England kunne

En gavmild dag at gå i pladebutikker, 16. september 1985. Hvor mange er mon klar over, at disse to så forskellige men gennemført fornemme plader – henholdsvis en yderst inspireret tiende single og et karrieretoppende, mesterligt album – begge blev udgivet og først kunne købes netop den dag?!

6 tanker om “England kunne”

  1. Elsker The Smiths – Morrissey vil aldrig nogensinde kunne ødelægge min begejstring for deres vidunderlige plader og tidløse sange.
    Morrissey dengang så ud som en gud, sang som en engel, skrev nogle af de bedste tekster, der nogensinde er skrevet i popmusik.

    I det hele taget jeg altid haft ret nemt ved at adskille kunsten fra kunstneren.
    Jeg har ingen problemer med at læse Hamsun – er i gang med læse Dronningen af Saba og andre noveller.
    Eller med at sætte Wagner på anlægget.
    Eller med at lytte til mine stand-up LP’er med Bill Cosby.
    Eller med at se Woody Allens og Polanskis film.
    Bare for at nævne nogle stykker.

    Og jeg håber, at Louis C.K. vender tilbage…

  2. The Smiths blotlægger som ganske få andre i musik og litteratur hvad det vil sige at være (ungt) menneske i modernitetens spejlkabinet. De ord og den lyd frembragte først og fremmest M og Johnny Marr. Det kan Ms selvoptagede idioti i avisspalterne de senere år ikke ændre på, for mig at høre.

    Jeg forstår simpelthen ikke denne ekstreme optagethed af Morrisseys sene udmeldinger. Ja, ja de ligger et sted mellem Henrik Sass og noget mere outrert, men skal man gå musik- og litt historien efter på den måde er der ikke meget tilbage, vi *må*læse og høre.

    Well, det er en gammel debat. Forstår bare ikke behovet for at skulle hævde en for så vidt ligegyldig korrekthed i kommentar om the Smiths’ geni.

Skriv et svar