Og når nu talen er faldet på Leonard Cohen…
For sytten år siden kom I’m Your Fan, et hyldest-album til Leonard Cohen – og et af de eneste hyldest-albums, der holder endnu. The Pixies, Nick Cave, The House Of Love og et utal af andre gav deres meget forskellige fortolkninger af Cohens sange. Sidste sang var en enkel udgave af “Hallelujah” med John Cale. Netop dét nummer holdt jeg især af; det var her, jeg opdagede, hvor udtryksfuld en sanger, John Cale egentlig er.
Få år senere siden stod jeg på Roskilde-festivalen og hørte Jeff Buckleys koncert. Jeg havde ikke købt Grace endnu (men det gjorde jeg kort tid efter; det var nemlig ikke nogen dårlig koncert). Det betød, at den eneste sang, jeg genkendte, var Buckleys udgave af Leonard Cohens “Hallelujah”. Min daværende kæreste var med, og hun blev snart meget begejstret for netop denne fortolkning. Selv tænkte jeg “Buckley er da god nok, men John Cales indspilning er nu bedst”. Jeg tror aldrig, hun nåede at høre John Cale. Og i lang tid troede jeg, at jeg var den eneste, der havde bemærket kvaliteterne i waliserens prunkløse fortolkning.
Årene gik, og “Hallelujah” blev en slags ny evergreen, som Gud og hvermand (desværre fortrinsvis sidstnævnte) kastede sig over. Den stakkels sang er endog blevet krukket ihjel i Hanne Boels nådesløst selvsmagende mishandling, som jeg dog heldigvis ikke har overværet. (H. Boel sidder ved siden af en buttetskøn person i mit anti-parnas.)
Jeg fandt en ny og betydeligt bedre partner, nemlig min nuværende hustru. Hun var før i tiden svoren tilhænger af Leonard Cohens egen fortolkning (som jeg altid har syntes er flad og grå) og havde også en vis faible for Buckley. Men en dag blev det for meget, og jeg gravede I’m Your Fan frem fra en af kasserne under ægtesengen. Og da måtte hun overgive sig – John Cales udgave er bedst.
I sit seneste blogindlæg på The Guardian giver Jon Wilde mig ret. Så nu er vi tre. Mon ikke vi er flere endnu?
Hov fandt lige denne liveudgave fra John Cale
http://www.youtube.com/watch?v=ckbdLVX736U&feature=related
Men Rufus’s udgave af “Chelsea Hotel” er nu god. Og så er min klare favorit Anthony’s udgave af “If it be your will”. Det er helt vildt, hvad han får ud af den.
Når snakken nu er ved Cave sang/sange i filmen, så synes jeg, det er en stor cadeau til den danske tribute plade, at man har tænkt over, hvem skal synge hvad, hvilke sange passer til hvem osv. Det mangler lidt i filmen, hvor Nick Cave bl.a. er på åbenlyst dybt vand i hans sange.
The Edge er en fremragende guitarist! Sangen her forløber fint og uproblematisk lige hen til 3:11, hvor Bono kommer ind, tager C-stykket og brister boblen. Det kan i al retfærdighed heller ikke være nemt For ham at skulle synge med en mester som Cohen.
En mærkelig film, sangen her er fra. Nick Cave glimrer ved ikke at huske de ord han skal synge. Martha Wainwright er overraskende holdbar, hvorimod hendes bror Rufus, sin åbenlyse store musikalitet til trods, kræver stort tålmod. ‘Everybody Knows’ er på papiret en uovervindelig sang, men med sin campede cabaretficering får han den næsten slået helt og aldeles ihjel.
Og nu vi alligevel snakker om U2:
Det lykkes efter min mening U2 at levere hæderlig backing på mandens egen fortolkning af “Tower Of Song”:
http://www.youtube.com/watch?v=RdbpamsaAY8&feature=related
Alle i bandet, selv Bono, virker faktisk ret ydmyge over at få lov til at være i stue med Mesteren selv.
Nick Cave har en meget speciel udgave af “Tower Of Song” på I’m Your Fan; jeg kan også godt lide The Pixies’ udgave af “I Can’t Forget”.
