Indenfor moderne musik ken den egentlige jul vel bedst fejres i dag, hvor The Clash’s London Calling, ledestjernen af en moderne rocknroll-plade, kom til jorden for 28 år siden . Det skete så ikke i en krybbe i Mellemøsten, men istedet i vinylduftende pladebutikker over hele Europa, ja, selv i Viborg, hvor jeg fandt mit eksemplar. Vi har naturligvis skrevet om London Calling før, så for afvekslingens skyld her Allmusic.com’s vidnesbyrd:
– Give ‘Em Enough Rope, for all of its many attributes, was essentially a holding pattern for the Clash, but the double-album London Calling is a remarkable leap forward, incorporating the punk aesthetic into rock & roll mythology and roots music. Before, the Clash had experimented with reggae, but that was no preparation for the dizzying array of styles on London Calling. There’s punk and reggae, but there’s also rockabilly, ska, New Orleans R&B, pop, lounge jazz, and hard rock; and while the record isn’t tied together by a specific theme, its eclecticism and anthemic punk function as a rallying call. While many of the songs — particularly “London Calling,” “Spanish Bombs,” and “The Guns of Brixton” — are explicitly political, by acknowledging no boundaries the music itself is political and revolutionary. But it is also invigorating, rocking harder and with more purpose than most albums, let alone double albums. Over the course of the record, Joe Strummer and Mick Jones (and Paul Simonon, who wrote “The Guns of Brixton”) explore their familiar themes of working-class rebellion and antiestablishment rants, but they also tie them in to old rock & roll traditions and myths, whether it’s rockabilly greasers or “Stagger Lee,” as well as mavericks like doomed actor Montgomery Clift. The result is a stunning statement of purpose and one of the greatest rock & roll albums ever recorded.
London Calling blev udsendt en uge efter Pink Floyd’s eget dobbeltalbum The Wall, og var for de af os, der fandt dens noget firkantede budskaber og dengang allestedsnærværende svulstige musik uspiselig, et fantastisk fristed. Nu det er weekend, og måske med tid til den slags, kan vi kun opfordre til at sætte London Calling på i aften, skrue højt op og stornyde dens vibrerende energi, musikalske vision og menneskelige overskud. Har man ikke allerede pladen, kan den købes i butikker landet over, fra Hvide Sande til Rønne, for små 70 kr. eller derunder – den er det tidobbelte værd!
Når nu The Smiths aldrig bliver gendannet er dette da en fin tribute:
http://www.youtube.com/watch?v=yjnGESlRNXk
Vent og se! Inden længe vil denne blogs forfattere røbe, hvad de synes om årets albumudgivelser.
PS. Jeg gætter selv på at Pastoren har hentet albummet og synes det ikke er noget dårligt album, mens Jens nok synes, at Radiohead generelt er lidt for lidt verse-chorus-verse, og har kunnet modstå fristelsen. Har jeg ret?
Nu er denne Clash-tråd jo allerede blevet inficeret med Pink Floyd, så jeg føler mig ikke for god til straks at udnytte Pastorens lille cue word nedenfor. Nu er det vist ingen hemmelighed, at jeg er mere end almindelig begejstret for Radiohead, men hvad synes folk her om In Rainbows? Har I overhovedet downloadet det? Jeg har lyttet rigtig meget til det, og jeg må sige at det for mig er blevet ikke så lidt stærkere med tiden og for mig helt på højde med det allerbedste Radiohead har prsæteret overhovedet. Mine personlige favoritter er All I Need og Reckoner. Mens jeg længelsfuldt går rundt og venter på at min In Rainbows limited edition disc box skal komme med posten, kan jeg glæde mig til, hvad der helt sikkert bliver en fantastik tur til London næste år, hvor det lykkedes mig at få billet til Radiohead i Victoria Park den 25. juni. Det bliver så stort, så stort!
Nu går det galt igen. Vi skulle tale om London Calling og ender med at bruge linjer på Sandinista!
Jo, hvorfor ikke? Epic, The Clash’s amerikanske pladeselskab, sendte i 1980 den såkalste Sandinista Now, med kun 12 sange, ud til samtlige anmeldere derovre, da man ikke mente de kunne overskue hele 36. Sandinista Now’s tracklist:
1. Police On My Back
2. Somebody Got Murdered
3. The Call Up
4. Washington Bullets
5. Ivan Meets GI Joe
6. Hitsville UK
7. Up In Heaven (Not Only Here)
8. The Magnificent Seven
9. The Leader
10. Junco Partner
11. One More Time
12. The Sound Of Sinners
Kunne man ikke lave en Best of Sandinista-udgivelse?
Til gengæld har du skrevet alle indlæggene helt selv!
