Her til morgen fik denne blogs forfattere nedenstående besked i vores inboxe:

Kære jensunmack.dk

Vi plejer at mødes i anmelderes kreds for at snakke om vores indsats, når der byder sig en spændende koncert (denne gang var det Antony and The Johnsons, der var ugens bedste bud på en oplevelse). Efter en god middag med sovs, kartofler og hvad deraf fulgte bestemte vi os til at sende jer en beroligende e-mail ved først givne lejlighed.

Vi vil nemlig gerne sige det som det er: Vores anmeldelser af "Dagene løber som heste" var lidt mere negative end godt er. Nu, hvor vi sammen har studeret de mange andre anmeldelser, der var positive, må vi indrømme det: Vi tog fejl, selv om vi synes vi har været meget omhyggelige; selv om vi stadig ikke helt kan se præcis hvorfor der skal være strygere på "Stjernepalads" eller hvorfor "Mænd uden ord" pludselig namedropper David Bowie. Men guitarsoloen på "Det eneste vi har" er en reminiscens af egentlig rock, længselsfuld og sulten som den er. Og gode sange, dét er der på "Dagene løber som heste". Så vi vil meget gerne høre albummet igen, og endnu mere grundigt.

Med andre ord: Fem stjerner herfra. Før var det tilsammen, nu er det fra hver af os.

venlig hilsen

Kim (Politiken) og Bent (Nordjyske)