Men sådan er smag og behag jo som bekendt forskellige.
En anden ting ved Cohens original er, at han synger nogle andre vers – 3, 4 og 5 er som jeg husker det forskellige fra de vers 3 og 4 der nu er del af den sang alle kender og elsker…
Kender man Cohen ret, er der vel adskillige flere. Han har jo en tendens til at skrive ganske længe på sine sange.
Men jeg mener nok, at den udgave han gav til Cale, og som Cale har givet videre, er den skarpere.
ja jeg vil godt bakke pastor op. Various Positions er musikalsk et lidt flad fornøjelse. Hallelujah er væsentligt bedre i nogle af kopiversionerne. En udmærket udgave af mesteren selv er en live version fra 1994, som vist hedder Cohen Live i alt sin originalitet.
Min egen favoritversion er også John Cales. Men jeg synes generelt, den plade er rimelig dødsyg. That Petrol Emotion’s version af Stories of the street of mine, som er okay, men resten er rimelig kedelig.
(Jeg slutter mig i øvrigt gerne til den lille flok, der mener at Cale har lavet den bedste udgave af sangen).
Det ER Cales udgave, der er i Shrek, selv om den ikke er på albummet af en eller anden grund. Formentlig fordi både Rufus Wainwright og filmen er hos Dreamworks.
I øvrigt spoleres Cales bidrag til filmen ved at linien “Maybe there’s a god above” er klippet kontant ud af sangen. Om det er fordi man ikke må stille spørgsmålstegn ved den Himmelske Skaber i USA i disse år ved jeg ikke. Men klippet ødelægger sangen, og mistanken ødelægger fornøjelsen ved sangen.
Jeg kender godt U2; der er 113 U2-numre i mit iTunes-bibliotek. Jeg er bare løbet lidt sur i U2s selvfedme efterhånden. Der er så meget andet musik, jeg lige så gerne vil høre.
Jens har selv mindst 2 U2-numre på sin iPod, ved jeg.
Pas nu på U2-politiet, d’herrer. Måske skal I blot lære at betragte Bruno som fundraiser.
Tjo, tja. Leonard Cohen er en stor sangskriver, men jeg synes ikke altid, han er den bedste til at fremføre sine egne sange.
Problemet med de fleste udgaver af “Hallelujah” siden Jeff Buckley er, at sangerne forveksler inderlighed med kruk.
Forskellen på Hanne Boel og Bono er, at Bono faktisk har indspillet numre, man kan holde ud at høre. Men i de seneste år er selvfedmen sat ind, så det gør helt ondt at overvære.
Jens, har du hørt Henry Rollins’ monologer? Der findes et hav af dem derude på cd og i mange af dem kaster han sig over Bono, så ikke et øje er tørt. Lige så knugende, Henrys bøger er, og lige så brølende aggressiv og endimensional, Henrys musik ofte er, lige så morsom er han, når han er alene på scenen med sit talte ord.
For mange år siden så jeg Henry Rollins i Glasgow; sjældent har jeg leet så meget og så godt!
Forstår slet ikke hvordan du kan kalde Cohen’s original for ‘flad og grå’. En pastor bør vel om nogen have sans for hans versions bevidst store og salmeagtige ydmyghed!?
Bortset fra det er John Cale’s ‘Hallelujah’ OGSÅ meget gribende, selvom hans gennemkørsel af den ville have nydt godt af et lidt roligere tempo – må være løbet ind i en fartbøde eller to undervejs…
Har aldrig hørt Hanne Boel’s ‘Hallelujah’, men har svært ved at forestille mig en værre udgave, end – undskyld mig, den er faktisk helt igennem frygtelig! – Bono’s.
“Truthfully, all subsequent takes on Hallelujah owe a debt to Cale’s. But few heard the Cale version at the time of its release and, criminally, it remains one of the least recognised of all the covers despite its appearance in Shrek.” Er Cales udgave med i Shrek? Den synges ellers af Rufus Wainwright på soundtrack cd:en.