Det er 10 år siden Blur og Oasis kæmpede så det slog gnister på de britiske hitlister og tabloidforsider om hvem der var konger af britpop. Dén turbulente historie kan læses mere om her:
http://www.guardian.co.uk/arts/fridayreview/story/0,12102,1546968,00.html
Blur eller Oasis…? I min 1995-verden var det altså Suede der vandt slaget om England.
”Den står på et stort blafrende Union Jack i Musikprogrammet, når du fredag aften kan møde brit poppens konger Liam Gallagher fra Oasis og Damon Albarn fra Blur og Gorillaz, som sammen med Anja Pil Overby fejrer ti-året for en af de helt store musikgenrer i 90’erne.”
citat fra dr hjemmesiden. fredag er d. 26. det kunne blive spændende, men sikkert ikke så meget som for ti år siden…
Jeg hørte både Blur, Oasis, Pulp, Suede, Supergrass m.fl. i midten af halvfemserne og det var en tilbagevenden til rockmusikken for mit vedkommende efter de foregående år mest havde hørt musik indenfor den elektroniske genre. Men det holdt jo ikke hele vejen. De 2 første albums med Oasis var fantastiske men siden da uha uha. Pulp forsvandt ligesom bare, mens Suede lave tre fine albums og selv om den er mere udskældt end de to første er jeg nu stadig meget glad for Coming Up.
Blur endte med at gå helt nye veje – med succes og det er derfor de vinder hos mig. Deres Think tank plade var og er stadig formidabel.
@Jens
Det jeg mest husker fra 89 omkring Stone Roses var, at de i høj grad blev sat i bås med bands som Happy Mondays, Soup Dragons og Primal Scream p.g.a. blandingen af dansebeats og rockmusik, selv om jeg ikke synes, at det var helt så udtalt hos Stone Roses som hos de andre bands måske lige med undtagelse af Fools Gold.
Øh vil lige slutte af med at sige at; jeg hører stadig Suede på fuld hammer…..
Det holdt jo ikke med britpoppen, desværre!!! Jeg synes at Oasis’s to første albums var geniale, og så sluttede det!!!! Blur åh ja ind imellem leverede de varen, tag f.eks song 2, hold da kæft så var der fest. Trist at man intet mere hører til Pulp, det rykkede. Indover kom Bristol og Portishead, med Dummy albummet kom noget forfriskende, nummeret Glory box fik mig til at gå amok, havde ikke hørt det før, men blev slukket lige så hurtigt. Lige så hurtigt som det gik med Brit Poppen. Tja 1995 var et år jeg aldrig glemmer… Bare gå ind på Roskilde festivalens hjemmeside og se alle de fede bands der spillede det år……Og ej at forglemme Jeff Buckley. Selv om han intet havde at gøre med det engelske.. Jeg lærte ham først at kende efter Roskilde, en uge præcis. Han spillede der. Og jeg så ham ikke, nu lever han ikke mere, det mest katestrofale der kan overgå een…. Så 95 hænger med britterne og Buckley… Everly body here wants you….Ingen overgik ham…….
5 år før var det Happy Mondays der fyrede den af, husker i dem?????Shaun Ryder den skøre skid, det var fanme sjovt, der var osse en masse musik stil forbundet med det, men men god sensommer, og nyd nu jeres joyride til vi ses til Simpson og Unmack, en aften med store helte…………..
Vi bliver vist (igen…) enige om at His n Hers faktisk er en endnu bedre plade end Different Class…
Men også fair nok med at Dog Man Star holdt langt ind i 1995. Den holder stadig i dag, og det kommer den til årtier endnu. Ikke engang det er vel for meget sagt.
Men lige i den svimle 95-sommer, der var det ‘Common People’ for mig – og ‘Sorted for E’s and Whizz’. Men også de to Blur- og Oasis-singler, der bare i dag fremstår som pænt mislykkede. ‘Country House’ er andenrangs Madness og videoen er inderligt flov (se Graham Coxons dybt pinligt berørte ansigtsudtryk), og ‘Roll With It’ LYDER virkelig som Status Quo – en demo med Status Quo. Det f.eks. Supergrass og Black Grape lavede var langt bedre, og – nu vi har fat i Suede – det samme galdt den majestætiske ‘Yes’ med McAlmont og Butler!
