Et wild shot på et soundtrack til den kommende sommer, er Rancid-forsanger Tim Armstrong’s solodebut Poet’s Life. Enhver der kender lidt til Rancid, et af de mere meningsfulde bands på en retro-bundet amerikansk punk-scene, vil forvente en hæsblæsende samling, men nej. Istedet dykker Poet’s Life ned i Tim Armstrong’s kærlighed til jamaicansk musik, et forhold Rancid’s egne udgivelser også selv nyder godt af, og leverer på naturligste vis sine 10 sange her udelukkende indenfor rock steady, ska, roots og dancehall, en overordnet retning bestyrket af pladens backingband, Californiens’s velrenommerede Jah-stylister The Aggrolites’ lysende tilstedeværelse.

Den jamaicanske måde at gøre tingene på har altid været en musikalsk Bermuda-trekant for de fleste hvide artister, men ikke Tim Armstrong, hvis raspede stemme passer lige ind i disse luftige, analoglydende sanges enkle flow. Svært at høre Poet’s Life uden samtidig at tænke på fransk-spanske Manu Chao, der uden besvær selv lykkes med eget fingeraftryk på den ellers så svært tilegnelige Jah-stylee. At Tim Armstrong også kan holde vejen hjem på den udebane er en glædelig overraskelse. At så få nok her i landet kommer til at stifte bekendstkab med Poet’s Life er synd og skam.

En anden mandags-udgivelse er The National’s med spænding imødesete Boxer. The National tog indie-verden med storm på Alligator, deres forrige, der bød på en stemningsmættet Interpols-ældre-brødre-musik tilsat litterært billedrige, ret foruroligende ensomheds-historier. Alligator var i sin fragmenterede tone svær helt at blive klog på, men ikke at forsvinde ind i og holde af. De 4-5 sange vi her på forhånd har hørt fra Boxer peger i retning af noget mindst ligeså givende – må forventningens glæde aldrig blive den største!