Give ’em enough dope

Dagens 41-års tilhører The Clash, der 10. november 1978 udsender Give ‘Em Enough Rope, Ladbroke Grove-kvartettens svære toer. Og vanskelig er den, for efter debutens hæsblæsende nødvendighed er det blevet hverdag i Clashland, og som sådan er det Sandy Pearlman-producerede album for ofte en noget mudret og uforløst affære, hvor hverken materiale eller fremførsel slår den gnist, bandets klare ambitioner fordrer. Enkelte øjeblikke af stor klasse er der dog, især åbningsnummeret ‘Safe European Home’, hvor Strummer og Jones’ mislykkede rejse til Kingston, Jamaica besynges, så ingen frustration over kulturelle barrierer går mål forbi. Her høres også, hvad den nye trommeslager Topper Headon bibringer The Clash af dynamik og luksuriøs køresikkerhed. Hvilket skulle blive essentielt på næste album, London Calling (1979), da både sangskrivning og produktion faldt på plads, så The Only Band That Matters atter lød som var de ikke faret vild i jagten på at være sig selv.

Skriv et svar