Accelerate minder altså ikke denne lytter det allermindste om hverken Neil Young eller The Fab Four. Konkrete referencenavne herfra vil snarere være unge Mission Of Burma – R.E.M. spillede ofte deres ‘Academy Fight Song’ live – eller et hurtigt, mere pop-orienteret Sonic Youth.
Forstår den skepsis, mange møder Accelerate med. Efter tre underwhelming, døde-i-sværen longplayers, kommer nu endelig det album, slukørede hardcorefans har sukket efter i mange år, lige siden R.E.M. med New Adventures In Hi-Fi sidst havde en udgivelse, der ikke emmede af kreativ migræne, Warner Brothers-pleasing og mangel på liv.
Alt for meget tid på turnéer er blevet brugt på at servicere det brede publikum, som først kom med på ‘Losing My Religion’-tsunamien, og gud, hvor man dog derigennem efterhånden h-a-d-e-r ‘Everybody Hurts’ og alt hvad den slags står for i corporate REMWorld. Det klædte ikke R.E.M at blive så store, bandets musik voksede ikke sundt under et mainstream-pres.
Accelerate melder sig i hård kant og flugt ud af den verden. Mærkværdigt i den forbindelse, man har lejet sig ind i enorme Parken til september. For denne plade vil tværtimod trimme tilhørerskaren, så skarp og forpligtende er den. Om man så overhovedet tør tro på de kvaliteter i et band, der så længe har vaklet rundt som groggy bokser, er en anden sag.
Kynikere vil se Accelerate som et rationelt træk, et dekadent forsøg på at iklæde sig egen ungdoms fjer, fra dengang man sammen var på vej ud i verden og bandet var vigtigere end hvadsomhelst, både for dets medlemmer og for dets dengang færre men mere glødende tilhængere.
Hørte Accelerate meget højt på iPod i går aftes, gennem frostkold blæst og sne i København. Føltes da nærmest som noget kostbart, men for længe siden mistet, var kommet tilbage. Slet ikke noget dårligt selskab var det. For sådan er R.E.M.’s nye sange; slår man de skeptiske tanker og trygge forbehold fra, kommer Accelerate i sig selv som en vital, dødcatchy, direkte og helt igennem relevant rocknrollplade.
Accelerate kan, må og bør købes fra d. 31. marts.
Så er den nye REM også blevet tilgængelig for overtegnede. Må sige, at jeg ikke rigtig er på bølgelængde med de øvrige skribenter. Det gælder vurderingen af både nye og gamle udgivelser. Hvis man ser bort fra Up, kan jeg for så vidt ikke forstå kritikken af de seneste udgivelser. Generelt er der da holdt et fint niveau. Det gælder også for Around The Sun. Men hvis man ikke kan lide de stedvise elektroniske elementer og underliggende strygere, ja så kan man da godt få et problem med den samling sange.
Efter få gennemlytninger af det nye udspil er min anke, at det for mig lyder lidt som om bandet ikke ved, hvilken retning man skal fortsætte i. I den situation vælger man en klassisk løsning, nemlig at skrue bissen på. Det har altid sin effekt, men holder materialet? Jo, der er da gode elementer, men når der på 35 minutters spilletid er plads til eksempelvis I’m gonna DJ, så synes kilden med gode sange ikke ligefrem at løbe over. Men hvad pokker. Forhåbentlig kommer jeg til at holde mere af udspillet efter flere gennemlytninger….
http://www1.gemm.com/item/R.E.M./ACADEMY–FIGHT–SONG/GML645406803/
Tror jeg købte mit eksemplar i Snog Rock i Lavendelstræde. Det er efterhånden mange år siden!
Kunne skam også fint lide Control. Når man hører dens centrale musik så højt og koncentreret, står det klart hvor enestående gode Joy Division var. Og filmfotograferingen er – selvfølgelig med Corbijn som bagmand – også helt superb. Kræver sin mand, at få Macclesfield til at fremstå tillokkende, men det lykkes. Selvom det nu iøvrigt vist var Coventry de skød de forstadsscener i, mener jeg at have læst…
24HourPartyPeople var lidt for komisk og hurtig glemt. Jeg mener, har allerede set De Skrigende Halse én gang…
Jens, Control er en super film. Og er det egentlig ikke ogsaa filmens kvalitet, at de netop ikke vises saa flaterende?
