Fables

I disse dage i 1985 udkom Fables of the Reconstruction, R.E.M.’s tredje regulære album. Indspillet i London af folk-veteranen Joe Boyd lyder Fables ikke som noget andet i bandets karriere – eller i rockmusikken som sådan – med sin druknende monokrome lyd og sine tonalt drævende numre. Michael Stipe fortalte omkring pladens udgivelse, at indspilningen i en fjern forstad i fremmede London, hvor det regnede konstant, fyldte R.E.M. med modløshed og hjemve. Det høres. Her den så fine ‘Driver 8’ tilsat grynede skumringsbilleder af endeløse amerikanske tog og rangerterræner; the things that Stipe’s dreams were made of.

3 tanker om “Fables”

  1. Jeg kan personligt meget bedre lide Life’s Rich Pageant. Vokal og instrumenter står tydeligt frem, uden at det bliver “firserlyd” – og sangene og stemningen er meget bedre.

  2. For mit vedkommende er det nok det bedste R.E.M. album. Og det er både på grund af nogle rigtig gode sange og på grund af selve lyden. Og coveret passer også umanerligt fint til indholdet.

    Rigtigt at det lyder af både regnvejr, hjemve og mismod – men på en måde så jeg i hvert fald godt gider lytte med. Det er noget med den kollektive tilbageholdenhed fra alle involverede, som markerer en afstand til den tids ideallyd og vel egentlig også til den konstante skulle væren på nu om dage.

    Men det er ikke ligegyldigt, hvilken version man hører. Nogle af de nyere remixede/remasterede udgaver har alt for højt et lydniveau, og det er efter min mening ikke nogen gevinst.

  3. Men er det et godt album? Jeg ved det ikke rigtig. Det lyder som om produceren indstillede mixerpulten forkert og derefter gik sin vej. Utroligt, at det er samme mand, der producerede de to første albums med Nick Drake.

Skriv et svar