Mikkel om “Brænder boksen med smukke ting”

Det var en ikke særligt stormfuld aprilaften, da Mikkel og jeg satte os og talte om arbejdet med “Brænder boksen med smukke ting”


Du har engang sagt, at Hilmer var ham, der lærte dig at producere popmusik. Hvad er det, Hilmer lærte dig?

Det, jeg blandt andet har lært af Hilmer, er en grundfilosofi om hele det soniske lydunivers samt hans tilgang til musikproduktion. Men jeg vil også sige, at det bestemt ikke er det hele, Hilmer gjorde, der virker for mig. Mit udgangspunkt er jo også et andet – fordi jeg er keyboardspiller, mens han var guitarist. Forskellighederne bliver mere udtalte som årene går.

Men Hilmer var den første producer, jeg arbejdede sammen med. Og han var ikke bange for at lukke op og fortælle, hvordan han gjorde. Han var jo en generøs mand, så jeg kunne suge til mig. Han syntes måske bare, det var dejligt at vi havde et interessefælleskab.

Hvilke af Hilmers principper har du afveget fra?

F.eks. er det hele “fascismen” om efterredigering: Jeg arbejder med at optimere rummet i stedet for at redigere rummet; der er jeg meget anderledes. Jeg prøver at få det bedste ud af dem, jeg arbejder med ved at lade dem gøre det de er bedst til, mens Hilmer prøvede at “dressere dyrene”. Jeg har oplevet, at både Hilmer og Jens har haft svært ved at være frie i den kreative proces, og for Jens’ vedkommende havde det måske noget at gøre med den rolle, han blev tildelt i processen før i tiden. Måske var Hilmer dengang mere opsat på at “redde” optagelserne bagefter, mens jeg gør mere ud af at få det, der sker i studiet til at virke i situationen. Så skal jeg ikke sidde i tre uger bagefter og klippe og klistre. Jens’s vokaler er der f.eks. ikke gjort så meget ved – men på Hilmers produktioner blev der redigeret vældig meget i dem. Det var mere kirurgen, der sad med kniven. Hilmer redigerede jo også vældig meget på Copenhagen Screaming, som skulle forestille at være et live-album. Netop dét, tror jeg Henrik og Jens havde det underligt med.

Jeg har også spurgt Hilmer om dette: Hvordan er det med at være medlem af bandet og samtidig være producer? Det kunne godt give nogle interessekonflikter, ville jeg tro.

Man skal i hvertfald være i stand til at hæve sig op over at være “medlem af bandet”. Jeg skal kunne høre hvad der er i sangens interesse og tage beslutninger ud fra det. Det kan være svært for nogen at anerkende den bedste idé, hvis de ikke selv har fået den. En god producer må ikke stå i vejen for musikken. Man skal kunne hæve sig op over sin egen rolle; jeg skal kunne lægge låg på mig selv, når jeg også skal være producer. Man kan godt være en slags diktator – der er ingen tvivl om at det er Jens og jeg, der bestemmer meget i sidste ende – men man er nødt til også at være diktator over for sig selv.

Du var også med på Jens’ tre albums i eget navn, produceret af Nikolaj Nørlund. Er der nogle af Nørlunds tilgange, du har taget til dig?

Jeg synes, Nørlund var god til mange ting, bl.a at bruge folk til det, de er gode til. Det gik Hilmer aldrig op i. Nørlund lader bare folk spille, og så vælger han de gode ideer ud fra alle de inputs han får.

Også på dette album har du været med til skrive numre (“Århundredets sekund” og “Folkets hus”). Hvordan var du involveret i sangskrivningsprocessen denne gang? Kom du med en melodi, som Jens så satte ord på, var teksten der først eller blev sangene (for melodimaterialets vedkommende) til i fællesskab?

