Der er håb

hab.jpg

Men ikke i de seneste års forgæves søgen efter tabt styrke. For siden den majestætiske sang ‘He’s Gone’, den næstsidste på Head Music – vi taler 1999 – var Suede og specielt forsanger Brett Anderson kun en famlende skygge af sig selv. Utallige avisartikler om stofafvænning efter den ret ufokuserede Head Music, gav ellers visse løfter for efterfølgeren A New Morning, men nej. For mange af os hørte den plades ferske, tømmermandsafkræftede lyd og savnede Suede fra de vilde, unge dage, da sange af ‘Killing Of A Flash Boy’ og ‘Europe Is Our Playground’s kaiber var regel snarere end undtagelse, da Brett sang med største naturlighed om benzinhimmel, kemikalier og speedet kærlighed, da Suede i livskraft og rocknroll-drive syntes uovervindelige.

Vi skal ikke forherlige selvdestruktion, men hvis der nogensinde var et band det ikke klædte at blive ædru og stoffri, så var det altså Suede. Der var meget langt fra synet – og den fantastiske lyd – af en opløst og henført dansende udgave af Brett Anderson på Grøn Scene, Roskilde ’95 til ham, der forsigtigt gik på scenen i Radiohuset ’02 med sin kop the. Musikken fulgte desværre med, fra udtryksfuld ekstase til mat håndværk, og Suede opløstes i en virtuel støvsky af egen ligegyldighed. Så kom The Tears, genforeningen med Suede’s oprindelige guitar-es Bernard Butler, men at det var et trist fornuftsægteskab, lod deres hidtil eneste plade ingen i tvivl om. Den gjorde ondt at lytte på, for dengang med Butler, havde Suede så store gaver ombord, at musikken og sangene og lyden og ordene gav sig selv og bestemte tiden. Nu var det så tiden der bestemte The Tears.

Når der ovenover skrives om håb, skyldes det ikke de alt for mange forglemmelige alibi-numre Brett Anderson har taget med, blandt kun 2-3 mindeværdige, på sin nye solodebut. Det undrer hvordan Brett, der har været medsangskriver på så mange helt igennem gode sange tidligere, nu kan have så svært ved at finde fodfæste i toner og akkorder. Ordene er også tilsvarende usikre, gennemsigtige og “plastic people”-gentagende. Nej, håbet kommer af albummets allersidste ‘Song To My Father”. For lige siden førnævnte ‘He’s Gone’, har Brett Anderson sunget som uden glød, nødvendighed og egentlig tro på sig selv. Men på ‘Song To My Father’, der ligesom ‘He’s Gone’ er en dødssang, denne som titlen røber en hyldest til hans far, synger Brett for første gang i lange 8 år ikke “bare” som ham Suede-rockstjernen med den cool fortid og de smarte London-moves, men som et uforstillet væsen med noget på spil. Sangen er, for nu at sige det på almindeligt dansk, rørende. At det er Brett’s fars død, der skal til for at kunne vække sønnen til live, kan man tage som man vil. Jeg selv er bare glad for, han stadig er her og igen kan udtrykke sig på dén direkte måde, han engang blev så elsket for. Troede virkelig vi havde tabt ham, men nej, han er her endnu. I en enkelt sang. Der er håb.

12 tanker om “Der er håb”

  1. Scorpio Rising og Song for my father er mine favoritter.

    Men ellers dejlig plade at sidde og slappe af til. Man kan lade tanker svæve lidt, dejligt drømmende. Kan godt høre der måske er potentiale til mere end der gives, men fair nok, det får vi så næste gang.
    Brett’s vokal lyder som andre nævner, rigtig god, og jeg synes umiddelbart det er en fin lille plade det her.
    Kan bedre li hans vokal her end på nogle af Suede pladerne…

  2. Har også lige fået post fra cd-wow i dag! Bretts stemme er bedre end den har været i mange år – så ikke lutter nedtur med no-coke og kildevand! Beviset var prangende i Lille Vega og jeg synes også pladen holder det meste af vejen. Tekstmæssigt er manden blevet mere moden og hverdagslivet afspejles nu, så vi alle kan følge med! Brett behøver ingen rus for stadig at fremkalde hårrejsende følelser og hjertebanken hos mig! Cheers..

