5 tanker om “Forfængelighedens bål”

1. Jens, nu du nævner musikken, som en af de vigtigste ting i livet, er her en tekst, som vores radiostation har fået tilsendt.Jeg ved godt, at nogle kræfter i vort samfund ønsker sig tilbage til et glansbillede af 1950’erne, men jeg ved nu ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg håber ikke teksten bliver for lang. Selvom det er svært at tro, er der faktisk mere fra samme skuffe…

   “Når man som jeg har været med i udviklingen fra halvtresserne og opefter og tilmed har haft børn i hele denne periode, så har man et ganske godt billede af hvordan samfundsudviklingen har forløbet i henseende til den påvirkning, som især den rytmiske populærmusik har udsat os for og den illustreres måske bedst af følgende beretning:
   ’En rockmusiker, der har været gift tre gange og fået et barn med hver af partnerne fortæller om hvorledes det første barn, der var udsat for rockmusik dag og nat var et meget uroligt og ukoncentreret barn, der voksede op til hverken at kunne holde på sine kærester eller sine job og hun levede dermed et højst utilfredsstillende liv. Det næste barn, der voksede op i en periode hvor der ikke var så meget fokus på rockmusikken, klarede sig nogenlunde, men der var absolut ikke noget at råbe hurra for. Rockmusikerens sidste hustru var en klassisk pianistinde, der ikke tillod deres fælles barn at blive udsat for den hårde rockmusik og dette barn voksede op og blev et harmonisk, veltilpasset barn, der var elsket af alle og som fik succes i livet.’
   I denne tid hvor der skolebørnenes færdigheder heftigt diskuteres, er det utroligt at de involverede parter ikke kan bringes til den indlysende forståelse, at børnene ikke kommer til at lære det forventede stof på alle områder, med mindre de får det æstetiske og musiske med på lige fod med den ønskede paratviden, som nemlig ikke kan absorberes med mindre de to hjernehalvdele bringes til at arbejde sammen, hvilket kun kan ske såfremt det æstetiske og musiske stof opprioriteres. Dette forhold er blevet påvist gennem adskillige undersøgelser, ligesom påvirkningen fra den lødige musik både forbedrer indlæringen og hukommelsen betydeligt. Dette vigtige forhold er behandlet i to kapitler i bogen ”Musik er ikke bare Musik,” som kan lånes på biblioteket eller bestilles her.
   Der er andre der har behandlet dette vigtige emne om den rytmiske musiks negative påvirkning:
   Allan Bloom, der er professor i politisk filosofi og som har undervist på en lang række universiteter, forholdt sig allerede i slutningen af firserne i sin kendte bog ”The Closing of the American Mind” meget kritisk til tidens musik, idet han blandt andet skriver:
   ”Men rockmusikken har kun ét budskab, én barbarisk seksuel appel. Den handler hverken om eros eller kærlighed, men simpelthen om ren, rå sex. Rockmusikken kaster sig over børns første spæde sensualitet, kæler for den og støtter den, ikke som en spæd plante, men som den ægte vare, det hele drejer sig om. På et sølvfad serverer rocken alt det for børnene, som forældre før i tiden sagde, de skulle vente med, til de blev voksne.”
   Og han skriver videre: ”I forening med den ophidsende musik handler teksterne om ungdomsforelskelser og om mangeartede forbindelser, som de forsvarer mod traditionalistisk forargelse og latterliggørelse. Ordene beskriver direkte og indirekte fysiske handlinger, der tilfredsstiller det permanente begær og betragter disse handlinger som det naturligste og bedste for børn, der endnu ikke har noget forhold til hverken kærlighed, ægteskab eller familie. Det virker langt stærkere end pornografi, for hvorfor skulle man dog interessere sig for billeder af noget, man lige så godt kan gøre selv?”
   Og videre: ”Egoisme forklædes derfor som indignation og ender med at fremstå som moralsk. Den seksuelle revolution må afvise enhver begrænsning af naturlighed og lykke. Kærligheden skaber had, der forklædes som social indignation. Et verdenssyn grundlægges på sex. Det, der måske før var barnligt surmuleri, bliver nu den hellige skrift. Herpå følger længslen efter det klasseløse, fordomsfri og konfliktløse universalsamfund, som er resultatet af en renset samvittighed – ”We are the World” – en pubertetsudgave af Alle Menschen werden Brüder, hvis realisering kun er blevet forsinket af fædre og mødre og den slags.”
   Og længer fremme: ”Den uafbrudte lytten til rockmusik er virkeligheden, ikke kun for en bestemt klasse eller bestemte børn. Man behøver blot at spørge førsteårsstuderende, hvilken slags musik de hører, hvor meget og hvad det betyder for dem for at indse, at fænomenet hærger overalt. Det begynder før puberteten og fortsætter hele studietiden. Rock er ungdomskulturen og der findes intet alternativ. Noget af styrken ved denne kultur skyldes, at den lyder så højt. Den gør enhver samtale umulig. Mange venskaber må derfor undvære samtalen, som Aristoteles mente, var selve kernen i et venskab og det eneste sikre, fælles ståsted. Når det gælder rock, drejer det sig om en tro på, at man føler det samme, om kropskontakt og fremgryntede formularer, der menes at indeholde så megen uudtalt dybsindighed, at der er basis nok for et fællesskab. Det betyder ikke at man er forhindret i at leve et almindeligt liv, gå i skole og lave lektier. Men alt, hvad der findes af indre liv, styres af musikken.”