En god film at se lige netop dagen derpaa er er den forrygende 24 Hour Party People. Her gaar det jo isaer udover Tony Wilson, men man ender dog med stor, stor beundring for manden.
Pete1970, synes også Accelerate er et U-turn af de bedste, hørt i meget lang tid. Pånær ‘Mr. Richards’, hvis kvalitet er svær at få øje på herfra, er der kun positive ting blandt de 11 numre.
Og smölle har ret i sin Document/Life’s Rich Pageant-sammenligning. Rygter talte hårdnakket om Monster som skabelon for den nye, men det er jo slet ikke tilfældet.
Jeg har givet min mening (og mere til) under Echo & The Bunnymen punktet…ja, jeg forstår satme at holde en dagsorden!
Jeg har nu hørt ACCELERATE i yderligere en dag…den bliver bedre og bedre! Om det er for at please eller hvad det dybest set handler om, så fungerer det altså i disse ører!
ACCELERATE er det album jeg personligt har sukket efter i næsten et årti!
Først og fremmest minder Accelerate om… R.E.M. Som de lød på Lifes Rich Pageant og Document. Uden den wow-oplevelse det var at høre de to for første gang – man stadig ret fordømt godt.
Det centrale er, er det er rart at høre igen, at det ER R.E.M. *r**nd th* S*n lød som Michael Stipe der sang over etellerandet loungeband, der var forprogrammeret på ‘modern rock’.
Okay, det metodiske kan du have ret i.
Jeg så iøvrigt Peter Hook karikeret i Control i går aftes. Besynderlig film. Ikke noget flaterende eftermæle Deborah Curtis/Anton Corbijn giver hverken ‘de 3 andre’ i Joy Division eller – især! – the mistress from Brussels, Annik Honoré.
Naturligvis er der også væsentlige forskelle mellem Mills og McCartney. Men de har det til fælles, at de lader baslinjen “lægge sig om” guitaren, og det kan jeg godt lide. Prøv at høre McCartneys basspil i “Rain” (hov, det nummer minder da egentlig lidt om noget, der kunne være på Accelerate…)
Men selvfølgelig er Mike Mills først og fremmest sig selv. Og dygtig, det er han.
Prøv at sammenligne med f.eks. Peter Hook, Kim Deal og Tommy Stinson. Alle tre er interessante bassister og på hver sin måde stilmæssigt meget forskellige fra Mike Mills.
Pastor, vel spiller de begge melodiiøst, men synes Mills har et helt andet tonesprog end McCartney.
Og mht. Buck og Young, er Buck alt for stram og fundamnetalistisk tema-loyal i sit spil til at minde mig det fjerneste om Young. Anerkender gerne, de nu igen begge spiller med distortion.:-)
R.E.M. minder mig ikke om Beatles, men Mike Mills’ melodiske bas-spil gør. Det har det altid gjort. Mike Mills er glad for at spille akkorder som op- og nedgange i stedet for at “følge med trommerne”, og det har han til fælles med Paul McCartney. På Accelerate kan man høre dette meget tydeligt; på det foregående album hørte man knap nok noget til bassen.
Og jeg husker et gammelt dobbelt-interview fra Guitar Player med Peter Buck og Neil Young. Min Neil Young-reference går til Crazy Horse-indspilningerne og især til Arc/Weld.
Wauv hvad sker der lige med koncertpriserne? Fik en Leonard Cohen billet i fødselsdagsgave til beskedne 1175 kroner. Ståpladserne koster så 775 kroner. Så er det vist også købt og betalt. Checkede samtidigt prisen ud for en stray cats billet, der i Amager Bio koster 495 kroner. Så er det vist også købt og betalt. Gad vide om der er fadøl med i prisen ???
Erindrer da jeg så Cohen i Holstebroncos (Det hedder deres amerikanske fodboldhold vist på et tidspunkt 🙂 ) Der gav jeg cirka 250 kroner. Altså en beskeden inflation på 400% over 15 år. Sindsygt!