Sjovt at Radioheads The Bends kom samme år uden at indprente sig som andet end en forbedret opfølger til den ret mislykkede debut de havde haft ude. Tiden var ikke helt moden til influenzarocken dengang, men jeg skal love for at det har forandret sig siden, og den er her stadig…
Nå ja, og så var der jo en ret god Playtime-ep i handlen dengang. Var den egentlig også fra sommeren, eller først henad efteråret?
Jo Smoelle, Suede var under genopbygning i 95, men nu synes jeg altså – åbenbart i modsætning til dig – at en plade kan vare meget længere end den uge den udkommer, og Dog Man Star gjorde så stort indtryk, at det stadigvæk i 95 var den som for mig bedst tegnede billedet af det nye England. Pulp’s Common People var da en god, sjov sang, enhver fredagsfuld studenterbar kunne synge med på, men dels var den et skridt ned af bakke i forhold til Pulp’s niveau på His ‘n’ Hers-pladen, dels kunne Common People’s selvoplevede socialrealisme ikke give Suede’s daværende moon in the gutter-romantik kamp til stregen. Ikke hos mig ialfald…
Personligt har jeg altid synes, at debatten/krigen vedrørende den såkaldte Brit-pop har været misvisende – hvor den primære drivkraft var musikpressens ønske om at sælge blade. Indrømmet; der har været en masse underholdende artikler – specielt blur vs. Oasis.
Min pointe er, at mange af de bands. som blev kategoriseret som britpop, både musikalsk og på tekstfronten lå milevidt fra hinanden. F.eks. var blur i 1990´erne karaketeriseret ved intelligent popmusik, mens Oasis var simpel/uforfalsket rock´n´roll. Hvordan er det lige, at Suedes 2 første plader minder om blur/oasis? Det eneste de 3 bands plader har til fælles er vel alene, at de er udkommet i samme tidsmæssige periode. MSP – som i 1990´erne stadig havde deres integritet i behold – spillede også rock, men deres udgangspunkt var milevidt fra Oasis.
Man kun også nævne: Neds Atomic Dustbin, Primal Scream, Carter The Unstopable Sex Machine eller Space, som eksempler på andre såkaldte britpop-bands, der adskilte sig betydeligt fra blur/oasis/suede.
Står man i 2005 er det indlysende, at blur har taget alle stik hjem. Blur har udviklet sig enormt og deres seneste album er i mine øre en sand perle. De gamle albums er stadig holdbare. F.eks. holder Parklife stadig 100%. Jeg kan ikke mindes, at blur ikke har spillet vellykkede koncerter (ligesom Suede). Oasis er en skygge af sig selv og de to seneste album er vel nærmest fornærmende!
Top 5 (dvs. 10):
1) blur:parklife / Suede:dog man star
2) MSP:Holy Bible / Oasis:D.M.
3) blur:modern life is… / gene:drawn to the deep end
4) Pulp:His´n´Hers / Neds Atomic Dustbin:Are You Normal?
5) Teenage Fanclub:Grand Prix / Primal Scream:Screamadelica
Stone Roses debut er vel før britpoppen, så den har jeg ikke skrevt på (som ellers ville placere sig på en delt 1. plads). Deres nummer : “I am the resurrection” er en god beskrivelse på, hvilken selvtillid Manchester bands “lagde for dagen”.
Altså, Suede var jo pragtfulde, men i 1995 – der lå de jo først i ruiner og siden i rekonstruktionsfase, ikke Jens. Der var ‘Together’ – og ellers intet. Næ, for mig var Pulp det års stjerner. Med ‘Common People’ som det epokegørende højdepunkt hvor ‘vores’ musik lod til at have overtaget verden – noget der selvfølgelig kun varede en kort stund inden tusind wannebes med Robbie Williams i spidsen kom og tog over og uundgåeligt spolerede det hele, mens Blur blev mørke og Oasis bare blev brune…
Jo Jens, det kan jo tænkes. Liam & Noel har altid sunget Stone Roses praise. Og både Ian Brown og Liam Gallagher har jo den der über star kvalitet. Læste engang i det hedengange Select at den britiske musikskribent John Harris mente at The Smiths this Charming Man, var den første brit pop sang. Men hvor langt tilbage kan man gå, med tanke på Style Counsil, The Jam, Madness osv osv. The La`s “There She Goes” er jo nærmest essensen af en Brit Pop sang og den er jo også fra medium 89, med tanke på hvor mange gange Lee Marvers prøvede at indspille den.