   Hertil siger Allan Bloom: ”Det er både forbløffende og uacceptabelt. Alligevel bliver det knap nok bemærket, man har vænnet sig til det. Men det er helt ude af historiske proportioner, at et samfunds bedste ungdom og bedste energier bruges på denne måde. Fremtidige civilisationer vil finde det lige så uforståeligt, som vi finder kastesystemet, heksebrændinger, haremer, kannibalisme og gladiatorkampe. Men et samfunds galskab er nok sjældent synlig for samfundet selv.”
   Allan Bloom finder det også interessant, at venstrefløjen, der praler af sin kritiske holdning til ’senkapitalismen’ og som er uforsonlig og uden nåde, når det gælder andre kulturelle fænomener – har givet rockmusikken grønt lys. Den ser velvilligt bort fra musikkens kapitalistiske miljø og udråber den til folkelig kunst, en musik, der udspringer fra de laveste lags mangeårige kulturelle undertrykkelse. Dens antinomi og dens længsel efter en verden uden hæmninger kan godt minde om den proletariske revolutions mål. Og marxister er udmærket klare over, at rockmusikken opløser de moralbegreber, det liberalistiske samfund er grundlagt på, så alene af den grund går de ind for den.
   Og endelig siger han: ”Rockmusikken byder på umoden ekstase, ligesom de stoffer, den ofte fører med sig. Den skaber en kunstig eksalterethed og ødelægger muligheden for den naturlige, som følger med den store dåd, såsom sejr i krigen, fuldendt elskov, kunstnerisk perfektion, religiøs hengivelse og opdagelse af sandheden.
   Det er min erfaring, at studenter, der har været på stoffer og som er blevet stoffrie, har store vanskeligheder ved at føle begejstring eller forventning. Det er som om farven er blevet suget ud af deres liv, så det hele nu foregår sort/hvid. Den fryd, de oplevede i begyndelsen, var så intens, at de holdt op med at vente på den som et mål eller en belønning. De fungerer såmænd udmærket, men tørt og rutinepræget. Deres livsenergi er tappet ud af dem og de forventer ikke andet af livet end at tjene deres daglige brød. Og det er ikke målet med almendannelse, der skal overbevise om, at det gode liv er behageligt, det bedste endnu bedre.
   Jeg har mistanke om at rock i mangel på alternativer, virker på samme måde som stoffer. Studenterne skal nok komme over denne musik eller i det mindste deres glødende interesse for den. Men det vil komme til at minde om den måde, Freud siger, at folk accepterer realitetsprincippet på – som noget hårdt, grimt og en absolut frastødende nødvendighed. Studenterne skal nok lære deres økonomi, jura eller medicin og afsløre, at Michael Jackson-kostumet kun er en pæn habit. De vil fremad og have et bekvemt liv. Men det liv de kan se frem til, er lige så tomt som det, de lægger bag sig. For valget står ikke bare mellem et hurtigt fix og et gustent overlæg. Det var det, de skulle lære af den almene dannelse. Men så længe de beholder deres walkman på, kan de ikke høre hvad de store traditioner fortæller dem. Og når de efter mange år tager den af, opdager de, at de er blevet døve.” Så vidt uddragene af Allan Bloom’s bog.
   Det er klart at dette syn på den rytmiske musik med den synkoperede takter langt fra bliver modtaget godt alle steder, men når det nu er sådan at den har en række uheldige virkninger, så mener jeg ikke at vi skal undlade at tage diskussionen herom, da vores samfund ikke i længden kan bære vægten af de skævheder, som den fordummende og forrående musik udsætter os for.”

   Med venlig hilsen

   Hans Perstrup

2. Med al respekt for Mew, Kashmir, Tina Dico og de andre banevante branche-travheste, så var Bacardi-drengene – hed de Asia Boys??? – aftenens musikalske oplevelse!

3. “…feste feste, party party, så kom og drik noget fucking bacardi!” Måske årets tekst?

4. De fortæller også på Gaffa, at Veto snart er på turne. Hvis ikke, man kender dem – skulle man gøre sig selv den tjeneste at tjekke dem ud:-)

   Og du har ret Jens. Der er vigtigere ting i livet. Ihvertfald gider jeg ikke spilde min kostbare tid på at se det langt-ude-latterlige show længere. Men iiih, hvor jeg grinede af de der barcardi drenge:-) 🙂 De var da bare for søde… (men også lidt pinlige).

5. Jaja, Jens – det er ikke kun solskin i dag. Således beretter Gaffa.dk om en snarlig genforening af Kula Shaker. Et overflødigt band med en utålelig sanger – de var dårlige første gang og med statsgaranti endnu værre nu. Bare nu ikke vi også snart skal gen-opleve Menswe@r, Sleeper og andre fra britpoppens nedrykningsspil….