Er præsidentvalget i USA spændende? Realisterne iblandt os ville påpege, at det valg, der er mellem de to store partier, svarer til et valg mellem Venstre og Konservative. Mange progressive mennesker, jeg kender, ser et stort håb i Barack Obama. Lad os nu se, hvad der sker, når manden giver sig til at snakke om konkrete politiske emner. Prøv også at læse den australske journalist John Pilgers kritiske klumme om Obama i New Statesman. Det er helt klart også de store finansinteresser, der står bag Obama.
Det bliver under alle omstændigheder ikke svært at blive en mere populær og kompetent præsident end den person, der nu kun har få måneder tilbage i embedet. Og det er bestemt interessant, at det efter 232 år lykkes at få en præsidentkandidat med afrikansk baggrund fra et af de to store partier.
Nu ser Clinton omsider ud til at give op. Jeg har ikke meget til overs for nogen af kandidaterne, men én ting vil jeg dog sige: Det er dybt usympatisk, at man har kritiseret hende med udgangspunkt i hun er kvinde. Derfor vil jeg heller ikke bringe et af de billeder, der er blevet taget af hende, hvor hun ligner f.eks. en hysterisk grimasserende sangerinde, men i stedet prøve at overholde en tradition på bloggen med at finde et godt fotografi.
Selv om vi ikke kan stemme ved det amerikanske valg, kommer deres valg jo altid til at påvirke os på en eller anden måde, det være sig positivt og negativt.
Jeg kan godt se at det kan være positivt at tale om noget og ville noget, men hvis vi nu kigger på deres nuværende præsident så er det bestemt ikke positivt. Tåben talte og talte om masseødelæggelsesvåben før krigen mod Saddam, ikke krigen mod Irak, så alle efterhånden opfattede det som sandheden at de var der. Men ak, han fik iscenesat sin personlige krig mod den mand der efter sigende skulle have forsøgt at få Bush senior likvideret. Man behøver vist ikke at være professor i forvaltningsret for at se det nærmer sig misbrug af offentlige midler.
Vil alligevel give Søren ret i at Obama virker som den mest reelle. Hillery har tendens til at blive sur og tvær hvis det ikke går hendes vej, men hun har selvfølgelig også været bagud hele tiden. Desværre er det en gammel krigsveteran de er oppe i mod, så mod de har chancen?
Da, det måske kunne opfattes, som jeg går mere op i form end indhold, bør jeg vist tilføje:
Jeg ville ønske, der var flere politikere som Obama. Han er ikke blot begavet og en fandens god taler. Han giver mig også min ungdoms tabte tro på, at man går ind i politik for at stille sig i en større sags tjeneste, tilbage. Han virker ægte, og han retter sig ikke ind efter laveste fællesnævner eller taler berøringsangst om ingenting. Han taler om noget og vil noget på et helt andet niveau end de to andre.
Min anke mod Clinton er, at hun virker meget populistisk. Ikke blot retorisk, men også på visse moralske punkter forsøger hun at ramme en meget lav fællesnævner. Der er noget alt for jovialt og udvendigt over hele hendes facon.
Obama derimod betragter jeg som en fremragende taler, der også har mod til at tale om væsentlige spørgsmål på en måde, som tiltaler mit demokratiske side. Jeg tror, han er mere ægte – jeg hører ham som mere ægte. Hans tale om race var fremragende og et glimrende eksempel på, hvordan en stor statsmand taler.
McCain og Clinton er samme bolledej: retorisk stræbende mod at lyde som middelmand, mens de beskylder Obama for at være “elitær”. Hvad er “elitær” overhovedet? Jeg er af den mening, at det ikke gør noget med en præsident, der er lidt skarpere end Bush. Hvis han samtidig er lydhør for landets problemer og har fornuftige løsningsforslag, som han præsenterer i et fantastisk sprog (man skal nok tilbage til Mitterand for at finde en taler af samme kaliber) – så er jeg ret ligeglad, om han er mand, kvinde, trans og hvilken hudfarve han har.