Parken er hvad Parken er; en svær forhindring at overkomme for ethvert stort band, der i dens brutale rammer ofte ender med at spille andenviolin til selve begivenhedens monstrøsitet, samt den berygtede elendige lyd inde i betonklodsen. Med den svære baggrund in mente en forbløffende stærk aften af Depeche Mode mandag aften. Om det skyldes det nylige dødsfald eller det faktum, at man med årets Memento Mori turnerer det bedste DM-album i vel en tre årtier, det er ikke til at sige, men der var en alvor over seancen i går som gav aftenen en klædelig tyngde, så anderledes end de næsten for pleasende shows, man har været rundt med de seneste gange. Dave Gahan’s kvaliteter som frontmand og sælger af varen er vidt beskrevet, alligevel stod man benovet gennem aftenen af hans evne til konstant at skubbe nuet ind i sangene og musikkens indre liv så langt udover scenekanten. 41 år siden denne side i 1982 først så Depeche Mode, da de i Saltlageret på Gammel Kongevej charmede 3-400 teenagers med deres dengang så spinkle techno-pop. Så jo, det band er kommet en mirakuløs lang vej. Smukt at man bærer både sin alder som band og egen historie så værdigt som tilfældet var i Parken i aftes.
Fødderne har efterhånden nået jorden igen efter tirsdagens koncert med Depeche Mode.
Trods min manglende højde foretrækker jeg at stå op til koncerter, og tirsdag betød det, at jeg må få mellemrum kunne få øje på Gore og Gahan, men der var til gengæld ikke problemer med at høre noget.
Det, jeg hørte, var fedt. Det var en magtdemonstration. Jeg kan selvfølgelig godt finde nogle hår i suppen.
Der burde have været flere numre fra seneste plade, et par af dem, som de spillede, var de forkerte. Eigners trommer var sine steder alt for insisterende og høje og ødelagde f.eks. Gores gudesmukke intro til In Your Room.
For mig er Depeche Mode sange om mørke, misbrug, død, selvdestruktion, så Just Can’t Get Enough burde være overflødig, men den fik i den grad festen igang.
Skabelonen er altid den samme, men hvad gør det, når den er god? Gahan er i imponerende form, og Gore synes at være det samme. Flere af sangene var mere eller mindre omarrangerede, så selvom de er hørt før, så var oplevelsen ny. De fleste af sangene er skrevet i en anden tid, men Gore og Gahan fik gjort dem nærværende og nutidige.
Jeg har hørt dem en del gange. De har aldrig været dårlige, men i tirsdags var de sjældent gode og fremstod som et relevant og nødvendigt band.
Gahan siger altid “See You Next Time”. Jeg er enig med ham. Jeg kommer igen!