Torsdag markerer 30-årsdagen for at Elvis forlod denne verden fra Memphis, Tennessee. I den imponerende strøm af opmærksomhed der nu derfor atter kommer hans vej, kan det vel undre helt udenforstående hvad han gjorde og kunne, som stadigvæk uformindsket inspirerer så trofast en hengivelse i de fleste af os han rakte ud til. Vi har derfor spurgt Vernon Presley, Elvis’ far, om han på 16 linier kan indkapsle fænomenet og mennesket Elvis Presley. Her er hans bud:
He was a precious gift from God
We cherished and loved dearly.
He had a God-given talent that he shared
With the world. And without a doubt,
He became most widely acclaimed;
Capturing the hearts of young and old alike.
He was admired not only as an entertainer,
But as the great humanitarian that he was;
For his generosity, and his kind feelings
For his fellow man.
He revolutionized the field of music and
Received its highest awards.
He became a living legend in his own time;
Earning the respect and love of millions.
God saw that he needed some rest and
Called him home to be with Him.
Pastoren og jeg opfordrer fundamentalt til strictly Elvis på iPod og stereo torsdagen igennem. Husker for 20 år siden i Frankrig, hvor flere lokale radiostationer på smukkeste vis ligeledes fejrede 10-årsdagen ved udelukkende at spille Kongen. Vil du fortabe dig i Elvis på nettet, så klik her for at komme til The Times’ tribute-site i anledning af dagen.
Jeg mener, at Beatles og Stones salgstal blandt den sorte befolkning, er irrelevant for diskussionen. Det vi kan måle på, er hvor mange farvede musikere, som de band, gav en tilværelse, hvor de kunne leve af at spille deres musik.
Keith Richards har mange gange fortalt historien om dengang Stones for første gang besøgte Chess Studiet i Chicago. Han havde fået at vide, at Muddy Waters var til stede, og han fór ind for at møde et af sine store idoler. I første omgang kunne han ikke finde ham, indtil han blev klar over at det var Muddy Waters, der hang oppe under loftet med en malerkost. Han trængte til en ekstra skilling. I årene derefter, ja velsagtens indtil hans død, turnerede, ikke kun Waters, men en lang række bluesmusikere Europa og USA tyndt.
Beatles m.fl. solgte nok ikke mange plader til sorte amerikanere. Men de blev heller ikke markedsført til dem. Og The Supremes solgte mange plader – men de var i modsætning til Elvis og The Beatles ikke idoler, der blev markedsført som “fantasikærester”. De var først og fremmest tre unge damer, der stod og sang. Det var i høj grad Ed Sullivans tv-show, der eksponerede dem. Sammenlign med især de mange film, hvor Elvis blev sat til at spille førsteelsker. Der var ikke tilsvarende film med f.eks. Sam Cooke eller Diana Ross, der bestemt heller ikke så grimme ud.
Hvis man besøger USA, opdager man temmelig hurtigt, at der stadig er en meget stor bevidsthed om at markedsføre særskilt til bestemte befolkningsgrupper. Den har dybe historiske årsager.
Der er ikke de samme fordomme mod indvandrere fra Europa og Asien, som vi har set i Europa. Men afstanden mellem amerikanere af europæisk og afrikansk oprindelse er stadig tydelig. (Og der er ved at vokse en holdning til latinamerikanske indvandrere frem, der helt ligner alt for velkendte holdninger til indvandrere fra Mellemøsten i Danmark.)
For snart en del år siden, da jeg første gang var i USA, besøgte jeg et ægtepar, hvor konen fortalte om hvordan hun som teenager havde siddet og ventet spændt sammen med sine veninder på at se den nye video med Michael Jackson. Hendes mand mumlede herefter en sur bemærkning om at det da var helt uhørt, at de piger ville “sidde og savle over en sort fyr”.
Pastor, forstår hvad du mener og giver dig ret et stykke. Men at sige ingen farvede artister havde opbakning og idolstatus i ‘den brede befolkning’ køber jeg ikke helt. Tag The Supremes f.eks; de havde fra 1964 til 1969 hele 11 (!) forskellige sange oppe på førstepladsen på den amerikanske single-salgshitliste. Det er da så bredt som det overhovedet kan blive!
Nu vil du måske mene, det var et farvet publikum, som gav dem den succes, og det er der selvfølgelig en vis sandhed i. Men omvendt, hvor mange plader solgte Stones og Frank Sinatra og Beatles og Beach Boys og alle de andre white guys så selv i the black hoods i USA?
Korrekt, Pastor.
De sorte musikere, var dog også fanget i egne snævre rammer. Hvis de fik succes på de hvide hitlister, blev de hurtigt hængt ud som Onkel Tom af deres egne. Det mærkede Louis Armstrong og Jimi Hendrix. For bare at nævne et par stykker…
Billetsalget til Lucinda Williams d. 28. oktober i Vega, begynder nu på mandag.
