Hvor skal man starte og slutte i en vurdering af Arcade Fire’s med spænding imødesete og massivt hypede nye album Reflektor? Ved Pitchfork’s überpositive konklusion, ‘an album that dares to be great and succeeds’? Ved den meget vellykkede førstesingle, der bærer pladens titelnummer? Eller ved den ‘det er os der bestemmer’-mentalitet, der naturligvis stråler ud fra et rockalbum med hele otte sange, som hver for sig tør blive ved og ved i over fem minutter?
Har gennemtrawlet Reflektor 5-6 gange nu, og den fortabthed der først oplevedes i albummets uendelighed, er efterhånden blevet afløst af en form for irritation. Mener, Arcade Fire er simpelthen for gode til at være så ufokuserede som de giver sig selv lov til på Reflektor. Vi kender bandets høje klasse når som bedst, sidst fremvist på mesterpladen The Suburbs, der trods sin lange spilletid var helt anderledes skarpt drejet i produktion og sentiment. Trods de mange kvaliteter fundet spredt rundt omkring her – nærmest som debris – sendes Reflektor-rejsende for ofte i retning af progrockland, med pladens overordnede navigeren rundt i endeløse musikstykkers tværgående labyrinter af massiv lyd.
Webmastor Pastor skrev forleden på Facebook, man måske som vingeskudt lytter kunne prøve at se Reflektor som en slags pendant til Sandinista! (The Clash’s meget omfangsrige og flagrende 3dbl-album). Men den holder ikke helt, for hvor The Clash havde ialfald to fremragende musikere ombord, der kunne skære roller ud og økonomisere i spillet, er Arcade Fire simpelthen for uformående musikere til at de mange stileksperimenter går op. Fint at ville lave musik der vil swinge og lyde a la Bowie/Talking Heads, men hvis ens rytmesektion ikke fremstår bedre end en sikkert gennemsnitlig samspilsaften på rytmekons i Montreal, vil format og skarphed komme til at halte.
Valget af LCD Soundsystem-frontmand James Murphy som producer er ellers modigt og udfordrende, men forløses først og fremmest på føromtalte førstesingle, der i modsætning til de fleste af Reflektor‘s mange andre mastodont-numre økonomiserer med sine virkemidler. For modet til at kunne det hele på den dobbelte tid fejler aldrig noget, hverken hos Murphy eller Win Butler & co, men en mangel på centrum i de mange eksperimenter og musikalske moodswings skaber for ofte en uigennemtrængelig lydmur, der, som pladen skrider frem, mere fremstår som ufrivillig spændetrøje end et egentligt kunstnerisk udtryk.
Er alt da tabt på Reflektor? Nej, der er naturligvis musikalske øjeblikke, som er specielt berigende på en bittersød fortabt måde, kun Arcade Fire evner. ‘Afterlife’ er et af dem, ‘Here Comes The Nighttime II’ et andet. Set som værk, er det dog først og fremmest bandets stolte insisteren på at fare vild der står tilbage. Og den er desværre ret succesfuld.
Begge skiver er i heavy rotation, hørt som stream mistede jeg ellers hurtigt interessen.
Side a
Reflektor
Flashbulb Eyes
Here Comes the Night Time
Side b
We Exist
Normal Person
You Already Know
Joan of Arc
Side c
Here Comes the Night Time II
Awful Sound (Oh Eurydice)
It’s Never Over (Hey Orpheus)
Side d
Porno
Afterlife
Supersymmetry
Side 4 må ialfald være på toppen. De andre også?
Det er jo en fremragende plade. Hørt som 2 x lp med indlagte “pauser” giver den 100 % mening.
Er det ikke konen, der får lov at sidde ved trommerne?
Jeg har også hørt den mange gange nu. Men frustrationen vill ingen ende tage omkring de mange gode inputs, der ligger ikke krystaliseret/færdiggjort rundt omkring på pladens enorme areal.
Og…….de burde virkelig få sig en mindre uformående trommeslager. Se på både The National og The Walkmen, hvilken forskel det gør at have en virtuos en af slagsen, der swinger og lever bag stikkerne.
Ja, det er faktisk et godt tegn – de albums, jeg bliver rigtig skuffet over, ender jeg nemlig med at lægge helt fra mig.
Den bliver ved med at indbyde til nye lyt; altid et godt tegn. Elsker Regine Chassagnes franske kor på den i øvrigt forrygende ‘Joan of Arc’.
Jeg tror nu heller aldrig jeg bliver så glad for Reflektor som jeg er for The Suburbs, men der er tidspunkter i mit liv, hvor jeg ender med at blive mildere stemt end jeg engang har været.
Mig, jeg tror Reflektor vil endne med at gøre mig endnu gladere for The Suburbs end jeg er nu. Hvorfor spise svampet brød, når samme bager har overdådig kage?!
Jeg har faktisk en underlig fornemmelse af at jeg vil ende med at blive gladere for Reflektor end jeg er nu. Der er allerede nu nogle sange fra albummet, der sidder et sted i mit baghoved.
*Reflektor’ er et fantastisk track, synes jeg også. Men i modsætning til det meste andet på albummet, er det trimmet og skåret skarpt i arrangement.
Jeg mener jo ikke som sådan at albummet lyder a la gammeldags progrock, men kun at manglen på overordnet disciplin og artistisk klarsyn, samt virvaret af for mange stykker og spillede roller, giver ubehagelige reminiscenser.
Produceren har – med al sin tro på og misforståede frihed til bandets genialitet – tabt sin opgave på gulvet.
PS – 5 stjerner i Politiken i dag og vanvittige 9,2 på Pitchfork? Giver mindelser om de år Radiohead kunne gå tørskoede på Hype Ocean uanset hvad de udsendte.
“Reflektor” er tæt på 8 minutter langt uden at det egentlig virker slemt. Jeg tror ikke, det er numrenes længde i sig selv, der er et problem.
Der er nemlig en del gode ting på Reflektor, men albummet er simpelthen længere end ideerne tillader. Progrock er det ikke, men et par numre kunne godt være blevet skrottet, og nogle andre strammet op. En mere kritisk lyttende producer ville have gjort underværker, tror jeg.