A Skin, A Night + The Virginia EP

Havde helt glemt hvor kedeligt der også kan være i et band. Den rastløse ventetid afsted på tour, den stillestående ditto i studio, hvor oplevelsen af mangel på fokus, når man som bandmedlem ikke er i producerens ild, i begivenhedernes centrum, kan være ret overvældende. Vincent Moon’s nye film om The National bringer det hele tilbage. A Skin, A Night er en flue på væggen-docu, der følger bandet fra New York i perioden omkring tilblivelsen af Boxer, det seneste The National-album.

Idéen har formodentlig været, at fange de gnister det skal springe, når et modhagefyldt band som The National gennemgår en ny plades skabelsesproces. Den mission kommer aldrig hjem. A Skin, A Night klipper på kryds og tværs gennem rystende kameraers svimle billeder – indimellem er de imponerende flotte! – uden nogensinde at få stillet skarpt på omdrejningspunktet. Vi er hos men desværre aldrig rigtig med The National’s medlemmer, gennem 70 minutters løs snik-snak, musikalske venterværelser og ufærdige brudstykker fra sange på vej. Opbygningen er løs og tiden står så stille, man undervejs nemt kan gå en tur ud i byen efter cola, uden at tabe nogen tråd af den grund. Som sådan ligner Vincent Moon’s film mest af alt én lang R.E.M.-video, hvilket i denne sammenhæng kke er positivt ment. Undergrundsfilm på autopilot.

Men der er heldigvis mere. Vedlagt i DVD’en’s formfuldendte papindpakning er albummet (!) The Virginia EP, hvor The National har udvalgt tolv B-sider, demoer, radiosession-optagelser samt live-numre. Og hvilken imponerende kvalitet den del af udgivelsen til gengæld præges af. Fra en anderledes og meget fin version af Springsteen’s ‘Mansion On The Hill’ til næsten åndeløse live-udgaver af nyklassikerne ‘Fake Empire’ og ‘About Today’. Og så The National’s demoer, som i deres prøvende forskellighed giver langt større indblik i bandets kreative proces, i de inspirerede øjeblikke og håndteringen af dem, end føromtalte docu lykkes med. Opsamlingen er nok mest ment som bonus til filmen, men virkeligheden vil det omvendt. The Virginia EP står nemt på egne ben og kan allerede erhverves særskilt som download.

12 tanker om “A Skin, A Night + The Virginia EP”

  1. Jeg har endnu ikke haft tid til at sætte filmen på. Men jeg har hørt The Virginia EP nogle gange efterhånden. Det er spændende at høre demo’en til Slow Show, der slet ikke har samme form som albumversionen.

    Vincent Moon laver gode billeder. Jeg har nævnt dem før: The Take-Away Shows hvor forskellige bands spiller så alternative koncerter. De er fremragende. Se R.E.M., se Of Montreal, se Beirut, se The National… se!

    http://www.blogotheque.net/-Concerts-a-emporter-?lang=en

  2. Jeg forsøger at bøde en anelse for min fejl med denne setlist fra fantastiske Red Rocks (hvem husker ikke U2 samme steds og øhh det var vist i 1983) igår aftes. Naturlivis R.E.M. og NU KOM ORANGE CRUSH! Til gengæld et enkelt nummer mindre end den stigning der aftenen forinden endte på 28 numre…men men men, World Leader Pretend fandt de også frem igen.

    1. Living Well’s the Best Revenge
    2. What’s the Frequency, Kenneth?
    3. Welcome to the Occupation
    4. Ignoreland
    5. Man-Sized Wreath
    6. World Leader Pretend
    7. Accelerate
    8. Cuyahoga
    9. Hollow Man
    10. Walk Unafraid
    11. Houston
    12. Electrolite
    13. The One I Love
    14. Feeling Gravity’s Pull
    15. Departure
    16. Final Straw
    17. I’ve Been High
    18. Let Me In
    19. Horse to Water
    20. Bad Day
    21. Orange Crush
    22. I’m Gonna DJ

    23. Supernatural Superserious
    24. These Days
    25. Losing My Religion
    26. Fall On Me
    27. Man On The Moon

  3. JENS! PIIINLIGT, 18 ROSKILDE FESTIVALS I TRÆK HAR ÅBENBART FORVIRRET MIN LILLE HJERNE. PLAKATEN JEG HJEMDROG VAR NATURLIGVIS IKKE ÅRET FØR DEN UDKOM! NU JEG TÆNLER NÆRMERE OVER DET VAR DET VIST ET KØB DER BLEV GJORT SAMMEN MED EN STORE ORANGE TING HVOR BANDET SAD PÅ ET TAG….OG JA! DEN KOM I 88 – ALTSÅ GREEN, MEN BEGGE PLAKATER BLEV INDKØBT I 89…SÅ BLEV MIN HUKOMMELSE OG FEJLEN RETTET. SORRY!

    DOG STADIGT ET RASENDE FLOT COVER!

  4. Den første ‘The National’ er ikke den plade jeg har spillet mest, det tilkommer ‘Alligator’, men rangerer som en klar nr. 2 foran ‘Boxer’, ‘Cherry Tree’ og ‘SSFDL’.

    En meget melankolsk og dragende plade !……klart anbefalingsværdig.

  5. Købte coveret som gigantplakat på Roskilde i 1986….hold da op den var flot 🙂 Og så gør det jo ikke noget, at pladen også er god!

  6. Cherry Tree er værd at investere i. Jeg sidder lige nu og lytter til Sad Songs For Dirty Lovers; det er ikke et dårligt album, men efter min mening ikke helt på højde på efterfølgerne.

    Og så er jeg forresten noget skeptisk over de film, der følger med musik nutildags. Jeg købte særudgaven af Accelerate på grund af dvd’en, der fulgte med. De knap tre kvarters film om R.E.M.s Dublin-koncerter er en rystet omgang med små, usammenhængende bidder musik. Min hustru, der sætter R.E.M. meget højt, gav allerede efter få minutter udtryk for at det her, det er altså kedeligt.

    R.E.M.s stærkeste side er ikke det visuelle – deres album-forsider er et kapitel for sig; de må være blevet til i samarbejde med et beskæftigelsesprojekt af kortere varighed for farveblinde.

  7. Mini-albummet Cherry Tree, som kommer før Alligator, er noget af det allerbedste The National har udsendt.

  8. The National gav en mesterlig koncert på Roskilde sidste år, og jeg ser i den grad frem til, at de rammer 8000 i august..
    Men jeg kender kun Alligator og Boxer… Er deres to (?) øvrige plader værd at investere i?
    Anyone???

  9. Apropos et band, som Jens har spillet en fremtrædende rolle i engang, så har DR på sin hjemmeside jævnligt haft coverfotoet til DK som appetitvækker til en ny “net-pop kanal”. Respekt!

    Jeg ville gerne have sendt et link, men nu kan jeg ikke finde det længere, i stedet et citat fra samme skæring – et par dage forsinket:

    “Første juni og ingen fred
    jeg er ikke længere ham, der drog afsted”

Skriv et svar