Det nye album med Arcade Fire kalder på flere indlæg. Den lille forede kuvert fra Canada lå i postkassen, da jeg, Pastorinden og vores faste kommentator på 9 vendte hjem fra ferie sydpå. Vi fik hørt det meste af albummet med et halvt øre, efter vi havde pakket ud og inden vi udmattede tumlede i seng.
I dag har jeg haft The Suburbs i ørene hele formiddagen. Allerede første ordentlige gennemlytning fortalte mig, at her er tale om én af årets store albumoplevelser i en tid, hvor mange erklærer både rockmusikken og albumformatet for fortid. Fornemmelsen af at have fat i noget helt specielt, som da jeg i sin tid hørte The Walkmens You & Me havde jeg igen. Den ene velskrevne sang efter den anden dukkede op, og fire ting stod efterhånden klart for mig.
For det første, at de store armbevægelser fra Neon Bible er nedtonet lidt. Det har gjort flere nuancer synlige i numre som f.eks. “Wasted Hours”. Jens kom til at tænke på Talking Heads, da han havde hørt de første numre i sin tid, men den sammenligning er ikke helt rigtig, synes jeg. Det er ikke David Byrne & Co.’s humoristiske distance til forstædernes verden, vi her oplever – det er melankolien, længslen ud og hjem igen, vi møder i The Suburbs.
For det andet, at Arcade Fire som alle andre musikere, jeg holder af at lytte til, formår at kende deres rockhistorie og bruge den til at lave en syntese, der er andet og mere end summen af enkeltdelene. Man kan igen høre nødvendigheden og længslen fra Bruce Springsteens hovedværker og David Bowies periode omkring Hunky Dory og Ziggy Stardust, og også riff-citater fra “Street Fighting Man” (i “City With No Children”) og The Byrds (“Suburban War”) dukker op her og der. Men først og fremmest er dette lyden af Arcade Fire selv.
For det tredje, at selv om The Suburbs er en slags konceptalbum om forstadslivet (jeg har ikke talt efter, hvor mange gange ordet dukker op, men det er ganske mange steder), er det samtidig et album af sange, der sagtens kan høres hver for sig.
For det fjerde, at Arcade Fire, dette canadiske ensemble med en amerikanskfødt sanger bosiddende i en fransktalende storby i Canada, måske ikke er rockmusikkens fremtid, men i høj grad er dens nutid i den bedste betydning af ordet – ligesom det er tilfældet med The National og The Walkmen og andre bands, vi har det med at hylde her på bloggen.
“Put The Suburbs on repeat and days could pass before the urge to change the record takes hold.”
http://www.bbc.co.uk/music/reviews/nm4z
Pitchfork er også oppe på The River-temaet:
http://pitchfork.com/reviews/albums/14516-the-suburbs/
Selv synes jeg både sammenligningen halter på såvel lyden som på selve pladens sammenhæng – The River er halvt sange med noget tyngde og halvt numre som ‘I’m a Rocker’, ‘Sherry Darling’, ‘Ramrod’ osv, der lyder som om de tog ti fordrukne minutter at skrive. Sådan fungerer The Suburbs overhovedet ikke. Den hænger – kættersk sagt – langt bedre sammen end Springsteens noget for lange 1980-plade… The Suburbs er snarere deres Dog Man Star hvis der skal laves en reference til en skøn gammel dobbelt-lp 😉
Slet ingen musikalske forbindelser til The River? Jeg får mindelser (på god vis) om “The Jackson Cage”, når jeg hører “Suburban War”. (Og så ikke et ord om en linje som “keep racing on the streets…”).
@ Vermouth: Jo, kan høre hvad du mener musikstrukturelt, men selve tonen er nu en helt, helt anden.
@ Pastor: Måske tildels tekstligt, musikalsk da slet ikke?
Uden at kende noget som helst til det nye Arcade Fire album, så synes jeg også, at bandet lyder temmelig meget som Springsteen på ’Antichrist Television Blues’ på den forrige udgivelse.
http://www.youtube.com/watch?v=GB-xAQBWrm0
Netop et nummer som “Suburban War” får mig til at tænke på Springsteen fra omkring The River – både musikalsk og tekstligt.
Alright, Psstor!
Den Talking Heads-ting var nu ikke ment på anden vis, end at Arcade Fire ligeså hele tiden lyder, som den rationelle hjernehalvdel er på sveddryppende overarbejde. For selve musikken og sangenes vinkel på verden er godtnok anderledes end David Byrne’s fra dengang.
Omvendt hører jeg – desværre! 😉 – slet ikke den Springsteen-inspiration, du ofte nævner i forbindelse med Atrcade Fire. PÅ forrige plade var vist godtnok hele to sangtitler hvor ordet ‘car’ indgik, men der stopper den New Jersey-fest så også for mig.
Når ‘We Used To Wait’ fra den nye plade starter, høres nærmere inspiration fra……..Supertramp. Den ubehagelige association forsvinder dog heldigvis hurtigt, som sangen tager ved.
Alle disse ting bare små fodnoter, for uanset hvordan og hvorledes i forhold til hvem og hvornår, er The Surburbs et helt igennem selvbæredygtigt og løfterigt album.