Jens begynder typisk at skrive musik i god tid; det er en meget fast proces, han bruger (og derfor får jeg så også lyst til udfordre indspilningsprocessen) hvor han sidder hjemme og skriver sange. Men så sender jeg ham også noget, jeg har lavet – en pulje med ting, jeg har lavet. Nogle gange er det numre, andet er klavertemaer eller måske et beat. Hvis der er noget af det, han tuner ind på eller passer ind i Love Shop-regi, kan vi gå videre med det. Sådan var det også denne gang.

“Folkets hus” begyndte som et lille klip på min Instagram-profil. Nogle timer senere sendte Jens mig så en demo, hvor han havde skrevet noget tekst til, sunget henover og lavet lidt guitar. Og sådan blev det nummer faktisk til.

Jeg kan rigtig godt lide den rugende stemning på åbningsnummeret, “Folkets hus”, hvor synthesizeren sniger sig mere og mere ind undervejs. Det må have været din idé?

Det var det. Sangen startede jo som en klaverballade, men vi ville gerne væk fra det salmeagtige. Der skulle være mere uro over nummeret, og det var sådan, det elektroniske kom ind. Både Jens og jeg kan godt lide den slags.

Er det et tilfælde, at det minder om Vangelis? (Jeg tænker på Blade Runner, men nok mest på Albedo 0:39)

Ja da, men jeg kan vældig godt lide Vangelis. Jeg prøver aldrig at planke noget, selv om jeg sagtens kan lade mig inspirere på en pæn måde af en “farve” eller en stemning – men jeg mangler sjældent ideer, når jeg først er i gang.

Var der nogle færdige/næsten færdige numre, der blev fyret?

Ja, faktisk en to-tre stykker, som nåede helt frem til grundbånd-fasen. Det sker så godt som aldrig, at den slags fyrede numre genopstår.

Meget af albummet er optaget “live” med hele bandet – hvordan påvirkede det processen?

På den måde, at det er nemmere at spille det, man selv har været med til at skabe. Man kommer til at føle en større samhørighed som band. Inden vi begyndte indspilningerne for alvor, mødtes hele bandet og spillede en 15-20 numre igennem for at få et indblik i de roller, vi kunne have i bandet. Jeg optog så det hele på min diktafon og vendte tilbage til det, da det blev alvor med de nye sange et halvt år senere.

Det er vigtigt for mig at udfordre mig selv og bandet, så vi ikke bare gør det, vi altid har gjort. Vi skal også forny processen. F.eks skulle vi tage os af vokalerne en ekstra gang, fordi man kunne høre bandet på vokaloptagelserne. Så måtte Jens tage mikrofonen og gå rundt i studiet og synge (og danse!), så han kunne få en større indlevelse. Det setup brugte vi til alle optagelserne, og det gav et helt andet udtryk.

Jeg ved ikke, om jeg vil bruge live-tilgangen igen. Men det var noget, bandet efterlyste – at komme tidligere ind i processen. Og det så jo ud til at virke. Jeg er glad for, vi gjorde det.

“Druknet Senegal Vin” er et usædvanligt langt nummer. Hvorfor endte det sådan?

Da vil prøvede nummeret første gang, kunne man høre, at vi var i en stemning/tilstand som sangen befandt sig godt i. Hvis man blev i tilstanden intensiverede den bare – både Jens og jeg kunne også lide tilstanden. Her havde vi aldrig været før. Ud fra dét blev det en ting.  Vi var samtidig lidt inspireret af et nummer, vi havde hørt med The War On Drugs – deres musik kan også være “tilstandsmusik” snarere end at være stramt struktureret med et vers og så en bro. Vi har lavet lange numre før (f.eks. “Du er kommet for at gå” og “Memory Babe”), men de har en meget mere traditionel popstruktur. Udgangspunktet i “Druknet Senegal Vin” er et helt andet. Akkorderne var der på forhånd, men hele fundamentet for nummeret blev til i studiet.

Det er i det hele taget, synes jeg, vigtigt at forny sig når man laver noget nyt. Man skal kunne følge med tiden og lade sig inspirere af tidens musik i stedet for bare altid at vende tilbage til f.eks. The Smiths.

Jens Unmacks officielle weblog