Kun 2 om Joe, kun 5 om Clash…? Jeg er skuffet. For, som du nok ville have formuleret det, The Only Band That Matters er ikke noget dårligt band.
Sandinista – fantastisk modig og spændende plade! Tror nu du mener sangene på vinylens side 5/6 – altså skæring 25>36 – da det først er der struktur og mening for alvor forsvinder. Du har helt ret i Sandinista har materiale nok til en overlegen god dbl-LP.
Lad mig nu se… den gode fritekstsøgningsfunktion i WordPress afslører, at der lige nu er 5 skærmfulde med indlæg om The Clash og 2 skærmfulde med indlæg om Joe Strummer. Så kom og ikke sig, at vi ikke allerede fejrer Strummer, Jones, Simonon og Headon/Chimes her hos os!! Snart kommer der sikkert klager over at vi aldrig nævner Morrissey…
Hvad hører jeg lige nu? “The Magnificent Seven”, forresten. Sandinista rummer i sig sange nok til et album på linje med London Calling, men der er psykedeliske eksperimenter på side 3/4 (cd 2), som ikke står distancen i dag. Bevares, det var sikkert sjovt at lave f.eks. “Silicone on Sapphire”.
1-0 til Naser!
Som Nasser Khader ville sige “det er en gammeldags måde at se tingene på”, Jens!
Hvor absurd. Nu fejres The Clash’s London Calling med en seriøs diskussion om et af punkens erklærede fjendebilleder, Pink Floyd. Sig ikke igen ytringsfriheden er død på denne side, Lloyd Cole:-)
Jeg er ikke nogen stor Pink Floyd-ekspert, men jeg ved dog, at der er i al fald 4 epoker:
– Den tidlige, psykedeliske Syd Barrett-epoke.
– De tidlige 1970’ere
– Roger Waters-epoken
– Perioden efter Roger Waters, hvor David Gilmour er hovedmand
The Piper at the Gates of Dawn er Syd Barrett-epokens hovedværk – og gruppens debut. Dark Side Of The Moon er rendyrket tidlig 1970’er.
The Wall er rendyrket Roger Waters. Perioden efter Roger Waters er ifølge de flestes mening den mindst spændende. David Gilmour er ikke nogen dårlig guitarist, men tidens tand er sat ind.
Derfor er der i virkeligheden flere steder at starte. Dark Side Of The Moon siger mig ikke så meget, men måske skal jeg bare høre det album noget mere. Roger Waters-perioden er meget mere sang-orienteret.
Pink Floyd spøger hos senere britiske navne som Radiohead og Muse. De er et banebrydende band, men de har altid været i periferien af min musik-interesse. Der var simpelthen meget andet, jeg havde mere lyst til at lytte til.
I virkeligheden er Pink Floyd og The Clash nok lige (u)aktuelle i vore dage. For de, der er yngre end Jens og mig, og derfor ikke vokset op med nogen af dem, er de begge klassiske britiske rockgrupper inden for hver deres undergenre.
“…… er ikke noget dårligt album.”
Ovenstående vending ville hvor jeg bor være en slags slet skjult negativ kritik, men i Pastoren’s Nordjylland er den vel nærmest lig toppen af poppen af 13-skalaen…;-)
1888, lad ikke blade som Mojo’s støv sætte sig på og ødelægge The Clash’s plader. Har selv lidt det samme problem med Beatles, specielt efter 1966, og det kan sgu’ godt ærgre mig.
Hvor starter man med Pink Floyd? Har ingensomhelst anelse overhovedet. Et af de meget få bands, jeg aldrig på noget tidspunkt er blevet givet den mindste lyst til at gå på opdagelse i.
Der klæber sig efterhånden for meget Mojo-punk-nostalgi til The Clash til at jeg orker finde pladerne frem fra hylden. Så er det næsten mere fristende at bevæge sig ud på ubetrådt grund med Pink Floyd kataloget. Hvor skal man starte?
London Calling er ikke noget dårligt album. Det er blandt de albums, jeg har lyttet allermest til i tidens løb. For tre år siden kom 25-års-jubilæumsudgaven. Den ekstra cd med de legendariske demoer og faktisk også dvd’en med dokumentarfilmen om albummets tilblivelse er værd at eje, hvis man virkelig værdsætter dette album.
Jeg er blevet lidt mere venligt stemt over for The Wall, end jeg var engang; jeg så filmen i sin tid, men var ikke så imponeret. Det var andre slags musik end Pink Floyd, der trængte sig på hos mig. For nylig fandt jeg dobbelt-cd’en til 50 kroner i Føtex og lyttede lidt mere grundigt til musikken. Noget af det er bedre, end jeg husker det.