  3. Beklager… Det var ikke Scorpio Rising, der fortjente negative kommentarer men derimod “The More We Possess, The Less Own Of Ourselves”. Der er lidt for meget tomgang – efter min smag…

  4. Jeg faldt også for nummeret ‘song for my father’ straks jeg hørte det – og første gang var jo i lille vega forleden. Iiih, hvor er den smuk. Hører den rigtig meget, men kan nu også meget godt lide resten af albummet. Det er meget bedre end The Tears. Synes den gamle Brett er tilbage…..

  5. Bare rolig Jens – du vil får mere end fem minutter for 150 kr., for han “kan igen” på langt mere end et nummer.

    Pladen har flydt på nettet i mange uger – det er årsagen til de mange gennemlytninger. Først i dag er det lykkedes for cd-wow at levere den originale.

    Jeg kan vel bedst belyse pladens kvaliteter ved at sige, at der skulle en Jens U-plade til, før at jeg tog den af anlægget – det vidner ikke om dovenskab men om en plade med høj klasse.

  6. Anders, mit indlæg er slet ikke forbeholdent eller negativt! 5 minutter med Brett på den måde er samtlige 150 kr. værd for mig…

    Er virkelig glad for at opleve ham på den måde igen, og vil ikke udelukke mere af pladen lukker sig op, når jeg får den hørt så mange gange, som du selv allerede har gjort.

    Husker nu Scorpio Rising som et af de bedre numre, nej?

  7. Fremragende ny single fra Manics…Dejlig sommerblå i sit udtryk! Bliver spændende at følge det ny album, da der har været længder mellem godt og skidt de sidste år fra dem

  8. Jeg forstår ikke helt dit lettere forbeholdne indlæg Jens
    🙂

    Jeg synes faktisk, at det med “Brett Anderson” lykkes for manden bag at servere et album, hvor følelserne er tilbage og det ferske er væk.

    For mig at se kommer han endelige videre fra Suede. Hvor han på alle værker siden “Coming Up” har søgt at (gen)finde magien fra denne, er den nye soloskive et hørbart bevis på, at nu lader fortiden ligge og dyrker det bedste i nutiden.

    Det lykkes med andre ord, efter min opfattelse, umanerligt godt for Brett at komme videre. Den eneste anke, som jeg har, er nummeret Scorpio Rising. Det virker for ligegyldigt.

    Indrømmet! Der skulle en 8-10 rotationer til før albummet sad i skabet. Men nu opfatter jeg det som en helstøbt og vellykket rejse på vek mod et nyt mål!

  9. Interessant at høre den nye single med Manic Street Preachers; The Beatles har jo ikke levet forgæves.

  10. Jeg har netop modtaget Brett-albummet og synes efter enkelte lyttere at det er ganske udmærket – bedre end The Tears i hvert fald! Jeg kan godt lide Love Is Dead med de dramatiske strygere – To The Winter og Song To My Father er ligeledes klassisk Suede – øhh, Brett! Men den endelige dom over dette album får dog vente lidt – der udgives nemlig masser af fantastisk musik i disse uger.

    Der er lige landet 1 x Sällskapet i min postkasse; Thåström i spidsen med den fænomenale Nordlicht som første single. Jeg skal hygge mig med den plade i den kommende weekend!

    Manic Street Preachers er elsket af mange og hadet af endnu flere. Jeg holder stadig af dem trods mangler og fejl – døm selv på http://www.manics.co.uk hvor videoen til den kommende single kan ses. Det er en duet med den altid velsyngende og underskønne Nina Persson (hun har ikke Cardigan på!)

    Og så er der jo også Jamaicas fars den nye…..

Skriv et svar