aften jeg så Sparks”

  1. Hvor tit sker det lige, at der én time efter koncertophør befinder sig 25+ personer, i det modne segment, ved sceneindgang og bandbus, ventende på autografer og selfies?

    Vel fortjent hyldest af de sympatiske Mael brødre, som desværre, for de dedikerede, tog bagudgangen til hotellet.

  2. Fra mit gamle interview med Carl Newman fra The New Pornographers husker jeg, at han også er en stor fan af Sparks, og han fremhævede de samme tre albums som du gør (og som jeg selv også ville). Det var da også Carl Newman, der fortalte Neko Case om bandet – hvorefter hun lavede en coverversion af “Never Turn Your Back On Mother Earth”.

Skriv et svar