Startede fænomenet britpop i virkeligheden ikke allerede i maj ’89 med The Stone Roses’ debutalbum??? Åbningnummeret derfra – “I Wanna Be Adored” – vaskede ialfald den indtil da så kropsforskrækkede og shoegazer-fylte indie-tavle helt ren og startede forfra. Bror Liam fra Oasis lærte ikke så lidt om stjernearrogant sceneoptræden af at se SR’s Ian Brown.
Britpop tiden var god. Engelsk musik er bedst!!! Blur vandt i min verden. Gider slet ikke Oasis… Men har nok lyttet mest til Suede og Pulp. Og Gene-iiiih, de er nemlig rigtig gode. Kigger i min plade samling og finder mange gode Britpop ting. Ikke mindst Menswear… Og vores Ludo x. (Jeppe, du var bedre dengang…)
Da jeg første gang hørte Supersonic på en gammel walkman, vidste jeg at dette her, var den vej jeg måtte gå. De sidste 2 år i Nordjylland med halfester fyldt med folk i skavmandsskjorter og langthår og musik med bands, der ikke ville berømmelsen, ikke ville gamet, der ikke sagde noget som helst om mit liv.
Fik fat på DM, Suedes debut og Mordern Life is Rubbish de kommende måneder. At læse interviews med Gallagher brøderne, er jo en hobby i sige selv. Uintelligente, ubehøvlede, selvbeviste og arrogante og ikke mindst en rock stjerne aura også tøjmæssigt. Alle havde en mening om dem og stadigvæk har. De ændrede med ét den britiske selvbevisthed muligvis til det bedre, muligvis til det værre. De var alt det rockstjerner skulle besidde. En ukulig tro på at de sange de lavede var det bedste på jorden, og dengang var er noget om snakken. Noel havde et bagkatalog både A-sider & B-sider som ikke var set bedre end The Smiths velmagtsdage. De bragte tiltroen til britisk musik tilbage, selvfølgelig sammen med Blur og Suede. 1994, vil altid være epokegørende for undertegnet og takke være de føromtalte bands, fik jeg åbnet dørene på for The Smiths, Morrissey, The The, The Cure, Echo And The Bunnymen, The LA`s, The Stone Roses alle de andre fantastiske britiske grupper.
Min top 5 over Brit Pop albums!
1. Suede – Dog Man Star
Vil altid være at finde på listen over de plader jeg vil og bør have med på en øde ø!
2. Oasis – DM
Ændrede hele min musik overbevisning, og den vil altid stå som en milepæl i britisk musikhistorie
3. Gene – Olympian
The Smiths coppycats vil kritikerne himmelhøjt skrige. Jeg er ligeglad, albummet er spækket med sange der lever og ånder. De er vedvarende og meningsfyldte og i Martin Rossiter har de en skarp samfundsrevser og personlig tekstforfatter, der ydermere er udstyret med en dejlig relevant stemme.
4. Blur – Parklife
Damon Albarn braker igennem som sangskriver og skive er pakket med gode og iørefaldende sange.
5. Pulp – Different Class
Common People på Glastonbury, får Pulps salgstal til at stige til superstjerne status. 32 årige Jarvis Cocker er pludselig stjerne og det er med alt hvad det betyder og tilbyder. Albummet er spækket med skarpe observationer og kantede pop perler.
Prøver lige igen.