Jeg udtrykte mig uklart. Alle de personer, Jens nævner, var ganske rigtigt berømte musikere. Men de var ikke idoler i den “brede befolkning” i USA, dvs. blandt også de hvide amerikanere. Der blev skelnet meget skarpt mellem “sort” og “hvid” musik i USA. Radiostationer og pladeselskaber var ejet af hvide. Et pladeselskab som Motown var en reaktion på netop dét.
Husk at USA i 1950’erne var et land, hvor der reelt var apartheid – sorte var henvist til særlige skoler, havde ikke stemmeret, var ofre fra lynchninger osv.
Hmmm… jeg får mest af alt lyst til at lytte til Fear of a Black Planet af denne debat 🙂
Louis Armstrong, Aretha Franklin, Chuck Berry, Marvin Gaye, Sam Cooke, Little Richard, Jackie Wilson, Billie Holiday, Sammy Davis Jnr, The Supremes, Four Tops, James Brown, The Delfonics, Bo Diddley, Ike & Tina Turner, BB King, The Temptations, Ray Charles, Bob Marley, Sly Stone, Otis Redding, Smokey Robinson, Sam & Dave, The O’Jays, Wilson Pickett, Al Green, The Marvelettes, Miles Davis, Stevie Wonder…?
Jeg har også svært ved at forbinde Elvis med racisme. Prøv at læse
http://www.elvisinfonet.com/spotlight_racist.html
“Hound Dog” blev ganske rigtigt først indspillet af Big Mama Thornton – men den var skrevet af Leiber og Stoller, der var kridhvide. Så der er ikke tale om tyveri her.
Det er på den anden side en helt korrekt observation, at det var meget svært for sorte amerikanere at slå igennem som popidoler (for ikke at sige filmstjerner!) i 1950’erne. Så vidt jeg kan se, var det vel først med Michael Jackson, det skete.
Martin, fred være med din intention. Uanset hvad, var det en interessant ‘artikel’ du bragte på banen.
I en vindblæst by i det nordlige Skotland, mener en slægtsforsker at have fundet bevis for, at Elvis Presley’s aner var af skotsk æt eller klan, som det rettelig hedder deromkring. Spørgsmålet er nu om det har salgspotentiale? Skal der en statue op eller skal man nøjes med den Elvis-kilt, der allerede er sat i produktion?
Læs mere her: http://news.independent.co.uk/uk/this_britain/article2856855.ece
Artiklen er jo ikke en artikel, men snarere skribentens syn på sagen. Skribenten er åbenbart tidligere musikredaktør på Pride, der er et blad for de der er en “modern woman of colour” – så hun er uden tvivl ganske racemæssigt bevidst! Det har på intet tidspunkt været min intention eller mening at starte en debat om hvor vidt Elvis var racist eller om fordele og ulemper ved et multietnisk samfund, kernen i mit indlæg er linjen “Elvis was a hero to most/ But he never meant shit to me” – mere er der ikke i det! Happy dødsdag alle sammen, skal vi evt. splejse om en ny gravsten hvor kongens navn er stavet rigtigt?
oki Elvis som racist… nu har man vel hørt alt…
anyway, muligt du opfordrer til Strictly Elvis Jens, men synes nu godt “Min Elvis” også godt må finde vej til højtalerne.
Hey Martin, ifølge den Guardian-artikel stjæler, udvander og fortynder ‘den hvide mand’ alt ægte og stærkt fra de farvede. Fuck, hvilket trist, snævert, bittert og – ja – racistisk verdenssyn!
Var Elvis da virkelig en bad guy når han – af åbenlys kærlighed til såkaldt farvet musik – fortabte sig i blues, soul, gospel og fik sin rocknroll ud af det? Eller er f.eks. Manu Chao race-spekulant, når han baserer sine kridhvide sange på musik fra Jamaica, Mellemamerika og Arabien? I don’t think so!
Ville derimod stå som forkert at holde berøringsangst afstand til alle farvede brødre og søstres kulturer. For tingene har sundt af at blive blandet sammen og videreudvikle sig. Det er en historisk sandhed, de aldrig vil forstå i Dansk Folkeparti.
Der er en grund til at racistdelen er i parantes, det er udelukkende for at fuldende det tekstuddrag det stammer fra. De to første linjer kan jeg huske fra en Elvis feature i Wild eller Zoo for efterhånden en del år siden. Men altså, det korte af det lange – Elvis har aldrig rystet min pelvis.
Et sort jubilæumssyn på Elvis: http://arts.guardian.co.uk/elvis/story/0,,774842,00.html
Det Public Enemy-citat er jo noget forvrøvlet sludder, Martin.
Fint du/de ikke kan li’ ham, men at forbinde Elvis med racisme er grotesk absurd og så forkert som noget. Forklar gerne hvad du mener…?!?
Når det kommer til Elvis kaster jeg hellere mine håndtegn i retning af Chuck D fra Public Enemy – Elvis was a hero to most/ But he never meant shit to me you see (Straight up racist that sucker was simple and plain/ Motherfuck him and John Wayne.”) – og det kan han jo have ret i!