Det ser ud som om at BBC også vil være med. De laver en Brit-pop night på BBC 4 nu på tirsdag, er der nogen der kan tage den? Et af programmerne hedder Pulp: No Sleep Till Sheffield, sådan!
http://news.bbc.co.uk/1/hi/entertainment/music/4144458.stm
Personligt synes jeg at Parklife var pisse irreterende og cocky. Jarvis-drengen sejere. Da han moonede on-stage mens Michael Jackson, iført ligklæde, vindmaskine og 200 multifarvede børn omkring sig, sang Earth Song under Brit Awards 1996 var helt suverænt. Han blev anholdt og MJ ville have 48 mill. eller noget for at lade ham gå. I løbet af natten blev mange kendte fra showet set i byen iført tshirts med teksten ‘Free Jarvis!”.
http://microsites.nme.com/rock100/site/48.html
Det ser ud som om at BBC også vil være med. De laver en Brit-pop night på BBC 4 nu på tirsdag, er der nogen der kan tage den? Et af programmerne hedder Pulp: No Sleep Till Sheffield, sådan!
http://news.bbc.co.uk/1/hi/entertainment/music/4144458.stm
Personligt synes jeg at Parklife var pisse irreterende og cocky. Jarvis-drengen sejere. Da han moonede on-stage mens Michael Jackson, iført ligklæde, vindmaskine og 200 multifarvede børn omkring sig, sang Earth Song under Brit Awards 1996 var helt suverænt. Han blev anholdt og MJ ville have 48 mill. eller noget for at lade ham gå. I løbet af natten blev mange kendte fra showet set i byen iført tshirts med teksten ‘Free Jarvis!”.
http://microsites.nme.com/rock100/site/48.html
blev lige inspireret til at genhøre ‘parklife’, i coveret fandt jeg et gammelt udklip med NME top 10 favorit albums og singler i 1994 – hvis nogen skulle være interesseret:
albums:
1. Oasis – Definitely Maybe
2. Blur – Parklife
3. Beastie boys – Ill Communcation
4. Nirvane – Unplugged In New York
5. Manic Street Preachers – The Holy Bible
6. Portishead – Dummy
7. Orbital – Snivilisation
8. Suede – Dog Man Star
9. The Prodigy – Music For The Jilted Generation
10. Nick Cave – Let Love In
Singler:
1. Blur – Girls & Boys
2. Oasis – Cigarettes & Alcohol
3. Oasis – Live Forever
4. Elastica – Connection
5. Sabres Of Paradise – The Theme
6. Beck – Loser
7. Supergrass – Caught By The Fuss
8. Public Enemy – Give It Up
9. Oasis – Whatever
10. Beastie Boys – Sabotage
Ja, det var lidt af et år, bliver helt nostalgisk. de fleste af både albums og singler står stolt i min samling, så jeg tror jeg vil gå ind og voldlytte lidt ’94…og mindes den skønne ungdomstid, med alle dens kvsler!
ud af alle de bands england affødte i 90’erne, var suede også mine absolutte favoritter…især de to første albums. ifht den meget opreklamerede ‘krig’ mellem blur og oasis, syntes jeg egentligt ikke der var nogen vindere af det slag. begge bands opførte sig ret latterlige efter min mening, og svinede hinanden til ved hver lejlighed, men det gav jo en masse presseomtale, hvilket var godt for dem.
rent musikalsk var det blur, der kørte på mit minianlæg. ‘parklife’ var en perle…
ud af alle de bands affødte i 90’erne, var suede også mine absolutte favoritter…især de to første albums. ifht den meget opreklamerede ‘krig’ mellem blur og oasis, syntes jeg egentligt ikke der var nogen vindere af det slag. begge bands opførte sig ret latterlige efter min mening, og svinede hinanden til ved hver lejlighed, men det gav jo en masse presseomtale, hvilket var godt for dem.
rent musikalsk var det blur, der kørte på mit minianlæg. ‘parklife’ var en perle…
Jeg boede i Brighton i den periode. Der var mange gode bands og mange dårlige. Ocean Colour Scenes første var god og ASH singlen Girl From Mars var en klassiker på stamklubben. Min konge fra den tid er helt klart Bobby Gillespie fra Primal Scream (britpop) Han boede i byen og jeg så ham tit stå i supermarkedet og købe drikke-yoghurter når han en gang i mellem var oppegående. Jeg er aldrig helt blevet overbevist om hvorvidt Britpop er en stil i sig selv, hvad siger I?
I mit univers udgav Manic Street Preachers klart det bedste album i den periode – nemlig The Holy Bible fra 1994. Men britpop er der nu ikke just tale om….